Jeg har mistet min epistemiske tillid.
Det skyldes nu ikke Donald Trump, sådan som Carsten René Jørgensen foreslår i kronikken den 5. juni, men derimod Friedrich Nietzsche. Han gjorde, at min mentalisering gik i stå. Nietzsche skrev imod positivismen.
»Der findes kun fakta,« siger positivisten, og Nietzsche svarer: »Der findes ikke fakta, kun fortolkninger.«
Den slags har jeg undervist i i mindst 30 år. Det hedder humaniora.
Det var ikke noget, som jeg fik lov at lære, da der fandtes filosofikum. For der lærte vi, at der kun findes kendsgerninger. Men så kom studenteroprøret og gjorde op med professorernes positivisme og værdifri videnskab.
Positivismen er tilbage
Nu, 50 år efter, er positivismen vendt hævnende tilbage hos professorerne. Ikke de samme som dem i 1968, men deres gengangere.
En sådan findes i Aarhus. Han er klinisk psykologiprofessor og hedder Carsten René Jørgensen og er altså forfatter til en kronik om epistemisk tillid og om, hvordan Donald Trump gør os skøre.
Begrebet epistemisk tillid fik mig til at tænke på K.E. Løgstrups beskrivelse af tillid i Den etiske fordring, som mange er bekendt med. Løgstrup skrev en artikel, hvori han spurgte, om digteren eller psykologen har ret. Emnet var kærlighed, og digteren havde ret. En anden gang modstillede han psykologi og filosofi. Filosofien havde ret.
Sådan er det ikke længere.
Carsten René Jørgensen analyserer ikke Donald Trumps politik, men hans langdistancevirkning på danske psyker. Carsten René Jørgensen lader mentaliseringsteori beskrive, hvordan tillid ’opbygges’:
»Psykologisk mentaliseringsteori beskriver opbygningen af epistemisk tillid som et afgørende element i menneskets psykiske udvikling, der også er vigtigt for vedligeholdelse og formidling af vores kultur. Epistemisk tillid handler om vores parathed til at betragte informationer, vi får fra andre, som troværdige og relevante for os.«
Løgstrups tillid var ikke ’epistemisk’, men givet, og han mente ikke, at forældre kunne ’mentalisere’ deres børn. Og det kan de åbenbart. Det ser derfor ikke ud til, at det er den samme tillid, som fænomenologen Løgstrup og psykologen Jørgensen beskriver, selv om de ligner.
Nu er det interessant, at psykologen indfører ordene: »vores kultur«.
Epistemisk tillid er med til at vedligeholde og formidle denne kultur. Gad vide, hvad det er for en kultur? Den danske? Det er folkeskolens første opgave at formidle dansk kultur. Hvis lærerne ikke gør det, nedbrydes så epistemisk tillid til kulturen? Er det mon dét, psykologen mener?
Epistemisk tillid »handler (også) om«, at vi skal være ’parate’ til at betragte informationer fra andre som troværdige og relevante. Hvorfor »informationer«? Informationer får vi i toget om, at det snart standser i Randers, og der er forbindelse til Viborg. Det er både troværdigt og relevant.
Hvad med reklamer? Vi kender de to drenge, der står foran en filmplakat.
Der står: »Verdens bedste film,« hvorefter den ene spørger:
»Tror du, der er noget ved den?«
De ved, at reklamer er ironiske, men relevante. Jeg går ikke ud fra, at Carsten René Jørgensen med information mener sociale medier, men hvor er så de troværdige og relevante informationer? Hvad nu, hvis jeg mente, at psykologi hverken er troværdig eller relevant? Er jeg så blevet dårligt mentaliseret?
Studenteroprøret var forgæves
Nu kommer vi endelig til, hvad det hele handler om: Trump.
»Han giver ikke blot udtryk for uenighed, og at der kan være flere forskellige opfattelser af verden, men benægter fakta og insisterer på sin egen, i visse tilfælde noget alternative udlægning af virkeligheden.«
Og denne benægtelse påvirker åbenbart danskernes epistemiske tillid. Er det troværdigt og relevant?
Carsten René Jørgensen erkender, at der kan være uenighed samt forskellige opfattelser af verden. Dernæst insisterer Trump, siger Jørgensen, på sin egen udlægning af virkeligheden. Det er der vel ikke noget særligt opsigtsvækkende ved.
Så når vi til konklusionen. Trump benægter fakta.
Bemærk Jørgensens brug af ordet ’benægter’. Et eller andet sted har han i vores kultur hørt: »Jo, hvis dét skal kaldes Fakta, saa benægter a Fakta!«
Det stammer fra tiden før Trump.
Carsten René Jørgensen udstiller her sit videnskabssyn.
Der findes to verdener.
Den ene verden består af udlægninger af virkeligheden, og udlægninger er der mange af.
Dernæst er der en verden af rene fakta, som man kan have umiddelbar adgang til. Hvis man ikke har adgang til disse fakta, har man mistet den epistemiske tillid eller læst for meget Nietzsche. Psykologiprofessoren ved, hvad fakta er, og han kan registrere, når andre benægter dem.
Historien gentager sig. Carsten René Jørgensen er et godt eksempel på, at positivismen er vendt tilbage; studenteroprøret var forgæves.
Hans Hauge er lektor på Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet
"Positivismen er vendt tilbage", skriver Hans Hauge. Man tør vist formode, at denne genkomst ikke fortjener fejring?
Løgstrup føres som sandhedsvidne: "Tilliden er givet". Og så er der vel ikke mere at snakke om? Således kan enhver bygge sine egne fæstninger...på et fundament af udsagn, hvorom enhver vel kan mene hvad 'hen' vil. Et ubrydeligt fundament, hvis blot man vil det..
Det må være meget nemt at være lektor på et fint universitet. Sådan tænker jeg. Det er min fortolkning: Sådan at bære sin epistemiske tvivl i et fint indkøbsnet af status, pålidelig og forfinet indkomst, for ikke at tale om et arbejde, en karriere der flugter med interessen. Det må være meget nemt? Det er min fortolkning, og takket være Nietzsche og studenteroprøret, kan den fortolkning ikke bringes i tvivl. Ikke sådan for alvor. Hvad end end Herr Hauge måtte mene om den sag?
Det er i og for sig heldigt for magten, at alt er et spørgsmål om fortolkning, ikke sandt? Intet sandt kan længere siges, så hvem mon ender med at vinde? Værd at tænke over..
'Man kan ikke tænke sig en filosofi, som ikke retfærdiggør sig selv'. Cirka således skrev Albert Camus i det forgangne århundrede, belært af erfaringen. For Nietzsches 'sande filosoffer' havde på hans tid endnu ikke materialiseret sig - onde tunger vil hævde, at de fortsat lader vente på sig - og det sammenbrud, som Nietzsche i lyset af 'Guds død' varslede, fortsætter øjensynligt uforstyrret i slow motion her i det nye årtusinde?
Er det et tilfælde, at en lektor således privilegerer filosofien, sætter den før alt andet?
Moralsk relativisme retfærdiggør alt og ingenting. Et behageligt værktøj og filosofisk helle for den veltilfredse, som finder sig selv flydende ovenpå. Nietzsche ville sikkert have et og andet at sige om dén form for 'moralsk stillingtagen', men han er gudskelov død og begravet, ikke sandt? Sammen med gud, positivismen, og alle andre ansatser til fast greb om nogen som helst ting.
Så må man blot håbe, at virkeligheden ikke pludselig en dag skyller over...?
Time is an ocean
and it ends at the shore.
"Moralsk relativisme retfærdiggør alt og ingenting. Et behageligt værktøj og filosofisk helle for den veltilfredse, som finder sig selv flydende ovenpå..."
Åh ja - men den omfatter vel også Carsten Rene Jørgensen og psykologien… når alt nu åbenbart er relativistisk ..
I så fald er Hauges udsagn lige så validt som Jørgensens og vi er ikke kommet et skridt videre …
”Life is like a sewer, what you get out of it depends on what you put in to it”, sagde Tom Lehrer engang. Så her, hvor humanioralektoren mæsker sig i videnskabsteoretiske banaliteter på sin sædvanlige, Groft Sagt, perfide facon, er det måske værd at genkalde sig, at beskrive-ismerne, også den positive, kan gøres til genstand for fortolkninger og grundlag for beslutninger om fremtiden: Hvis du siger, at flasken er halvtom, så benægter jeg det, for den er jo halvfuld. Hvad gør vi så? Drikker, fordi der er rigeligt? Eller sparer, fordi der ikke er ret meget tilbage. Eller, lidt mere avanceret, skal vi selv beholde det, der er tilbage, eller skal vi dele? Så, kære Information, kan I ikke smide ham hjem til Berlinske igen? Han passer meget bedre til deres, og Trumps, epistemiske tilgang – Groft Sagt.
Marianne Bjerg,
Så måske alt netop ikke er alene det? Relativistisk? Et spørgsmål om fortolkning?
Det er mig en besynderlig diskussion; de mange opfattelser af den ene verden, hvor vi hver især er den ene og hinanden for hinanden.
Lektor dr.phil. Hans Hauge argumenterer for, at positivismen er vendt tilbage, og det er vist ikke noget som er godt. Men kan det nu være rigtigt, som han skriver, at den har været fraværende i 50 år? Min opfattelse er at den er meget udbredt og har været der hele tiden. Kan lektoren så have en anden dagsorden? Kan det være en måde at diskvalificere Carsten René Jørgensens udmærkede artikel på, hvor lektoren kommer uden om at argumentere sagligt? Og er det rimeligt udfra artiklen at karakterisere CRJ som positivist? Kan der mon være tale om et lokalt akademisk angreb i den Groft-sagt-stil, som HH er så god til?
Torsten Jacobsen
Netop - og da fortolkning (hermeneutikken) er en uendelig proces uden sandhed, er alt gyldigt.... og i samme åndedrag ugyldigt.
Der findes derfor kun perspektiver - ad helved til naturligvis, at skulle erkende, at hverken Jørgensen eller Hauge har ret, men kun pointer.
Marianne Bjerg
Hermeneutikken finder ikke sandheden (den eksisterer kun i troen og matematikken), men den er egnet til dybere forståelse.
Jens J. Pedersen
Ja - det er jo det jeg skriver ;-)
… N.B./ .. og så er det endda tvivlsomt om der findes en sandhed i tro … da det netop
kun er tro.
… N.B./ .. og så er det endda tvivlsomt om der findes en sandhed i tro … da det netop
kun er tro.
Marianne Bjerg
Sand tro, er et kendt begreb.
Marianne Bjerg
Desuden, troen vedrører det ubekræftede, og det der ikke kan bekræftes, f.eks. guds eksistens, som andet end et samtale emne og trosobjekt. Vi siger også, at stole på.
Så, troen er første skridt mod vished og sandhed.
Og, får vi troen bekræftet, taler vi om sand tro.
Jens Thaarup Nyberg
Og hvordan får vi troen bekræftet - uden at fortolke?
Til forfatterens information (hvis det nu er): Der er ikke togforbindelse fra Randers til Viborg. For at komme videre til Viborg skal man stå af i Langå og skifte fra DSB til et af de Arriva-tog, der kører vestpå mod Struer.
Jens Thaarup Nyberg
Så vidt jeg husker, er en stor del af hermeneutikken opstået ud fra og på baggrund. af (for)tolkning af religiøse tekster - da netop hermeneutikken ikke opererer med et sandhedsbegreb, bliver sand tro blot en narresut at klamre sig til ..
Christian de Thurah og Marianne Bjerg
Troen bekræftes i fællesskabet. Hermeneutik er en teknik for de uvidende uindviede skriftkloge.
Skulle jeg tilføje: når troen ikke længere bekræftes i fælleskabet, opløses det.
"Troen bekræftes i fællesskabet". Vil det sige, at hvad fællesskabet bekræfter, er sandt?
Christian de Thurah
Ja, i fællesskabet. Det er en evig sandhed, som er lige-gyldig, almengyldig.
Hvad den enkelte måtte tro om sig selv eller verden, er underordnet fællesskabet, hvor den enkeltes tro om sig selv eller verden efterprøves.
Det lyder lidt for sekterisk for min smag.
Christian de Thurah
"Ja, i fællesskabet. Det er en evig sandhed, som er lige-gyldig, almengyldig."
"Det" må rettelig være "Dette", idet sandheden i og for fælleskabet måske, måske ikke rækker ud over kredsen, afhængig af hvad den konkrete sandhed vedrører.
Christian de Thurah
Ja, men den gælder for alle kredse, såmænd også for matematikere.
Ps.: men det er så ordlyden der falder dig for brystet, antager jeg.
Alternative fakta - ak ja.
Et ungt menneske fra min nærmeste familie, som lige var blevet gammel nok til at stemme ved folketingsvalget i 2005, gav mig den forbløffende begrundelse for at han have stemt på Anders Fogh Rasmussens Venstre, at hvis det ikke var fordi, USA havde erklæret nazi-Tyskland krig i 1941, ville de allierede næppe have været i stand til at forhindre Hitler i at sætte sig på magten i hele Europa.
Han var noget forbløffet over at blive konfronteret med det historiske faktum, at det var Tyskland, som erklærede krig mod det indtil da neutrale USA og ikke ikke USA, der erklærede Tyskland krig efter Japans (folkeretstridige) overfald på den amerikanske flådebase 'Pearl Harbour' på stillehavsøen Hawaii.