Kronik

Depression er et symptom på et samfund, der har mistet troen på fremtiden

Tror du egentlig, at i morgen bliver bedre end i går? Det er ikke kun de deprimerede, der vil besvare det spørgsmål med et klokkeklart nej
Illustration: Dan Mitchell.

Illustration: Dan Mitchell.

Scanpix

13. juni 2018

Man kan kende et samfund på dets sygdomme. Hver tidsalder har sine paradigmatiske lidelser, og i dag er den dominerende psykopatologi uden tvivl depression. De nyeste tal fra WHO viser, at omkring 300 millioner mennesker lider af depression verden over.

Men hvordan skal man forstå stigningen i depressionsramte? Hvad er den udtryk for? Jeg tror ikke, det er nok at anlægge et psykologisk, individuelt eller biokemisk perspektiv på problemet. Depression kan og skal forstås som et historisk og politisk problem; et problem, der er uadskilleligt fra den samtid og det samfund, der omgiver det.

Empiriske studier er fyldt med eksempler på depressive personer, der pinefuldt, men præcist, sætter ord på deres depressionserfaringer. Nogle beskriver, at depression føles som et vakuum, eller et rum uden vinduer. Nogle beskriver depressionen som et iskoldt hav, andre beskriver det som flammer, der æder sig ind på én uden nogensinde at æde én op, så følelsen af at blive brændt bare bliver ved og ved. Nogle beskriver depressionen som et endeløst fald eller som at være levende død.

Det, der går igen i disse beskrivelser, er, at man i depressionen ikke kan forestille sig fremtiden – hvis man kan, så er det udelukkende som noget dystert og forfærdeligt. Den amerikanske psykiater Frederick T. Melges citerer en patient for at sige, at det i depressionen er som om et gardin er blevet trukket for fremtiden.

Men gardinet er også blevet trukket for fremtiden, hvad den vestlige verdens samfund angår.

Et tab af fremtid

Tror du egentlig, at i morgen bliver bedre end i går? Det er ikke kun de deprimerede, der vil besvare det spørgsmål med et klokkeklart nej.

For første gang i historien synes fremtidsudsigterne mere mørke end lyse. Sådan var det ikke i store dele af det 20. århundrede, hvor fremtids- og fremskridtstroen var stor og prægede både kunstneriske og politiske bevægelser, der alle var baseret på en tro på, at man kunne indstifte en ny og bedre verden. Optimismen havde gunstige kår.

Det havde den for så vidt også i de tre gyldne årtier efter Anden Verdenskrig, hvor velfærdssamfundet blev etableret herhjemme og alle fik bil, køleskab og vaskemaskine. Men så kom krisen i 70’erne, og siden da er optimisme blevet afløst af et mere pessimistisk syn på politik.

Den italienske teoretiker Franco ’Bifo’ Berardi, der har leveret en overbevisende beskrivelse af dette historiske forløb, ynder at henvise til Sex Pistols-forsangeren Sid Vicious, som i 1977 skreg det, der ikke blot skulle blive et generationshyl, men også et varsel om kommende tider: »No future!«.

Det er det, depressionstilstanden inkarnerer: et tab af fremtiden, et tab af troen på den.

Den depressive følelse af, at fremtiden er forsvundet, er altså en tidstypisk følelse. Depression er et psykopatologisk symptom på et samfund i krise; på et samfund, der er ankommet til historiens afslutning. Hvor der hersker en stemning af, at fremtiden ikke har nogen fremtid. Som den britiske premierminister Margaret Thatcher sagde: Der er ikke noget alternativ.

Ikke bare biologi

Jeg siger ikke, at gener, kemi og biologi ingen rolle spiller, selv om biologien ikke er den entydige og altafgørende årsag, sådan som det nogle gange bliver fremstillet. Jeg siger heller ikke, at antidepressiv medicin ikke virker, selv om bivirkningerne kan være alvorlige, og selv om der også er videnskabelig usikkerhed om, hvor effektivt det er. Eller at diagnoser som sådan er fejlagtige, selvom diagnosemanualer i alt for ringe grad tager højde for konteksten for psykiske sygdomme.

Min kritik går i det hele taget ikke på det psykiatriske system, selv om det sandt at sige ikke har det for godt, eller på det, der er blevet kaldt diagnosesamfundet, selv om man med rette kan spørge sig selv, hvorfor der er denne udbredte trang til at få en diagnose (er det fordi, det kun er legitimt at være ulykkelig, hvis man er blevet diagnosticeret som depressiv?).

Men jeg mener, at vi på den ene side kun kan forstå depressionsfænomenet til bunds, hvis det relateres til den historiske situation og til den politiske økonomi. På den anden side mener jeg, at vi også kun kan forstå den historiske situation og den politiske økonomi, hvis vi forstår disse forholds psykopatologier.

Arbejdslivets fremmedgørelse

For eksempel må depressionsfænomenet forstås i sammenhæng med forandringer på arbejdsmarkedet, der dikterer, at nutidens arbejdere ikke (længere) bliver reduceret til objekter – dehumaniserede væsener foran samlebåndet – men snarere produceres som subjekter – kreative og selvrealiserede væsener foran skærmen.

