Forlæng planteglæden ved at genplante porrestumperne

»Havedyrkerens efterår begynder, når den første vintergæk visner.«

Den sorgmuntre erkendelse er den tjekkiske forfatter, Karel Capeks, og bemærkningen falder mig ind på min morgenrunde, hvor jeg må konstatere, at fryden over alt det, der blomstrer, er begyndt at være blandet op med åh-nej-ikke-allerede-følelsen.

Syrenerne har indiskutabelt kulmineret, og græsset under spireabuskene er hvidt og ikke grønt. Små runde, hvide blomsterblade daler ned ved hvert vindpust. Løjtnantshjerterne er afblomstret, og dag for dag må jeg småbekymret følge blåregnens udspring ned ad klaserne.

Lige om lidt er de nederste svulmende læbeblomster fuldt udsprungne, og så begynder de øverste at falde af. Også den store montana-klematis over pergolaen er begyndt at drysse blomsterblade.

Til gengæld er hugonis- og nevadaroserne stadig i færd med at springe ud, dronningebuskene er sprunget ud de allerseneste dage, og kun de allerførste lyserøde blomsterglugger har åbnet sig på pimpinellerosen. Hyldens skærme er i forstadiet, og så er der alle de andre roser, der stadigvæk står med lukkede knopper. Der er masser tilbage endnu.

Tomaternes genkomst

Alligevel er det en særlig fryd, at det i år er lykkedes os at begynde forfra, nemlig med tomaterne. Vi kendte godt metoden, men har ikke for alvor forsøgt før. Vi plejer at have rigeligt med forspirede tomatplanter, normalt er problemet at finde plads til dem alle.

Men i år stod vi med to ledige plantekasser og nogle tørre tomatfrø, som vi ikke havde fået forspiret.

En tomatplante er således indrettet, at den hurtigt bliver til en jungle, hvis den får lov at passe sig selv. Så bruger den nemlig kræfterne på at sætte nye spirer i alle bladhjørnerne, og det er jo ikke meningen. En tomatplante skal bruge kræfterne på at sætte tomater, så spirer i bladhjørnerne skal nippes af. Det kommer man til at gøre mange gange i løbet af en sæson.

Men så var det, vi kom i tanke om, at man kan sætte de spirer, man har fjernet, i jorden. Så kommer der en ny tomatplante. Vi prøvede med nogle af de lidt længere og nogle af de lidt kortere. Men ak! Både de større og de mindre sank sammen, og bladene visnede og krøllede.

Måske skal vi sætte dem i vand først, sagde vi til hinanden, og så prøvede vi det med de tiloversblevne spirer.

Men efter et par dage var der pludselig en af de spirer, vi havde plantet, der så helt frisk ud i toppen. Næste dag var der én til, og i løbet af en uge var alle planterne ikke alene begyndt at sætte friske skud, de havde også rettet sig. Og de blade, som tilsyneladende var visnet, struttede som om intet var hændt.

Alligevel er vi stadig spændte, nemlig på hvilke tomater vi får ud af det. For vi dyrker flere forskellige slags, og vi har ikke været opmærksomme på, fra hvilke planter vi tog de nye spirer.

Spirende madaffald

Succesen har imidlertid givet mig blod på tanden, så jeg er begyndt at undersøge, om man kan gøre ligeså med andre planter.

Det kan man. Man kan for eksempel plante den rodstump fra porrerne, som man normalt skærer af og smider ud. Så vokser den videre, enten opad eller ned i jorden. Visner den i første omgang, vil den skyde til foråret og blive en smuk porre ligesom den, den stammer fra. Gendyrker man spidskål, løber den i stok, men sætter sprøde blade, der kan bruges i salaten.

Jeg har læst det hos Persille Ingerslev i tidsskriftet Praktisk Økologi, hvor hun også anbefaler at lægge runkne rødbeder og radiser i jorden i stedet for at kassere dem. Rødbederne sætter sprøde blade til salat, og radiserne vil blomstre og sætte skulper, som skulle smage ekstra lækkert. Nu kan jeg godt nok ikke lide radiser, men måske skulperne ville finde nåde for mine smagsløg?

Og tomatspirerne i vand? De står der stadig, og det ser ud til, at nogle af dem sætter rødder. Men hvor vi skal gøre af dem, ved jeg ikke, for nu er alle pladser optaget både i drivhusene og i højbedene.

Og allerede vokser der nye spirer ud i bladhjørnerne på forældretomaterne.