Kronik

Overfyldte børnehaver og ringe ældrepleje giver os stress

Den offentlige sektor skal sikre, at lønmodtagerne med god samvittighed kan være fysisk og mentalt til stede på arbejdsmarkedet 37 timer om ugen. Sådan er det ikke i dag
Større investeringer i tryghed, velfærd og værdighed vil hurtigt betyde færre sygemeldinger samt både gladere og mere produktive medarbejdere i den offentlige sektor.

Større investeringer i tryghed, velfærd og værdighed vil hurtigt betyde færre sygemeldinger samt både gladere og mere produktive medarbejdere i den offentlige sektor.

Ulrik Hasemann

30. maj 2018

Danmark står i en stressepidemi af voldsomme dimensioner. De nyeste tal viser, at 300.000 danskere lider af alvorlig stress, og at stress sidste år var direkte årsag til ca. halvdelen af alle langtidssygemeldinger i Danmark.

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø anslår, at stress koster det danske samfund i omegnen af 55 mia. kr. om året.

Arbejdsmarkedets parter er enige om, at stressepidemien skal bekæmpes, men ikke hvordan det kan og skal gøres. I fagbevægelsen ser vi de stigende krav om effektivisering, tempo og fleksibilitet på arbejdsmarkedet som hovedårsag, mens arbejdsgiverne ofte peger på for mange gøremål i fritiden.

Desværre er der en del virksomheder, der ikke tager deres ansvar for medarbejdernes sikkerhed, sundhed og trivsel alvorligt nok. Mange af de stresstilfælde, vi ser i dag, kan uden tvivl tilskrives dårligt arbejdsmiljø.

Men skal vi for alvor stressepidemien til livs, bør vi træde et skridt tilbage og se problemet i et større perspektiv.

Neskæringer stiller krav til pårørende

Jeg er overbevist om, at årtiers besparelser og effektiviseringer i den offentlige sektor er en stærkt medvirkende årsag til mange stresstilfælde. Den negative udvikling blev skudt i gang af Anders Fogh Rasmussen i 00’erne med loft over serviceudgifter, skattestop og anlægsloft i kommunerne og senere fulgt op af produktivitetskrav på hospitalerne og effektiviseringskrav i staten.

Konsekvensen er, at mange af de opgaver, som tidligere blev løftet af den offentlige sektor, i dag leveres med så dårlig kvalitet, at en del af opgavehåndteringen i praksis overlades til borgerne. Opgaver, som de danske lønmodtagere altså må håndtere i fritiden – og sågar i arbejdstiden.

Eksempelvis betyder nedskæringerne i ældreplejen, at de pårørende i dag påtager sig flere opgaver i forhold til deres ældre familiemedlemmer end tidligere. Det kan være som ledsager til lægen eller på hospitalet eller ved at assistere med mere end det kommunale tilbud om bad én gang om ugen. Nogle ældre borgere risikerer også at blive lagt i seng kl. 19, medmindre en af deres pårørende kan træde til og hjælpe senere på aftenen.

Peter Klint

Børnenes institutioner stresser

Børnene rammes af ringere normeringer i daginstitutionerne, så det kniber for pædagogerne at få tid til at snakke nok med børnene eller skære frugt ud til eftermiddagsmaden. Sågar bleskift er blevet til en service, som i nogle tilfælde kun ydes, når det er absolut nødvendigt. Det er derfor ikke mærkeligt, at småbørnsforældre gerne vil hente deres børn før i sidste øjeblik inden lukketid.

Dertil kommer, at institutionernes åbningstider er snævret ind. Det rammer de forældre, som f.eks. har et pasningsbehov tidligt om morgenen inden kl. 6.30 eller efter kl. 16 om fredagen. Forældre med mere end en times transport til og fra arbejde har derfor ofte store udfordringer med at få deres hverdag til at hænge sammen.

Folkeskolen kræver også stadig mere af forældrene. Tag f.eks. den velmente inklusionsindsats fra 2012 – om at endnu flere børn skulle inkluderes i folkeskolens fællesskab – som er strandet på grund af ressourcemangel. Det betyder først og fremmest et svigt af de børn, som er allermest sårbare, men også af fællesskabet, lærerne og forældrene.

Eksempelvis aflyses udflugter med eleverne i skoletiden, fordi der ikke er ressourcer til også at tage hånd om inklusionsbørnene. Derfor ser man skoleudflugter efter skoletid eller i weekenderne, hvor forældre ledsager børnene. På flere folkeskoler får forældre besked om, at læsetræning skal foregå efter skole assisteret af far og mor – gerne 20 minutter om dagen. Dertil kommer arbejdsdage på skolen, trivselsarrangementer, forældremøder, skole-hjem-samtaler og besøg hos sundhedsplejerske og skoletandlæge, som også kræver forældredeltagelse i tidsrummet 8-16.

Svært at være til stede på arbejdet

Disse eksempler betyder naturligvis ikke, at jeg er fortaler for et samfund, hvor vi fralægger os ansvaret for hinanden og for vores børn og ældre. Det er ikke skolens ansvar at opdrage vores børn. Det er ikke kommunernes ansvar at sikre, at vores ældres hverdag fyldes med meningsfulde aktiviteter.

Men danskernes deltagelse på arbejdsmarkedet er bygget på et fundament af en stærk offentlig sektor, som forventes at levere børnepasning, grundskole og ældrepleje af en kvalitet og med en respekt, som gør, at de lønmodtagerne med god samvittighed kan være fysisk og mentalt til stede på arbejdsmarkedet 37 timer om ugen.

Når det fundament smuldrer, går ligningen ikke længere op. Særlig slemt står det til for lønmodtagere i 35-40-års alderen, som ud over deres faglige karriere oftest har både mindre børn og forældre oppe i årene, som er afhængige af de offentlige institutioner.

For hvad gør de ansvarlige borgere, når folkeskole, daginstitutioner og plejehjem ikke leverer og stiller nye krav til de pårørende? De tager selv ansvaret på sig. Oven i alle de andre forpligtelser, som hviler på os som borgere, lønmodtagere, forældre og pårørende, vil vi sikre, at vores børn, ældre og handicappede får den omsorg, pleje og værdighed, som de har behov for.

Arbejdsgiver kræver mere

Samtidig er vi i stadig højere grad underlagt en forventning om at være til stede for arbejdsgiveren i vores fritid. Vi har konstant mobilen på os, mail tjekkes og besvares nærmest døgnet rundt. Vi er altid tilgængelige! Den fleksibilitet, som kendetegner arbejdsmarkedet i dag, bliver derved endnu en stressfaktor for lønmodtagerne.

Vi rammes med andre ord – ud over de traditionelle arbejdsmiljøproblemer på jobbet – af et enormt pres fra to sider: Både af arbejdsgivers krav og af, at velfærdssamfundet ikke leverer ydelser og omsorg af en kvalitet, så vi kan koncentrere os om arbejdet og et stadig mere flydende arbejdsmarked.

Resultatet er, at stress breder sig som en steppebrand hos lønmodtagere i alle brancher og jobkategorier.

Hvis vi for alvor skal bekæmpe stressepidemien i Danmark, er vi nødt til at se problematikken i dette perspektiv. Det er en illusion, at danske lønmodtagere møder ind på arbejde med en ren tavle, klar til at modtage dagens udfordringer og med privatlivet parkeret derhjemme.

Mange af os er allerede bagud på point, når vi møder ind på arbejdspladsen. Følelsen af, at der er behov for os et andet sted, gnaver allerede i samvittigheden. Sårbarheden øges derfor over for eksempelvis kortere deadlines, konflikter på arbejdet og pålagt overarbejde.

Det kræver en landsby

Menneskets mentale helbred fungerer som det fysiske. Vi kan klare store belastninger både i og uden for arbejdspladsen, men vi har brug for at tanke op – restituere – indimellem. Uden restitution nedslides vi mentalt. Psyken overbelastes, det og viser sig i form af de klassiske stresssymptomer.

Med Hillary Clintons ord kan man sige, at »det kræver en landsby« at komme stressepidemien til livs: Det kræver således et samfund, der bygger på menneskelige værdier og tilgodeser børn og deres familier og dermed os alle sammen.

Hvis vi vil stressepidemien til livs, skal vi have skabt et samfund i balance. Balance mellem udfordringer og finansiering i den offentlige sektor, balance mellem lønmodtagernes krav og ressourcer, balance mellem arbejde og restitution.

Vi skal igen sikre en velfungerende offentlig sektor, hvor normeringerne på plejehjem, skoler og i daginstitutioner tillader værdig pleje, læring og omsorg. Så lønmodtagerne kan koncentrere sig om kravene på jobbet med den robusthed og det overskud, som forventes af os. Først der går ligningen op.

Har vi råd til det? Ja, investeringerne i og merudgifterne til at få tryghed, velfærd og værdighed tilbage i den offentlige sektor vil hurtigt betyde færre sygemeldinger samt både gladere og mere produktive medarbejdere.

Man kan få meget velfærd for de 55 mia. kr. om året, som stressepidemien anslås at koste det danske samfund. Og fortsat passivitet går ganske enkelt ikke, hverken menneskeligt eller økonomisk.

Ulla Sørensen er arbejdsmiljøpolitisk chef i 3F

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Søren Andersen
  • Carsten Munk
  • Ib Christensen
  • Jørn Andersen
  • Ulla Nielsen
  • Katrine Damm
  • Troels Ken Pedersen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Margit Tang
  • Christina Meyer
  • Lise Lotte Rahbek
Eva Schwanenflügel, Søren Andersen, Carsten Munk, Ib Christensen, Jørn Andersen, Ulla Nielsen, Katrine Damm, Troels Ken Pedersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Margit Tang, Christina Meyer og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Marianne Bjerg

Åh ja - men OK18 kom alligevel til at handle om individuel højere løn og ikke solidaritet samt fællesskab via bedre vilkår ….

Søren Andersen, Anne Lintrup, Steen K Petersen, Anne Mette Jørgensen, Flemming Berger, Steen Obel, Anders Reinholdt og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Marianne Bjerg

.... man fristes til i det stille at tænke, at OK18 solgte sin sjæl for usselt mammon ...

Søren Andersen, Anne Lintrup, Steen K Petersen, Anne Mette Jørgensen, Flemming Berger, Steen Obel, Anders Reinholdt, Jørn Andersen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Det er utroligt at fortællingen om en nedskæring af den offentlige sektor fortsætter.
For lige at på tallene på plads . Kig her: http://www.statistikbanken.dk/10312
Antallet af offentlige ansatte har de sidste 10 år været nogenlunde konstant.
Cirka 860.000 plus minus nogle få tusinde opgjort af Danmarks statistik.
Det er realiteten.
Så kan der selvfølgelig være rykket rundt på hvor de arbejder, men færre offentlige ansatte, det er altså IKKE tilfældet.
Så op på hesten............

Jørgen Wind-Willassen

Nå ja. Så er der daginstitutionerne.
Antal beskæftigede i 2008 var 190313 og i 2016 188848.
Altså stort set samme antal beskæftigede.
Der kan selvfølgelig være kommet flere børn at passe, men der er altså IKKE færre ansatte.
Check selv her : https://www.statistikbanken.dk/RAS300

Kim Houmøller

Det hjælper jo ikke at ansætte Djøffere til dobbelt løn, når det er hænder der er brug for. Hold nu op med at personale normeringen alle steder er god, når vi ved selvsyn kan se det ikke passer!

Kommunale plejehjem næsten uden personale i weekenden er virkelighed i Københavns kommune. Frank Jensen; smid nu de bycykler i havnen og brug pengene forsvarligt!

John S. Hansen, Per Torbensen, Steffen Gliese, Karsten Lundsby og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

Når arbejdsbetinget stress afstedkommer sygefravær, har arbejdsgiveren et objektivt ansvar for dette ifølge Arbejdsmiljøloven. Hvad gør 3F som forbund (via tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, lokale fagforeninger mv.) for at hænge arbejdsgiverne op på deres ansvar? Jeg tror, det ville være nyttigt, hvis hvis den arbejdsmiljøpolitiske chef gav nogle konkrete bud på en mere offensiv arbejdsmiljøpolitik for egne medlemmer - dvs. hvordan løfter I jeres eget ansvar i 3F?

John S. Hansen, Lise Lotte Rahbek, Karsten Lundsby og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Marie Jensen

Jørgen WV, der er både flere børn og flere ældre. Hvis der ikke ansættes tilsvarende flere pædagoger og plejere, så er det en de facto nedskæring. I omsorgsarbejde giver det mening at tale om normeringer, ikke om det totale antal ansatte.

Eva Schwanenflügel, Mette Poulsen, John S. Hansen, Steen K Petersen, Ole Frank og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Jørgen WV, henviser til tal fra 2008 og til 2016 er det noget vås.
I 2008 havde vi finanskrisen og allerede dengang nedskar man og privatiserede.
Har du nomineringerne fra 70 og 80erne.
Jeg har ved selvsyn oplevet i Københavns kommune at mit eget barn var i børnehave med en god normering. 30 år senere med børnebørn oplevet normeringen som elendig.
Ældrepleje har jeg næsten kun erfaring med via medierne.
Desuden er det op til kommunerne at bestemme hvor mange ansatte der skal være.
Dine tal er talfuskeri af værste skuffe.
Desuden kan du jo også sammenligne med fattiggårdene, og sige at folk er blevet langt rigere og bedre stillet.

Eva Schwanenflügel, Egon Stich, John S. Hansen, Steffen Gliese, Steen K Petersen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Nu har vi ikke fattiggårde, nej nu efterlades folk på gaden.

Eva Schwanenflügel, John S. Hansen, Per Torbensen, Steffen Gliese, Kim Houmøller og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Peter Andersen

Jørgen Wind-Willadsen:
Hvis man går op i antal ansatte i det offentlige, så har man da slet ikke forstået kronikkens kerne: det kan godt være der er det samme antal ansatte som for 10 år siden, men antallet af opgaver til den enkelte er altså steget, samtidig med at man måske ved, man efterlader sine børn i en institution, som er for tyndt bemandet... det GØR sgu da noget ved ens work/life balance...!
(Dertil kommer så, at samme antal ansatte ikke nødvendigvis er lig med samme normering).
“Det er dyrt at være fattig”, som min mor siger: den måde man har “optimeret”/“moderniseret”/sparet i det offentlige på, medfører omkostninger som i første omgang er skjulte (de menneskelige, både for den enkelte ansattes privatliv samt for den service, der ydes), fordi en offentlig ansat først kompenserer kraftigt. Først senere bliver disse omkostninger synlige, når stress, sygemeldinger, reduceret potentiale, evt fyring og medfølgende jobprøvningscirkus, renden på kommunen med diverse lægeattester, forbrug af offentlige ydelser som tilskud og i sidste ende passiv forsørgelse, en social deroute, som AL forskning viser har betydning i de følgende generationer... alt dette blot fordi man i starten skulle spare håndører!!

“Nødvendighedens politik” min bare r...

/P

Eva Schwanenflügel, John S. Hansen, Mons Mogensen, Carsten Munk, Anne Lintrup, Steffen Gliese, Steen K Petersen, Kim Houmøller og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Steen K Petersen

@Jørgen Wind-Willassen

En dansk skoleelev koster i gennemsnit 62.000 kr. om året. Prisen for en undervisningstime pr. elev er 51 kr. og 58 kr., hvis udgiften til specialskoler regnes med. Før reformen i 2013 var den 84 kr. Til sammenligning koster en undervisningstime pr. elev i: Sverige 92 kr., Norge 107 kr., Tyskland 71 kr., England 79 kr., Spanien og Italien 61 kr., USA 79 kr., og så kommer lande som Portugal, Grækenland og Polen, som bruger omkring 51-58 kr.*

De sidste 10 år er den danske befolkning steget med ca. 300.000, så jo, der er både færre offentlige ansatte og prisen pr. elevtime, børnehavetime, plejehjemstime, hospitaltime osv er faldet kraftigt i de sidste 10 år. Så stig lige ned af hesten

Eva Schwanenflügel, John S. Hansen, Mons Mogensen, Kim Houmøller, Carsten Munk, Anne Lintrup og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Folk bliver stressede, fordi deres arbejde ikke længere har et formål, der bliver set som prisværdigt. Det handler ikke om at gøre det, man gør, i vores samfund mere, det handler kun om at gøre det, som man selv og samfundet kan tjene flere penge. Men sådan et samfund kan man ikke leve i uden at blive syg.

Eva Schwanenflügel, Kenneth Jacobsen, John S. Hansen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar