Kommentar

Polen er ikke på vej til at blive et diktatur, det er bare en fase

EU er i sin gode ret til at indføre sanktioner imod Polen, men indgrebet er kun symbolsk. Det er polakkerne selv, der kan få landet på ret kurs – og de kan også løfte opgaven. De har bare brug for lidt mere tid
Sortklædte demonstranter i Warszawas gader i protest imod kommende lov, der vil indskrænke adgangen til abort til et minimum.

Sortklædte demonstranter i Warszawas gader i protest imod kommende lov, der vil indskrænke adgangen til abort til et minimum.

Agencja Gazeta

Debat
7. maj 2018

For få uger siden var Warszawas gader fulde af sortklædte demonstranter, som protesterede imod en kommende lov, der vil indskrænke adgangen til abort til et minimum. Den sorte farve skulle symbolisere vrede og sorg hos de kvinder, der rammes af loven. Den vil tvinge kvinder til at gennemføre graviditeter, selv når barnet er uhelbredeligt sygt.

Der fandt også ’hvide’, mere fåtallige demonstrationer sted. For et totalforbud mod abort.

At begge lejre kunne mobilisere så store skarer til protest, illustrerer de stærke spændinger, der har bygget sig op i mit land.

I international presse er det blevet populært at sammenligne Polens de facto-leder, Jarosław Kaczyński – en konservativ nationalist – med Ungarns Viktor Orbán, Tyrkiets Recep Tayyip Erdoğan, ja, sågar med Vladimir Putin. De sammenligninger skyder efter min mening over målet.

Jeg tilhører ’Revolutionens Børn’ – generationen af polakker omkring de 40. Jeg husker min jubel som barn, da Lech Wałęsa, helten fra 1980’ernes antikommunistiske oppositionsbevægelse i 1990 blev Polens første frit valgte præsident. Tiden efter 1989 var rig på svimlende forandringer og enorme håb.

2015 derimod – året, da Kaczyńskis Lov og Retfærdigheds-parti igen kom til og tog fat på at nedbryde magtens tredeling – bragte bitterhed og desillusion for de generationer af ældre liberale, som blev forfulgt under kommunismen og siden kæmpede for et demokratisk konsolideret Polen. 2015 var året, da populistiske, revanchistiske og irrationelle kræfter sejrede.

For min generation af liberale blev det et vendepunkt: Vi måtte nu tage vores selvbillede og rolle op til revision. Vi troede, vi stod for tur til at tage politisk ansvar for landet som ministre og embedsmænd. Nu står vi på gaden og vifter med EU-flag.

En dødskamp

Men tro ikke af den grund, at Polens erfaringer med demokrati nu går mod deres afslutning. Hvad vi ser, er en dødskamp for det politiske system, der blev opbygget op igennem 1990’erne. De postkommunistiske myter, vi længe forbandt Vesten med, er faldet. Efter 1989 blev Polens transformation bygget op om en ukritisk holdning til Vesteuropa og USA. Det vigtigste for de fleste af os var at overvinde fattigdom ved at overgå til vestlige økonomiske modeller.

Dog handlede det ikke kun om adgang til vestlig velstand. De vestlige lande stod for os som moralske ledestjerner. Den status er nu blegnet. Midt i 2000’erne blev Polen rystet af afsløringer om et hemmeligt CIA-fængsel i landet, og da finanskrisen satte ind fra 2008, begyndte stadig flere polakker at tænke, at vestlig moral kunne være lige så flosset som den ’østlige’, de havde brudt med.

En generation efter demokratiets gennembrud står Polen i en identitetskrise. De liberale eliter har ikke længere svaret. Nu udfylder populisterne tomrummet. De har skabt en fortælling om, at Polen må forsvare sig mod et dominerende Bruxelles og imod vestlig ’moralimperialisme’. Alt det bidrager til landets aktuelle og stadig dybere isolation.