Det betyder, at man ikke så meget er zombier på den industrielle fabrik, men derimod entreprenante enheder i det åbne kontorlandskab, som i sin form ikke kun indebærer en udviskning af rumlige grænser, men også mere grundlæggende en udviskning af grænsen mellem arbejde og fritid, så ens liv i stigende grad er ens arbejde. Det er ikke mere muligt eller meningsfuldt at skelne herimellem. Vi er på 24/7. Med forståelsen af at søvn er for tabere, arbejder vi nonstop.

Sådan ser fremmedgørelse ud i dag. Hvor gårsdagens fremmedgørelse altid forudsatte og indebar distance, en afgrund mellem menneske og maskine, er den nu til dags i højere grad kendetegnet ved nærhed. Det historiske moment, som depressionsproblematikken inkarnerer, er det moment, hvor subjektet er blevet en så integreret del af netværket, at i det sekund man ikke længere kan følge med, så sker der ikke det, at man eksploderer (i hysteri eksempelvis). Nej, man imploderer (i et depressivt kollaps). Man støder ikke panden mod en mur, men forsvinder ned i et hul i hjertet af samtidens kapitalisme.

Som Andrew Solomon skriver i bogen Noonday Demon, er vi ikke deprimerede, fordi vi er så langt væk fra det, vi begærer, men fordi vi er for tæt på det – fordi vi er gået i ét med det. På den måde manifesterer depressionen det moderne menneskes fremmedgørelse i sin mest ekstreme og patologiske form.

Behov for en ny økonomi

I sådanne tilfælde bliver man liggende i sengen. Man står ikke op. Kommer ikke på arbejde. Man kan ikke længere se nogle muligheder eller nogen fremtid for sig. Og pointen her er, at det netop ikke er et rent individuelt problem, hvis løsning dermed også fordrer, at man stopper med at hænge med næbet, at man tager sig sammen, at man tager skeen i den anden hånd, og hvad man ellers kan møde af klicheer, der er lige så dumme, som de er dræbende. Det er ikke bare et spørgsmål om individuelle valg og personlig viljestyrke.

Forfatteren Jens Smærup Sørensen skriver i Refleksioner, at vi har brug for »nye forpligtende fællesskaber, nye måder for os hver især at leve og tro på. Og som grundlag for det hele – det siger sig selv – en ny økonomi«. En anden økonomi end den, vi ikke kan forestille os et alternativ til: Den neoliberale, kapitalistiske økonomi. Et andet arbejdsmarked. Et andet liv. Intet mindre kan gøre det. Det er på høje tid, at vi forsøger at finde frem til fælles løsninger på det fælles problem.

Hvilket imidlertid ikke betyder, at den individuelle depression uden videre kan løses politisk: Som om en deprimeret person i Københavns Kommune kan ringe til Frank Jensen og få ham til at fikse det. Sådan forholder det sig selvsagt ikke. I det hele kalder denne alvorlige problematik ikke på lette løsninger, eller indbydende imperativer: Gør dit, gør dat.

Nej, i første omgang drejer det sig ikke om at formulere hurtige svar, men de rette spørgsmål – nogle gange er spørgsmål svar nok. Og i anden omgang kunne vi så starte med ikke at opfatte det depressive menneske som et umoralsk væsen, der er skyld i sin egen ulykke. Det kan ikke være meningen, at folk, som har det dårligt, desuden skal have det dårligt med at have det dårligt.

Mikkel Krause Frantzen er ph.d. fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet og postdoc ved Aalborg Universitet. Han er bogaktuel med En fremtid uden fremtid – depression som politisk problem og kunstens alternative fortællinger, der udkommer den 19. juni på Informations Forlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Venning
  • Torben K L Jensen
  • Torben Skov
  • Anders Reinholdt
  • Lillian Larsen
  • Flemming Berger
  • Frede Jørgensen
  • Anne Eriksen
  • Britta Hansen
  • Jørn Andersen
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • Toke Kåre Wagener
  • Troels Holm
  • Ervin Lazar
  • Peter Andreasen
  • Trond Meiring
  • Lise Lotte Rahbek
Jakob Venning, Torben K L Jensen, Torben Skov, Anders Reinholdt, Lillian Larsen, Flemming Berger, Frede Jørgensen, Anne Eriksen, Britta Hansen, Jørn Andersen, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Toke Kåre Wagener, Troels Holm, Ervin Lazar, Peter Andreasen, Trond Meiring og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til: "Man kan kende et samfund på dets sygdomme. Hver tidsalder har sine paradigmatiske lidelser, og i dag er den dominerende psykopatologi uden tvivl depression".

Historisk set er der vel en hel del rigtigt i denne betragtningsmåde. Med en række skiftende historisk bestemte kulturelle normer for social og kulturel adfærd ændres de typiske former for mentale og sociale karakterformer i de lande i den vestlige verden, som vi sammenligner os med.

Man kan tale om patologiske former, der foreligger diagnostiske kriterier for, og som personer, i alvorlige tilfælde, behandles for på bl.a. psykiatriske afdelinger. Frem til ca. 1980 var neuroserne dominerende (med kvinderne i overtal), og i tiden efter var narcissistiske tilstande, der undertiden var forbundet med grænsepsykotiske tilstande, dominerende (nogenlunde ligeligt fordelt mellem kønnene).

Tilsvarende talte man i de pågældende årtier om dominansen af forskellige karaktertyper, henholdsvis neurotiske og narcissistiske karaktertyper. Det skal forstås på den måde, at ligesom der var dominerende patologiske typer, var der i de pågældende årtier tilsvarende en dominans af bestemte karaktertyper, dvs. personer der ikke direkte kunne karakteriseres som syge, men hvis personlighed var præget at en dominans af bestemte psykiske karaktertræk.

