Kommentar

Palmemordet trækker igen overskrifter i Sverige

Der er dukket en ny mistænkt op i sagen om, hvem der myrdede Sveriges statsminister i 1986 – og den nye teori appellerer til venstreorienterede gemytter
I Sverige kan vi stadig ikke slippe gåden om mordet på Olof Palme. 

I Sverige kan vi stadig ikke slippe gåden om mordet på Olof Palme. 

Scanpix

29. maj 2018

Der findes næppe nogen svensker på min alder eller ældre, som ikke brænder efter at få det endegyldige svar på spørgsmålet: Hvem slog Sveriges statsminister, Olof Palme, ihjel?

Engang var jeg dog mere optaget af forbrydelsen end de fleste andre: Jeg vidste ned til mindste detalje alt om gerningsstedet, krydset mellem Sveavägen og Tunnelgatan, og begivenhedsforløbet på mordnatten, 28. februar 1986.

Febrilsk ledte jeg efter nye oplysninger og sammenhænge og efterhånden også efter indikationer på konspirationer. Hvert nyt eksempel på politiefterforskerens inkompetence tolkede jeg som mørklægning. Efterhånden blev jeg helt bange for mig selv. For at miste kontrollen, fare vild i irgange og aldrig igen komme ud i dagslyset. Eller ligefrem ikke at ønske at komme ud i det.

Resignation

Jeg endte dog med at opgive at følge med i alt, hvad der havde med Palme-efterforskningen at gøre – overbevist om, at mordet for altid ville forblive uopklaret.

Nu er min interesse modvilligt vakt til live igen.

Inden for kort tid har svenske medier nu klarlagt, hvor mangelfuld »verdens værste og dyreste mordefterforskning« i realiteten var. Alle de, som en gang for alle måtte have slået sig til tåls med, at Christer Pettersson nok var morderen – selv om der hverken kunne fastlås motiver eller findes tekniske beviser – må nu tænke om.

Mordet på Palme har i årtier været et spørgsmål, der har splittet fløjene. For højrefløjen har tanken om en enlig psykopatgerningsmand fra forstæderne været den mest bekvemme.

På venstrefløjen har man yndet at forestille sig, at der lå skjulte, magtfulde kræfter bag forbrydelsen, det være sig højreekstremistiske netværk inden for politiet eller militæret. Palme var for stor en skikkelse til at falde som offer for en kriminel tabereksistens fra Rotebro. Ingen af de store konspirationsteorier har imidlertid kunnet knytte an til noget konkret på mordstedet.

Organiseret had

Nu har så magasinet Filter så fremlagt, hvad de mener, er mordgådens løsning: en enlig morder, der agerer på eget initiativ. Men med kontakter inden for det mere eller mindre organiserede Palmehad. Nemlig den såkaldte Skandiamand.

Scoopet tegner journalisten Thomas Petterson sig for, og han har forfulgt dette spor i flere år. Det lyder måske utroligt, at en privatperson skulle lykkes med noget, som en hel politistyrke ikke har kunnet klare i årtier, men Petterssons friske blik slår mig som klarere end politiets beviseligt uduelige efterforskeres.

En kort opsummering: Stig Engström alias ’Skandiamanden’ (som i dag er død – han begik selvmord i 2000) arbejdede for virksomheden Skandiahuset, hvis administrerende direktør var med i Stay Behind, en hemmelig modstandsgruppe, som skulle træde i aktion, hvis Sovjetunionen besatte Sverige.

Skandiamanden befandt sig tyve meter bag ægteparret Palme, men forsøgte at forfalske sit alibi. Tre vidner afgav signalementer, som stemte overens med hans. Han omgikkes med officerer, som Palme selv frygtede, fordi de søgte at udbrede den påstand, at han var sovjetisk medløber. Han var kyndig i omgang med skydevåben og åbent Palme-fjendtlig. En af hans nærmeste venner ejede fem revolvere af samme type, som blev brugt ved drabet.

Skandiamanden var da også i søgelyset i mordefterforskningens tidlige fase, men kun indtil efterforskningschef Hans Holmér affærdigede ham ud fra den spekulation, at han formentlig var bøsse. En så kvindagtig mand kunne ganske enkelt ikke være morderen.

For mig at se er den nye teori den til dato mest besnærende. Og det er da også den, politiet nu igen arbejder udfra.

Bekvem mistænkt

Uanset om politiet denne gang finder et fældende bevis, er Palmemordet nu blevet et spørgsmål om psykologi. Vi har brug for at danne os et klart billede af morderen. Et billede, som kan udfylde alle spørgsmålstegnenes mentale tomrum.

Vi kan kalde det Lee Harvey Oswald-mekanismen. Når der er gået tilstrækkeligt lang tid, giver vi afkald på den fulde sandhed. I dag bliver krav om dokumentation stadig svagere. Vi lader os overbevise om hvad som helst, når bare det flugter med vores forudfattede holdninger. 

Måske er det derfor, Skandiamanden appellerer til et venstreorienteret gemyt som mig selv. En mand, der agerede på egen hånd, men samtidig havde tentakler ind i den Palme-hadende overklasse, affærdiget som mistænkt på grund af datidens homofobi.

Jo, det passer mig glimrende.

© Åsa Linderborg og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Bisgaard Jensen

Jeg kan ind imellem fristes til at tro, at hvis det skulle opklares, så var det sikkert også blevet det.