Kommentar

Trumps signal til alverdens diktatorer: Atombomben er jeres eneste sikkerhed

Verdens rationelle diktatorer må efter Trumps beslutning om at trække sig fra atomaftalen med Iran konkludere, at atombomben er det eneste, man kan stole på
Præsident Donald Trump fremviser et underskrevet præsidentielt memorandum om nye sanktioner mod Iran, efter at han annoncerede, at USA trækker sig fra den aftale, som forpligter iranerne til ikke at udvikle atomvåben.

Præsident Donald Trump fremviser et underskrevet præsidentielt memorandum om nye sanktioner mod Iran, efter at han annoncerede, at USA trækker sig fra den aftale, som forpligter iranerne til ikke at udvikle atomvåben.

Ting Shen

Debat
12. maj 2018

Den amerikanske præsident har sendt et signal til verdens autoritære ledere: Hvis I vil sikre jeres eget regime, og hvis I vil sikre jeres egen position, skal I anskaffe jer den store bombe.

Det må være den kompetente diktators konklusion, efter at Donald Trump i denne uge valgte, at USA skal træde ud af den aftale mellem EU, de permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, Tyskland og Iran, som forpligter iranerne til ikke at udvikle atomvåben og tillader omfattende inspektioner af landets atomfaciliteter.

Godt nok har den israelske regering hævdet, at Iran ikke lever op til aftalen, og Donald Trump har påstået, at iranerne snyder. Men da Donalds Trumps eget valg som udenrigsminister, Mike Pompeo, i april i en høring blev spurgt, om han via sit forrige job som leder af CIA kendte til eksempler på, at Iran ikke levede op til aftalen, svarede han nej.

Iran har ikke brudt den aftale, som det tog diplomater to år at udarbejde, og som under global triumf blev underskrevet i 2015.

Det Internationale Atomenergiagentur, som overvåger aftalen, har gentagne gange erklæret, at iranerne lever op til aftalen. Det er ikke de iranske mullaher, men den amerikanske præsident, der her er den ustabile og utroværdige politiske aktør. 

Den iranske regerings reaktion var karakteristisk: Præsident Rouhani talte som den rationelle aftalepartner, der var konfronteret med en uforudsigelig leder. Han agerede, som om Iran var en del af en civiliseret verdensorden truet af amerikanske barbarer. Iranerne ville afsøge de andre parters positioner, erklærede han.

Et kompetent diktatur

Den iranske regering udsendte også en meddelelse om de punkter, hvor Donald Trump i sin tale havde sagt usandheder om Iran. Den kender kritikken af Trump for at udbrede fake news, og den ved godt, at Trump er en upopulær leder i Vesten.

Det har altid været det iranske regimes fordel: De iranske ledere ved godt, hvordan amerikanerne tænker, men amerikanerne ved ikke, hvordan iranerne tænker.

Det er et grusomt regime, som undertrykker sin befolkning og forarmer sine egne borgere, mens det investerer milliarder i kampe for at opnå geopolitisk herredømme i Mellemøsten. Men de er uhyggeligt kompetente diktatorer, som har holdt sig ved magten i snart fyrre år uden at blive radikalt udfordret.

Iranerne har som regel en politiker som Khatami eller Rouhani, der kan tale pseudoliberalt til den vestlige opinion, mens de har åndelige ledere, som kan tale religiøse flammebogstaver til islamistiske interessenter. Og de kan nu både tilføje Trump et nederlag i den vestlige opinion, mobilisere på modstanden mod USA i Mellemøsten og flytte den offentlige opmærksomhed i Iran væk fra utilfredsheden med den faldende levestandard og den økonomiske stagnation.

Trump lovede i den tale, hvor han annoncerede sin beslutning, det iranske folk, at USA ville arbejde for at gøre dem fri af deres diktatorer. Men hans beslutning svækker kun de kræfter i præstestyret, som regner liberale reformer og samarbejde med Vesten for den bedste måde at opretholde magten på.

Trump svækker ikke selve regimet, han styrker derimod sine modstandere. 

Generelt bygger Trumps beslutning på en fejlslutning, som er udbredt i den vestlige opinion: Nemlig at det er regimet og ikke bomben, som er problemet. At fordi Irans regime er frygteligt, må de ikke få bomben, mens hans eget regime ikke er forpligtet på nedrustning, fordi det er et ’godt regime’.

Vi er ikke så forargede over USA’s atombomber, som vi er over Pakistans.

Man kan diskutere, hvem der er mest uforudsigelig og ustabil lige nu, den amerikanske præsident eller de iranske ledere, men det er ikke det, som ikkespredningsaftalen beskriver, og som er det virkelige diskussionspørgsmål.

Atombomben er så ødelæggende, at den ikke burde findes som middel for politikere, som pr. definition er uperfekte og uforudsigelige mennesker.

Og det er derfor, det er så forfærdende at skabe en verdensorden, hvor enhver rationel diktator må konkludere, at atombomben er den eneste forsikring, man kan stole på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Hvis nogen vil have en aftale med USA og det gælder både Iran og N-korea - så bliver der ikke med nogen halve løsninger.
"Take it or leave it" eller en genoplivning af det gammelkendte "Kanon-bådsdiplomati" hvor seksløberen Colt Peacemaker bliver brugt aktivt. Et farligt højt pokerspil - men hvis det lykkes - ja,så har Trump ærligt fortjent en Nobel-pris og dermed slået sin ærke-rival Obama.

Eva Schwanenflügel

Torben, der har længe været inflation i Nobels Fredspris.
Og skulle Trump opnå at få den, står verden simpelthen ikke længere..
Udover den hybris det ville medføre hos den i forvejen selvovervurderende plattenslager, ville det være et helt forfejlet signal.

Sven Christensen, Anne Eriksen, Torben Bruhn Andersen, Karsten Lundsby, Jørgen Mathiasen, Katrine Damm, Alvin Jensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Eva - Det var "en hvis og hvis min røv var spids"- kommentar for som du siger,der er gået inflation i Nobel-priser - især dem der handler om fred.

Anne Eriksen, Torben Bruhn Andersen, Katrine Damm, Alvin Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Okay Torben, kunne heller ikke rigtig få det til at passe ;-)

Kim Folke Knudsen

Menneskets evne og trang til at opfinde stadig større og mere dødbringende våben under påskuddet at det styrker min sikkerhed ender med at blive det samme menneskes undergang.

Anne Eriksen, Torben Bruhn Andersen, Karsten Lundsby, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Foreløbig tror jeg lige, at jeg afventer den videre skæbne for aftalen med Iran. De centrale EU-lande vil holde fast i den, og den franske finansminister har bragt begrebet "europæisk suverænitet" på dagsordenen, som svar på de unilaterale amerikanske beslutninger.

Det er en udvikling, som kan skabe alvorlige spændinger hen over Atlanten, og det er måske grunden til at DRs programmer fra nyheds- og aktualitetsafd. holder en bemærkelsesværdig lav profil, for ikke at sige, at man gør sit yderste for at ignorere forskellene i politikken inden for kredsen af vestlige lande.

Karsten Lundsby og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar