EU-landene er nødt til at deles om de flygtninge, der kommer hertil

I dag mødes EU’s stats- og regeringschefer til topmøde i Rådet, og igen står flygtninge og migranter øverst på dagsordenen. Situationen er dramatisk – ikke kun for Merkel, men for hele EU-samarbejdet om flygtninge. Indgåede aftaler, ja, endda vedtagne fælleslove, ignoreres i stor stil.

Ungarn, Polen, Tjekkiet og Slovakiet vender helt ryggen til problemerne, flere andre forsøger sig med bi- eller trilaterale særaftaler som muligvis kan fungere midlertidigt. Der er også eksempler på ren signalpolitik, som Lars Løkkes (V) idé om at etablere centre uden om EU i lande, der »ikke er på immigranternes liste over foretrukne destinationer«.

Men tiden er ikke til kortsigtede projekter – vi har endnu mulighed for at samles om en solidarisk og holdbar løsning i EU, som kan virke både her og nu og på lang sigt.

EU-løsning nødvendig

Når alle de mere eller mindre fiktive ’løsningsideer’ alligevel kan flyve omkring, skyldes det sandsynligvis, at der lige nu ikke er noget stort pres på EU. Den drastiske nedgang i antallet af asylsøgere er imidlertid ikke tegn på, at der er færre fordrevne, men at de er spærret inde og ikke kan flygte.

Tyrkiet har forseglet grænsen til Syrien. Bulgarien, Makedonien og Ungarn har lukket den såkaldte Balkan-rute. Uanset det inhumane i disse ikkeløsninger skulle man tro, at det pusterum EU dermed har fået, gav ro og overskud til omsider at udarbejde holdbare modeller til at håndtere de udfordringer, som ingen ved deres fulde fem tror, forsvinder. Langt de fleste ved, at de sandsynligvis tager til.

Vi er stadig mange i EU, også regeringer, der ønsker EU-løsninger. I Danmark har SF, vist som eneste parti, udarbejdet en EU-model med her og nu-løsninger og pejlemærker for, hvad vi skal satse på fremover. Modellen ligger tæt på vores partigruppe i Europa-Parlamentet, De Grønnes. Hverken SF eller De Grønne giver nemlig op. Europæisk solidaritet er den eneste farbare vej, hvis vi ikke skal havne i en sump af umenneskelighed og lovløshed.

Fordelingen skal være solidarisk

Lige nu gælder det reformen af Dublinforordningen. Den blev etableret, da man ville forhindre asylsøgere i at ’shoppe’ i flere lande. Nu skulle ansvaret ligge på ’første asyl-land’ – både sagsbehandling, beskyttelse til dem, der fik asyl, og hjemsendelse af dem, der fik afslag. Systemet fungerede nogenlunde, da antallet af flygtninge var lavt, men fraværet af en solidaritetsklausul gjorde, at det krakelerede, da krigen i Syrien bragede løs, og flygtningestrømmene tog til.

Derfor tog arbejdet med at indbygge solidariteten i ’Dublin’ fart. EU-Parlamentet har for længst vedtaget sine forslag, mens arbejdet i Rådet er gået i hårdknude. Det store flertal af lande støtter, at vi får en model med fair fordeling af de asylberettigede flygtninge.

Men ønsket om at nå til enstemmighed har spærret for en vedtagelse.

Nu kan det blive nødvendigt at bruge flertalsafgørelse. Og de lande, der ikke vil tage imod nogen, bør betale. Det er typisk lande, der lever godt af EU’s solidaritet og får stor støtte. Fastholder de afvisningen, må vi skære i deres støttemidler.

Selv om Danmark ikke har stemmeret her på grund af retsforbeholdet, kunne vi sagtens være en aktiv medspiller. En fordeling har i øvrigt længe været vedtaget, men i blød form, og kun ca. 30.000 af de 160.000 der skulle fordeles, er kommet videre. Kommer der flere muskler ind, kan det virke.

Og vi har brug for noget, der virker, for der kommer ikke færre flygtninge – tværtimod. FN anslår, at næsten 70 millioner mennesker globalt er blevet fordrevet. Selv om langt de fleste flygtninge er i nærområderne, vil presset på Europa tage til. Hverken Frontex eller et stærkt grænseværn kan lukke EU’s grænser, og det er jo heller ikke meningen. Europa skulle gerne vogte sine værdier. Sin humanisme. Vi skal altså have et fælles EU-system til beskyttelse af flygtninge, der kommer til os.

Lever under radaren

Men det er også vigtigt, at vi får et troværdigt hjemsendelsessystem. Selv om vi er langt fra målet, skal der tages hånd om sagen, ikke mindst hvis vi skal sikre folkelig opbakning til at beskytte dem, der virkelig har brug for det.

Over halvdelen af dem, der søger asyl i EU, har ikke ret til asyl og skal hjem igen. Men ofte mangler der hjemsendelsesaftaler, rigtig mange holdes i udrejseposition, hvilket både er umenneskeligt og dyrt. Også her gælder det, at hjemsendelse skal ske inden for EU-systemet, så menneskerettigheder sikres, og der er parlamentarisk kontrol.

At hjemsendelse er vanskelig at få til at virke, skyldes i høj grad også den tiltagende mangel på arbejdskraft i Europa. Rigtig mange afviste asylansøgere forsvinder ud i samfundet, hvor de får sort arbejde.

Det sker også i Danmark, især inden for byggeri, landbrug, rengøring og restaurationsbranchen. Den nærmest fraværende kontrol med arbejdspladserne her og i andre lande kunne der godt gøres noget ved, hvis viljen var der. Det illegale miljø, der skabes, er ofte slemt for de mennesker, der underbetales og tit endda misbruges – men det kan også true retstilstanden i vores lande.

Immigration er et nationalt anliggende, men der bør også tages hånd om det i det europæiske fællesskab, så vi får skabt orden og lovlighed omkring indvandringen.

Vi må forebygge

Alle ønsker færre flygtninge og migranter. Derfor er den forebyggende, langsigtede indsats vital. Klimaforandringerne er blandt de værste trusler, hvorfor indsatsen mod dem også i EU må intensiveres kraftigt.

Fattigdom og mangel på fremtid sender mange ud på den farlige færd. Her må EU vedgå sig sit medansvar. For eksempel dumpes EU-støttede landbrugsprodukter på de fattiges markeder og undergraver det lokale landbrug, og samtidig fanges Vestafrikas fisk af EU’s fiskere – heriblandt også danske.

Vi må også gøre op med det store skatteunddragelsescirkus, der snyder både os selv og ikke mindst ulandene. De drænes for mere, end de får i ulandsbistand.

Asylbehandling fra nærområder

Og så skal vi sikre de mange flygtninge og migranter, der fortsat vil komme, ved at asylbehandle i nærområderne. Det er det bedste våben mod menneskesmuglerne, der lever godt af, at der først kan søges asyl, når man er nået frem til EU’s grænser.

Kan sagerne behandles tæt på konfliktområderne, kan de, der får asyl, rejse lovligt og dermed undgå de farlige ruter, samtidig med at der i modtagerlandene er en tiltrængt forudsigelighed. Asylbehandlingen skal være hurtig og effektiv, så vi undgår, at mennesker i årevis venter, mens de mister kompetencer eller traumatiseres af ørkesløs ventetid.

Centrene skal oprettes og drives af FN, men gerne med EU’s aktive støtte. Disse modtagecentre er imidlertid ikke lige for hånden – skønt det fra for eksempel Socialdemokratiet lyder, som om de er. Og indtil vi har dem, må vi stadig regne med, at der kommer asylsøgere til EU’s grænser som i henhold til vores internationale forpligtelser skal kunne søge beskyttelse.

Hertil er en forbedret Dublinforordning vores bedste middel, hvorfor regeringerne eller et flertal af dem nu skal finde en løsning.

I Danmark håber og tror jeg, at flere partier end SF vil hjælpe på vej.

Både nu og i fremtiden skal vi også aflaste FN’s flygtningelejre ved at tage imod de såkaldte kvoteflygtninge. Det har Danmark gjort indtil for få år siden, og det er helt nødvendigt, at vi kommer i gang igen. Disse lejre og deres nærområder risikerer at segne under det stadigt voksende antal flygtninge. EU-Kommissionen har anbefalet, at Unionen årligt tager, hvad der svarer til 1 promille af befolkningen, hvilket for Danmarks vedkommende er ca. 5.000 – som foreslået af SF. Det bør vi kunne klare.

De her beskrevne pejlemærker for flygtningepolitikken er en del af SF’s program for EP-valget i 2019. Men jeg håber, at vi får flertallet af partier med os. For hvis vi og EU ikke lykkes, kan kaos og umenneskelighed true os alle.

Margrete Auken er medlem af Europa-Parlamentet for SF