Mens de patologiske former var genstand for forskning inden for psykiatri og psykologi, blev karaktertyperne genstand for forskning inden for kultur og i mange tilfælde også kunst og litteratur, fordi disse tendenser i tiden også afspejlede sig der. Typiske eksempler er Christopher Lasch: "Narcissismens kultur", den engelske originaludgave fra 1979, og i ekstrem form i litteraturen med Bret Easton Ellis: "American Psycho", 1991, der skildrer, hvordan kampen for at tilpasse sig, at få succes og at få den opmærksomhed, som hovedpersonen mener, at han har krav på, udvikler sig til noget patologisk.

Det er klart, at skiftende historisk bestemte kulturelle normer for social og kulturel adfærd og dermed ændringen i de typiske former for mentale og sociale karakterformer er udtryk for mere grundlæggende ændringer i samfundet.

Samtidig er det dog stadig vigtigt dels at skelne klart mellem det patologiske fænomen depression og det ofte at føle sig deprimeret, som kan karakteriseres som et psykisk karaktertypisk træk, og dels at skelne mellem en bestemt samfundsudvikling og så det at være deprimeret over oplevelsen af en bestemt samfundsmæssig udvikling. På det punkt kunne kronikken godt være mere klar.

På et andet punkt kunne kronikken også være mere klar. En forsker inden for Kunst og Kultur kan undersøge, hvordan depression på forskellige måder kommer til udtryk i kunstneriske og kulturelle sammenhænge, skildret af forskellige forfattere og kulturskribenter.

Tilsvarende kan en forsker inden for Kunst og Kultur undersøge depression som udtryk for fremmedgørelse, som den manifesterer sig i forskellige kunstneriske og kulturelle fænomener, og som det f.eks. kommer til udtryk i forfatteren Jens Smærup Sørensens "Refleksioner", hvor han anlægger nogle perspektiver på forskellige løsningsforslag.

Men når det drejer sig om de samfundsmæssige årsager til depressioner og fremmedgørelse, er det nødvendigt at bygge på valide forskningsresultater og etablerede årsagssammenhænge inden for områder som f.eks. psykologi og sociologi.

Denne forskel på, hvad det er, man undersøger, inden for f.eks. psykologi, sociologi og Kunst og Kultur fremgår ikke af kronikken, f.eks. årsagssammenhængen mellem neoliberalisme, kapitalistisk økonomi, arbejdsmarkedet og så fremmedgørelse og depression, på den ene side, og så den måde, som forfattere og kulturskribenter formulerer sig om disse emner f.eks. i essays eller i fiktion på den anden side.

Torsten Jacobsen, Anne Eriksen og lars søgaard-jensen anbefalede denne kommentar
Peter Andreasen

@ Bjarne Toft Sørensen
Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at du i din ellers sikkert velmenende kommentar går efter at påpege de mange forsknings- og undersøgelsesfelter, som du ikke finder belyst i kronikken. I mine øjne er det netop en indstilling til problemkomplekset som den, der er med til at gøre det uhyre vanskeligt at tænke i nye baner. À la: vi kan ikke tillade os at sige noget om dette emne, før vi har sikret os evidens (eller i det mindste blot 'evidence') for alle de mange "årsagssammenhænge", du omtaler.
Ville det ikke være mere frugtbart at tænke videre i de baner, Mikkel Krause Frantzen forsøgsvis udstikker, fx at depression er forbundet med en moderne form for fremmedgørelse, som er betydeligt mere radikal end den, der kendes fra ældre sociologiske og psykologiske undersøgelser. Radikal i den forstand, at mulighederne for refleksion bliver begrænset til det rene ingenting. Altså fx, at betragte fremmedgørelsen i dag som en konsekvens af en manglende distance mellem subjektet og realiteten, hvor der ikke bliver plads til at udvikle en mere alsidig subjektivitet, men kun subjektivitet under én form, nemlig den der kan håndtere den éndimensionale viden, der produceres af alle instanser i samfundet, fra universitet til Moderniseringsstyrelse.

Dennis Jørgensen, Jens Jacob Prasse, Janne Feenstra, John S. Hansen, Torben Skov, Anne Mette Jørgensen, Lillian Larsen, Flemming Berger, Anne Eriksen, Jørn Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Forfatteren Jens Smærup Sørensen skriver i Refleksioner, at vi har brug for »nye forpligtende fællesskaber, nye måder for os hver især at leve og tro på. Og som grundlag for det hele – det siger sig selv – en ny økonomi«. En anden økonomi end den, vi ikke kan forestille os et alternativ til: Den neoliberale, kapitalistiske økonomi. Et andet arbejdsmarked. Et andet liv. Intet mindre kan gøre det. Det er på høje tid, at vi forsøger at finde frem til fælles løsninger på det fælles problem."

Mon ikke mange depressioner stammer fra tanken om, at vores efterkommere - børn og børnebørn - sandsynligvis vil få et vanskeligere liv med yderst prekære muligheder for at få det bedre end vi selv, medmindre den neoliberalistiske samfundsudnyttelse bremses?
For det er jo på alle parametre det er ved at løbe af sporet; økonomisk, socialt, klima- og miljømæssigt.
No future, indeed..

