Kommentar

Flere og flere er afhængige af sex på hårde stoffer – der skal handles nu

Sex på hårde stoffer vinder frem, især blandt mænd, og det øger hiv-smitterisikoen signifikant. Det truer den enkeltes sundhed, men også kampen mod hiv og aids i Danmark
»I AIDS-Fondet er vores mål alene at sikre den bedste mentale og seksuelle sundhed i vores kernemålgrupper. Vi forsøger allerede at reducere skader ved at stille chemsex-kits gratis til rådighed, der sikrer brugerne sterile instrumenter, rådgivning og dermed en reduceret smitterisiko.« skriver Andreas Gylling Æbelø.

»I AIDS-Fondet er vores mål alene at sikre den bedste mentale og seksuelle sundhed i vores kernemålgrupper. Vi forsøger allerede at reducere skader ved at stille chemsex-kits gratis til rådighed, der sikrer brugerne sterile instrumenter, rådgivning og dermed en reduceret smitterisiko.« skriver Andreas Gylling Æbelø.

Finn Frandsen

2. juli 2018

Det er en gammel nyhed, at folk dyrker sex i påvirket tilstand. Væk er bekymringer, hæmninger og tanker om mandag morgen. I AIDS-Fondet har vi altid forholdt os fordomsfrit til seksuallivets glæder, for løftede dyner og pegefingre er den dårligste vej til seksuel sundhed. Den vigtigste adgangsbillet til at tale om sikker sex, forebyggelse og skadesreduktion er derimod, at vi møder folk i øjenhøjde og tager samtalen uden at rynke på næsen.

Nu er der behov for at starte en ny samtale, og den skal handle om chemsex – sex på hårde stoffer. Det er et fænomen, der for det meste foregår mellem mænd, der har sex med mænd, og der er stærke indikationer på, at chemsex øger hiv-smitterisikoen signifikant. Dermed bliver det et fænomen, som udgør en direkte trussel ikke blot mod sundheden for den enkelte, men også mod de mange fremskridt, vi har gjort i kampen mod hiv og aids i Danmark.

Chemsex er allerede varslet som et folkesundhedsproblem med aldeles alvorlige fysiske, psykiske og sociale følger i mange andre europæiske og centralasiatiske lande. Det blev blandt andet understreget på en global konference i Berlin i marts, hvor knap 250 fagpersoner fra 32 lande mødtes for at tale om tilgange til de skadelige følgevirkninger af chemsex.

Foregår også i Danmark

I en dansk kontekst har AIDS-Fondet i 2017 foretaget en undersøgelse blandt mænd, der har sex med mænd, og her bekræftes det, at chemsex er et etableret fænomen i Danmark. Det fremgår også, at 44 procent af brugerne har haft negative oplevelser i forbindelse med chemsex – blandt andet i form af depression, overdosis og seksuelle overgreb.

Og det går stærkt nu. I vores rådgivning får vi hyppige og meget konkrete indberetninger om brugen af stadig hårdere stoffer, herunder metamfetamin (crystal meth). Dertil kommer meldinger om overgreb, overdoser og dødsfald.

Desværre må vi konstatere, at netop crystal meth er stærkt underbelyst i Sundhedsstyrelsens seneste oversigt over narkotika på gadeplan. Her fremgår det, at stoftyperne metamfetamin og ketamin er mindre hyppigt forekommende i Danmark, og de indgår slet ikke som kategori i politirapporterne.

Dog viser vores undersøgelse, at 36 procent af de mænd, der dyrker chemsex, tager crystal meth og 27 procent tager ketamin – altså en klar indikation på, at stoffer brugt i forbindelse med chemsex ikke fanges i det etablerede overvågningssystem, og derfor er groft underrapporteret.

Den offentlige sektor skal med

Det er afgørende, at vi taler åbent om, hvordan vi håndterer chemsex og årsagerne hertil. Der er nemlig tale om en kombination af afhængigheder, der med al sandsynlighed risikerer at skabe en række udfordringer i et omfang, vi ikke før har set. Hos AIDS-Fondet er vi særdeles bekymrede for, at vi i Danmark ikke er forberedte.

Rådsøgende kommer til os med en oplevelse af, at de ikke bliver mødt i de offentlige misbrugscentre på en måde, hvor det er muligt at tale om sex. Og den snak er nødvendig, for mange af disse mennesker har ikke haft sex uden stoffer i flere år.

Selv om vi har indsigt i emnet både i kraft af vores rådgivning og af vores analysearbejde, så kan vi som NGO ikke håndtere disse udfordringer alene. Vi har brug for et samarbejde på tværs af sektorer for at starte samtalen – ikke om hverken stofmisbrug eller sexafhængighed – men om denne nye kombinationsafhængighed.

Som det er i dag, falder chemsex-brugere for ofte igennem systemerne, når de søger råd og vejledning. Det skal gøres bedre, for behovet er åbenlyst i et ellers mørklagt miljø, der går under radaren hos de etablerede overvågnings- og behandlingssystemer. Vi er nødt til at være bedre forberedte, og vi er nødt til at klæde de rigtige mennesker ordentligt på. Der, hvor chemsex-brugere mødes af systemet, skal systemet være trænet til at se noget, som det ikke har set før.

I AIDS-Fondet er vores mål alene at sikre den bedste mentale og seksuelle sundhed i vores kernemålgrupper. Vi forsøger allerede at reducere skader ved at stille chemsex-kits gratis til rådighed, der sikrer brugerne sterile instrumenter, rådgivning og dermed en reduceret smitterisiko.

Men der er brug for, at myndighederne også tager udfordringen op i en dedikeret, tværsektoriel indsats, som kan komme en i forvejen udsat gruppe til gode. Fænomenet vinder hastigt frem, men hvis vi handler nu, kan vi nå at forebygge og oplyse, inden stormen for alvor rammer.

Andreas Gylling Æbelø er direktør i AIDS-Fondet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu