Læserbrev

Tekniske løsninger fejler, når humanister ikke involveres

Myten, om at humanister uddanner sig til arbejdsløshed, bliver gjort til skamme. På bare ét år er over 20 procent flere humanister nemlig blevet ansat i en privat virksomhed. Og der er brug for at bringe alle fagligheder og kompetencer i spil, hvis vi som samfund skal høste digitaliseringens gevinster.
17. maj 2018

Vi har hørt dem tit, fordommene om humanister. De kritiske, analytiske humanister, der kun kan svare i lange sætninger. Og hvis uddannelser ikke kan bruges i praksis – og slet ikke i det private erhvervsliv.

Men noget er under forandring. Myten om, at humanister uddanner sig til arbejdsløshed, og at der primært er brug for it-folk og ingeniører på fremtidens arbejdsmarked, ja, den vover vi at lægge i graven.

En undersøgelse fra Magistrenes A-kasse med titlen Vejen til jobbet viser, at der på bare ét år er over 20 procent flere humanister, der er blevet ansat i en privat virksomhed.

Mange virksomheder er primært fokuserede på at rekruttere ingeniører og it-folk, så de er rustede til digitaliseringen. Men lige præcis i den transformation spiller humanisterne en vigtig rolle. Og det er flere virksomheder heldigvis ved at indse.

Humanisterne kommer med en ekspertviden inden for blandt andet kommunikation og brugeradfærd og evner at forstå kulturer og markeder som ingen andre.

Hvor tit har vi ikke mødt tekniske løsninger, som fejlede, fordi mennesker ikke kunne finde ud af at bruge dem?

Ved at involvere humanister allerede i udviklingsfasen opnår virksomhederne nogle løsninger, som markedet – kunderne – forstår og køber ind på.

Ekstra glædeligt er det, at humanisterne også selv er ved at få øjnene mere op for, hvor og hvordan de kan byde ind. De er blevet bedre til at oversætte deres kompetencer til virksomheders behov og har taget den digitale udvikling til sig.

Et af vores medlemmer, en kvindelig cand.mag. i litteraturvidenskab, er eksempelvis blevet ansat i en dansk it-virksomhed, hvor hun er med til at udvikle virksomhedens formidling og brugerforståelse. Et job, hun ikke på forhånd havde forestillet sig, hun skulle have, men som hun trives i og gerne vil beholde i mange år frem.

Så vi vover at påstå, at det her kun er starten; at vi vil se endnu flere humanister på det private arbejdsmarked de kommende år.

For der er brug for at bringe alle fagligheder og kompetencer i spil, hvis vi som samfund skal høste digitaliseringens gevinster.

Hans Peter Messerschmidt Andersen, direktør for Magistrenes A-kasse

Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu