Kronik

Jeg var bange for, min far havde ret, når han sagde, at jeg var syg i hovedet

Det var andres bekræftelse af, at den psykiske vold fandt sted, der gjorde det muligt for mig at bryde ud af den. Derfor bekymrer det mig, at lærere og pædagoger har så travlt, at de måske ikke får øje på børn som mig
»Det var først, da jeg selv blev forælder, at jeg fandt styrken til at bryde med min far. Lige pludselig var der noget andet end mig selv, jeg skulle varetage, og jeg vidste med det samme, da jeg blev gravid, at min far ikke skulle være en del af mit barns liv,« fortæller dagens kronikør.

»Det var først, da jeg selv blev forælder, at jeg fandt styrken til at bryde med min far. Lige pludselig var der noget andet end mig selv, jeg skulle varetage, og jeg vidste med det samme, da jeg blev gravid, at min far ikke skulle være en del af mit barns liv,« fortæller dagens kronikør.

Sigrid Nygaard

20. juni 2018

En efterårsmorgen sad jeg, 12 år gammel, til samtale ude på børneafsnittet på Glostrup Psykiatrisk Hospital. Min mor og jeg tog bussen derud – 17 stop, og så skulle man gå et lille stykke. Vi gik hånd i hånd. Uden at tale med hinanden.

To måneder forinden havde min mor og jeg siddet til skole-hjem-samtale, og min lærer havde sagt, at han syntes, jeg virkede ked af det. Min mor havde nikket samtykkende, det kunne jeg se ud af øjenkrogen. Jeg blev vred på hende, sådan som hun bare sad der og nikkede.

De blev enige om, at jeg skulle snakke med nogen, og der sad jeg så nu – til samtale på et psykiatrisk hospital, den første af mange, for der var noget, som gjorde, at jeg ikke helt kunne finde ud af at være til.

Et stykke inde i samtalen spurgte psykologen mig, om min far nogensinde havde slået mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, for alt i mig skreg »ja«, men på den anden side kunne jeg ikke erindre nogen konkret episode.

»Det ved jeg ikke,« svarede jeg.

»Du må da vide, om din far har slået dig eller ej?«, sagde hun, og jeg svarede så, at det havde han ikke.

»Sådan noget er man ikke i tvivl om,« konstaterede hun.

Men sandheden var, at jeg var i tvivl, for selvom min far ikke slog mig, så gjorde han noget andet – noget, som gjorde ondt på mig, men som jeg havde svært ved at sætte ord på.

Psykologen vurderede, at jeg skulle udredes, og som jeg sad der, var der inderst inde en del af mig, der godt vidste, at der ikke som sådan var noget galt med mig. Men som altid var jeg i tvivl og bange for, at min far havde ret, når han sagde til mig, at jeg var syg i hovedet.

Den forkerte følelse

Min far var misbruger og plaget af dæmoner. Det vidste jeg ikke som barn, for vi snakkede ikke om det. Min mor vidste det, men hun sagde det ikke højt. Måske på grund af manglende mod og ressourcer, måske fordi hun var underlagt den samme slags terror som os børn.

En dag var han pludselig væk, og min mor stod tilbage med tre børn at tage sig af.

Hun fortalte os, at vores far havde det svært, men ikke hvorfor, og i en lang periode så vi ham slet ikke. Jeg kan huske, at jeg på én og samme tid savnede ham og håbede, at jeg aldrig skulle se ham igen.

Det var ikke, fordi han ikke lod mig vide, at han elskede mig. For det gjorde han, og ofte som et argument for, hvorfor han bekymrede sig sådan om min psykiske tilstand:

»Jeg elsker dig jo, Freja«, »Mit hjerte græder for dig, Freja«, »Jeg vil dig kun det bedste, Freja.«

Når jeg gav udtryk for en følelse, fortalte han mig ofte, at det var den forkerte følelse. Og med krokodilletårer og kærtegn fortalte han mig, hvor bekymret han var for, om jeg nu i virkeligheden var rask.

Han sagde tit, at jeg ikke var til at stole på, og jeg var derfor altid meget forsigtig og velovervejet i forhold til alt, hvad jeg gjorde i nærheden af ham, og alt hvad jeg sagde til ham. Intet i verden betød mere for mig, end at han var glad, og at han syntes, at jeg var rigtig.

