Kommentar

Vi behøver ikke vælge mellem grøn omstilling og mere lighed – tværtimod

Vi kan fint få tilfredsstillet vores behov og afskaffe fattigdom, selv om vi bremser den økonomiske vækst, og koncentrerer os om at fjerne den sociale ulighed
30. juni 2018

Klimakampen skal have topprioritet på den rød-grønne venstrefløjs dagsorden, for klimakatastrofen er her, og vi må gøre alt for at begrænse den fortsatte globale opvarmning.

Nogle mener, at arbejderbevægelsen så må give køb på sin traditionelle kamp for økonomisk lighed og nedsat arbejdstid til fordel for klimakampen. Men det skal den ikke.

Realiteten er, at kampen for økonomisk lighed og nedsat arbejdstid ikke mindst på vore breddegrader er en rigtig god løftestang for klimaet. Hvorfor?

Vi nærmer os ikke en mere fuldendt behovstilfredsstillelse alene med materiel vækst, når samfundet er præget af social ulighed og har de herskende produktionsforhold – selv hvis vi tillader os at se bort fra naturgrundlagets bæreevne og klimaet (hvad man hverken kan eller bør).

Umætteligt behov

Behov viser sig gennem en mangeltilstand. Hvis vi holder os til de grundlæggende fysiske behov, så drejer de sig traditionelt om føde, tøj og bolig af en ordentlig kvalitet. Behov er naturligvis historisk bestemte af levevilkårene i et samfund, men også af om de bidrager til vores rent fysiske velbefindende: At vi ikke er sultne, ubehageligt kolde eller varme m.m. Man kan også tale om andre reelle behov f.eks. for transport, for at have kontakt med familie og venner og bevæge sig på arbejde.

Falske behov knytter sig til det, man i daglig tale kalder unødvendig luksus og overdrevne materielle goder. Unødvendig luksus og et overdrevent materielt forbrug har – i det mindste i sin oprindelse – primært til hensigt at høste anerkendelse ved at demonstrere rigdom, stil og magt, og er således forbundet med social ulighed. Dette overdrevne forbrug kan alligevel for det enkelte menneske fremstå som tilfredsstillelsen af meget dybtfølte behov.

Materielle behov udvikler sig stort set i takt med, at tilfredsstillelsen af dem bliver en mulighed. Eller med Karl Marx’ ord: »Ved kulturens begyndelse er arbejdets erhvervede produktivkræfter ringe og få, men det er de behov også, der udvikler sig med og ved hjælp af midlerne til behovenes tilfredsstillelse.« Det gør behov umættelige.

Behov for en god madras forudsætter, at der eksisterer madrasser. Et par bukser er ikke blot et par bukser, men benklæder med et bestemt snit, af et bestemt tøjmærke osv. Masser af forbrugsvarer forandrer sig konstant ikke alene med skiftende mode, men også med teknologiske forandringer. Tænk blot på forandringerne af mobiltelefonen. Jeg savnede ikke en mobil i min ungdom. Behovet var der ikke, og dermed var der heller ingen efterspørgsel.

Hvad, der er unødvendig luksus og overdrevne materielle goder, står naturligvis til diskussion. Jeg undværer nødigt madras og mobil, men reklamer og massemedier spiller en væsentlig rolle i fordrejningen af behov og skabelsen af falske eller kunstige behov. Reklamers formål er at holde forbruget, væksten og en profitstyret udbytning af arbejdstagerne i gang.

Brems væksten

Hvis det er rigtigt, at de materielle behov stort set udvikler sig i takt med, at tilfredsstillelsen af dem bliver en mulighed, og hvis vi ser bort fra de grundlæggende fysiske behov for føde, tøj og bolig, så er graden af vores behovstilfredsstillelse forholdet mellem dét, der fremstår som en mulighed, og det vi har råd til og kan prioritere at anskaffe.