John S. Hansen, Torben Skov, Anne Mette Jørgensen, Lillian Larsen, Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek, Vivi Bech, Anne Eriksen, Torben K L Jensen, Jørn Andersen, Ib Christensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Ebbe Krüger

Og ... når det ser sort, eller i det mindste trist, ud for vores velhavende del af verdens fremtid, hvor god grund til depression er der så ikke i flygtningelejrene og i de fattige u-lande? Og værre endnu, så er der vel ingen fremtid i et håbs skabende projekt som f. eks. dette: https://www.information.dk/debat/2018/06/solceller-kan-goere-sahara-oase... - kort sagt: hvad vil du sige til dine børn og børnebørn, når de drømmer om en bedre fremtid?

Lillian Larsen, Frede Jørgensen, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Hørt i en flygtningelejr : "Jeg er skide ligeglad med hvad de kalder det - jeg har det af helvede til"

Torben Skov, lars søgaard-jensen, Anne Mette Jørgensen, Lillian Larsen, Flemming Berger, Frede Jørgensen, Ebbe Krüger, Britta Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Peter Andreasen: Det, jeg forholder mig til, ud fra en videnskabsteoretisk tilgang, er kronikkens fremstilling af et undersøgelses - og forskningsområde og nogle påstande om nogle årsagssammenhænge inden for dette område. Jeg finder kronikken uklar og upræcis på en række områder, eller på jævnt dansk "rodet". Jeg forholder mig således heller ikke til den kommende bog, ud over selve titlen.

Som det umiddelbart fremstår, får man indtryk af, at en hel masse ting skal undersøges, nærmest uprioriteret og ud fra en holistisk tilgang, hvilket selvfølgelig ikke i praksis kan lade sig gøre, hvis dokumentationen skal være nogenlunde i orden.

Hvis man forsøger at afgrænse det undersøgte mest muligt ud fra fremstilingen i kronikken, er der tale om en undersøgelse af depression som psykopatologisk fænomen, forklaret ud fra historisk - samfundsmæssige sammenhænge, selv om det også fremgår ud fra bl.a. bogtitlen, at politik og kunstens alternative fortællinger vil blive inddraget. Hvad genstandsfeltet mere præcist er, kan det derfor være svært at få hold på ud fra kronikken.

Det, jeg tillader mig at gøre opmærksom på, er at den nævnte undersøgelse forudsætter psykologisk og sociologisk forskning som dokumentation, ELLER dokumentation med anvendelse af andre forskeres psykologiske og sociologiske forskning. Vel vidende at Mikkel Krause Frantzen er uddannet inden for litteraturvidenskab.

Som det umiddelbart fremgår i kronikken, skelnes der ikke mellem undersøgelse og forskning inden for områderne psykologi, sociologi og litteraturvidenskab, og dens forfatter fremstår som forsker inden for alle tre områder.

Jeg vil så håbe, at det i den kommende bog også fremgår, at han er klar over, hvad forskellene er i kravene til videnskabelig forskning inden for de 3 forskellige områder.

Anne Eriksen

Fremtidens sygdom, stress - frygten for fremtiden hindrer os i at leve i nutiden.
Pålagte arbejdsopgaver, fyldte kalendere, trafikpropper, andres kontrol og kritik. Kroppen reagerer på disse trusler og vi når næppe af komme ud af tilstanden, før det næste moment indtræder.

Mange ulykker eller tidens menneskelige fejl i sundhedssektoren og andre steder skyldes ofte træthed og udmattelse, hvor vi tvinges til at træffe hurtige beslutninger. Hele samfundet bevæger sig i en retning af stadig større krav, hurtighed og mindre frihed til den enkelte.
De tanker, vi gør os om forsinkelser og hændelser afføder frygt, men det ændrer jo intet. Vi må lære at se bort fra det og forlange mindre af os selv ved at lade være med at opfatte dem som trusler.
Ingen er perfekte, slet ikke dem, der forlanger perfektion af os.

Torben Skov, Kim Houmøller, John S. Hansen, Anne Mette Jørgensen, Lillian Larsen, morten rosendahl larsen, Frede Jørgensen, Jørn Andersen, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Anne Eriksen :
"Ingen er perfekte, slet ikke dem, der forlanger perfektion af os."

Så sandt som det er sagt.

Errare humanum est, (det er menneskeligt at fejle).
Men der er ikke plads til at almindelige mennesker fejler længere.
Og nu omfatter fejl ikke alene begivenheder vi med rimelighed kunne klandres for på grund af grov uagtsomhed eller manglende grundighed.
Næh, det er bliver også anset for fejl at være født og/eller opvokset det forkerte sted, (fx i et socialt boligbyggeri eller et andet land, der ikke er vestligt), at blive syg, (det handler nok om dårlig livsstil fordi man bliver arbejdsledig, og dermed er automatisk dum og doven), eller hvis man kommer for sent på arbejde grundet trafikken, (man kunne jo blot stå endnu tidligere op), etcetera ad nauseam..

Så hvorfor er depression, angst og stress mon galopperende folkesygdomme?
Det må vi hellere undersøge i et par år eller tyve..

Vivi Rindom, Britta Hansen, Torben Skov, Anne Mette Jørgensen, Lillian Larsen, Flemming Berger, Frede Jørgensen, Jørn Andersen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Eva S
Nejnej, der skal nedsættes en kommission til at undersøge og rapportere og dokumentere. Eller man kunne hyre et svinedyrt konsulentfirma til opgaven, forudsat naturligvis, at deres opgave meget nøje bliver beskrevet. SÅ kan det være politikere får indsigt i, hvorfor befolkningen ikke jubler og går bagover hver gang vi får at vide, at "der er gang i væksten".

