Regeringen vil styrke det faglige niveau blandt tosprogede børn fra 0. klasse og al respekt for det.
Men da udlændige- og integrationsministeren skulle kommentere indsatsen, sagde hun, at forældrene må lære at tage ansvar. Men hvem siger, at forældrene ikke tager ansvar?
Hvordan ville man ikke reagere, hvis en minister udtalte sig tilsvarende om autistiske børns fravær fra folkeskolen, efter at man har besluttet at inkludere flere børn med handicap i normalklasserne?
I forbindelse med min masteruddannelse i globalisering og integration interviewede jeg forældre til afghanske børn, der havde gået på Dronninglund Skole. Jeg stillede dem spørgsmålet:
»Hvorfor bliver I boende i Dronninglund Kommune?« og: »Hvorfor er I flyttet fra kommunen til eksempelvis Aarhus?«.
De forældre, der blev boende med deres familie i daværende Dronninglund Kommune (nu Brønderslev Kommune), svarede alle:
»Vi tror, at vores børn lærer bedre dansk på en skole med få tosprogede børn.«
De forældre, der var flyttet til en større by, især Aarhus, svarede stort set alle:
»Vi tror, at vores børn har bedre uddannelses- og jobmuligheder i en større by.«
Jeg kunne ud fra mine cirka 15 interview kun konkludere, at børnenes fremtid var afgørende for forældrenes valg af bopæl.
At jeg så som lærer kunne opleve, at nogle forældre havde svært ved at møde til tiden, når der var forældremøder, var en anden sag.
De var ikke vant til at blive inddraget i dialog om undervisningen og havde ikke den danske mødekultur, eftersom næsten alle traditionelle samfund har problemer med såkaldt african time.
Selvfølgelig er der brug for en særlig indsats for at få forældrene med i en dialog om, hvordan man bedst giver børnene et optimalt udbytte af undervisning. Men at påstå, at forældrene som udgangspunkt ikke vil tage ansvar, det er der ikke belæg for.
Frede Hansen, Formand for Flygtningevenner i Brønderslev Kommune og Integrationsrådet i Brønderslev Kommune
