For nogle uger siden mødte jeg en af de unge, som vi så ofte taler om. En ung kvinde, der var droppet ud af sin uddannelse, og som kæmpede hårdt med ensomhed, psykiske problemer og en stærk følelse af at være uden for fællesskabet. For mig er Emma et meget rammende billede på de komplekse sociale problemer, vi som samfund står over for.
Derfor er det også med hende i tankerne, at jeg med stor interesse har fulgt de forskellige bud på, hvor socialpolitikken skal hen her i Informations spalter.
Jeg synes, der har været virkelig gode tanker fra både børne- og socialministeren og andre stærke stemmer på feltet. Men jeg synes, der er en helt central pointe, som fortjener mere opmærksomhed. Nemlig at en stærkere frivillig social sektor er et af de vigtigste svar på, hvordan vi kan hjælpe unge som Emma og andre udsatte og sårbare borgere bedre.
For mig at se er det på tide, at vi løfter blikket og kigger bredere ud. Ud i civilsamfundet. De sociale problemer, vi står over for i dag, er på mange måder anderledes og mere komplekse, end de problemer vores velfærdssamfund blev designet til at løse. Jeg er sikker på, at mange af de nye problemer løses bedst i et tæt og stærkt samarbejde med den frivillige sociale sektor.
De problemer, som blandt andre Emma kæmper med, kan ikke løses af sagsbehandleren på kommunen eller nede i det lokale jobcenter alene. Her er der brug for noget af det, de frivillige sociale tilbud kan. Der er brug for tilbud som for eksempel Ventilen. Her kan ensomme unge møde andre unge, de kan spejle sig i, og de får mulighed for at blive en del af et fællesskab, som de føler sig set og anerkendt i.
Så når Niels Plough i sin kronik 7. april foreslår, at socialpolitikken skal være et mere centralt politikområde, og Per Schultz Jørgensen 21. april vil have den enkelte borger mere i centrum i den offentlige indsats, er jeg sådan set slet ikke uenig. For mig at se er det bare et alt for smalt blik.
De frivillige udfylder tomrum
Den frivillige sociale sektor kan noget helt særligt, og den kan udfylde noget af det tomrum, den nuværende indsats efterlader.
De frivillige kan bl.a. tilbyde et mere ligeværdigt forhold til borgeren. Når man ikke er en del af et myndighedssystem, som registrerer og sanktionerer, tør brugerne åbne sig mere op og kan få større værdi af den menneskelige relation.
Det er f.eks. tilfældet, når familievennerne i Home-Start giver praktisk hjælp i hjemmet og har tid til en snak og på den måde er med til at forebygge kriser i pressede småbørnsfamilier. Og når et tilbud som Danners telefonrådgivning hjælper den voldsramte kvinde, der ikke tør gå til myndighederne af frygt for at få fjernet sine børn.
Det er vigtigt at slå fast, at de frivillige ikke skal overtage fagprofessionelles vigtige arbejde. Det hverken kan eller skal de. Mit bud er ikke en ultraliberalistisk drøm om, at en frivillig social sektor kan gøre de offentlige tilbud overflødige. Al viden på området peger på, at de lande, der har et stærkt offentligt socialt sikkerhedsnet, også er de lande, hvor den frivillige sociale sektor har de bedste vilkår.
Tre problemer skal overvindes
Det er derfor helt nødvendigt, at både de offentlige tilbud og de frivillige sociale organisationer får de bedst mulige betingelser. Det har de ikke lige nu. Jeg ser særligt tre problemer i den socialpolitiske indsats, som lige nu står i vejen for, at vi kan hjælpe vores udsatte og sårbare grupper bedre.
Det første problem er den måde, vi anskuer sociale problemer på. Alt for ofte bliver der talt om de sociale udfordringer som byrder. Byrder for statskassen, kommunekassen, skatteborgernes pengepung. Og derfor bliver målet implicit noget, der handler om at komme af med de byrder. Målet bliver at gøre borgerne til duelige soldater i konkurrencestaten geledder.
Den tilgang har jeg blandt andet set udfoldet i en stor dansk kommune, der helt åbent sagde, at beskæftigelse er løsningen på alle sociale problemer. I min optik er målet med socialpolitikken altså ikke bare at få borgerne i arbejde, men at de helt grundlæggende har det godt.
Det andet problem er det voksende unødvendige bureaukrati, der sander både den offentlige og den frivillige sociale sektor til. Styringsiveren og en meget detaljeret lovgivning har grebet om sig og har skabt unødvendigt papirnusseri.
Det ser vi bl.a. i de omfattende ansøgningsskemaer og komplicerede afrapporteringer, frivillige sociale foreninger skal igennem, selv når de søger om relativt små beløb. Vi så det også med det sociale frikort. En virkelig god idé, som kan hjælpe udsatte mennesker i arbejde. Men som er endt i et bureaukratisk mareridt, hvor to tredjedele af pengene til initiativet i dag går til administration.
Det tredje problem er den voksende projektmani, som et par af de tidligere kronikører, Knud Ryom og Flemming Jensen, også problematiserer 5. maj. Ligesom dem mener jeg, at komplekse sociale problemer ikke kan løses hverken hurtigt eller i en enstrenget indsats. Uanset om de findes i indvandrermiljøer eller etnisk danske miljøer.
Lidt hårdt sat op: Det er altså vanskeligt at løse problemerne med social arv eller social kontrol med en fireårig satspuljebevilling. I stedet for at tage ansvar for at investere i en sammenhængende og langtidsholdbar socialpolitisk indsats, har staten opbygget en model, hvor socialpolitikken primært består af en myriade af kortvarige projekter. Projekt efter projekt. For de institutioner, der skal løfte indsatsen, er det en ørkenvandring. Det hænger dårligt sammen med, at sårbare og udsatte mennesker har behov for stabilitet.
Bedre samarbejde mellem sektorer
Hvis vi skal lykkes med at skabe bedre betingelser for en samlet socialpolitisk indsats, hvor både den offentlige og den frivillige sociale sektor bringes bedst muligt i spil, skal vi løse de tre problemer. Og vi skal sætte baren højere, end vi gør i dag.
For at få de frivillige sociale tilbud bedre ind i løsningen af problemerne, skal de tænkes mere konsekvent og systematisk ind. Det kræver, at vi bliver bedre til at understøtte den frivillige sektor på alle niveauer. Ikke bare fra centralt hold, hvor vores politikere skal sikre bedre kontinuitet i indsatser og fjerne unødigt bureaukrati.
Den enkelte kommune skal også have klare strategier for, hvordan samarbejdet med de frivillige sociale organisationer kan opdyrkes og bruges mere konsekvent. Det kan f.eks. være som i Frederiksberg Kommune, hvor kommunens ældrepleje har et systematisk samarbejde med Ældre Sagen og andre frivillige foreninger, der har tilbud målrettet ældre borgere.
Det betyder f.eks., at plejepersonalet kan hjælpe den isolerede ældre med at blive tilmeldt et af de mange tilbud hos lokale foreninger, f.eks. motionshold og fællesspisning. Det tætte samarbejde mellem kommunen og de frivillige kræfter bygger dermed en bro ind til et meningsfuldt fællesskab for mange ældre.
På den anden side stiller det her også krav til den frivillige sociale sektor. De frivillige sociale organisationer har f.eks. et ansvar for at blive endnu bedre til at levere kvalitet og stabilitet, hvis de skal kunne bruges mere systematisk til at løse de sociale udfordringer, vi som samfund står over for.
Det er min drøm, at vi kan få skabt en mere fokuseret socialpolitik, gennemsyret af høj faglighed og høje standarder, og hvor den offentlige sektor samarbejder med den frivillige sektor, hver gang det giver værdi for den enkelte borger. Det er min drøm, at vi kan tilbyde en ung kvinde som Emma mere end hjælp til at opretholde en vis levestandard. At vi kan hjælpe flere som hende til et værdigt og meningsfuldt liv, hvor den enkelte er en del af stærke fællesskaber og har reel frihed til at gribe de muligheder, vores samfund tilbyder.