For det KAN da ikke være, at de deler vores pessimisme, men bare holder gode miner til slet spil, vel...?!

Anne Schøtt, Vivi Rindom, Anne Eriksen, Anne Mette Jørgensen, Lillian Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jens Winther

For mig at se, er der noget dybt umoralsk i sortsyn - dvs. manglende evne eller vilje til at muligheder, lys, fremdrift, en endnu bedre fremtid. Jeg erkender, at nogle kan lide af sygdommen (!) depression - dem må vi efter bedste evne hjælpe. Men resten af os har efter min opfattelse en moralsk forpligtelse til at arbejde for en endnu bedre fremtid - og til at tro på, at dette arbejde lykkes. Det eneste logiske alternativ er selvmord - og fravalg af børn. Dvs. civilisationens villede ophør, menneskehedens undergang.

Og sortsynet er ubegrundet: flere mennesker (både absolut og relativt) end nogensinde i historien har en anstændig tilværelse og muligheder for at træffe egne valg. Samtidig skaber den menneskelige opfindsomhed og den deraf følgende teknologiske udvikling nye løsninger, nye muligheder langt hurtigere end nogensinde.

Hvis vi som samfund og enkelte mennesker selv vil - og hver yder vores bidrag, kan vi sikre vores børn og børnebørn og deres børn og børnebørn et langt, lykkeligt liv.

Eva Schwanenflügel

@ Jens Winther

Det er lidt pudsigt - og selvmodsigende - når du på den ene side mener, at sortsyn er umoralsk, og på den anden side opdeler verden i netop sort/hvid ved at mene at enten 'hanker man op i sig selv' - eller også begår man selvmord..!!

Dennis Jørgensen, Britta Hansen, Anne Eriksen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Jørn Andersen

Tomorrow never comes.Lige så lidt som æslet nogensinde i sin asen og masen,indhenter guleroden.Når jeg bliver,når jeg får ,hvis såfremt,så bliver jeg lykkelig.Nuet som er det eneste der er,projiceres ud i en aldrig indtræffende fremtid,og at mennesket aldrig er tilstede her og nu,gør det uendeligt sårbart og frygtsomt.

Eva Schwanenflügel, Lillian Larsen, Anne Eriksen, morten rosendahl larsen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Jeg kendte engang en forfatter der blev deprimeret, og det resulterede i en skriveblokering!

Man kan da håbe det smitter?

Torsten Jacobsen

Jeg må tilslutte mig Bjarne Toft Sørensens kritik af teksten. Ikke fordi jeg er uenig i tekstens konklusion som sådan, men snarere fordi den synes...forceret?

Nu er jeg selv 'et barn af menneskevidenskaberne', som Mikkel Krause Frantzen så tydeligt også er udvokset af, og jeg genkender derfor tydeligt denne tendens til at udvikle konklusion og argumentrække i samme bevægelse. Den 'Hermeneutiske forbandelse', så at sige.

Hermeneutikken anvendes efter min mening bedre på 'tekster', snarere end på en kompleks virkelighed. Og den komplekse virkelighed er ikke blot 'tekst', hvad man så end måtte mene om den sag i menneskevidenskabernes hellige haller. Der er mere til virkeligheden end blot 'tekst'.

Således er 'depression' ikke blot et 'psykopatologisk symptom' på en 'institutionaliseret og strukturel fremmedgjorthed'. Så simpelt er det ganske enkelt ikke. Det er en vidunderligt befriende tese, og den glider gudbevaremigvel nemt ned - ikke mindst hos en vækstkritisk kulturpessimist som undertegnede - men den er mildest talt ufyldestgørende. Eller sagt på anden vis:

Den taler med samme vægt om depression, som 'Macbeth' taler om den hæmningsløse ambitions helvedesfald: På en gang pure opspind og dyb sandhed. Altså er der tale om et litterært greb. En litterær analyse.

Men virkeligheden er, som sagt, ikke 'tekst'. Omend mennesker med sans for ord kan spinde mangt en fantasifuld og engagerende fortælling ud af den modsatte påstand. Og sådanne gobeliner har såmænd deres egen skønhed, og dermed en værdi i sig selv. En vis sandhedsværdi, sågar, i det mindste de bedste af dem. Blot må beskueren vare sig. For forræderiske er de også, disse smukt vævede tæpper. Lette i trådet, som elverkvinderne i disen..hule i ryggen..hele vejen ud i mosen.

Dennis Jørgensen, Britta Hansen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Psykiske lidelser og herunder også depression er ofte komplekse. Og jeg bliver en anelse skeptisk når nogle kan stille et simpelt kausalt virkningsforhold omkring årsagerne til sådanne lidelser
.
Lægeligt mener man jo at signalstoffet serotonin spiller en rolle mht. udviklingen af depressioner. Koglekirtlen som mennesket har i hjernen og som er påvirket af lyspåvirkning fra synscentret kan indvirke på serotoninproduktionen. Lykkepiller søger i reglen også, at regulere på dette signalstof i hjernen.

Lykkepiller kan synes vejen frem i behandlingen af depressioner. Der er tale om symptombehandling tit og ofte. Man kan synes, at det handler om, at reparere det defekte menneske, som en form for effektiv behandling, som kan man blive mere eller mindre tvangsudskrevet til lykkepiller, hvis man f.eks. er på sygedagpenge el.

