Under Frederiksberg byråds spørgetid mistede både politikere og borgere på tilhørerpladserne for nylig magten over en tilspidset situation, og mens en borger truede med selvmord for at blive hørt, forlod samtlige politikere og embedsfolk byrådssalen.
Frustrationerne hos borgerne er tiltagende og fører, som på Frederiksberg, til råb i afmagt.
Fra politisk side er svaret tilsyneladende at vende ryggen til, gå, lade som ingenting. Situationen på Frederiksberg er efterfølgende tiet ihjel, selvom den må siges at være en politisk historie.
Den er et symptom på den socialkrise, der viser sig som enkeltsager i medierne. Der er så mange sager om borgere, der bliver syge af selve systemet eller sendes i jobprøvning som dødeligt syge, at man må tale om en tendens.
Krisen er affødt af politiske aftaler om førtidspension, sygedagpenge og kontanthjælpsloft og skandalen om Ankestyrelsen, som har vejledt kommunerne i at sagsbehandle mod en højesteretsdoms anbefalinger.
De frustrerede borgere organiserer sig i sociale modstandsbevægelser som Næstehjælperne og Jobcentrets Ofre, hvor frivillige borgere i døgndrift hjælper mennesker, der ikke har råd til mad, bliver sanktioneret i systemet eller møder en sagsbehandling, der er fyldt med fejl og ulovligheder.
Det er netværksorganisationer, der bringer borgere sammen fra hele landet for at løse akutte behov og hjælpe med rådgivning i deres kamp med velfærdssystemet.
Vi lever i en velfærdsillusion
Socialkrisen betyder, at borgere i livskrise i stigende grad må klare sig selv på trods af velfærdsmodellens sociale kontrakt: Den, der tilsiger høj skat til gengæld for social tryghed.
Socialkrisen vedrører os alle, for ingen kan sige sig fri for at møde en livskrise.
Antallet af børn, der lever i fattigdom, voksede med 10.000 på et enkelt år. Kronisk syge bliver sagsbehandlet i årevis, før de får hjælp, og antallet af hjemløse er steget med godt 30 procent på fem år. Antallet af borgere, der falder ud af dagpengesystemet, er femdoblet efter halveringen af dagpengeperioden.
En stor gruppe af disse borgere og deres pårørende oplever et sygt social- og beskæftigelsessystem, og deres frustrationer vokser, mens resten af samfundet vender det blinde øje til.
Der er nu over 120.000 medlemmer af mere end 20 forskellige sociale modstandsbevægelser, og flere kommer hele tiden til. Nogle er kronisk syge, andre ramt af en ulykke eller fanget i ledighed. De møder en velfærdsstat, der forværrer deres situation frem for at lette hverdagen og lægge et spor mod stabilitet, beskæftigelse eller bare ro til at leve med en ny livstilstand.
Politikerne holder liv i illusionen
I den politiske debat har man i årevis forsøgt at anvise løsninger på problemerne med systemet.
Gang på gang bliver de solgt som valgflæsk til den trygge middelklasse, mens de mennesker, som det hele handler om, får håb for en kort periode, hvorefter socialkrisen fortsætter. Jeg har sporet forsikringer om forbedringer fra 2006 og frem til i dag – her et par eksempler:
»Jeg vil godt understrege, at vi ikke skal have registrering for registreringens skyld. Vi skal kun registrere de oplysninger, vi skal bruge«, sagde daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) i oktober 2006.
»Bøvlede regler må ikke sætte en kæp i hjulet på en god beskæftigelsespolitik (...) et bredt flertal i Folketinget (...) ønsker at fjerne bureaukrati«, sagde daværende beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) i maj 2011.
»Alle sygemeldte får økonomisk tryghed under hele sygdomsforløbet (...) fremover stopper hjælpen fra det offentlige ikke længere ved en bestemt skæringsdato, men først når den syge er på fode igen. En økonomisk tryghed, der vil gøre en forskel for mange borgere og deres familier«, sagde daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i december 2013.
Derefter præsenterede hun sygedagpengereformen, der halverede den periode, som borgere kan få sygedagpenge, og seks måneder senere gentog hun budskabet om tryghed for borgerne.
»Hjælpen fra det offentlige skal ikke stoppe ved en bestemt dato, men når den sygemeldte er kommet på fode igen«, lød det fra Mette Frederiksen i juni 2014.
Da vores nuværende beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen (V), i maj i år reagerede på fire års kaos siden sygedagpengereformen, lød det:
»Jeg er glad for, at vi nu gør det helt klart, at ressourceforløb skal give mening«.
Problemet med ressourceforløbene er bare, at vurderingen af denne ’mening’ bliver oversat fuldstændig forskelligt ude i jobcentrene. Selv på de enkelte jobcentre er forståelsen af denne ’mening’ vidt forskellig og ofte nærmest tilfældig.
Fred de udsatte borgere
Politikerne formår altså tilsyneladende ikke at levere på deres løfter om bedring. Hvad kan vi så gøre?
Venstre foreslog for nylig at lave en forvaltningsdomstol for at styrke borgernes retssikkerhed over for systemet. Det virker sympatisk, men det lægger endnu et nyt lag ind mellem borgere og politikere og skaber mere bureaukrati.
Desuden burde Ankestyrelsen jo være garant for retssikkerheden, omend den seneste skandale tyder på, at den ikke lever op til det. Derudover vil der gå årevis, før sådan en ny domstol kan være oprettet.
Mit bud er, at vi i stedet bør sende ansvaret i favnen på politikerne. Det er blevet for let – og som i situationen på Frederiksberg legitimt – at afvise dialogen med borgerne. Skal vi som samfund sikre den sociale kontrakt, må politikerne på banen.
Lad politikerne se fra første række, hvordan det står til. Vedtag en lov, der giver byrådene mulighed for at tilsidesætte beskæftigelseslovgivningen og bevilge en fredningstid til borgere, der bliver fanget i systemet. Lad borgerne selv afgøre, om de vil have deres sag forelagt politikerne i et lukket udvalg. Det kan gøres ret enkelt:
En kommune har et sted mellem 100 og 500 borgere, der er alvorligt i klemme i velfærdsmodellen. Der er sandsynligvis mange flere, men nogle borgere har mulighed for at vælge velfærdssystemet fra og klare sig selv. De overgår til såkaldt selvforsørgelse og lader eksempelvis deres ægtefælle forsørge hele familien.
En ny lov om midlertidig fredning af borgere kunne fungere således:
Byrådet vedtager en lokal ordning, hvor borgere eller deres sagsbehandlere kan anmode om en politisk godkendt periode, hvor borgeren kan fortsætte på sin ydelse uden krav fra jobcenter og sagsbehandlere.
Bevillingen skal være politisk forankret gennem et udvalg på mindst tre politikere, der på vegne af byrådet træffer beslutning ved, at borgere fremlægger deres sag. Sager indstilles og fremlægges inden for 30 dage efter borgerens anmodning.
Når den første bølge af sager har været behandlet, vil hverdagen i praksis blive bedre for alle parter: Borgere får fred til at skabe en tilværelse på nye livsvilkår som følge af eksempelvis alvorlig sygdom, mens systemet slipper for at bruge ressourcer på at kontrollere og forfølge borgere, primært fordi regler og systemer kræver det.
Forslaget er radikalt, men retssikkerheden sejler, og frustrationerne er enorme, som førnævnte situation på Frederiksberg viser. Der er behov for at føre ansvaret for retssikkerheden tilbage, hvor det hører til – nemlig i hænderne på politikere.
Der er behov for, at politikerne får direkte føling med tilstanden i systemet, og det sker bedst ved at springe forvaltningernes oversættelse af kritiske sager over. Borgere og politikere er nødt til at tale sammen direkte.
Det vil i en periode give travlhed i landets jobcentre og byråd, men det vil også genskabe kontakten mellem folkevalgte og borgere.
Alternativet er, at situationen på Frederiksberg kun er begyndelsen på en udvikling, der risikerer at komme helt ud af kontrol.
Nick Allentoft er chefredaktør DenOffentlige.dk og forfatter til bogen ’Velfærdsillusionen’
Et sympatisk forslag, men nok desværre endnu en syltekrukke.
Det der virkelig ville batte var, hvis de målstyrede besparelser fra Statens side blev taget af bordet.
At kommunerne ikke kan vinde økonomisk på refusionen fra Staten, når de anbringer borgerne på kontanthjælp selvom de er syge.
At ressourceforløb ikke bliver misbrugt til fastholdelse af borgeren på kontanthjælpslignende ydelse og udsigtsløs aktivering.
Og det kan kun ske ved at Ankestyrelsen overholder loven, og ved at der er økonomiske konsekvenser for de kommuner, der bryder den.
Det kræver kun politisk vilje at genoprette trygheden. Hvor svært kan det være?
Tak til Information for vedholdende at debattere velfærdssamfundet - eller rettere, manglen på samme.
Hvor pokker er de store medier henne ?!?
Uha Eva der ramte du spot on vedr. Refusioner. Vil da lige sig vi er 6-8 stykker der har samlet matriale siden marts måned 2016 og det stinker godt og vel. Vi har lydfiler + masser af dokumentation På det. selv ministre inde på borgen er informeret omkring det. Men giv de syge skylden for og suge penge ud af kassen. Det sgu ikke fair når kommuner selv har snablen nede i kassen på fiktive forløb.
Bonus info. Dagbladet information har haft alt dokumentation liggende tilbage i 2016. Men desværre kunne de ik se the smoking gun som de skrev. Tænk sig det var serveret på sølvfad.
Nå men ved da der er andre medier igang.
https://www.facebook.com/100011134066256/videos/490932234621241/
En fredning fra jobcenter er en mulighed. Den syge har brug for ro og tryghed og ikke usikkerhed og en tilstand hvor borgeren oplever at være er fri svævende i luften og udsat for vilkårlig sagsbehandling. Kræfterne skal bruges på at blive så rask som muligt hurtigst muligt.
'Ret og pligt' er fint, især i denne rækkefølge.
Først har borgeren retten til hjælp af sundhedsvæsnet til at blive 'dueligt' igen.
Derefter retten til at blive hjulpet tilbage til arbejdslivet af jobcenter i det omfang dette er muligt.
Så har borgeren pligt til igen bidrage til fællesskabet i det omfang det er borgeren muligt.
En gang hed det 'yde efter evne, nyde efter behov'.
For de fleste ser det således ud:
Man arbeider og bidrager efter evne.
Så sker der en begivenhed som gør at man har bejov for hjælp, som man nyder godt af. Hvorefter man igen gør sin pligt og yder efter evne.
Det er dette en velfærdsstat går ud på.
For nuværende er vi tilbage i et feudalsystem hvor den herskende klasse forlanger at den hjælebehøvende følger den herskendes udlægning af pligt uden hensyn til den hjælp der først skal til for at genoprette evnen til at gøre sin pligt.
Man forsøger at genopretten evnen ved hjælp af pisk og træhest.
Eva Schwanenflugel.
En forvaltningsdomstol synes jeg nu ville være en god ide og ikke blot endnu et byrokratisk led. I modsætning til f.eks. Ankestyrelsen og andre kontrollører og forskellige ankemuligheder, kan en forvaltningsdomstol faktisk afhøre under vidneansvar og er ikke befolket med embedsmænd på samme måde.
Se blot på den verserende sag om Tibet og kinesiske statsbesøg, hvor kommissionen ikke havde de samme muligheder, så jeg mener klart at en forvaltningsdomstol bør kunne blive en mulighed for at forbedre retstilstanden
@ Bjarne Bisgaard Jensen
Jeg mener også at en forvaltningsdomstol kunne være en god idé.
Men det ændrer jo ikke på, at sagerne så ville trække endnu mere i langdrag end de gør i forvejen..
Måske kunne Ankestyrelsen afskaffes, for sådan som den er kommet til at fungere, blåstempler den blot visse kommuners ulovlige praksis. Den er blevet totalt politiseret, og medlemmerne er fra højrefløjen. Dens legitimitet er forsvundet for længst.
Vi burde også have en forfatningsdomstol, netop til at bedømme sager om fx ytringsfrihed (som i Tibet-sagen ).
PS. Forslaget om at give borgerne "en pause" er også okay.
Men man må bare ikke glemme, at for mange er uvisheden om deres fremtid endnu et stress-element.
Vi kan lige så godt først som sidst nedlægge systemet.
Desværre starter mareridtet ikke altid alene i jobcentret. Når man af en eller anden grund kaster håndklædet i ringen og bliver sygemeldt, så kommer arbejdsgiveren med krav om attester. Efter kort tid endnu et krav og møde på den arbejdsplads, som gjorde en syg.
Efter dette så starter idiotiet på jobcentret. De forlanger attester fra nær og fjern,men skider på indholdet.
Det er sisyfos for samtlige parter,men det værste i det lange forløb var, Rehabiliteringsteamet , hvor fornemste opgave direkte at lyve ikke mindst fra en ung kynisk læge. Hvor meget sådan en strut tjener for at sidde der aner jeg ikke.
Jeg søgte som 63 årig Seniorførtidspension, som burde ligge lige til højrebenet.
Efterfølg i pensionsteamet var det samme og eneste personage, der afgjorde min sag.
At den samme person kan have 2 forskellige kasketter på svarer jo til, at jeg har 2 navne.
Trods der i loven står, at pensionsteamet er sammensat af flere har jeg på skrift, at kun mødeleder havde læst min sag og haft afgørelse på udfaldet, går ud over min fatteevne.
Ankestyrelsen gav Københavns kommune ret.
Jag var så harm og er det stadig ,at jeg klagede til ombudsmanden. Ikke over afslaget på pension, men over det som jeg mener er inhabilitet.
Ombudsmanden gav både ankestyrelse og kommunen ret og minsandten om han ikke henviste til en landsretsdom fra 1986.
Dengang var der altså ikke jobcentre, og jeg fatter stadig ikke hans afvisning udover at jeg i dag betragter vores system som plumråddent. Han skal jo også passe på sig selv.
Så kære medborgere, sådan er det jo.
Fint forslag - så kunne man ved samme lejlighed give de plagede skatteborgere en mulighed for at tage en pause fra systemet! ;-)
Ideen er at man i stedet bør sende ansvaret i favnen på lokalpolitikerne; de skal give udsatte borgere en pause fra systemet.
Dette lyder som et forsøg med sociale frikommuner. Frikommuner er dem som er med i forsøg, hvor man mere frit kan forvalte bl.a. økonomien.
Vedtag en lov, der giver byrådene mulighed for at tilsidesætte beskæftigelseslovgivningen og bevilge en fredningstid til borgere, der bliver fanget i systemet.
Her er en anden eller lignende ide: Der er 40 såkaldte udsatteråd i Danmark. Hvad er jeres bedømmelse af disse lokale råd?
Flere socialt udsatte borgere er blevet en del af det lokalpolitiske arbejde i danske kommuner. Efter kommunalvalget i 2017 er der nu 40 såkaldte udsatteråd i Danmark. Albertslund, Bornholm, Holbæk, Lolland og Vordingborg er de seneste i rækken, og der er flere på vej.
https://www.information.dk/indland/2018/06/socialt-udsatte-inddrages-sto...
Det er klart at det kun er de kommuner som ønsker at gøre noget ved de sociale problemer som melder sig, men alt skal prøves i den nuværende rædselsfulde situation. Kun under halvdelen af kommunerne vil reagere overfor en frivillig social frikommune ordning, og de værste kommuner socialt set vil fortsætte med at mishandle de sociale udsatte så længe Refusionsloven gælder.
Refusionsloven er et af problemerne, idet den fremprovokerer et hensynsløst og provokerende menneskesyn, hvor der ingen nedre grænse er for fattigdomsskabelsen. Men det virkelige problem er at politikerne bevidst har smadret hele socialområdet i årtiet. Der er lavet love og kontralove som tilsammen bevirker at de socialt udsatte i virkeligheden ikke har mange reelle rettigheder tilbage.
Sidst i august måned 2015 vedtog politikerne på Christiansborg Refusionsloven, som bevirkede at kommunernes kassetænkning forøgedes, den ændrede markant den måde, kommunerne får penge af staten til deres offentligt forsørgede borgere, de svageste ledige og syge bliver derefter udsat for yderligere misbrug, uden at retssystemet reagerer.
Kommunernes udgifter til arbejdsløshedsdagpenge, den midlertidige arbejdsmarkedsydelse og førtidspension øges over tid, 20 pct. de første 4 uger, 60 pct. fra uge 5-26, 70 pct. fra uge 27-52 og derefter 80 pct. Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Radikale, Konservative og Liberal Alliance stemte for Refusionsloven.
