8. maj kunne man i en kommentar her i avisen læse en misforstået fortælling: At unge akademikere vil vælge det solidariske dagpengesystem fra, hvis ikke systemet er attraktivt nok, når de er nyuddannede og har mest brug for det.
Kommentaren var forfattet af Informations debatredaktør Gry Inger Reiter, der advarer mod at sætte dagpengesatsen ned for de unge. For hun mener, at de nyuddannede efterhånden allerede har et begrænset økonomisk incitament til at melde sig ind i en a-kasse.
Jeg har hørt historien før, men det gør den ikke mere rigtig. Situationen er en helt anden:
Dimittendledigheden har ligget stabilt på omkring 20.000 fuldtidspersoner siden 2013, mens det totale antal dagpengemodtagere er faldet fra 120.000 til 80.000 fuldtidspersoner. Det viser analysen ’Dagpenge til nyuddannede‘ fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, som for nylig blev offentliggjort.
Gry Inger Reiter skriver, at den generelle akademikerledighed er lavere end den gennemsnitlige ledighed for hele arbejdsmarkedet. Det viser jo netop, at de nyuddannede, der kan og vil, har gode beskæftigelsesmuligheder. Vi står endda midt i et økonomisk opsving og har lige nu stor brug for de ledige hænder på arbejdsmarkedet for at holde opsvinget på sporet.
Her kan vi ikke ignorere det faktum, at nyuddannede fylder mere og mere i dagpengesystemet, uanset hvor den generelle akademikerledighed befinder sig. I 00’erne var omkring hver tiende dagpengemodtager dimittend. I dag gælder det for hver fjerde.
For gunstigt med dagpenge
Økonomi- og Indenrigsministeriets analyse viser også, at det især er nyuddannede med lange videregående uddannelser, der efter sidste eksamen lever af dimittenddagpenge. Det er altså et faktum, at nyuddannede akademikere benytter muligheden for dagpenge i langt højere grad end dem med en erhvervsfaglig uddannelse. Af alle nyuddannede i 2015 med en lang videregående uddannelse modtog 61 pct. dagpenge på dimittendsats, mens det kun gjaldt for 29 pct. blandt nyuddannede med en erhvervsfaglig uddannelse.
Det ærgrer mig, at mange af dem, der har taget en lang skatteyderfinansieret uddannelse, vælger at begynde deres erhvervskarriere med en tur forbi dagpengesystemet. Og noget tyder på, at gunstige regler gør det for let og attraktivt for dem at træffe det valg.
Det bringer mig til debatredaktørens påstand om, at man efterhånden som nyuddannet kandidat har begrænset økonomisk incitament til at melde sig ind i en a-kasse.
Det er ikke en given ting, at man som nyuddannet har ret til dagpenge uden at have været en del af arbejdsmarkedet først. Man kan sagtens have et levedygtigt dagpengesystem uden en gunstig ordning for nyuddannede. Det er os i Danmark, der skiller os ud med vores særlige ordning for dimittender.
Nyuddannede skal ikke opfylde et beskæftigelseskrav for at modtage dagpenge som andre ledige. Samtidig er dagpengesatsen for nyuddannede mere end det dobbelte af SU-satsen, som mange nyuddannede akademikere kommer fra.
Unge støtter op om a-kassen
Jeg vil også gerne hjælpe debatredaktøren af med frygten for, at unge ikke støtter op om a-kassen. Påstanden har nemlig ikke hold i virkeligheden. Økonomi- og Indenrigsministeriet har for nyligt offentliggjort en anden analyse ’Forsikring mod ledighed’. Analysen gør op med myten om, at dagpengesystemet er under pres.
På trods af en række gennemførte reformer, som har bidraget til at få mange tusinde danskere i job, er 70 pct. af de 25-59-årige medlem af en a-kasse og støtter dermed op om det kollektive dagpengesystem. Analysen viser også, at det tal har været stabilt de seneste 25 år. Mens reformmodstanderne har malet et utal af skræmmebilleder op, er opbakningen til dagpengesystemet ikke blevet svækket.
Jeg har svært ved at se meningen med, at op mod halvdelen af alle nyuddannede i begyndelsen af deres erhvervskarriere skal på dagpenge, mens de venter på, at drømmejobbet dukker op. Det er et unødvendigt spild af unge stærke ressourcer og ikke mindst skattekroner.
Jeg kan se, at det af debatredaktøren fortolkes som et drag over nakken til de unge, som vil ramme kollektivt. Men den virkelige fare ligger et andet sted. Den handler om, hvordan det rammer vores samfund, hvis ikke vi gør nok for at få de unge dimittender ud på arbejdsmarkedet og væk fra offentlig forsørgelse.
Vi gør både de unge og samfundet en tjeneste, hvis de kommer i arbejde. Vi har nemlig brug for også deres hænder til at holde gang i det økonomiske opsving, som er til gavn for hele samfundet.
Der er ingen, som får gavn af at ignorere ledigheden blandt de unge dimittender.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) er økonomi- og indenrigsminister
Prøv at adressere virksomhederne, som skal ansætte dimittenderne.
Reformer ansætter ikke arbejdskraft.
Virksomheder ansætter arbejdskraft - når de har brug for det.
Det er slet ikke så dårligt, at folk efter års studier og for manges vedkommende næsten 20 års uafbrudt skolegang, får en tankepause og tid til at opdage verden uden krav om pensum og næste eksamen. OG til at overveje, hvad uddannelsen kan bruges til. Mange har i løbet af studietiden et ret fastlagt mål, som også kan være afgørende for, hvad man skriver opgaver om. MEN - både uddannelserne på humaniora, samfunds- og naturvidenskaberne rummer muligheder for at gå i mange retninger - nogle af dem opdager man faktisk først, når man er blevet færdiguddannet og begynder at hæve blikket.
Hvis man vil have dimittenderne ansat, må man give dem job. Deres arbejdsløshed er en konsekvens af de skærpede krav om at blive færdige på universitetet - fremfor at studere og klare sig med løse ansættelser, indtil der er et job, man gerne skulle have arbejdet målrettet henimod at kunne bestride.
Generelt set er det da interessant at vi har en minister, der bestrider en af de helt tunge poster i den siddende regering, der mener at arbejdsløshed kan forklares ud fra kun en faktor: dimittendernes arbejdsløshedsdagpenge der angiveligt er på et så højt niveau at nogle af disse ikke finder det umagen værd at finde et arbejde. Altså skåret til benet: der er i forklaringen på dimittendarbejdsløsheden tale om et monokausalt forhold, da den høje arbejdsløshed kun kan skyldes et generøst dagpengesystem.
For at kunne tage stilling til, om det faktisk forholder sig således, må argumentationen dog nok uddybes fra ministerens side. Udgangspunktet for ministeren er at det er attraktivt at gå ledig på dimittend-satsen, fordi der er tale om en væsentligt højere ydelse end SU-satsen er det. Men her er det jo et spørgsmål, om kandidatens økonomi er umiddelbart sammenlignelig med den studerendes økonomi? Det mangler jeg en overvejelse over, men til hjælp for hr. ministeren: for i det hele taget at komme i betragtning til dagpenge, skal man som vel ministeren bekendt, være medlem af en a-kasse - det er så vidt jeg er orienteret ikke gratis.
Endvidere er huslejen også betragteligt anderledes, den dag man flytter ud af studieboligen og hen i en bolig på det ordinære boligmarked.
Alene disse to eksempler peger jo på at kandidatens levevilkår ikke er helt så direkte sammenlignelig med den studerendes, som ministeren giver det indtryk af. Man kan undre sig over at ministeren ikke tager højde for disse forhold, i sin argumentation. Hvad grunden hertil evt. kan være skal man nok lade være med at gisne om, det eneste man kan indskrænke sig til er at konstatere er at det da godt kan være kilde til bekymring. Bekymring i særlig grad, hvis det evt. kunne skyldes en manglende viden om de nævnte forhold - hvad det naturligvis nok heller ikke er.
For det historisk interesserede er det naturligt nok interessant at konstatere, at ministerens argumentation for at reducere dagpengene til dimittenderne er at disse naturligvis slet ikke skal være i dagpengesystemet, næh de skal naturligvis ud på det arbejdsmarked der hungrer efter deres arbejdskraft. I forlængelse heraf skyldes dimittendledigheden at dagpengesystemet er for attraktivt, til at den arbejdsløse skulle finde det umagen værd at søge arbejde. Den argumentation er lige nøjagtigt lige så gammel, som initiativerne til social lovgivning er det. Den blev også brugt da man lovgav om understøttelse til syge, gamle og arbejdsløse i 1890-erne her i landet.
Og alligevel: trods det sociale system, har vi jo haft perioder med fuld beskæftigelse gennem historien, såvel som vi har haft perioder med massearbejdsløshed. Dette kunne indikere at det altså ikke er de sociale ordninger, der kan forklare arbejdsløsheden - som ministeren synes at mene.
Endelig kan det tilføjes at vores store nabo i syd har et system, hvor indtægterne for de arbejdløse langt hurtigere bliver reduceret hvis ikke man finder arbejde. Dette burde jo, hvis fokus er på den arbejdsløses adfærd, motivere til at de arbejdsløse gjorde endnu mere for at finde beskæftigelse. Dog kan det konstateres at der er store regionale forskelle på ledigheden i Tyskland. Følger vi ministerens tankegang, må dette jo betyde at der så også er regionale forskelle på hvor villige folk er til at finde arbejde. Generelt er de mindre villige i bla. Slesvig-Holsten (herunder Flensborg) og i dele af det gamle Østtyskland, mens villigheden er langt større i de sydvestlige dele at Tyskland. Jeg lader det være op til læseren at overveje, om det mon nu også kan være rigtigt.
mvh. poul.
