Kronik

Pædagoger, sig fra over for detailstyringstyranniet – det nytter

Følger pædagogerne deres moralske pligt til at sige fra, kan det forhindre, at vilkårlige detailmål bliver styrende i stedet for børnehavens egentlige formål
Når beslutninger tages af andre end dem, der kender feltet bedst og er tættest på børnene, bliver pædagogernes kundskaber marginaliseret, og kerneopgavens værdi reduceret, skriver dagens to kronikører.

Når beslutninger tages af andre end dem, der kender feltet bedst og er tættest på børnene, bliver pædagogernes kundskaber marginaliseret, og kerneopgavens værdi reduceret, skriver dagens to kronikører.

Sofie Amalie Klougart

2. juni 2018

»Vi kan sige nej!« Denne udtalelse stammer fra Ane, en af 15 norske børnehavepædagoger, som har deltaget i vores forskningsprojekt om at modsætte sig detailstyring i form af metoder og procedurer, som er til for systemets skyld.

Det, som Ane og hendes kolleger siger nej til, er implementeringen af såkaldt Aggression Replacement Training (ART) i børnehaver, fordi denne tilgang bygger på et syn på barnet, som de er kritiske over for.

Situationen er velkendt. Myndighederne gennemfører detailstyring med krav, som kan føres tilbage til målstyring og effektivisering af velfærdstilbudene. Det betyder, at beslutninger tages af andre end dem, der kender feltet bedst og er tættest på børnene. Pædagogernes kundskaber bliver marginaliseret og kerneopgavens værdi reduceret.

Børnehaveoprør

Ofre fremstilles professionsudøverne som afmægtige i mødet med styringsiveren hos myndigheder og forvaltninger. Men det er kun en del af sandheden.

Vores undersøgelser i uddannelsessektoren, herunder især børnehaver, peger på, at en modbevægelse er under udvikling. Der er kommet mere kritik. Den er blevet mere eksplicit, mere velfunderet og bliver fremført af stadig flere.

Dette blev klart i Norge under det såkaldte Børnehaveoprør i 2016. Anledningen til oprøret var den norske regerings forslag til en børnehavelov, hvor der blev åbnet op for at indføre læringsmål i børnehaver og for mere kortlægning af børnenes færdigheder. I månederne før, sagen blev behandlet i Stortinget, blev der skrevet godt 100 debatindlæg, hvor pædagoger, studerende, forskere, forældre og fagforeningsrepræsentanter tog til genmæle for at forhindre regeringens forslag i at blive ført ud i livet. Og det lykkedes.

Vurderingsskemaer

Modstanden hos samtlige af de pædagoger, vi har interviewet, bunder i, at det, som skal iværksættes, strider imod, hvad de finder fagligt og etisk forsvarligt. De siger bl.a. nej til at tage vurderingsskemaer i brug over for børn, i hvilke det defineres, hvad ’et normalt barn’ skal mestre, og hvad der skal regnes for alderssvarende.

Til trods for at dette er bestemt ovenfra, siger de nej. Til trods for, at de ikke bliver inviteret til at sige deres mening, ytrer de sig. De argumenterer med, at det, som skal implementeres, virker tilfældigt og dårligt begrundet, at det er besluttet uden en inddragende diskussion, og at synet på barnet i de koncepter, de bliver pålagt at tage i brug, er i strid med børnehavens værdier.

Det varierer, i hvor høj grad pædagogerne følte sig hørt, men flere oplevede, at deres kritik fik betydning og førte til ændringer. Hvor sociologen Rasmus Willig har påvist, at kritik kommer tilbage som selvkritik, når den mangler i infrastrukturen, ser vi i disse cases nogle flere nuancer.

Kritikken fremkalder tre forskellige former for reaktioner.

Uønsket kritik

Den første er fra ledere, som eksplicit frabeder sig kritikken og bruger deres magtposition til at forhindre den gennem sanktioner. Flere fortæller, at de er blevet kaldt til samtaler eller er blevet truet med tjenstlige påtaler eller opsigelser.

Èn er blevet skældt ud i telefonen efter at have ytret sig til medierne. En anden fik mundkurv på efter at have udtalt sig kritisk om De utrolige årene, et program til forebyggelse af adfærdsvanskeligheder hos børn.

Flere beretter om emotionelle udbrud fra deres ledere – et eksempel er en leder, som reagerede ved at dunke sit hoved ned i bordet foran seks ansatte. Pædagoger, som har mødt sådanne reaktioner, beretter om stærkt ubehag og om perioder med søvnløse nætter. Men deres job mistede de trods alt ikke. Truslerne om opsigelse viste sig at være tomme trusler.

Kritikeren anklages

Den anden type reaktioner er helt i tråd med det, Willig har kaldt for kritikkens u-vending: Kritikken vendes om og sendes tilbage i hovedet på den, som rejste den i første omgang. En af pædagogerne udtrykker det med disse ord: »Hvis nogen stiller spørgsmål ved forvaltningens detailstyring, bliver personen, som kommer med kritikken, gjort til problemet – ikke den sag, det drejer sig om. Hvis man engagerer sig i en sag, bliver den rask væk omdefineret til en personalesag. Den, som engagerer sig, bliver selv til problemet«.

