Kommentar

Søren K. Villemoes’ pædofilianklager mod Foucault er helt urimelige

Det er enten dårlig tabloidjournalistik eller decideret manipulation, når Villemoes påstår, at Foucault blindt forsvarede pædofili
Det er enten dårlig tabloidjournalistik eller decideret manipulation, når Villemoes påstår, at Foucault blindt forsvarede pædofili
7. maj 2018

Søren K. Villemoes, debatredaktør på Weekendavisen, har i en række artikler, debatindlæg og facebookposts engageret sig i den pædofilidebat, der er opstået i forbindelse med afsløringer af overgreb på danske børneskuespillere i halvfjerdserne.

Villemoes er særligt interesseret i det magtkritiske, intellektuelle miljø, der blandt andet leverede tankegodset til den seksuelle frigørelse, som foregik i den tid.

Selv Information gik ikke ram forbi. Den 5. april skriver Villemoes: »Husk nu, at Foucault var fortaler for sex med børn.« I Villemoes’ kommentar kobles seksuel frigørelse med Foucaults magtkritiske tænkning i en uhellig alliance, der får det til at fremstå, som om Foucault blindt forsvarede pædofili.

Det er et karakterattentat i anden potens. Villemoes går ikke blot efter manden, men også efter hans (og hans samtids) tænkning.

Desværre er kommentaren i bedste fald ikke særligt godt journalistisk håndværk, i værste fald er der tale om manipulation. Jeg har nærlæst de to samtaletekster, Villemoes henviser til.

For det første antydes det kraftigt af Villemoes, at Foucault i forbindelse med Polanski-sagen billigede voldtægt af en bedøvet person. Den 13-årige pige, som var sagens anden part.

Den eneste kommentar Foucault knytter til Polanski-sagen i de to artikler, Villemoes henviser til, er imidlertid en eneste sætning (!), hvor han opsummerer en samtalekollegas egen udlægning af Polanski-sagen med kommentaren: »She seems to have been a consenting party,« hvorefter han går videre med generelle overvejelser, der ikke har noget med Polanski-sagen at gøre.

Intet sted omtales bedøvelse, så der er i de to samtaler intet som helst belæg for den retoriske manøvre, Villemoes foretager.

Villemoes skriver: »Han forsvarer også den pædofile voldtægtsforbryder, instruktøren Roman Polanski, og siger om hans 13-årige voldtægtsoffer, at hun »virkede til at samtykke«. Det hører med til historien, at hun blev bedøvet af Polanski, hvorefter han voldtog hende analt. Eller som Foucault ville kalde det: et samtykkende forhold.«

Uanset hvor bevidst denne retoriske manøvre er, bruges den som indicium til at gennemføre det karaktermord, Villemoes tydeligvis forsøger at foretage på Foucault: Foucault billigede voldtægt af en bedøvet 13-årig. Nok var sagen et offentligt samtaleemne på dette tidspunkt, men man kan ikke slutte derfra, at Foucault regner bedøvelse af en person med efterfølgende voldtægt som samtykke.

Tabloidt mørke

Hvis der nu er sået alvorligt tvivl om Foucaults karakter, hvordan angribes hans tænkning så?

Særligt samtalen »Confinement, Psychiaty, Prison«, som er en af de to samtaler, Villemoes henviser til, er tydeligt ført i en dialogisk form, hvor Foucault fremprovokerer og afprøver nogle grænser med hensyn til lovgivningens skel mellem seksuallovgivning og straffelovgivning.

Dette læser Villemoes fuldstændigt hen over, hvorfor enkeltpositioner i denne samtale tages for pålydende uden at inddrage de andre positioner, han og de andre stiller op over for det pågældende udsagn.

Særligt grelt er for mig at se fejllæsningen af det udsagn, der trækkes frem som hovedindiciet i angrebet på Foucault. Villemoes skriver: »En helt grotesk overset detalje i denne tekst er, at Foucault udtaler sig meget venligt om sex med børn. Han siger eksempelvis, at al sex med børn, hvor barnet ikke gør modstand, bør være tilladt: ’Jeg føler mig fristet til at sige: Fra det øjeblik barnet ikke nægter/gør modstand, er der ingen grund til at straffe handlingen.’«

Villemoes ’glemmer’ bare at viderebringe, at Foucault følger op på dette prøvende udsagn med et »Men …«, hvor han med to eksempler stiller spørgsmål ved det første udsagn. Netop det andet eksempel Foucault stiller op handler om, hvorvidt der findes tilfælde, hvor børn kan overtales eller manipuleres til noget, de ikke har lyst til.

Den tænkning, der forsøges i samtalerne, trækkes i Villemoes’ referat ind i et tabloidt mørke, hvor kun enkeltudsagn, der er løsrevne fra deres argumentatoriske sammenhæng, kan anes, og hvor forargelsen derfor kan foretage sine kortslutninger og uforstyrret drage sine fordømmende konklusioner.

Følg Foucault!

Gå ikke glip af, hvad vi skriver om Foucault. Følg emneordet ’Michel Foucault’ på mail. Så får du automatisk en påmindelse i din indbakke, når vi har nyt om filosoffen. Meld dig til her

Vi kan i dag synes, som jeg også selv gør det, at anledningen til de to samtaler, Villemoes henviser til – nemlig at en række franske venstreintellektuelle i forbindelse med en revision af den franske seksuallovgivning i 1977 udformede en åben opfordring til blandt andet at afskaffe den seksuelle lavalder – var forkert.

Det ændrer ikke ved, at Villemoes’ udlægning af den debat, der fulgte opfordringen, er helt igennem urimelig.

Villemoes gør os på sin vis klogere ved at pege på denne delvist oversete side af den seksuelle frigørelses magtkritik, men han gør os desværre samtidigt betragteligt dummere på denne magtkritik. Særligt på dens bredde og stadige relevans.

Selv mener jeg, at den seksuelle frigørelses magtkritik stadig lærer os at tale mere åbent om vores seksualitet, så vi i dag i højere grad også er blevet i stand til at sige fra.

Michael Kjær er postdoc. ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet

Serie

Foucault-fejden

Da Per Aage Brandt redegjorde for Michel Foucaults utrykte interview om spiritualitet og støtte til det islamiske oprør i Iran, satte det gang i en større debat om den franske filosof. Vi har samlet alle indlæg i denne serie.

Seneste artikler

  • Foucault og Iran: En åbning mod en bedre verden

    19. maj 2018
    Nu troede du lige, at debatten om den franske tænker Michel Foucaults forhold til den iranske revolution var forbi. Du tog fejl. Læs her, hvad tænkeren selv sagde i sommeren 1979 i sine sidste samlede bemærkninger om sagen
  • Vi bør bruge Foucault til at forstå den spirituelle opblomstring, der finder sted i Vesten i dag

    25. april 2018
    Foucault kan hjælpe os til at forstå, hvorfor spiritualitet er blevet en større del af vores vestlige kultur og selvopfattelse. Derfor bør videnskaberne indlemme filosoffens tanker i stedet for at bandlyse dem
  • Det interessante er, hvorfor Foucault støttede det islamiske oprør i Iran

    6. april 2018
    Da Per Aage Brandt redegjorde for Michel Foucaults utrykte interview om spiritualitet og støtte til det islamiske oprør i Iran, fremkaldte det stærkt negative kommentarer. Men Per Aage Brandt fastholder i svaret til sine kritikere, at det er spiritualismens tematiske og dogmatiske indhold, der interesserer Foucault – og at det er interessant at finde ud af, hvorfor Foucault mente, som han gjorde
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikkel Lambert
  • Olaf Tehrani
  • Steffen Gliese
Mikkel Lambert, Olaf Tehrani og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Problemet ved hele denne debat er, at den blander børn og seksuel lavalder sammen. Præpubertære børn nærer næppe så meget som en forestilling om, hvordan seksualiteten gennemsyrer voksenlivet, men har måske ufortalt en egen seksuel oplevelse mellem begær og tilfredsstillelse, hvad vi næsten kun kan gisne om på baggrund af iagttagelse, da det jo ikke sprogligt kan fremstilles adækvat.
I et frigjort klima som i 70erne kunne 15-årsgrænsen til gengæld føles som en uretfærdighed for de 12-, 13-, 14-årige.

Karsten Aaen, Hans Larsen, Eva Schwanenflügel og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar
Henrik Leffers

Tænk at pædofili er blevet endnu en del af den "kamp om magten", der efterhånden dominerer hele mediebilledet i DK! Det er ret oplagt, at dem der ejer Danmark ikke har tænkt sig at afgive den magt! Og da de ejer de medier, der leverer 95% af danskernes medieforbrug, føres den hele tiden på alle områder!

Gert Hansen

Underligt som Information dvæler i Foucault henover flere måneder. Nu også med endnu et forsvar, som jo heller ikke virker ekstremt overbevisende. Måske skulle Information bare oversættelse de omtalte dialoger og samtaler, måske udgive dem på deres eget forlag, så kan de der er interesseret, læse det.

Lars Steffensen

"...al sex med børn, hvor barnet ikke gør modstand, bør være tilladt"

Så er der vel ikke så meget mere at sige!

Steffen Gliese

Tak, Jens Østergaard Petersen. Meget oplysende. Hvad man selvfølgelig ikke uden videre kan inddrage er debattørernes egen barn- og ungdom, og hvad de har mødt af seksuelle tilnærmelser eller måske endog selv fra en relativt tidlig alder opsøgt.
Foucault er virkelig på hjemmebane her med sin evne til at finde abstrakte handlingsforskrifter og følge dem ud i deres praktiske konsekvenser.
I 70erne gjaldt det i hvert fald, at den største risiko ved ungdommelig sex var den altid truende graviditet, hvorfor den fri abort var velanskrevet; dér, hvor det kunne blive kompliceret, var, hvis den unge kvinde ikke ønskede at abortere - vi så med forfærdelse imod USA og deres utroligt mange teenage-graviditeter og betragtede det som afgjort et civilisatorisk fortrin, at vi ikke var underlagt de samme risici. Man var ikke så bange på ungdommens vegne, man havde en anden tillid til, at de nok skulle komme igennem sædvanlige oplevelser af sejre og nederlag i sexliv og kærlighed, mens reelle overgreb var noget, man stort set kun kendte fra amerikanske teenageserier.