Alle udefra har travlt med at kritisere og latterliggøre Alternativet. Senest Søren Maus anmeldelse af Uffe Elbæks udspil Det næste Danmark i Information 19. maj.
Langt alvorligere end den eksterne kritik er den manglende interne kritik i partiet. Vi er for gennemsyret af en ureflekteret begejstringskultur, hvor intern kritik anses for upassende og bliver til et spørgsmål om loyalitet i stedet for et udgangspunkt for konstruktiv dialog og udvikling.
Hvis Mau havde været en kritisk journalist, kunne han have valgt flere vinkler. For Uffe Elbæks udspil kan og bør kritiseres for mange ting. Ikke mindst af os alternativister selv.
Ledelsen undergraver medlemsdemokratiet
Først og fremmest fordi Uffe Elbæk og Alternativets øvrige ledelse med udspillet undergraver vores interne demokrati, hvilket er yderst alvorligt. Specielt i Alternativet, hvor vi netop forsøger at revitalisere det interne partidemokrati, der skranter så alvorligt i de fleste andre partier, hvor næsten alt besluttes i folketingsgrupperne. Alternativet er hastigt ved at udvikle sig den vej.
Det kan der være gode grunde til, hvilket for eksempel Enhedslisten tog konsekvensen af for nogle år siden og gav folketingsgruppen mere råderum i forhold til hovedbestyrelsen. Men det skal debatteres og besluttes i åbenhed af partiet. I stedet valgte man – det er uklart hvem – med et ’personligt’ udspil fra Uffe Elbæk reelt at kuppe Alternativets beslutningsstruktur og ikke mindst hele vores demokratiske kultur.
Vi hævder i Alternativet, at vi vil have en ny politisk kultur bygget op om vores grundværdier, debatdogmer og politiske laboratorier. I stedet får vi et ’personligt’ politisk udspil, som Elbæk næppe selv har lavet baggrundsresearchen til, formuleret eller af egen lomme bekostet trykningen af.
Dermed reducerer man Alternativet fra at være en bevægelse og et parti til at være en enkelt mands personlige projekt. Og vi medlemmer går fra at være del af en bevægelse til at være følgere af Elbæks idéer og luner, hvilket får os til at fremstå mere som en sekt end som en bevægelse eller et parti.
Landsmødet kuppet
Så i stedet for at styrke Alternativet som parti og som bevægelse er udspillet med til at opbygge en – endnu stærkere – personkult omkring Elbæk. Man kan være uenig eller enig i, om det er en klog strategi i forhold til at tiltrække vælgere, men det er uforeneligt med det, vi hævder at stå for i forhold til demokratisk kultur både indadtil og udadtil.
Den manglende interne kritik af udspillet er imidlertid lige så beskæmmende – i to led.
Første led er partiets politiske forum, hvor politik besluttes. Det er yderst kritisabelt, hvis det ikke er blevet inddraget, for så er det folketingsgruppen, eller endnu værre Elbæk alene, der har besluttet sig for at lave et politisk udspil og bevilget ressourcerne uden om partiets regler.
Men det er næsten endnu værre, hvis det politiske forum faktisk er blevet inddraget, for så har både hovedbestyrelsen og folketingsgruppen omgået partiets egne regler. Igen; der kan være strategiske begrundelser, som man kan være enig eller uenig i. Men det er mig alligevel uforståeligt, hvordan folketingsgruppen eller politisk forum kan finde på at beslutte, at landsmødet 2018 skal kuppes af et ’personligt’ udspil fra Uffe Elbæk.
Selvransagelse nødvendig
Andet led er os menige medlemmer. Jeg var desværre ikke med til landsmødet, hvor udspillet blev lanceret, og havde sandsynligvis ikke haft overblik til at reagere alligevel. Men den manglende interne kritik på mødet og efterfølgende kan skyldes flere ting, hvoraf ingen er behagelige; har vi ikke kunnet gennemskue, at vores interne regler og kultur blev omgået? Gennemskuede vi det, men forblev tavse i misforstået loyalitet? Eller gennemskuede vi det, men var ligeglade?
Det bliver vi nødt til at forholde os til med en nødvendig intern selvransagelse, for ellers undergraver vi os selv, både som bevægelse og som parti. Også fordi vores iver efter hele tiden at komme med nye og provokerende udspil – nærmest bare for provokationens skyld – ikke kun skader partiet; vi skader selve budskabet, og det er langt værre.
Det er netop dér, jeg mener, at Alternativet skal insistere på at være noget nyt. Insistere vedholdende på at gentage de samme budskaber – som en bevægelse. Og komme med finanslovsudspil, nye ideer mv., når det er relevant – som et parti.
Derfor mener jeg, at vi bliver nødt til at finde den rette balance mellem bevægelse og parti, mellem seriøsitet og kuriøse indfald.
For Alternativets politiske vision om den nødvendige omstilling til en sammenhængende grøn, social og økonomisk bæredygtighed er for rigtig og for alvorlig til, at vi fortsætter med at give efter for trangen til kuriøse udspil og dermed insisterer på at tale til et lille og – frygter jeg – stadig mindre segment af den danske befolkning.
Derved frastøder vi det store og stadig større segment af befolkningen, der faktisk vil det samme som os.
Sven-Åge Westphalen er medlem af Alternativet Kalundborgs bestyrelse og stillede op for Alternativet til kommunalvalget i 2017
Det er så femte gang inden for kort tid, at Alternativet kritiseres. Det tager jeg som en oplevelse. Det har måske noget at gøre med det gamle ord: Den, man elsker ...
Det gør også ondt på mig, sagde faderen, da han havde lagt sønnen over knæet. Så slå lidt hårdere, svarede sønnen.
Nej, der skal hverken slås eller slås igen. Jeg kan blot sige, at ordet topstyring jo har det med at hænge på som en snotklat. Jeg kan fx ikke sige, at jeg ikke har følt mig styret fra toppen i de fire år, jeg har været aktiv. Det ville bare tages som bevis på, at jeg var det.
Der kommer mere herfra i løbet af dagen.
Prøv lige at se det fra en psykologisk vinkel. Å kommer frem og tænder et håb, som nogle griber som en opfyldelse af deres inderste ønsker. Mange bliver skuffede, dels fordi de aldrig før har været med i partiarbejde, og dels fordi ‘de andre’ ikke er som dem selv.
Det kan kun gå galt så.
Når det så alligevel går godt, gives der plads til dem, der ikke synes, at Å er som Å burde være set gennem en politisk kiggert og et politisk mikroskop. Især initiativtageren skuffer dem. Uffe er fx ikke den slags kommunist, som en Søren Mau gerne ville se.
Nogle så helst, at partiet styrtede sig i vælgermæssigt fordærv ved at gå til yderligheder. Der er ikke vælgere i at forlange: Ned med kongehuset, kirken, militæret, den indspiste elite, reklameindustrien, tobaksforbryderorganisationerne, svineproduktionen, boringer efter fossile brændstoffer, forbruget og ned med det hele fx vores grådige livsform. Den har Enhedslisten efterhånden annammet. De andre partier har ikke opdaget, at der er et problem-kompleks. Ja, nemlig, kompleks. Man kan ikke samle vælgere ved at råbe ned med vælgerne.
Alligevel er det det, Å gør på sin egen skånsomme, omsorgsfulde måde. Uffe udsender en avis, Det næste Danmark, i eget navn og omtaler ‘komplekset’ uden at skubbe folk fra sig. Mesterligt, synes jeg, for jeg ved, det er det muliges kunst. Politik.
Sven-Åge Westphalen, som jeg ikke kender, kritiserer Å og taler ud fra et ‘vi’. Udmærket, men jeg er ikke en del af dette ‘vi’.
Vender tilbage senere.
Å er det parti, der taler mest om klimaforbrydelserne, og derfor tipper Voxmeter os kun til 3,5 procent. Vækst og lønarbejdspladser taler alle de andre partier om. I går så jeg en rejsedokumentar om Rusland. Optøningen af permafrosten efterlader sig enorme jordfaldshuller. Vinteren er nu en blanding af tø og frost, hvilket bevirker et islag, som rensdyrene ikke kan sparke sig igennem. Derved dør mange af dyrene. Metangassen sættes fri. Skovene fældes.
Kronprinsen er fyldt 50, men hans klimamæssige bevidsthed er som et barns. Hans kone siges at have holdt en fantastisk tale for ham. Hvorfor holdt hun ikke en tale for hans børn og deres kommende liv under 4-6 graders temperaturstigning? Nej, det ville være politisk. Tavshed er ikke politisk. Det er der, vi er, og når Å taler om temperaturstigning dømmes vi ude. Sammen med fremtiden er Å på vej ud, men lur mig, om vi ikke til næste valg alligevel overrasker, for hvilket parti kan man med sin samvittighed i behold ellers stemme på? Der er kun vækstpartier.
“Hvad vil du, Uffe”? spurgte Mau. Å vil en anden slags vækst end den materielle, og derfor er vi latterlige, også i Maus øjne, for det betyder jo, at vi skal holde op med at kræve ind og give afkald i stedet for. Borgerløn blev også nævnt, og borgerløn er også latterlig i sit nye syn på arbejde og løn. At tingene kan være anderledes og bør være det er latterligt, men det er ikke latterligt at stemme på vækstpolitikerne.
Vores børn og børnebørn vil fordømme os, for dømme os kan de ikke, når vi er væk.
Det er en svær balancegang at være tvunget til at arbejde ud fra det system, man selv ønsker at gøre op med.
Ligesom man er nødt til at svaje lidt fra side til side ind i mellem, når man balancerer på en line, er det måske også nødvendigt at styre lidt for meget fra toppen ind i mellem, hvis man vil slå igennem som reelt demokratisk parti i et relativt udemokratisk system.
Jeg tænker, det i sidste ende kommer Å til gode, at der bliver holdt så meget øje med dem, at de nok skal få én over nallerne så snart de træder lidt ved siden af. Det giver mulighed for løbende selvransagelse og -forbedringer.
Og indtil videre er der i hvert fald stadig ingen bedre alternativer end - Alternativet.
To afsnit inde i dette indlæg fik jeg en stærk mavefornemmelse - gad vide, om manden bag skrivet er DJØFer?
Og jov. Det var han.
Så selvfølgelig kan han ikke li Uffe.