Læserbrev

Neosocialisme er ikke liberalt

At kalde politikere, der tager 40 procent af min løn, for liberale, svarer til at sætte en kleptoman til at passe på min ejendom
15. maj 2018

Som ægte liberalist kan man godt blive indigneret over, hvor meget der kaldes for noget med »liberal« i Informations debatspalter. Hvordan kan man overhovedet kalde politikere, som vil tage mindst 40  procent af min løn i skat, for liberale? Det svarer til at sætte en kleptoman til at passe på min ejendom.

Det er heller ikke liberalt, at en person, som betaler flere hundrede tusinde kroner i skat, ikke må få lov til at få sin familie til det land, som han betaler skat til. Og hvad liberalt er der ved at aflevere halvdelen af sine penge til skat, for bagefter at stå med hatten i hånden foran rådhuset og tigge borgmesteren om at passe børnene ordentligt?

Det er langtfra liberalt, at man gav bankerne hjælp efter finanskrisen. Takket være denne lille finte er vi her ti år efter knapt kommet over finanskrisen endnu, selvom det højst burde have taget et års tid. Og havde politikerne undladt at skrue renten ned til omkring nul procent i 00’erne, var krisen i øvrigt aldrig kommet.

At kalde New Public Management (NPM) for noget liberalt er rystende. NPM er neosocialisternes forsøg på at redde økonomien i velfærdsstaten, og dermed velfærdsstaten. NPM’s formål er at sikre den størst mulige offentlige sektor på bekostning af det private. Det er bestemt ikke liberalt, selv om NPM indrømmet deler en enkelt tanke med de liberale, nemlig at pengene skal kunne slå til. Det er det, der adskiller neosocialisterne fra gammelsocialisterne og kommunisterne; at der er en større økonomisk ansvarlighed. Men en enlig svale gør ingen sommer.

Når staten betaler for det hele, så har den også ret til at blande sig i, om vi er tykke eller tynde, ryger, drikker eller på anden måde sætter samfundet i udgifter. Vi er samfundets ejendom, og vi må jo ikke ødelægge andres ejendom! Det er ikke på nogen måde liberalt, men direkte totalitært. Neosocialismen fører stolt traditionen fra Østeuropa videre, blot meget mere subtilt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jeppe Larsen
Jeppe Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu