Undervisningsministeren ser gerne, at forældrene inddrages mere i folkeskolen. Men forholdet mellem forældre og skole bygger på tillid, og den forsvinder, når forældre slår sig på et teknokratisk system.
Som formand for Skole og Forældre Aarhus modtog jeg for nyligt en mail fra forældre, der oplever, at deres børns ret til anonymitet ikke respekteres.
Undervisningsministeren besluttede ellers i 2018, at det skal være muligt for forældre at anonymisere deres børns besvarelser fra den nationale trivselsundersøgelse. Men i Aarhus har kun 134 benyttet sig af den mulighed – og det er i en kommune, der i 2017 havde mere end 34.000 skoleelever.
Det virker usandsynligt, at så få forældre ønsker deres børns besvarelser anonymiseret. Det er da også forældrenes opfattelse, at systemet spænder ben for anonymiseringen.
Det er muligt for forældre at anmode Styrelsen for IT og Læring om at anonymisere besvarelser fra de nationale trivselsmålinger, men det er langt fra sikkert, at styrelsen imødekommer anmodningen. De tager nemlig andre hensyn end barnets rettigheder.
De kan i deres beslutning medtænke, om de har nok data fra kommunen. Hensynet til systemet overskygger på den måde hensynet til det enkelte barn.
Samtidig har vejledningsmaterialet givet forældre indtryk af, at besvarelserne automatisk var anonymiseret. Men de bliver altså gemt med elevens CPR-nummer på centralt hold.
Barnet er således kun anonymt for personalet på skolen. Det er en national uklarhed, men den afføder en mistillid mellem forældrene og børnenes skole.
Bestyrelsen for Skole og Forældre i Aarhus har nu skrevet til Styrelsen for IT og Læring og bedt om at få alle besvarelser fra 2015, 2016 og 2017 anonymiseret. For situationen er uholdbar.
Enten må man gøre ansøgningsprocessen langt lettere end i dag, eller også må man i udgangspunktet anonymisere samtlige besvarelser.
Folkeskolereformen skulle øge tilliden til folkeskolen. I dag sker det modsatte, og børnene sidder tilbage som tabere. Lad os nu gøre det nemt for den enkelte skole at skabe et tillidsfuldt forhold til forældrene. Så skal vi nok få en bedre folkeskole.
Janus Boye, formand for Skole og Forældre Aarhus