Vi har bygget et samfund, som har taget alt i sin besiddelse og det er således ikke muligt for nogen at leve udenfor samfundet i Danmark. Man er på en eller anden måde en del af samfundet på godt og ondt og der skal være plads til os alle, uanset hvad man kan bidrage med. Samfundet gør livet nemmere for de fleste af os og vi må huske på at dem som vinder mest på samfundsordnen er de rigeste. Uden den orden, som samfundet leverer ville de være på lige fod med alle andre og henvist til at lægge og hyppe egne kartofler. Som samfund behandler vi lige nu borgerne, som om vi ejer dem, som om de er produktionsenheder og kun noget værd i kraft af hvad de kan gøre for os. Det er åbenlyst urimeligt. Mennerskers værdi defineres ikke ud fra hvad du kan få dem til at gøre for dig. De er jo ikke dine slaver. Et menneske har værdi i sig selv.
Vi skal holde helt op med at jagte hinanden. De ydmygende jobcentre skal lukkes. De gør ikke noget godt, hverken for de borgere de skal forestille at servicere eller for de mennesker som "arbejder" i dem. De første får kun pisk og de sidste står i tomgang og gør ingen positiv forskel. De spilder deres tid og samtidig vigtige skattekroner, som kunne være målrettet mod at skabe merværdi.
Vi skal vende bøtten helt om. Alle skal have en borgerløn, som er stor nok til at holde bolig og andre nødvendigheder for. Jobcentrene skal give folk noget reelt at lave og der skal være et "job" til alle. Hvis ikke der findes et, så laver vi et. Nogle mennesker kan måske kun gøre noget i 2 timer om dagen, men hvis de bruger de 2 timer som fx besøgsven, så vil jeg hellere have de gør det, istedet for at udfylde meningsløse ansøgninger eller stå skoleret og få skæld ud i et jobcenter. Jeg betaler selv +500.000 i skat om året, det har jeg overhovedet ikke noget imod. Det der støder mig, er alt det meningsløse spild af ressourcer, som går på at ydmyge folk. Jeg har aldrig mødt et menneske, som ikke gerne ville føle sig nyttige, alle mennesker vil gerne bidrage til at gøre samfundet et bedre sted og alle har noget at bidrage med, men det er forskelligt hvad de kan bidrage med. Jobcentrenes opgave burde være at finde ud af hvad folk kan og gerne vil og så skabe et job som forsøger at imødekommer det. En vil fx gerne male, jamen der er tusindvis af triste grå offentlige bygninger, som det ville klæde at blive malet lidt på. En anden er glad for træer, jamen der er tusindvis af steder man kan plante et træ. En tredie er glad for børn, der er også tusindvis af forældre, som godt kan bruge en hånd kl. 15-17 når der skal hentes, der er også masser af institutioner, som godt kunne bruge lidt hjælp, fx omkring spisetid eller til at læse historier eller til lektiehjælp eller til ... Men åh nej, så kommer den her hær af "gratis" arbejdskraft og truer de ansattes løn og arbejde. Det gør det jo ikke, hvis man lader folk lave det, som ikke bliver gjort, fordi der alligevel ikke lige kan gøres en forretning ud af det.
At man hjælper et barn med at lave matematikopgaver, besøger en gammel eller planter et træ, stjæler jo ikke arbejdet fra en anden. Børn, gamle og naturen har alligevel ingen penge tilovers til at købe serviceydelser for og der er ingen andre der vil betale. Tilgengæld giver det god mening, formål og indhold til den som hjælper og det skaber stor værdi for natur, børn og gamle og resten af samfundet. Det behøver ikke at være så svært, der skal blot politisk vilje til at gøre en reel forskel.
Forslaget om at en syg borger skal fremlægge sin sag for et råd af tre politikere, kræver at vedkommende er i stand til det. Det kan ikke være rigtigt at man skal foreslå at man får fri tid til at være syg i. Det burde være en menneskeret.
Refusionsloven er en skandale - men det er også en skandale at mennesker for at få noget ud af loven lader andre mennesker fuldstændig i stikken. Åbenbart er vi der hvor vores menneskesyn er så langt nede at vi ødelægge et andet menneskes liv på grund af kortsigtet økonomisk mpoltik - fordi den enkelte bliver til en masse vi ikke ser - til de andre, dem der alligevel ikke kan producere noget......Hvad med nogle reelle lovændringer