Og samtidig synes det jo oplagt, at kravene til effektivitet i uddannelse og job må have en oplagt sammenhæng med depressioner, udbrændthed og stress i samfundet. At stress og depressioner kan gælde som en trend handler vel dybest set også om misbrug af menneskelige ressourcer og misbrug af mennesker.

Om det kan handle om fremmedgørelse og ”no future” skal jeg ikke kunne afvise. Men disse er abstrakte begreber når vi taler om videnskabelig evidens.

Man kan måske så synes, at det er for meget, at der skal lig på bordet.

I et eller andet ekstrem er det den ekstremt individualiserede verden og kravet om succes der kan få mennesker til, at gå ned med flaget, at føle fiasko, og at miste troen på fremtiden.

Men samtidig kommer psykisk evaluering, og årsagsforklaringerne, forklaringerne ved miljøpåvirkningerne af den enkelte ind i billedet når vi skal stadfæste noget komplekst som årsagerne til depression.

Der er jo nok en årsag til, at mennesker reagerer som de gør. Og er der tale om en trend er det nærliggende også, at kigge på kultur og samfund. Men stadig er psykiaterens udgangspunkt vel. at depression er en kompleks lidelse.

Anne Mette Jørgensen

Når depressionen eller som jeg hellere vil sige, nedtrykthed tjener samfundet så er det dels på de store summer der bruges på antidepressiv medicin, en hær i jobcentrenes og private aktører samt på psykiatere og psykologer. Det får jo maskineriet til at køre. Hvor mange der ville miste deres arbejde, hvis langt færre fik diagnosen aner jeg ikke.
Den største fare for os alle i dette individualiserede og amoralske morads er ikke en forhenværende lidelse som narcissisme, for den lidelse er allestedsnærværende netop nu hos de myndigheder og de der mener at vide bedst.
Narcissisme og omnipotens er den egentlige synder.
Hvem fanden bliver ikke nedtrykt af tanken om deres børns eller børnebørns fremtid i dette egoland. Til Jer der kun forholder sig intellektuelt til problemet, tillykke så længe det varer.

Anne Eriksen, John S. Hansen, Lise Lotte Rahbek, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Evidens vedr. forskning i dette emne kan ikke lade sig gøre. Man kan forsøge at undersøge medicin og der er svindlet meget. Man kan sende diverse spørgeskemaer ud, der ikke tager højde for nuancer. Disse skemaer er kreeret på den måde i tabeller, som om et menneske er en radiator. Skemaer , hvor man ikke har mulighed for, at springe et spørgsmål over, hvis det ikke passer. Jeg har prøvet det, og fordi jeg nægtede at svare blev jeg chikaneret igen og igen, for Region hovedstaden skulle jo bruge det til deres forskning. Hvem fanden tror på den slags forskning. Jeg gør ikke.
Hvem sponsorerede! TRYG fonden. Hvorfor , jo for de kan spare penge på pensioner.
Det er plumråddent at blande private og offentlige midler sammen.
Der er en hær af PHD studerende i alle fag som udgiver det ene værk efter det andet, fordi det i sidste ende tjener sponsorerne.
Jeg har gået 5 år i skole og kan ikke henvise til 8 år på uni.

Anne Eriksen, John S. Hansen, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Depressioner koster vel samfundet mange penge i form at tabt arbejde. Jeg har ikke noget clou om omfanget eller størrelsen af beløbet. Men det koster når mennesker skal "repareres". Og her kan anti depressiv medicin jo være en nem og billig løsning af "tilbage på hesten igen"

Årsager der trækker tråde tilbage til selve produktionsforholdene i samfundet ligger det jo ikke lige sådan for lægen eller behandleren, at forandre. Selv om der sikkert er mange penge i anti depressiv medicin, så er depressioner en negativ bi-effekt ved livet som det leves

Og samtidig må man vel også holde sig for øje, at anti depressiv medicin kan være berettiget i behandlingen af dybe depressioner eller hvor der tale om risiko for selvmord.

Men man kan jo godt få fornemmelsen af, at individer nr. 97029 lige skal til reparation på fabrikkens samlebånd, således at dette individ igen aktivt kan være et aktivt produktionsgode.

Jeg ved ikke helt hvad der adskiller situationen nu i det postmoderne samfund fra det industrielle samfund vi havde for en generation siden. Psykiske lidelser er jo ikke et nyt fænomen - og ej heller fremmedgørelse.

Men langt hen ad vejen stilles ungdommen jo i udsigt, at de er betingelsen for egen succes. Der skal ikke trædes meget ved siden af, så åbnes der for en afgrund af fiasko og sociale problemer

Moderne mennesker skal hele tiden præstere i en grad hvor det måske også kan blive forbundet med angst for, at falde ved siden af. Og samtidig stilles man selv til ansvar som individ. Slår man ikke til kan det løses med en pille.

Er der tale om en trend eller et massefænomen er det nærliggende, at kaste blikket på samfundsforhold oa.

Nu ved jeg så ikke ret meget om hvad forskning der ligger på området. Men sundhedsvæsnet er jo en del af samfundet, og grundlæggende ligger det ikke i kortene, at det er selve levemåden i samfundet der er oppe til revision.

John S. Hansen

@Winther
Hvordan kan det være umoralsk at have en manglende evne?

Du skriver "sortsynet er ubegrundet" Er det det? I den vestlige verden er det kun gået ned ad bakke i de seneste 30 år! Almindelige mennesker har oplevet at få stadig ringere levevilkår. I vores land har der heller ingen fremgang været for almindelige mennesker! Tværtimod har vi oplevet at samfundet har udviklet sig til noget som de færreste af os ønsker - men som alligevel er blevet en realitet, som følge af afdemokratisering og manipuation med stemmekvæget!

Den samfundsmodel, som du måske betragter som en succeshistorie er en tragedie for mange af os andre!

Dennis Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Britta Hansen, Torben Skov, Lise Lotte Rahbek og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Jeg tror en af årsagerne, til al den depression, er al den medicinering.
Nu til dags får man stillet diagnose for være menneske og det der hører til "være menneske" af finurligheder.
Som om vi mennesker ikke rigtigt kender os selv som race, og det der hører til af "anderledes end alle
os andre"-agtige tendenser.
Medicinindustriens "pressen-på"- agtige lobby-arbejde, for indføre nødvendigheden for al den medicin, morgen, middag, aften, skønt vores legemer dybest set er i stand til kurere/heale sig selv.
Vi ved det bare ikke, fordi vi er blevet bildt andre ting ind. Og hvis ikke vi kan tro på vores kroppe er selvhealende og perfekte som de er, ja, så er de ikke.
Og så er der lige den del af ansvaret politikerne må tage på deres skuldre, for blande sig, politisere, selv over de mindste tin i folks liv.
Politikere skal ikke blande sig i hvordan folk lever deres liv. Hvor og hvordan folk bor, hvor meget skole og hvilke uddannelser folk beslutter for deres liv. Det giver stress.
Det værste af det hele, al den kontrol politikerne udøver over folket, opleves tilsyneladende ikke af folk selv. Det virker ihvertfald ikke som der er nogen bevidsthed omk det. Det kan være svært overskue den skov man selv er i. Eller så har folk for travlt med pege fingre af Nordkoreanernes tvangssamfund.

Medicinen kommer på tale ofte fordi samfundet ikke "har tid til", at mennesker gennemlever en livskrise - eller en depression. Jeg har hørt og læst om, at der stilles krav om, at man tager anti-depressiv medicin f.eks. i forbindelse med sygedagpenge. I fald man ikke går ind på dette får det konsekvenser.

Da depressioner netop er en kompleks lidelse kan årsagerne til depressioner sikkert være mange. Man kan gå ned med stress og efterfølgende havne i en depression. Mennesker der på denne måde havner som "udbrændte" vender under tiden aldrig tilbage til arbejdsmarkedet igen.

Men jeg tror at det er væsentligt, at holde sig for øje, at depressioner ofte kan have mange forskellige årsager, hvor denne kronik ser depressioner, som et symptom på et samfund der har mistet troen på fremtiden.

Anne Schøtt, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Om jeg føler en ikke beskeden triumf i dag?! Åh, ja.
https://www.mm.dk/artikel/det-blaa-postbud - men det har taget 3 årtier for 'ekspertisen' at indse, hvad jeg og helt sikkert andre vidste allerede i slut80erne!
https://www.mm.dk/artikel/det-blaa-postbud
Hvad skulle man have gjort for postvæsenet? Ja, man skulle selvfølgelig have ladet etaten stå for den løbende udvikling og omlægning til digital kommunikation. Så var vi også sluppet for en masse vanskeligheder med dén omlægning i udliciterede delprojekter uden overblik.

Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Jeg bliver deprimeret af at tænke på at vi i årevis har givet milliarder til erhvervslivet under påskud af, at de hjælper vores landsmænd tilbage på arbejdsmarkedet. Trods milliarderne brugt på hjælp, stiger antallet af ukvalificerede danskere og der betales så flere milliarder året efter.
Hvis vi kun får det værre af at købe hjælp, så er der noget der tyder på det ikke er hjælp vi får for pengene.

Anne Schøtt, Steffen Gliese, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Ja, måske overser vi den stadig eskalerende indblanding i, hvordan vi skal leve, spise og opføre os, fra politisk side?
Skævvridningen af samfundet i lige/ ulige vilkår, mens erhvervslivet, både landbrug og produktion (samme) får lettelser og fordele? - Demokratiet er snart til grin og betyder bare 90 mandater indfanget
i en studehandel.

Eva Schwanenflügel, John S. Hansen, Vivi Rindom og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jens Winther

@Steffen Gliese, at tildele postvæsenet nye opgaver forekommer totalt uforsvarligt. Når de end ikke kan finde ud af en så enestående banal opgave, som at udbringe fodpost, burde man snarere nedlægge foretagendet! Ja, det fungerede engang - men de seneste årtier er det kun blevet ringere og ringere. At tro, at postvæsenet kan klare noget som helst er en illusion.

JA, @John S Hansen - sortsynet er ubegrundet! Men hvis man af egen fri vilje stikker hovedet ned i en spand med tjære, ser alt sort ud! Løft hovedet - se lyset og yd selv dit bidrag til at verden bliver bedre i stedet for at sidde på bagsædet og surmule.

@Nils Valla, løsningen ligger lige for: hold dig fra lægen. Så slipper du for medicin.

@Ib Christensen - der er ingen grund til at blive deprimeret uden grund! Men alle vi almindelige danskere, der dagligt yder vores indsats og år for år bidrager mere og mere til et stadigt eskalerende offentligt forbrug, kan godt undre os over, at på trods af fortsatte stigninger i de offentlige udgifter, fører det ikke til andet end utilfredshed og nye idelige krav om yderligere offentligt forbrug. Utilfredsheden blandt dem, der er netto-nydere, stiger i takt med de øgede offentlige udgifter.

Nu er det jo ikke sådan, at depressioner er noget man vælger, at få - eller at de er udslag af et bevidst sortsyn. Det er en tilstand som man kan komme i, og lidt karakteristisk for tilstanden er vel, at mennesker der havner i tilstanden ikke selv magter, at komme ud af den på egen hånd. De fleste havner vel hos lægen i takt med, at der opstår problemer med, at fungere i livet. Og tilstanden kan blive særdeles alvorlig - ja livstruende. Det er ikke kun medicinsk behandling der tages i anvendelse. Er tilstanden alvorlig nok tyer man i psykiatrien stadig til Ect behandlinger (elektrochock)

Det er jo heller ikke sådan, at man simpelt altid kan stille en diagnose der tilskriver dette eller hint samfundsforhold som årsag til tilstanden.

Men det er da klart, at hvis en stor del af den voksne befolkning i en eller anden udstrækning får anti-depressiv medicin, og forbruget over en årrække har udvist en stigende tendens, så må man gøre sig nogle overvejelser om den betydning samfundsudviklingen kan have, samt hvordan man behandler depressioner.

John S. Hansen

@Winther

At sige, at folk bare tænke positivt - så går det hele - er nok lige lovligt friskfyragtigt!

Almindelige borgere i UK, USA m.fl. har oplevet tilbagegang deres levevilkår igennem de seneste ca. 30 år. Det er helt almindelige håtdtarbejdende borgere, som gør alt hvad de kan for at overleve. Den øvelse er blevet sværere og sværere med årene - og det handler ikke om at de bare skal få hoved op af tjærespanden!

Jeg er født `65. Igennem hele mit voksne liv har jeg kunne observere at levevilkårene for helt almindelige mennesker(også de som står op og smører madpakker og alt det pladder!) til stadighed er blevet forringet. Jeg har set et samfund, som igennem årene er blevet rigere, men hvor intet bliver bedre. Sidder og prøver på at finde på eksempler på noget som er blevet bedre - og kan faktisk ikke tænke på noget! Har man ikke en veludviklet humoristisk sans - så er man sgu på den i dagens Danmark!

Eva Schwanenflügel, Torben Skov, Lise Lotte Rahbek, Jan Boisen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Måske undgår nogle at blive depressive, hvis de i stedet for blamer alt og alle andre for de problemer den frustrerende politiske tildens til at jagte profit på borgernes bekostning.

Siden Poul Schlutter´s dage, er politiker-kontrollen med vores samfund bare vokset.
Undervejs kom så Anders Fog "Napoleon", som ville gøre København til verdens metropol og Danmark til et videnssamfund.
Han nedlagde kommuner og amterne, så politikerne kunne sidde på Christiansborg, direkte trække i trådene. Lokalliv, som folk før kendte til, fra hver sin provins uafhængig af København og andre provinser, forsvandt. Hospitaler, uddannelsesinstitutioner, politistationerne og mm rykkede til hovedstaden.
Hvor livet, inden Anders Fog, før kunne gennemleves, fødsel, dåb, uddannelse, bryllup, hospital, uden overhovedet skulle bevæge sig væk fra den provins man følte sig hjemme i, tæt på børnene og resten af familien og venner, så blev man med reformen tvunget til SPLITTELSE, når børnene skulle på højere læreanstalter, når nogen skulle på hospitalet osv.
Endvidere besluttede Anders Fog, vi skulle være et videnssamfund, uddanne ingeniøre o.l., så kunne vi jo altid importere vores håndværkere fra Polen og købe resten i Kina.
Dette oplever de unge som TVANG og er i virkeligheden en drejebog for, hvordan folk skal leve deres liv.
Man kan prøve gætte sig til, hvor stor del af årsagen, til den ekstra meget depression, der skyldes disse ting.
Eneste løsning, som jeg ser det, er rulle samfundet tilbage til strukturen før kommunereformen, til samfundet med de mange små integreret provinser. Det Tilbageskridt ville være stort fremskridt.

Anne Eriksen

Vi får ikke amterne tilbage, hvilket også er en problematik. Regionerne er slet ikke en erstatning og kommunerne... Nej, Foghs makværk videreført af Lars Løkke har ikke givet samfundet styrke, men snarere styring i mindste detalje.
Og nu har Løkke en ny "reform" på bedding, hvis vi er heldige, så bliver den ligeså vellykket som den forrige!

John S. Hansen, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Lars Steffensen

Ud over de vanlige personale problemer i psykiatrien, så er der hele spørgsmålet om effektivitet og resultater af behandlingen. F.eks. om man i tilstrækkelig grad tager kognitive symptomer eller svækkede eksekutive funktioner ved depression alvorligt. det er f.eks. ikke klart om der er behov for, at deprimerede også behandles for kognitive symptomer ud over medicinering med antidepresiv medicin.

Eksekutive funktioner og depression:
https://impulskontrol.dk/kognitiv-dysfunktion-ved-depression/

Og at forvente kunne se/måle fremgang i psykiatrien, kan i sig selv være problematisk.
Og ikke altid noget der bør gøres op i effektivitet, og måles i antallet af ansatte.