- Og når virksomheder begynder at tage ansvar for også at ansætte dimittender, som i sagens natur ikke har 3-4-5 års erfaring, som der ofte efterspørges...
Liberal Alliances ideologi :
-Skær i dagpenge, skær i kontanthjælp, skær i kødet.
-Lad det aldrig ske at der er mad nok til en familie på kontanthjælp eller ressourceforløb.
-Lad det aldrig ske at børn får hjælp. Deres forældre skal straffes.
-Enhver er sig selv nærmest,
Nu spørger jeg måske meget dumt, men kunne det tænkes, at der er flere nyuddannede akademikere på dagpenge end der er nyuddannede fra en erhvervsuddannelse fordi skiftende regeringer de sidste MANGE år har haft en stor kærlighed for, at alle unge nærmest skal på gymnasiet og derefter uddannes til akademiker, mens erhvervsuddannelserne er blevet ugleset og nedprioriteret og gjort til noget andenrangs?
Heidi Larsen. Jeg mener at mennesker selv har nedprioriteret erhvervsuddannelserne, da folk udmærket kan se hvem der render med guldet. Jeg tænker ikke kun på penge, men at arbejde uden at blive nedslidt og knokle løs på byggepladser og andre steder, planlagt af akademikere. Og når man endelig har fri, er man for træt til at nyde det. Man kan let se, hvordan den ene charlatan efter den anden gør sig på bonede gulve. Ligesom ministeren.
Jeg har den holdning, at så mange mennesker som muligt bør have de boglige, filosofiske, idéhistoriske, naturvidenskabelige forudsætninger en STX kan give. Det er i mine øjne vigtigt, at højne det gennemsnitlige uddannelsesniveau for en tålelig fremtid for alle. "Stjerneskibe" bygges ikke af enkeltpersoner! Det er min oplevelse, at HTX, EUC og HHX nok giver færdigheder, men ikke almendannelse.
Er aviser forpligtet til at viderebringe ministres skrablerier?
Hvad jeg mener er, at erhvervsuddannede med stx-færdigheder er bedre håndværkere, butiksfolk, kontorfolk...
Problemet er, Torben Skov, at politikerne er sig udmærket bevidst, at dit forslag vil udrydde alle muligheder for en højrefløjsregering i fremtiden.
Jeg kan huske hvor surt det var at dumpe, efter fem i øvrigt gode studieår på Det Kongelige Akademi for de skønne kunster, og ud til et rengøringsjob, mens mine dimitterende studiekammerater fik job, praktikpladser eller gik på dagpenge efter endt eksamen. Den situation ønsker jeg ikke for nogen, men omvendt skal de unge mennesker jo også begynde at arbejde på et eller andet tidspunkt. Et år på dagpenge, for ligesom at vende dem til de barske realiteter uden SU, under jeg dem gerne, men så heller ikke mere.
No, minister! Dette er ganske enkelt ikke korrekt, det som du skriver her:
"Det ærgrer mig, at mange af dem, der har taget en lang skatteyderfinansieret uddannelse, vælger at begynde deres erhvervskarriere med en tur forbi dagpengesystemet. Og noget tyder på, at gunstige regler gør det for let og attraktivt for dem at træffe det valg."
Der er nemlig INTET arbejde til de mange unge, der i dag har taget en 5-årig uddannelse på et universitet; derfor kommer de ikke i arbejde! Fordi politikerne de sidste 5-15 år har tudet de unge ørerne fulde med, at de bare skulle tage en universitets-uddannelse, så ville der være job til dem, når de blev færdige. Vi var mange, der advarede dengang for 5 år siden om at der ville blive en hel del arbejdsløshed blandt de ny-uddannede, fordi vi er nogle der er så gamle (50+), at vi kan huske ingeniør-arbejdsløsheden i 1990erne, efter at politikerne også dengang opfordrede folk til at blive ingeniører, fordi der var gode jobmuligheder der - det var der så ikke - i 1990erne!
Og folk vælger altså aldeles ikke at gå på dagpenge, eller dimittend-sats (som er på cirka 13.000 kr.
p.t). Og de penge man får her er godt nok cirka dobbelt så meget som SU'en (på 6.000 kr. før skat pr. måned), men ministeren glemmer, at unge mennesker i dag må tjene 8.000 kr. om måneden, og at man kan tage (et skattefrit) SU-lån på 3.000 kr. om måneden - tager du det hele har du cirka 10.-11.000 kr. udbetalt efter skat, næsten cirka det samme som du har udbetalt på dimittendsats.
Ministeren glemmer også helt, at mange danske unge faktisk finder sammen i løbet af studietiden, bliver kærester, flytter sammen, måske finder en lejlighed sammen mm. og mv...
Karsten Aaen, først og fremmest er der dog tale om to forhold: at en masse akademikerarbejdspladser er sparet væk, og at studerende bliver færdige på universitetet, selvom der ikke er et job, der venter på dem.