Kronik

Alle burde gå mere i teateret – det er sundt for sindet

Skid hul i, at sidemanden har set 11 forskellige opførelser af ’Rigoletto’. Det gør ikke vedkommende til en bedre tilskuer end dig. For det handler om at blive klogere på sig selv
Teatret er for alle. Og ikke kun for de elitære typer med glimmercardigan og akademiske gloser i mundvigen. Teatret er for de skabninger, som kan lide, at det kilder i maven, skriver dagens kronikør. Her ses en prøve på balletten ’Spar dame’ på Det Kongelige Teater.

Teatret er for alle. Og ikke kun for de elitære typer med glimmercardigan og akademiske gloser i mundvigen. Teatret er for de skabninger, som kan lide, at det kilder i maven, skriver dagens kronikør. Her ses en prøve på balletten ’Spar dame’ på Det Kongelige Teater.

Miriam Dalsgaard

21. juni 2018

En formidabel forestilling er den, vi forlader med et knust hjerte. Fra den lystige teaterdis bærer vi krakeleringer af kærlighed med ud i det blanke mørke. Til en aften, der intimt og almægtigt har efterladt os til vores fantasi. Det mærker jeg i mit sind som konfetti i min krop. Og den elektricitet gør mine perspektiver komplekse, og min forestillingsevne endnu mere spraglet.

Jeg er en teaternørd på 28 år, som snildt bevæger sig i teatret flere gange om ugen. Her gennemlever jeg ballet, opera, skuespil og musicals. Og jeg rejser gerne til operahuse i udlandet for at få mere. Jeg er nok afhængig, vil nogen mene. Lidt mærkværdig ligeså.

For hvem går dog så meget i teatret? For mig handler det om så meget, men nok mest om forførelse. Teatret er et tidløst rum, hvori det er tilladt at drømme. Og det er et redskab til at forstå vores måde at være i verden på, så vi undgår at fortabe os i vores neuroser og melankoli undervejs.

Voksne slipper fantasien

Nogen vil måske mene, at det er nemmere at inhalere tryllefløjtens melodi, når man er barn. Fordi man ikke forholder sig til noget, men bare er der. Sanser. Forsvinder. Nyder, hvordan dramaet polstrer drømmene.

Når man er lille, er livet jo sit eget teaterstykke. Vi leger, vi er nogle andre end dem, vi er. Vi gør det åbenlyst med flanerende arme og fødderne i en piruet. Og det er både tilladt og charmerende, så længe man blot er et barn med en florissant fantasi.

På et tidspunkt bliver man angiveligt voksen. Og hvor efterlader det så vores dagdrømme?

Min veninde formanede mig for nylig om, at jeg skulle til at slippe mine fantasiverdener. Der var nærmest snefnug på hendes ånde, da hun sagde det. Det skar så frygteligt. Forinden havde jeg plapret (lidt længe) om min beundring for en mandlig hovedrolle på Det Ny Teater. Om hans evne til at formidle, og hvordan mine kinder blev lyserøde, når han gjorde det.

Hun sagde, det var bekymrende. Jeg sagde, det var en fatamorganaforelskelse. En idyllisk illusion, der ville forsvinde igen. Hvis ikke skuespillere skal stræbe efter at evaporere ind i vores bevidsthed, hvilken rolle spiller de så? Og når jeg ikke må svæve på candyfloss, hvordan får jeg så ram på en mand?

Vores evne til at danne billeder i hovedet, er det mest værdifulde ved vores art. Fantasien er følelsernes eventyrland. Forstandens poesi. Det er fra denne farvestrålende film, der flimrer i blikket, at vores kreativitet udspringer. Vores idérigdom. Vores fantasi bereder os på livet, og den reder os, når vi bedrøves. Den forstørrer følelserne. På godt og ondt. Men den nærer også forelskelsen. I os selv og så sandelig også i andre.