Én pædagog, som har kritiseret en kortlæsningspraksis, som, mener hun, er på kant med loven om beskyttelse af persondata, får at vide, at hun er en kværulant, at hun ikke er omstillingsparat og er negativ.

At kritiske medarbejdere bebrejdes for ikke at være omstillingsparate, kan forstås i lyset af det, Rune Lykkeberg kalder »ledelsespladderet« i en klumme i Information fra 2011 med overskriften »Anti-ledelse«. Lykkeberg skriver: »Ledernes verdensbillede er, at ledelsen står for visionerne og forandringen, mens medarbejderne er konservative, og det man på ledelseskurserne kalder ’forandringsresistente’. Det giver lederen en fordel ved at fremtræde som den, der tør møde fremtiden«.

Et A- og et B-hold

Den tredje måde, kritikken bliver mødt på, er, at der faktisk bliver lyttet til den.

En af pædagogerne fortæller, at hun har gjort det klart for børnehavechefen i kommunen, at hun agter at stille sig op som kritisk dørvogter og kun lukke de nye tiltag ind i børnehaven, som hun synes, kan være formålstjenlige. Det, synes han, er helt fint.

Ane fortæller om det møde, de blev indkaldt til, da de kollektivt nægtede at tage Aggression Replacement Training i brug: »Vi oplevede en god dialog, og vi oplevede at blive lyttet til. Specielt de faglige argumenter, som lå til grund for, at vi ytrede os kritisk over for de værdier, ART bygger på, blev taget alvorligt – og vores nej blev accepteret.« At kritik kan blive mødt med den slags respons, giver håb om, at det kan nytte at sige fra.

Et problem er dog ledere, som synes at være mere optaget af at fremstå som lyttende ledere end af selve problematikkerne. Eller måske har de forståelse for de faglige argumenter, men de lader dem ikke få betydning.

Resultatet er, at nogle pædagoger retter ind, hvor andre pædagoger siger fra. På den måde risikerer vi at få et A- og et B-hold. Nogle børnehaver fyldes af faglighed og professionelle skøn, mens andre fyldes af tvivlsomme koncepter og standardiserede værktøjer.

Brug uroen som drivkraft

Vores forskningsprojekter er samlet i bogen Profesjonell uro. Barnehagelæreres ansvar, integritet og motstand. Titlen henviser til den bekymring, som flere af de 15 pædagoger fortæller om: En uro over noget, som ikke stemte; en fornemmelse af, at det, de blev pålagt, var noget andet end det, det blev solgt som. At tiltagene ikke var så forskningsbaserede, nødvendige og uskyldige, som de blev præsenteret som.

Denne uro kan være kilde til modstand og et udgangspunkt for skærpning af argumenter, der skal værne om rammerne for en sund barndom. Uroen kan forhindre, at vilkårlige detailmål bliver styrende i stedet for børnehavens egentlige formål.

Vi ønsker derfor at inspirere til mere af denne uro, til mere åben kritik og flere vidnesbyrd. Vi opfordrer danske pædagoger til at bruge deres ytringsfrihed og følge deres moralske pligt til at sige fra.

De studier, vi har gennemført, viser, at der findes et handlingsrum, og at det kan være større, end man ofte antager. De viser også, at der er muligt at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af pålagte opgaver.

Faglige argumenter kan stadig trumfe kommuners lidet gennemtænkte beslutninger. Modstand, som begrundes eksplicit og forankres i værdier, kan bidrage til at vende den krise, som det nyliberalistiske regime har skabt i den offentlige sektor.

Åben kritik kan, i modsætning til den skjulte kritik, vi ved, findes, bidrage til en mere oplyst offentlig debat, hvilket igen vil gøre det lettere for politikerne at træffe klogere beslutninger og sørge for en mere ansvarlig forvaltning af fællesskabets ressourcer.

Mari Pettersvold er lektor i sociologi ved Universitetet i Sørøst-Norge

Solveig Østrem er professor i pædagogik ved Universitetet i Sørøst-Norge

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maria Jensen
  • Kurt Nielsen
  • Eva Bertram
  • Eva Schwanenflügel
  • Dorte Sørensen
  • Anne Schøtt
Maria Jensen, Kurt Nielsen, Eva Bertram, Eva Schwanenflügel, Dorte Sørensen og Anne Schøtt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Neiiendam

Jeg håber og ønsker, at Pædagogerne og deres medarbejdende kolleger, vil stå fast imod regel- og metodetyraniet, så der bliver frigivet varme hænder og 'kolde' hjerner til det arbejde de egentligt skal udføre.

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Ete Forchhammer , Henrik Glensbo og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Her er civil ulydighed i den grad påkrævet. Mon politikerne i virkeligheden har kalkuleret med det, så det var gratis at fodre forskrækkede vælgere, der hverken selv er pædagoger eller forældre?