Mads Roke Clausen er formand for Frivilligrådet
Hvorhen, socialpolitik?
Det herskende socialpolitiske paradigme er nået til vejs ende, mener eksperter. Beskæftigelsen boomer, men mentalt har vi det dårligere. Spørgsmålet er, hvordan socialpolitikken bringer os videre. Det sætter Information fokus på.
Seneste artikler
Social slagside: Kortuddannede kvinder testes sjældnere for livmoderhalskræft
30. april 2018Ny forskning fra Kræftens Bekæmpelse viser, at særligt kvinder med en kort uddannelse, immigranter fra ikkevestlige lande og kvinder med visse svære psykiske sygdomme ikke bliver screenet for livmoderhalskræft. Der er behov for handling, siger sundhedsministerenSkarp kritik af DF’s udsagn om at forskelsbehandle børn
21. april 2018Det er et udtryk for diskrimination, umenneskelighed 0g dobbeltstandarder, når Martin Henriksen (DF) lægger op til, at asylbørn ikke skal behandles lige så godt som danske børn, mener Børns Vilkår, Enhedslisten og SF. Man kan godt overholde konventioner og stadig føre en stram udlændingepolitik, siger ekspertEn god socialpolitik sætter den enkelte borger i centrum
21. april 2018Med et ensidigt fokus på videns- og evidensbaseret socialpolitik forsømmer vi at myndiggøre borgeren og anerkende den enkeltes specifikke behov
Emma bliver ikke en del af samfundet, hvis hendes kontakt til omverdenen består af et værested for mennesker, der ligesom hende er udstødt af samfundet. Hendes livskvalitet bliver ikke styrket af at blive gjort til objekt for andre menneskers medlidenhed og behov for at signalere overskud gennem frivilligt arbejde.
Der er ikke noget, der hedder mere eller mindre ligeværdig. Enten er man ligeværdige, eller også er man det ikke. Det er stigmatiserende og nedbrydende at blive udsat for velgørenhed. Man bliver fastholdt i offerrollen.
Hvis du vil gøre noget for Emma, så skal du ikke gøre hende til en opgave. Du skal give hende en opgave, evt. dele din egen opgave med hende. Hvis du vil gøre Emma til en del af samfundet, så skal du ikke fastholde hende på den forkerte side af skranken, du skal invitere hende over på din side af skranken, der, hvor de ordentlige mennesker er. Hvis du vil gøre hende mindre ensom, skal du ikke plante hende på et værested for ensomme. Du skal tage hende ind i din egen omgangskreds. Ellers er du ikke andet end en hattedame.
Super godt skrevet! Især det såkaldte frikort, som stort set kun bruges til administration, er en skamplet på politikerne.
At bruge satspuljemidler svarer til at fodre hunden med dens egen hale.
Det er desværre nødvendigt at bruge frivillige og det burde det ikke være. Vores land minder mere og mere om England og USA.
At bruge frivillige ændrer ikke ved, at folk får frataget deres rettigheder. Lovene er så kringlede, at selv de der skal udøve de hæsblæsende politikeres maniske hjerner ikke aner hvad de skriver,siger og gør.
At læse sagsakter, lægejournaler vidner om travlhed og iver efter at dokumentere, og så er det revnende ligegyldigt om det der skrives og eller siges er korrekt.
Et lille bitte eksempel af de mange jeg på eget liv har oplevet, og ikke så farligt, men dog irriterende er at læse at jeg er gift. Læst i en hospitalsjournal fra sidste uge. Jeg har ikke været gift siden 1983 og det er skrevet uden at spørge mig. Slåfejl muligt, men det ændrer ikke ved at man føler sig totalt ignoreret som menneske.
Håber mange læser dit fine indlæg.
Egentlig ved jeg ikke, hvad der er bedst i disse statements. Men der er ingen tvivl om, at artiklens forfatter har ganske ret.
Sidst vi boede i Danmark, formentlig omkring 2003-2005, underviste jeg som alm. lægperson andre diabetikere i at leve som diabetikere. Dette var helt på mit eget initiativ, og jeg fik overtalt både diabetessygeplejerske og diatisk til at deltage, ligesom jeg selv forhandlede med lokaler og tiggede markedsføring hos lokalaviser.
Vi kørte det i hold over 12 uger á 3½ time, hvor vi både lavede diabetes-mad i skolekøkken, motionerede samt underviste i sygdomme, dens følgesygdomme og medica. Og her kom der også ganske ting for dagen, som disse diabetikere aldrig kunne finde på at informere deres læge om.
Jeg har i øvrigt også haft et par hold i det ene af mine to opholdslande.
Men - man kan altså hverken drive socialpolitik eller self care på frivillig og ulønnet basis. Derfor må der findes en helt anden platform for disse aktiviteter, som klienterne kan have fuld tillid til, og som de tør åbne sig for. Og så er det i hvert fald slet ikke gavnligt at have big brother med på sidelinien via rapporter i et officielt rapportsystem.
Maria Jensen
Du skriver: "Hvis du vil gøre hende mindre ensom, skal du ikke plante hende på et værested for ensomme. Du skal tage hende ind i din egen omgangskreds. Ellers er du ikke andet end en hattedame."
Så er vi mange hattedamer, som har udført frivilligt arbejde. Det er ikke for at vise overskud. Vorherrebevars. Det er for at BRUGE det overskud, man eventuelt måtte have, for det kunne jo være, man selv røg på røven engang, og håbede der var nogen, man kunne støtte sig til.
Det er ikke nødvendigt at invitere de mennesker, man gerne vil hjælpe, med ved middagsbordet og til tante Toves fødselsdag. Det kan faktisk også være en slags overgreb at knytte folk for hårdt.
Hvis jeg vil hjælpe, så prøver jeg at finde ud af, hvad det enkelte menneske har brug for af hjælp og tilknytning. De har nemlig forskellige ønsker.
Marie Jensen -
"Hvis du vil gøre Emma til en del af samfundet, så skal du ikke fastholde hende på den forkerte side af skranken, du skal invitere hende over på din side af skranken, der, hvor de ordentlige mennesker er. ", skriver du. Ordentlige mennesker - hvem er det ?
Ja Lise Lotte, der er rigtig mange hattedamer, mere er vi vist ikke enige i.
Herdis, med 'ordentlige' mener jeg dem, som kommunen ville betragte som ressourcestærke. De, der er gode og rigtige og overskudsagtige nok til at hjælpe de svage stakler og pudse glorien lidt på deres bekostning. Som regel er held den eneste egentlige forskel på menneskene på den ene og den anden side af skranken.
Marie Jensen -
tak for forklaringen.
Og ja, det er ofte rent og skær held, der placerer folk på den ene eller anden side af skranken.
Hvor hurtigt et uheld i form af sygdom, ledighed i den forkerte alder m.m. kan placere en på den forkerte side af skranken, bliver folk som regel vældigt rystede over, når de skifter plads.
Sandt nok, så måske kan man ikke fortænke de frivillige i at forsvare deres position.
Hvert år til jul f.eks. tegner der sig det samme billede: Alt for mange overskudsagtige frivillige, der gerne vil hjælpe de ensomme stakler, og alt for få, der ønsker at blive castet i rollen som ensom stakkel. Alle vil de gerne slippe for at sidde alene juleaften. Men hvis man deltager som frivillig og ikke som ensom stakkel, slipper man for stigmaet. Forståeligt - men ikke så solidarisk, måske.
Hej Maria.
Forstår udmærket hvad du mener, men det gør jo ikke hjælpsomme mennesker til udyr.
Som tidliger off. ansat i psykiatrien( bocentre) har jeg set og hørt en del om menneskers lidelser. Jeg var ikke frivillig og er principielt imod det. Også fordi man ikke kan forlange samme ansvarsfølelse.
Jeg kunne jo også have inviteret folk hjem til juleaften!!! Nej, vel dels fordi det ville indebære en håbløs opgave, men også fordi at man jo ikke som alm. menneske har plads til 30 folk. I den bedste af alle verdener behøvede vi
hverken off... eller frivillige. Ensomhed og udsathed burde slet ikke være et emne i Danmark, men det er det, så længe vi alle mere eller mindre har nok i os selv og hvor vi alle mere eller mindre lukker øjnene for medmennesket. Jeg mærker i den grad fraværet ikke alene fra systemet, som er slemt, men også fra familie og venner. Sådan var det ikke da jeg arbejdede, men når man bliver sat i gabestokken som syg holder folk op med at gide dig. Man vil kun være sammen med overskudsmennesker, der kan invitere, grille og hvad har vi.
Men men engang imellem har jeg faktisk lidt ondt af de forhenværende familiemedlemmer og venner, der bruger deres tid på facebook og ikke kan læse en bog. Det er blevet et Trump og Twitter Samfund, og jeg håber på de der i dag er 5 år vil ændre og få mere udsyn og empati. Os nuværende voksne er tabt.
@ Maria Jensen
Hvad angår dit eksempel om julehjælpen, så er der en anden, større og hamrende irriterende faktor til det billede du beskriver. Den er specielt tydelig i forholdet imellem dem, der åbner deres hjem eller på anden måde tilbyder en juleaften til ensomme og hjemløse. Der sker faktisk den bizarre ting hver 24. december at der er ca. lige så mange, der sidder ensomme og gerne ville have været af sted til jul hos en fremmed, som der folk, der forgæves har inviteret. Et problem som jeg som en af de gamle garvede frivillige forgæves har banket panden imod i de seneste 3 år pga. tids og ressourcemangel, så nu smider jeg det lige her, så du og andre kan prøve kræfter med at løse det frem til næste jul.
Der er to dele i problemet. Den ene er at matche parterne og den anden er at få transporteret gæsten til og fra værten. Sidstnævnte er der flere og flere for hvert år som bliver opmærksomme på. Folk er ved at have forstået at mange af dem, der er ensomme i julen ikke kun er det pga. manglende netværk, men ofte også fordi at de ikke har adgang til bil eller nogle, der kan give dem et lift og ikke har penge til at køre ret lange afstande med de offentlige transportmidler. Sidste år var der flere, der tilbød kørselsmuligheder, så det er blevet bedre, men det er stadigt langt fra at kunne dække de reelle behov. Det er altid sværere at være på udebane end på hjemmebane og her er det den svageste part, der skal ud på udebane, så utryghed omkring at komme ud og hjem kan let gøre det for skræmmende at tage imod en invitation.
Matchningen er det største problem. Her er der en kommunikationskløft imellem ressourcestærke borgere, der er den gruppe der oftest inviterer, og ressourcesvage borgere, som udgør flertallet i gruppen af ensomme. De fleste ressourcestærke kender ikke ret meget til hvilke foreninger og indsatser, der har kontakten til de forskellige grupper af sårbare borgere, der er endt blandt de ensomme, så de tager for dem den mest logiske kontaktvej; Internettet og SoMe. Facebook er den mest anvendte kontaktflade til disse juleinvitationer. Her bruges der alt lige fra oprettelse af grupper til alm. postings til formålet. Det er på flere måder en meget dum metode.
Facebook bruger et væld af algoritmer til at matche mennesker efter interesser, baggrund, relationer, uddannelsesniveau, hvad de køber og meget mere og er derfor meget rigid ift. delinger imellem modstillede grupper. Chancen for at den ressourcestærkes digitale netværk overlapper tilstrækkeligt med den ressourcesvages digitale netværk til at invitationerne når frem til relevante modtagere er ikke ret stor, så mange invitationer når slet ikke frem og ikke alle dem, der når frem, når det før jul.
Jeg har bl.a. overvejet om en dedikeret app kan hjælpe med at løse problemet, men det ville være et ret stort projekt at få den brugervenlig nok og udbredt nok til at spænde over kløften. Sidstnævnte vil kræve hjælp fra medierne, men den slags plejer de gerne at ville støtte op mod jul.
Desværre vil heller ikke den metode løse hele matchningsproblemet, fordi ca. halvdelen af dem, der sidder som ensomme også er ret IT-svage, så vi er ude i et behov for en kontaktplatform, der også inddrager de frivillige fra alle de foreninger, der har kontakten til de forskellige grupper af ensomme.
Hvis du eller andre på debatten kan finde en løsning på disse problemer, så er der mange flere danskere, som kan få en god juleaften. Jeg vil også være meget taknemmelig, for i dagene imellem jul og nytår sidste år hørte jeg fra så mange, der havde haft en trist og ensom juleaften, og fik brok fra så mange der havde inviteret forgæves at jeg var en tur nede og tude af ren frustration. Jeg havde i ugerne inden brugt ca. 100 timer af min julemåned på at matche så mange jeg kunne, samtidigt med at jeg samlede ind til julehjælpen. Jeg er ikke nem at få ned, men lige der bed afmagten hårdt, hvilket jeg nok også var lidt mere sårbar overfor end normalt, fordi det samtidigt er blevet hårdere at være i de dele af frivilligarbejdet jeg er i og især i julemåneden. Sagt på en pæn måde, så slider det på en, når der råbes muslimelsker og spyttes efter en plus lignende "sjove" ting, imens man bare prøver at hjælpe folk til en god jul.
Jeg håber at have givet lidt stof til eftertanke her.
Alt kan vendes til noget negativt. Her folk, som bruger deres fritid på at lave noget, som kan være til gavn for andre.
@ Mette Poulsen,
Jag har også udført ulønnet socialt arbejde, og jeg har selv skabt min platform for det. Men uanset hvordan du ser på det, så er det en helt indarbejdet regel i vores kultur, at samfundet sørger for sine svage borgere. Og gud ske lov for det. For det klæder absolut ikke er samfund, at basere sig på private posedamer, det er nærmest moralsk uanstændigt.
Til gengæld må det offentlige tilbud være på et sådan niveau, at man som klient kan have blind tillid til det. Og at klienterne ikke skal føle sig i en taknemligheds-situation.
Gert Romme
Du berører et helt centralt begreb i forholdet mellem de som giver, og de som tager imod.
Taknemmeligheds-gæld.
Forventning om taknemmelighed kan være en virkelig dræber i sociale sammenhænge af enhver art.
Pyhh.
@ Gert Romme, historisk set har der altid været frivilligt arbejde i DK, overvejende udført af kristne organisationer - det offentlige har aldrig taget sig af alt, selvom det tager sig af meget.
Besøgsvenner, vågekoner, osv. udfylder roller, som ens nærmeste ellers ville. Hvis man havde nogen nærmeste.
Mads Roke Clausen :
"Når man ikke er en del af et myndighedssystem, som registrerer og sanktionerer, tør brugerne åbne sig mere op og kan få større værdi af den menneskelige relation."
Det har Mads Roke Clausen jo fuldstændig ret i.
Men sagens kerne er, at det system, der oprindeligt var designet til at hjælpe mennesker i en udsat situation uden forbehold, efterhånden har udviklet sig til en monstrøs og overkontrollerende maskine uden mindste plads til empati.
Regelrytteriet og sigtet mod at omskabe syge og nedslidte borgere til entusiastiske arbejdsmyrer, uden blik for de forhindringer den enkelte oplever, har efterhånden antaget groteske proportioner.
Og ingen ved sine fulde fem stoler længere på at kunne modtage hjælp, der ikke på den ene eller anden måde er forbundet med fratagelse af frihed og muligheden for systemovergreb.
Det er et nødvendigt og sørgeligt faktum, at frivillig hjælp er blevet mere end nødvendig i et samfund så rigt som det danske.
Noget af en fallit erklæring, når tilliden til frivillige er større end til skatteyder betalte kvalifikationer.
@ Ib Christensen
Ja, men en fuldt forventelig fallit erklæring efter man flyttede alle sociale ydelser over under Beskæftigelsesministeriet og satte jobcentrene til at administrere dem, med krav og sanktioner i den ene hånd og målstyring og resultatløn i den anden.
Hvis du stod med et socialt problem, der var hvad som helst andet end arbejdsløshed, hvem ville du så have mest tillid til? Personen, der potentielt kan få flere penge i egen lomme, ved helt eller delvist afvise den søgte hjælp for at presse dig i en hvilken som helst form for beskæftigelse? Eller personen, der af eget initiativ og uden egen økonomisk vinding forsøger at hjælpe?
Og hvor meget ville det betyde for din tillid til de skatteyderbetalte kvalifikationer, hvis du ikke kan vide hvad de er og om de er relevante for det problem du søger hjælp til?
Mindre end halvdelen af jobcentrenes sagsbehandlere er faguddannede socialrådgivere. Du kan lige så let sidde overfor en HK-ansat administrationsmedarbejder, en tømrer, der er blevet ansat som jobkonsulent, en kommunom eller alt muligt andet, der så er den person, der skal hjælpe dig med at navigere igennem den 24.000 siders lange lovgivning, som gælder på området. Uanset hvem du sidder overfor, så siger underskriften på papiret en og samme ting: Sagsbehandler.
Misforstå mig ikke. Jeg kender mange rare og dygtige jobcentermedarbejdere fra flere fagrupper og jobcentrene er faktisk ret gode til at hjælpe borgere, der møder op med 1-2 relativt enkle problemer, men dem, der møder op med komplekse og langvarige problemer. ender meget ofte med at gå ud af døren med flere problemer end de havde da de kom ind. Næsten alle fra denne gruppe ender med at søge hjælp hos de frivillige indsatser. Et sted jeg selv har siddet i mange år og i mange roller, og her er der en bestemt sætning, jeg med ubetydelige små variationer har hørt mere end noget andet: "Jeg troede ikke at det var sådan."
Den tragiske sandhed er nemlig at langt de fleste danske borgere som udgangspunkt har stor tillid til jobcentrene og til at det offentlige system vil og kan hjælpe. Det er denne tillid, der er fundamentet for de holdninger, der fører til en konstant hårdere linje i social og beskæftigelsespolitikken, fordi hvis man kan stole på jobcentrene og så alle problemerne med folk udenfor arbejdsmarkedet alligevel persisterer, hvad siger det så om de mennesker, der må søge hjælp ved jobcentrene?
Efter min mening ligger falliterklæringen i at alt for mange borgere har tillid til lovgivning og forhold som de slet ikke har sat sig ind i.
@ Brian W. Andersen
"Efter min mening ligger falliterklæringen i at alt for mange borgere har tillid til lovgivning og forhold som de slet ikke har sat sig ind i."
Det er så sandt, som det er sagt.
Da Information kørte sin artikelserie om Jobcentrene - især Jobcenter Lærkevej på Nørrebro - væltede det ind med kronikker og læserbreve fra folk der pludselig var blevet systemramte, og var fuldstændig konfuse over at de blev behandlet som mistænkelige objekter..
Også mange socialrådgivere skrev om deres håbløse Sisyfos-opgave.
Alligevel virker det ikke som om det store flertal har opdaget hvordan landet i virkeligheden ligger.
Det er underligt, i og med at de fleste burde kende i det mindste én person der har været, eller er, påvirket af ledighed, sygdom eller andet, som den store blæksprutte kaldet Beskæftigelsessystemet omfatter med sine tentakler..
Mon det handler om at stikke hovedet i busken? Eller har folk den tåbelige idé at de aldrig selv bliver ramt af ulykken? Jeg forstår det ikke.
Ewa Schwanenflügel -
"Mon det handler om at stikke hovedet i busken? Eller har folk den tåbelige idé at de aldrig selv bliver ramt af ulykken?"