Jeg tænkte tit, at hvis han bare ville slå mig, så ville jeg kunne sige det til nogen.

En dag fortalte jeg min fritidshjemspædagog, at min far havde tvunget mig til at spise alt for varm suppe, og hun lavede med det samme en indberetning. Men det var ikke sandt.

»Det er ikke særlig godt at lyve om den slags,« sagde pædagogen til mig, og det vidste jeg godt, men hvordan skal et barn være i stand til at sige:

»Min far er kommet så langt ind under huden på mig, at jeg ikke længere kan mærke mig selv?«

Det var ikke sandheden, men det var alligevel en slags sandhed. For der var en grund til, at jeg sagde det – det var et forsøg på at bede om hjælp, et forsøg på at sætte ord på noget, som var svært for mig at sætte ord på.

Børn bliver misforstået

Det er min grundlæggende overbevisning, at et barn altid vil opføre sig ordentligt, hvis det har muligheden for det.

Et barns uhensigtsmæssige adfærd skal først og fremmest ses som et symptom på noget andet. Børn udtrykker sig oftest gennem handlinger, og det er ligeledes igennem handlinger, barnet beder om hjælp – især hvis problemerne er svære at tale om. Ofte skyldes et barns reaktioner, at det befinder sig i nogle omgivelser, som det ikke kan finde ud af at fungere i. Og det glemmer man lidt.

Hver eneste gang jeg som barn reagerede på omgivelserne, blev jeg sendt tilbage til Glostrups børneafsnit. Der blev jeg udredt for alverdens ting: overdreven generthed, OCD, angst, ADHD og depression.

Enkelte af disse har jeg nok også lidt af i en eller anden grad, men diagnoserne passede alligevel aldrig helt på mig. I bund og grund var jeg ked af det og bange, og angsten og den vedvarende nedtrykthed var først og fremmest symptomer på noget andet. Men det tog man ikke højde for, da man skulle behandle det.

Måske fordi ingen kunne se, hvad det var, der i virkeligheden fandt sted, måske fordi ingen vidste, hvad de skulle gøre ved det. Måske fordi det er en generel tendens, at man forsøger at finde svar på problemer hos børn gennem diagnoser – som derefter kan behandles på vanlig vis – i stedet for at komme til bunds i problemet.

Der blev handlet på mine reaktioner, ikke på baggrunden for reaktionerne. Måske er det derfor, at jeg altid selv har forsøgt at finde årsagen til problemerne hos mig selv.

Psykisk vold skal opdages

Det er både nemmere og mere håndgribeligt at symptombehandle på denne måde, men jeg ville ønske for de børn, som bliver udsat for psykisk vold, at nogen får øje på det – og vigtigst af alt, at nogen tør sige højt, at de kan se det.

Det er naturligvis lettere at få øje på konkret og synlig adfærd – på for eksempel fysisk vold. Den psykiske vold gemmer sig – i magtstrukturer, i alt det, der bliver sagt og gjort i det små, når ingen andre hører det, og i alt det, der ikke bliver sagt og gjort.

Den gemmer sig for dem, der står på sidelinjen, men også for dem, som er ofre for den og lever med den i hverdagen – for eksempel et barn, som måske ikke kender til andet, og for hvem det måske ovenikøbet er dets egen forælder, der udøver volden.

Et barn har ikke de samme forudsætninger for at komme ud af den psykiske vold, som et voksent menneske har. Og slet ikke uden hjælp udefra.

Derfor er det så vigtigt, at et barn har andre omsorgspersoner end sine forældre i livet. En person, som barnet har tillid til, og som tør stille barnet et spørgsmål så simpelt som: »Hvordan går det egentlig?«

Presset folkeskole gør det svært

Lærerne og pædagogerne i skolerne og fritidsinstitutionerne har altid ageret disse omsorgspersoner i en eller anden grad, og det bør stadig være tilfældet, fordi denne relation for nogle børn udgør det eneste sociale sikkerhedsnet, når familien ikke fungerer.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan udviklingen i den måde, vi fører skole på, påvirker mulighederne for vedkommende samtaler lærer og elev imellem. Lærernes arbejdsbyrde – for ikke at tale om pædagogernes! – er efterhånden så stor, at der ingen plads levnes til alt det, der ligger uden for den faglige undervisning.

Folkeskolens ensidige fokus på læring, faglige mål og tests mindsker pladsen til at opbygge den relation mellem lærer og elev, som netop skulle gøre det muligt for læreren at fornemme den enkelte elevs velbefindende, og som ligeledes skulle danne grundlag for, at eleverne føler, at de har en person, de kan betro sig til.

Jeg er ikke sikker på, om det kunne have været undgået, at jeg blev udsat for psykisk vold. Men det var først, da jeg selv blev forælder, at jeg fandt styrken til at bryde med min far.

Og jeg kunne have brudt med ham på et tidligere stadie, hvis jeg havde haft et sted at søge hen, eller haft en person i mit nærmeste netværk, som havde modet og ressourcerne til at træde ind og fortælle mig, at der var noget helt galt i den måde, min far behandlede mig på.

For i sidste ende er det i kraft af andres bekræftelse af, at den psykiske vold fandt sted, at jeg har haft muligheden for at komme ud af den og har haft et grundlag for at hele og finde et nyt, sundt og stabilt ståsted i livet.

Freja Troelsen læser til lærer og er selvstændig kreativ konsulent

Psykisk vold skal have sin egen bestemmelse i straffeloven i Danmark, som i eksempelvis Norge og England. På en konference om emnet i sidste uge delte eksperter fra begge lande ud af deres erfaringer. Udfordringen bliver at ramme mønstret af undertrykkelse i både lovgivning og praksis, lød det
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maria Jensen
  • Henrik Rasmussen
  • Viggo Okholm
  • Jørn Andersen
  • Flemming Berger
  • Anne Berry
  • June Beltoft
  • Heidi Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Sidsel Jespersen
  • Frede Jørgensen
  • David Zennaro
  • Toke Kåre Wagener
Maria Jensen, Henrik Rasmussen, Viggo Okholm, Jørn Andersen, Flemming Berger, Anne Berry, June Beltoft, Heidi Larsen, Eva Schwanenflügel, Sidsel Jespersen, Frede Jørgensen, David Zennaro og Toke Kåre Wagener anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Jepsen

Tak Freja. Den kronik har jeg længtes efter i mere end 30 år.

Maria Jensen, Anne Mette Jørgensen, Elisabeth Christiani, Jørn Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Kære Freja Troelsen, mange tak for din kronik.
Der er alt for lidt opmærksomhed på psykisk vold i Danmark, måske fordi det er så nemt at skjule mekanismerne, selv for ofrene.. Og det er især svært at beskrive overfor andre hvad der foregår, hvad du jo så glimrende gør rede for.
Godt for dig og dine at du har formået at bryde med din far. Der er nogle dæmoner det ikke er muligt at bekæmpe.

Anne Mette Jørgensen, Lise Lotte Rahbek, Viggo Okholm, Estermarie Mandelquist og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Et hjerteskærende indlæg om et meget væsentlig problematik. samtidig viser kronikken her ,at på trods af disse forhold i barndommen kommer nogen ud på den anden side med både erkendelser og en plads i samfundet. En overgang var det en trend i fokus på "fejl" i psyken, at hvis man ikke blev fjernet fra hjem og i behandling så var skaden sket. Eva nævner at det er godt Freja har brudt med sin far, men inderst inde har jeg måske et håb om at de finder hinanden igen med de sår de hver især har. Desværre når alle ikke så langt som Freja, og det kan der jo være rigtigt mange årsager til. Men Freja må ud fra sin erfaring og erkendelse være en god lærer med fokus på andre væsentlige ting i livet en kold læring.

Anne Mette Jørgensen, Henrik Rasmussen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Fantastisk og indsigtsfuldt godt beskrevet.
Min hjerne koger over i erindringer i eget liv og børnebørn. Intet misbrug af hverken stoffer eller alkohol, men psykisk vold har mange ansigter. Jeg må hellere lade være med at komme med yderligere kommentarer, men tak!