Kommentar

Tysklands populistiske fristelse

Også politikere fra de etablerede partier kan falde for den populistiske fristelse. Det ses nu hos CDU/CSU, hvor indenrigsminister Horst Seehofer bruger sin position til at udbrede højreorienterede ideer i et forsøg på at kapre AfD-vælgere
2. maj 2018

Populisme er ikke en selvstændig ideologi. Det er rettere en metode til at appellere til vælgersegmenter. Derfor ser vi også, at politikere i ’mainstreampartier’ kan falde for den populistiske fristelse. Tror de, det kan give dem vælgertilslutning, løber de gerne risikoen for indre partisplid.

Eksempler er Republikanerne i USA, Labour i Storbritannien og senest Laurent Wauquiez, som siden december har været partiformand for Les Républicains og er ved at dreje Frankrigs store borgerlige parti klart mod højre.

Ildevarslende manifesterer samme tendens sig nu også hos Tysklands kristendemokrater, CDU/CSU. Partiets pauvre resultat ved sidste års parlamentsvalg har sammen med den uventet store fremgang for det populistiske Alternative für Deutschland (AfD) åbnet en afgrund af nye splittelser i partiet.

AfD præsterede partiets stærkeste resultat uden for det tidligere DDR i CSU-højborgen Bayern. Hos CSU har reaktionen være en optrappet indsats for at forsvare partiets højre flanke imod AfD, hvilket selvfølgelig er en del af baggrunden for de nye populistiske toner fra den mangeårige partiformand Horst Seehofer, der for nylig afgav ledelsen til sin ligeså populistiske rival Markus Söder. Nu bruger Seehofer sin nye position som indenrigsminister til at udbrede højreorienterede ideer – i samme ånd har han sågar genindsat det nationalistiske ord heimat (’hjemland’) i sit ministeriums officielle benævnelse.

Seehofer har dog aldrig været en traditionel tysk konservativ. Snarere kan han ses som en slags politisk gudfar til Ungarns autoritære premierminister, Viktor Orbán. Og nu øjner han tilsyneladende sin chance.

Lefler for Putin

Lige siden den nye tyske regering tiltrådte i marts, har det stået klart, at Merkels sædvanlige taktik med at neddysse kritikere ved at gøre dem til ministre ikke vil fungere denne gang – i al fald ikke for Seehofer, der har erklæret åben krig inden for regeringskoalitionen.

Det skete i et interview med tabloidavisen Bild, hvor Seehofer fandt det opportunt at pointere, at »islam ikke hører til i Tyskland« – en markering, der klart nok skulle påkalde støtte fra de vælgergrupper, der sidste år stemte på det indvandringsfjendske AfD. Som det meste af Tysklands etablerede politikere havde Merkel intet andet valg end at tage afstand fra udtalelsen.

Men Seehofer fortsætter sin offensiv. Han udtaler sig gerne skarpt om hvad som helst og altid i formuleringer, der både gør det svært for AfD at komme med tilføjelser, og som samtidig undergraver Merkels autoritet.

Da Merkel i marts 2017 skulle have sit første møde med USA’s præsident Trump, drog Seehofer til Moskva for at lefle for præsident Putin. Siden da har han konsekvent modsat sig alle sanktioner mod Rusland.

Seehofer har talt varmt om Polens populistiske og regerende Lov- og Retfærdighedsparti (PiS), og kritiseret EU for dets »udfald mod polsk værdighed«. I april lykønskede han Orbán med dennes overvældende valgsejr, mens hans partifælle, Alexander Dobrindt, ligefrem omtaler Orbán som »vores ven«.

Allerede under Seehofer begyndte CSU at flytte fokus fra økonomi til kulturelle temaer. Dette er helt i tråd med de bredere populistiske tendenser i Europa – ikke bare i Ungarn og Polen, men også i Tjekkiet, Østrig, Holland og Italien, hvor den populistiske Femstjernebevægelse og det højreorienterede Lega kappes om at lede næste regering.

Indre populist

En konsekvens af Seehofers opgør med Merkel og Tysklands politiske establishment har været, at det andet regeringsparti, Socialdemokraterne, er blevet usynligt. Seehofer kan dog forregne sig. Hans retorik kan styrke, snarere end at svække, AfD, der er det største oppositionsparti i Forbundsdagen.

Men selv hvis Seehofers populistiske kabale ikke skulle gå op, vil han under alle omstændigheder have trukket Tysklands regering mod højre: Det slækkede EU-pres på Polen, Ungarn og andre østeuropæiske medlemmer, der blæser på retsstatsprincipper og undergraver europæisk solidaritet i forhold til flygtninge og indvandrere, kan føres tilbage til et slækket tysk pres, ligesom tysk modstand imod nødvendige reformer af eurozonen, der er foreslået af Frankrigs præsident Macron, må tilskrives samme tendens.

Seehofers indflydelse er skidt for et Tyskland, som behøver dynamik, mod og åbenhed. Tysklands begrænsede militærkapacitet, dets overregulerede servicesektor og mangel på infrastrukturinvesteringer hindrer landet i at realisere sit potentiale.

I Østeuropa kan man betale med kreditkort på gademarkeder. I Tyskland er det ofte umuligt på selv de bedste restauranter. Målt på internethastighed er Tyskland nr. 42 i verden – dets investeringer i bredbåndsinfrastruktur ville selv for Ukraine være beskæmmende. For et land, der har tjent formuer på at investere i Østeuropa, er den sendrægtighed sær.

At Seehofer lufter sin indre populist, indvarsler dog ikke nødvendigvis den »konservative revolution i Europa«, som partikammerat Dobrindt drømmer om. Men det tyder på, at Orbáns og PiS-leder Jarosław Kaczyńskis illiberale modrevolution vinder større fremdrift.

© Project Syndicate og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Lundkvist

Artiklen illustrerer udmærket tåbeligheden i populisme-begrebet. Det betyder i praksis alt det som den nyliberale mainstream ikke kan lide.
Det er derfor uforenelige størrelser som Corbyn's Labour og Orban kan puttes i samme kasse.