Er forskellen stor, så er vi fattige. Er forskellen lille, så er vi rige.

Hvis det er graden af materiel behovstilfredsstillelse, der definerer, om vi er rige eller fattige, så bliver vi sådan set ikke rigere gennem en materiel økonomisk vækst, der hele tiden skaber nye produkter og dermed nye behov.

At denne definition på rig og fattig er den mest relevante, afspejler sig også i definitionen af fattige som borgere, hvis indkomst varigt ligger under halvdelen af medianindkomsten.

Så vi kan altså fint få tilfredsstillet vores behov og afskaffe fattigdom, selv om vi bremser den økonomiske vækst, omstiller til grøn modvækst i det materielle ressourceforbrug og i stedet koncentrerer os om at fjerne den sociale ulighed.

Økologisk bæredygtighed står i modsætning til materiel økonomisk vækst, men ikke til behovstilfredsstillelse og udryddelsen af fattigdom.

Det kapitalistiske system fordrejer med hjælp fra den fremherskende liberalistiske opfattelse af nationaløkonomien vores behov og behovstilfredsstillelse. Systemet prioriterer den materielle økonomiske vækst under påskud af, at vi bliver rigere og mindre fattige, at samfundet bliver mere velstående. Det sker på bekostning af de behov, vi har for fritid og et liv af god kvalitet.

Det lyder vældig filosofisk. Men det er rigtigt.

Per Bregengaard er aktiv i Enhedslistens Politisk-Økonomisk Udvalg og forfatter til bogen 'Et feministisk blik på økonomi'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lillian Larsen
  • Morten Lind
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torben K L Jensen
  • Flemming Berger
  • Steffen Gliese
  • Torsten Jacobsen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Alvin Jensen
  • Jes Enevoldsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Ejvind Larsen
Lillian Larsen, Morten Lind, Lise Lotte Rahbek, Torben K L Jensen, Flemming Berger, Steffen Gliese, Torsten Jacobsen, Palle Yndal-Olsen, Alvin Jensen, Jes Enevoldsen, Eva Schwanenflügel og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Vi bør i realiteten skelne imellem udvikling, der rent faktisk forbedrer liv - som mobiltelefonen og den mekaniserede trafik - og så det, der alene opfindes som kunstige behov efter 'nips'.
Adgangen til de virkelige goder for alle er imidlertid også det, der vil lægge efterspørgslen i graven - for værdien af dem er jo ikke anvendeligheden, men netop deres markering af status. Derfor er kapitalismen så giftig: den indfører symbolske og tomme værdier på bekostning af de ægte livsforbedrende.

Randi Christiansen

Når menneskeheden formår at læse biotopens iboende lovmæssigheder og at leve i overensstemmelse med dem i stedet for i et modsætningsforhold til dem, vil vi kunne leve det komfortable og interessante liv, vi ønsker. Men der er altså, som i alle andre sammenhænge, visse handlinger man bør afstå fra, hvis det skal lykkes.

Så er det spændende, hvor mange af os her er plads til.

Mike Statene

Hvori ligger argumentationen? Jeg læser en masse fine holdninger og meninger ... men der er ingen logisk argumentation for hvordan det på magisk vis kunne lade sig gøre ... jeg er sådan set ikke uenig i drømmen, men hvis vi skal derhen nytter det ikke noget at ævle læs ... der må handling til også!

Randi Christiansen

Naturligvis mike, men du ved - udgangspunktet er vigtigt. Og for at få afklaret det udføres en masse arbejde med politikudvikling i alternativets politiske laboratorier som forarbejde til det praktiske politiske arbejde, der efterfølgende gøres. Hvis du synes, der sker for lidt, kan du jo komme og være med. Du er meget velkommen.

"men der er ingen logisk argumentation for hvordan det på magisk vis kunne lade sig gøre ..." - hvis mange nok vil det samme, så kan det lade sig gøre. Kort sagt - og den lidt længere er, at vi som enkeltindivider og som kollektiv er i udvikling i retning af stadig større forståelse for præmisserne for vores eso-og eksoteriske eksistens her på planeten, vort kosmiske hjem, som vi skal lære at drage omsorg for.

Claus Bødtcher-Hansen

01/jul/2018

Der er ikke brug for generel
vækst, tværtimod. Der er brug
for en generel omfordeling el-
ler udligning af alle Jordens res-
sourcer, således at der er frisk
luft, rent vand, sund mad og en
tryg bolig til alle mennesker |

Venlig hilsen
Claus

Peter Sterling

Klimaforandringerne er her, og vi går mod en øgning på 10 % i udledning af CO2 henimod 2030, globalt set. Politikerne taler som om de satser på en øgning på 1,5-2,0 grader, men vi er allerede nået til en forøgelse på 1 grad. Klimamålet på 2 grader kræver en halvering af udledningen af CO2 ved 2030.

USA, Tyskland, Canada, Australien og Danmarks regering har besluttet at tage Klima-bumletoget, hvilket medfører at vi lander på en stigning 3.8 grader. Klima-eskapisme skaber kaos verden over, som de næste generationer må leve med.

Tyskland hører til den største magtgruppe i EU, og de styrer benhårdt imod mere vækst, på trods af klimaforandringerne og EU's 128 millioner fattige. Vi er underlagt et neoliberalt system som overordnet skaber øget ulighed i de fleste lande.

Politikerne i folketinget fortsætter med at spise deres bøffer, rejser med fly til klima-top-møder og på luksusferier. Regeringsmagten herhjemme fordeles mellem Venstre og Socialdemokraterne. Begge partiers vælgere har formuer de skal bevogte. Aktiekurserne skal plejes, dette har højeste prioritet.

Mere end noget andet har vi lært, at retten til at bestemme hvilken vej samfundet går, forudsætter at man har magten. Valgmuligheden ligger i magtens hænder. Dette gælder både i EU og i Danmark. Hvordan forhandler man om planetens fremtid med en overmagt?

Fattigdom er unødvendig og forkert, men hvad har de fattige at forhandle med? Drømmen om et demokrati, og om at borgerne bestemmer hvilken vej vi skal gå? Hvad burde et demokrati være? De fattige prioriterer allerede færre bøffer, fravælger ufrivilligt flyrejser og luksusferier, men det er ikke nok til at redde planeten.

Hvad med venstrefløjens ret til at bestemme over deres egne forhold, retten til en anstændig indkomst, for dem som ikke kan tilhøre arbejdsmarkedet? Omfordelingen kræver en seriøs genopretning af Skat.

Per Bregengaard

Tak for kommentarer.
Anledningen til kommentaren var Informations leder 1. maj om, at arbejderbevægelsen og venstrefløjen skulle prioritere klimakampen og opgive klassekampen for social lighed m.m. Kommentaren kan samtidig være en hilsen til Socialdemokratiet, hvor programmet og Dan Jørgensen m.fl. slår til lyd for grøn vækst som det eneste realistiske. Men er det realistisk som løsning på klimaudfordring, fattigdom og ulighed? Efter min opfattelse: Ingen af delene.
Jeg håber, at dette er velargumenteret, Mike.
Det har ikke været min hensigt her at argumenterer for, hvordan vi får realiseret treenigheden. Det arbejder jeg på politisk. - Nogle overordnede skriftlige bidrag findes i mit lille skrift: "Et feministisk blik på økonomi - et bidrag til kritikken af nationaløkonomien og til udviklingen af en demokratisk, rød-grøn omstillingspolitik" (Solidaritet 2018) bl.a. s. 72-76, samt i Margit Kjeldgaard og mit bidrag til Søren Kaj Andersens antologi: "Konkurrencestaten og dens kritikere", Djøfs Forlag 2017.
De bedste hilsner
Per Bregengaard