Jeg tror, vi i endnu højere grad har brug for vores dagdrømmeri, når vi er voksne. Livet blev bare det mere bøvlet, da vi vinkede farvel til barndommen og den sukkerfe, der fodrede os med slik i søvne. Og det er her, teatrets magt kommer til sin ret. For den artistiske arena lokker dig tilbage i fantasiens univers. Den gør det med snurretoppe, sårbarhed og slagkraft. Og med duften af gamle rekvisitter, lysekronernes pragt og musikkens fyrværkeri.

Når vi betragter et skuespil, en ballet eller en opera, er vi tvunget til at bruge vores fantasi. For der er ingen special effects på de skrå brædder. Der er sjæle i kød og blod. Og når tæppet letter, og du bliver mødt af, hvad der minder om en varm midnatssol, glemmer du dig selv, din angst og virvaret, der venter på den anden side af de forgyldte krummelurer.

Se mere teater

Så se en forestilling. Se flere. Og udnyt det, når der er balletfestival, operafestival og CPH Stage. Også selvom du synes, det virker mærkeligt. Vi leder altid efter forståelsen, og vi giver op, hvis den ikke åbenbarer sig med det samme. Giv det tid. Vær der, og kom igen. Før eller siden begynder det at tale til dig i dit eget sprog.

For lad mig slå det fast – teatret er for alle. Og ikke kun for de elitære typer med glimmercardigan og akademiske gloser i mundvigen. Teatret er for de skabninger, som kan lide, at det kilder i maven.

Jeg er heller ikke selv ekspert på de store dramatiske værker. Jeg kender ikke ballettens positurer eller hitlisten over de bedste arier i opera. Men jeg tror ikke, det er så vigtigt. For jeg mærker det så uimodståeligt, når balletdansernes flydende lemmer rører ved en sky. Og sopranen sluger kapellet, så tankerne hengiver sig til en trance af statisk elektricitet, hvor huden slipper kroppen og billedverdenerne modstår tyngdekraften.

Men jeg forstår godt, man kan blive intimideret af den velourbeklædte manege. Spørger man en teaterentusiast som mig, der hiver folk med, uanset om de vil det eller ej, så tror jeg, det kan gavne den danske teaterverden, at man laver en årlig ’teatrets dag’, hvor det ganske enkelt er gratis at gå i teatret i hele landet.

På den måde kan nye, nysgerrige sjæle stifte bekendtskab med eventyret. Dem, der normalt tøver, og siger, det er for dyrt. For jeg tror ikke kun, det handler om økonomi. Jeg tror, deres tilbageholdenhed handler om, at de er bange for ikke at høre til, fordi der er blevet skabt en finkulturel fortælling af eliten om, at det at gå i teatret kræver, at man følger en korrekt kutyme og forstår stykket på en særlig måde. Og den tåbelige myte kan afmystificeres af teatrene ved at åbne op og sige, willkommen, bienvenue, welcome til alle i befolkningen.

Man skal gå i teatret for at pleje sit sind og sine følelser. Skid hul i, at personen ved siden af har set 11 forskellige opførelser af Rigoletto. Det gør ikke vedkommende til en bedre tilskuer eller klogere på teater. Det handler om at blive klogere på sig selv. At putte lidt af glitteret i lommen, når man går derfra.

Et øjebliks undren

Indimellem forlader jeg teatermulmet med følelsen af at have mødt min store kærlighed og mistet den igen. Andre gange det modsatte. Men uanset hvad, tager jeg noget med mig hver gang. En vals, en replik eller et æstetisk udtryk, der pynter i erindringens kulisse. Ædelstensharmonier på tutu’erne, der blænder mig længe efter, som smaragdpletter i synsfeltet efter øjenkontakt med en stjerne.

Når jeg cykler hjem efter en forestilling, rammes jeg altid af en refleksion, hvor jeg tager hele min eksistens op til overvejelse. Det lyder måske lidt voldsomt. Men elektricitetens sitren fremkalder uundgåeligt et øjebliks undren over, hvem jeg er, og hvad jeg skal. Og det tror jeg er meget sundt i præstationspressets tidsalder.

Og så bliver jeg rørt. Rørt over, at vi er kærlige nok til at give hinanden den ekstraordinære oplevelse, det er at gennemleve et stykke teater. At gå i teatret er noget, vi gør sammen, også selvom vi er der alene. Scenekunsten bryder barrierer mellem os. Der er ikke noget så håbefuldt som at iagttage, hvordan folks salighed spjætter på dem, når tæppet er dalet. Og den sociale hengivenhed, som vi viser hinanden i salen, kan vi alle lære af.

Så tænk ud over scenekanten, mine kære teatre. Gør det sammen. Så vi kan friste de mennesker, der venter på at blive forført. Med tiden vil de mærke det aftryk, som sceneriet har sat i dem. Og de krakeleringer, der følger heraf. For de vil smile, le og de vil græde. Og de vil være i tvivl om alting bagefter. Men I vil være sikre på, at de har lyst til at være her lidt længere. For at udforske. For at komme igen.

Nana Langhoff er journalist, cand.mag. og teaternørd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Steffen Gliese
  • Jørn Andersen
  • Poul Erik Pedersen
  • Ejvind Larsen
  • Svend Erik Sokkelund
Flemming Berger, Steffen Gliese, Jørn Andersen, Poul Erik Pedersen, Ejvind Larsen og Svend Erik Sokkelund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Har det stikmodsat. Bevares, jeg har da set teater, der sagde mig noget, men det er snarere undtagelsen end reglen. Så jeg er ganske uenig i at ballet, opera, skuespil og musicals bare er sagen for alle og enhver.

Nej, giv mig til enhver tid en biograffilm, en kunstudstilling, en bog, men tving mig ikke i teatret medmindre det er noget helt ekstraordinært.

Lise Lotte Rahbek

Det er pragtfuldt når nogen er begejstrede og engagerede, som skribenten er, og så er emnet stort set underordnet.

Heidi Larsen, Flemming Berger, Katrine Damm, Christian De Thurah, Brian W. Andersen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Jørn Andersen

En sådan passioneret ildsjæl varmer ens hjerte i disse noget dystre tider.

Flemming Berger, Steffen Gliese, Christian De Thurah og Brian W. Andersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Alt skal læres, og hvis man ikke bryder sig om teatret i udgangspunktet, lærer man det efter blot 10 forestillinger eller deromkring. Det er altid ekstraordinært og ekstraordinært nærværende.

Katrine Damm

Njarh Steffen Gliese, jeg tør dårligt skrive dette, da jeg ved, det er kulturelt ukorrekt;)
Men jeg har altså været i teatret langt mere end ti gange, og selv når jeg egentlig synes, det er et godt stykke, så sidder jeg alligevel og skæver tll uret - hvornår er det slut...
Der er simpelthen noget ved formen, der ikke rigtig taler til mig (øv)

Bjarne Bisgaard Jensen, Maj-Britt Kent Hansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Jeg er helt enig med Nana Langhoff, teatret er et magisk sted. Når mange ikke kommer der så tit, kan det skyldes, at de ikke deler denne opfattelse, men det kunne jo også skyldes, at det ikke er nogen billig fornøjelse. Skal to mennesker have nogenlunde gode billetter og måske et glas i pausen, kommer prisen let op over 1000 kr, og for mange mennesker er det stadig en slags penge.
Når man ikke kommer der så tit, skal det åbenbart være noget særligt, når man endelig kommer. Hvert besøg skal være en begivenhed, en "event". Det er formentlig grunden til den besynderlige skik, der har bredt sig, at alle forestillinger, sublime som middelmådige, kan regne med stående applaus og diverse fremkaldelser. Der er gået en slags 12-talsinflation i det.