Uden tvivl, men det handler også om, at de ledige selv ikke vil bebyrde deres omgivelser med beretninger om fra det virkelige liv - det kan nemlig hurtigt tage hyggen ud af enhver venindefrokost, mandeaften eller familiemiddag. Så de holder kæft, gør de.
Herdis, det har du helt ret i.
De holder kæft, eller bliver helt væk fra den slags sammenkomster..
De udvikler nemlig angst, og ensomhed og isolation er ofte resultatet af at de bliver stigmatiserede i den offentlige debat.
Det hjælper selvfølgelig heller ikke spor, at mange - med god grund - føler sig overvågede af Jobcentret, og derfor holder endog meget lav profil for at undgå at blive sanktionerede.
Flere har mærket de ubehagelige konsekvenser af at benytte sig af deres ytringsfrihed.
Her er et par artikler at blive klogere af :
Avisen.dk, 22. Januar 2018
"Blogger : Reformen af førtidspension satte måltal over mennesker"
af Lisbeth Riisager Henriksen
(Om kvantitativ målstyring af tilkendelse af førtidspension og fleksjob og eroderingen af retsprincipperne til fordel for besparelser)
Link:
https://www.avisen.dk/blogger-reformen-af-foertidspension-satte-maaltal-...
Avisen.dk, 27. April 2018
"Blogger: Det skete under nazismen, og noget lignende sker igen"
af Lisbeth Riisager Henriksen
"BLOG - De samme psykologiske og strukturelle lovmæssigheder, som muliggjorde holocaust, har muliggjort inhuman behandling af syge borgere i ressourceforløb og i andre dele af beskæftigelsessystemet idag.
Systemiske overgreb mod syge er kun blevet så alvorlige, fordi mange medier længe afviste at fortælle om dem, og fordi der mangler politisk vilje til at ændre på forholdene".
Link:
https://www.avisen.dk/blogger-det-skete-under-nazismen-og-noget-lignende...
Ups, undskyld, ovenstående link virker ikke..
Men de er også postet her 19. Maj, 14:17:
https://www.information.dk/indland/2018/05/oe-umuligt-foere-venstreorien...
Ewa Schwanenflügel -
jeg kender godt Lisbeth Henriksens blogs - jeg checker dagligt avisen.dk, hvor og andre bloggere gør et stort arbejde for at fortælle en anden historie end politikerne fra næsten alle partierne.
Men - der eksisterer selv blandt intelligente og ellers vidende borgere stadigt en ide om, at "der er altid arbejde nok, til dem der vil arbejde" og "det skal kunne betale sig at arbejde" . 17 års borgeligt (ink. S-RV-SF regeringen)) regime har sat sig i folks bevidsthed.
Gentager man en løgn ofte nok, bliver den faktisk troet :-(
Herdis Weins,
ja gentager man en løgn ofte nok, bliver den efter et stykke tid accepteret som sandhed.
De fleste medier hjælper heller ikke på situationen ved at agere mikrofonholdere og ukritisk adoptere spin og postulater, og i det store hele ignorere de faktiske forhold i beskæftigelsesindustrien..!
Jeg tænkte nok du fulgte med på Avisen.dk's blogs, men andre kunne måske have en
interesse? :-)
Eva Schwanenflügel -
ja, pressen svigter i stor stil.
Men mangen en journalist drømmer jo selv om at bliver journalister på Christiansborg eller endnu bedre - blive "spindoktorer" og lignende. Så man skulle jo nødigt bide den hånd, man håber på senere vil fodre en fyrsteligt.
Herdis Weins,
Ja, det har helt sikkert en del med sagen at gøre..
Man bliver jo også helt rundforvirret af alle de besserwissere der er forhenværende spindoktorer eller omvendt.
Synes desværre også Jersild uden spin har tabt pusten efter Lars Trier Mogensen fandt nye græsgange..
Heldigvis har vi Information og Politiken, men vi kunne godt bruge de to 'public service' kanaler til at belyse problemerne på en mere dybdegående og retfærdig måde.