I 1989 opstillede de polske liberale tre mål for landet: demokrati, fri markedsøkonomi og integration i NATO og EU. Et kvart århundrede senere er de nået. Men generationen, som afstak dem, blev for magelig og forsømte at skabe en ny politisk retning.

Den erodering af retsstatsprincipper, der nu sker, er ekstremt bekymrende. Men at vende tilbage til tiden før 2015 er hverken muligt eller ønskeligt. Lov og Retfærdighedspartiets store valgsejr i 2015 afspejlede dybe frustrationer, som for længe var blevet ignoreret.

En forbigående fase

Der sænker sig nu et nyt mørke over Polen. Men jeg er overbevist om, at det er en forbigående fase. Unge polakker, der er vokset op i et demokrati, har svært ved at engagere sig i de gamle politikeres slagsmål. For dem er det en selvfølge, at Polen skal rumme politisk pluralisme.

De hårde ideologiske sammenstød, som spørgsmål som abort fremkalder, har vakt gryende forståelse for, hvor vigtigt det er at finde en fælles fremtidsvision, der kan samle polakkerne.

Jeg oplever landsmænd række hånden ud for at overvinde uoverensstemmelser. I civilsamfundet og i private samtaler er polakker fra rivaliserende politiske lejre begyndt at debattere i en ny, konstruktiv ånd. Mange medborgere har ganske enkelt fået nok af den evindelige polarisering.

Vel har Lov og Retfærdighedspartiet trampet på forfatningen, angrebet den dømmende magts uafhængighed og sat kvinder under et pres, som ingen anden regering siden 1989. Men at konkludere, at Polen styrer mod at afvikle sit demokrati, er forkert. Den vurdering underkender nuancer og ignorerer den modstand, der er i gære.

EU er i sin gode ret til at indføre sanktioner imod Polen, men sanktionernes betydning vil blive symbolsk. For kun det polske civilsamfund kan bryde med landets aktuelle destruktive kurs. Vi har bare brug for lidt mere tid.

Karolina Wigura er historiker og politisk redaktør for ugemagasinet Kultural Liberalna.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Britta Hansen

Jeg håber meget, at Karolina Wigura beholder ret!

Alligevel vil jeg gerne lige minde om, at det netop var antagelsen om en 'forbigående fase', et kortvarigt fænomen, der gjorde, at ham, de kaldte føreren ikke kun kom til magten men fik magten til at udslette endda dele af hans vælgerskare, som bl.a. bestod af jøder, der som sande patrioter var utilfredse med Tysklands ydmygelse efter WW1 og håbede på bedre vilkår for landet.

Det gik som bekendt meget galt, så det er mit håb, at verden - heriblandt Polen - har lært noget af historien.

Eva Schwanenflügel

Desværre er det ikke kun i Polen, vi i de seneste år har set antidemokratiske og fascistoide tendenser.
Derfor er det et voksende problem i Vesteuropa.
At tro det udelukkende er et spørgsmål om tid før de østeuropæiske lande finder ind til demokratiets kerne er derfor noget naivt.
Der må gøres en aktiv indsats fra EU.

Pórto Qisuk

Det er kun 28. år siden at Polen havde en anderledes styreform. Hos den menige polak har historien en vigtig plads. Det mest bekymrende er at Polen udvikler paramilitære grupper. Det er frygten for Rusland at landet har etableret et paramilitære grupperinger. Paramilitære enheder etableres i alle regioner i Polen. Det er uheldigt at polakkerne har etableret et antidemokratiske militærenhed. Jeg mener at EU må have nogle standarter som skal følges og respekteres af medlemslandene. Paramilitære grupper hører ikke hjemme i et demokratisk samfund og bør hurtigst muligt opløses.

Bjørn Pedersen

Porto, hvorfor skulle de polske "paramilitære" grupper, være uforenelige med demokrati? Hvor mange af dem har som erklæret mål at afskaffe demokrati?

Torben K L Jensen

Et magtmonopol udøves KUN af et demokrati og kan i øvrigt ikke gradbøjes.