Kommentar

Giv os universitetsstuderende en fagligt relevant overenskomst

Vi studentermedhjælpere ansættes på HK-overenskomster, selv om der ikke er meget at komme efter for universitetsstuderende i HK. Hvorfor får vi ikke en AC-overenskomst?
Debat
28. juni 2018

Fagforeninger spiller en central rolle i det danske samfund. De har haft afgørende betydning for udviklingen af den danske velfærdsstat såvel som for den unikke danske model.

Fagforeninger vil også have en afgørende betydning for løsningen af problemer på fremtidens arbejdsmarked, både i forhold til automatisering af arbejdsopgaver og under overenskomstforhandlingerne på det offentlige område.

Fundamentalt for fagforeningernes virke er, at deres medlemmer ansættes på den rette overenskomst og organiserer sig i en relevant fagforening. Det ville eksempelvis ikke give mening, at en læge blev ansat på en 3F-overenskomst, da denne ikke dækker det, som vedkommende beskæftiger sig med eller er kvalificeret til. Og hvis lægen melder sig ind i 3F, så vil pågældende hverken kunne få den rette vejledning, netværk eller samme mulighed for udvikling, som 3F eksempelvis kunne give en tømrer.

Tvunget til dobbelt medlemskab

Heri ligger problemet. Universitetsstuderende, som får et studenterjob i det offentlige, hvad enten det er i stat, region eller kommune, vil nemlig som oftest være ansat på en HK-overenskomst. Faktisk er det en sjældenhed, at en universitetsstuderende bliver ansat på en Djøf-, DM- eller en anden akademikeroverenskomst, selv om det er mest hensigtsmæssigt for den studerende. Og de studerende bliver således placeret på en overenskomst, som intet har med deres faglighed at gøre.

Der er ingen tvivl om, at HK har mulighed for at lave et bundsolidt stykke arbejde for deres reelle medlemsgruppe, de handels- og kontoransatte – men for de studerende er der ikke meget at komme efter.

Bevæger man sig ind på HK’s hjemmeside under afdelingen for studerende på videregående uddannelser, så begrænser deres tilbud sig til nogle »spørgsmål og svar«, en opfordring til at melde sig ind for at få billige forsikringer og en reklame for et kursuskatalog, som mildest talt ikke er relevant for universitetsstuderende.

Ofte er de universitetsstuderende allerede medlem af den fagforening, der repræsenterer deres faggruppe, blandt andet fordi det giver mulighed for faglig relevant sparring og opkvalificering. De må derfor betale dobbelt kontingent for også at være medlem af den fagforening, som har forhandlet deres overenskomst på arbejdspladsen. Det er urimeligt.

En litteraturvidenskabsstuderende kan altså være medlem af Dansk Magisterforening, selv om vedkommendes overenskomst på arbejdspladsen er med HK. I den studerendes rigtige fagforening tilbydes der nemlig passende faglig sparring, som kan udvikle den studerende.

Dette er ikke muligt for den studerende i HK på tilsvarende vis. Præcis ligesom en læge ikke forbedrer sin faglighed ved at tage på 3F-kurser.

HK skal slippe de studerende

Vi bør allerede nu se frem mod OK21. Her bør det være en del af overenskomstforhandlingerne, at universitetsstuderende, som laver akademisk arbejde, faktisk bliver ansat på en overenskomst, som dækker deres faglige område.

Dette synes også at stemme overens med Moderniseringsstyrelsens udgangspunkt for AC-området om, at overgangen fra endt studie til arbejdsmarkedet skal være lettere. Og det ville give den nyuddannede en god start på arbejdsmarkedet allerede at være ansat på en faglig relevant overenskomst under studietiden.

Det vil dog kræve, at de akademiske fagforeninger, Moderniseringsstyrelsen og HK bliver enige. Og det mest presserende spørgsmål er nok, om HK er villige til at give slip på de universitetsstuderende?

Vi opfordrer HK til at støtte og imødekomme vores forslag om, at studerende ansættes på en faglig relevant overenskomst. Alt andet ville desværre pege i retning af, at det handler om medlemstal og kontingentpenge snarere end hensynet til de studerendes nuværende og fremtidige arbejdsvilkår. En sådan tilgang fra HK er usmagelig og til skade for fagforeningens omdømme, hvorfor HK forhåbentlig ikke vil opføre sig sådan.

Så kære arbejdsgivere og fagforeninger, lad os universitetsstuderende blive ansat på en overenskomst, som faktisk dækker vores faglighed. Til vores alles bedste.

Kristian Dam Hove er jurastuderende, studentermedhjælper i Region Hovedstaden og bestyrelsesmedlem i Djøf Studerende

Mike Gudbergsen er statskundskabsstuderende og studentermedhjælper i Ligestillingsministeriet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Naturligvis kan man (som student eller tilhørende en anden medarbejder-kategori) være utilfreds med en fagforenings indsats for sine medlemmer, men hvis man lader sig ansætte inden for et område (kontorarbejde), hvor HK har overenskomst med den offentlige arbejdsgiver, er man som student ikke i en væsentlig anderledes situation end de medarbejdere, der uanset uddannelsesbaggrund - BA, Kandidat m fl. - også er ansat inden for kontorområdet og ligeledes må acceptere, at arbejdsgiveren ansætter efter HK-overenskomsten.

niels astrup

Jurastuderende Kristian og statskundskabsstuderende Mike - I glemte økonomen.