Hovedløs rapportering overskygger potentialet ved sundhedsdata

I 1982 fik jeg et akut kejsersnit i New York. Det var ikke tilfældigt – jeg var gravid, og ungen lå på tværs. Da jeg lå med presseveer på operationsbordet, stod lægen med gummihandskerne i vejret og spurgte utålmodigt:

»What’s holding this up?«.

Vi ventede på, at nogen kom med en formular, som jeg skulle underskrive med vaklende hånd som bevis på, at jeg gerne ville opereres. Forståeligt nok – et kejsersnit kostede i datidens penge 30-40.000 kroner, og der var mange, som sagsøgte hospitalerne. Godt at sundhedsbusiness og skrækken for at blive sagsøgt ikke er nået til Danmark, tænkte jeg.

I 2016 blev jeg opereret for et skulderbrud på et af Københavns hospitaler. Operationen forløb uproblematisk. Personalet, fra rengøringsassistent til kirurg, var venlige og dygtige, og der var god opfølgning. Så det sundhedsfaglige var fint.

Det, der forskrækkede mig, havde med systemet at gøre, og de styringsmekanismer, som jeg observerede.

Før operationen blev jeg screenet af flere kirurger og anæstesilæger, som udførligt opremsede risici forbundet med operationen. Da jeg endelig lå på operationsbordet, gentog kirurgen alle risici og spurgte, om jeg var sikker på, at jeg ville opereres. Jeg havde lyst til at sige:

»Ej, jeg har ombestemt mig og vil hellere i Tivoli,« men modstod fristelsen. Så i min operationsrapport står der:

»Patienten informeret og giver fuldt oplyst samtykke.«

Det virkede, som om målsætningen ikke var at sikre mig et valg, men at beskytte systemet mod klager. Det gik op for mig, at vi nu alligevel har lært noget af den amerikanske businessmodel.

Men der var noget andet, som forskrækkede mig.

Efter operationen spurgte sygeplejersken mig om mit smerteniveau på en skala fra et til ti. Måske lidt mere end at føde børn, sikkert mindre end tortur. Så jeg skød på syv. Sygeplejersken blev bleg i ansigtet, og så ud, som om hun havde hørt en kedel fløjte langt væk. Hun skyndte sig ud og kom tilbage med et udvalg af medicin. Over de næste minutter drøftede vi de forskellige slags medicin, hvilke risici der var ved hver, og hun sikrede mit samtykke. Så fik jeg morfin og blev på hospitalet natten over.

Jeg kedede mig gevaldigt. Efter at have læst alle Se og Hør-bladene fik jeg øje på en opslagstavle ude på gangen. Der var store grafikker med titler som »Rettidig advis per dag«, »Epikriser indberettet inden for én hverdag«. Der stod ikke nogen forklaring på, hvad »advis« var eller om resultatet af indberetningerne, så jeg forstod ikke meningen med denne offentlige oplysning.

Endelig fandt jeg nederst i venstre side, skrevet med småt, nogle mål, blandt andet »patienter med smerteniveau under tre«. Et udmærket mål, men der var ingen statistikker, og det gik op for mig, hvorfor sygeplejersken fra før var blevet fraværende – hendes afdeling stod sikkert til kritik, fordi jeg ikke var smertedækket.

Så gik jeg tilbage til min seng og tænkte over livet.

Kinesiske kvalitetsmål

Jeg har arbejdet med internationale sundhedssystemer i 45 år. Derfor er det fristende at sammenligne mine egne erfaringer fra USA og Danmark med Kina, hvor jeg arbejdede for FN’s Befolkningsfond UNFPA i seks år.

Befolkningsfondens formål var at bidrage til de reformer, som nu er mundet ud i en afskaffelse af etbarnspolitikken. Etbarnspolitikken gik blandt andet ud på, at hvert lokalsamfund fik en kvote på et vist antal fødsler. Hvis antallet af fødsler oversteg kvoten, kunne den lokale leder ikke blive forfremmet.

Mine kinesiske samarbejdspartnere var modige og intelligente. De havde bedt om FN-bistand, netop fordi de gerne ville lære af internationale erfaringer og afprøve nye tiltag. I forsøgskommunerne ville de indføre det, de kaldte »quality of care« eller plejekvalitet på dansk. Da jeg spurgte, hvilke kriterier de så havde for plejen, fortalte de, at de handlede om, hvorvidt klinikkerne rettidigt havde udfyldt og indsendt rapporter på deres arbejde.

Vi var enige om at tænke bredere, så i næste udgave inkluderede de procentdelen af patienter, som udviklede infektioner efter behandling. Efter yderligere drøftelse medtog de også forskellige undtagelser fra fødselsbegrænsningerne, så folk havde større valgmuligheder. De begyndte også at inkludere unge mennesker i de lokale komiteer, og drøftede deres forslag.

Vi var allesammen stolte af, at vi var gået fra en forståelse af plejekvalitet som rent administrative indikatorer til også at indbefatte lydhørhed og lokal forankring. Vi syntes, at vi var kommet tættere på at have patienten i fokus.

Men så vidt jeg nu kunne se af opslagstavlen, er vi gået i modsat retning i Danmark. Opslagstavlen satte fokus på antal rapporter snarere end indhold. Og sygeplejersken hørte på den fløjtende kedel snarere end på mig.

Klog rapportering

For nylig fik jeg igen en operation. Det viste sig, at fire læger havde fejldiagnosticeret mig over flere måneder. Alle gentog den uskyldige diagnose, som den første læge havde stillet, selv om jeg flere gange spurgte, om det kunne være noget mere alvorligt, og fortalte om mine symptomer, som burde have vakt bekymring. Endelig kom de frem til den frygtede diagnose, og jeg blev opereret på hospitalet.

Det var svært at få en samtale om, hvad der var sket. I mangel af andre spurgte jeg kardiologen, som testede mit hjerte, om grunden til mine symptomer, men han svarede blot:

»Hvad tror du selv?«

Der sad en gruppe unge sygeplejersker bag en glasdør og skrev rapporter på computer, men det var svært at få øjenkontakt med dem.

Der var fantastiske undtagelser. En af de erfarne sygeplejersker sagde, at hun var min vagthund, og hun fik til sidst fat i en læge, som gav sig tid til at læse min journal og tale med mig. De havde begge dette stærke, kontaktsøgende og tillidsskabende blik, som vi kender fra gode sundhedsbehandlere. Men hvorfor havde jeg brug for en vagthund?

Jeg regner med, at næsten alle, som arbejder i sundhedssektoren, har et dybt ønske om at lindre og forhindre menneskelig smerte. Som Halfdan Mahler, den tidligere chef for Verdensorganisationen WHO, en gang sagde til mig:

»Det vigtigste for et sundhedssystem er motivationen – motivationen til at udføre læge- og plejekunst.«

Forstå mig ret. Jeg er leder og sundhedsdemograf, så jeg elsker målsætninger, statistikker og rapportering. Netop derfor bliver jeg fortvivlet, når nogen spilder det guld.

Tilbagemelding er en af de bedste måder at forbedre kvalitet og motivation blandt personale og patienter på, eksempelvis når man foretager en revision af, hvad der er gået galt med en fødsel. Men det sker kun, hvis styringssystemerne er meningsfyldte, og der er klog tilbagemelding, snarere end at man prioriterer sundhedspersonalets tid med at skrive rapporter med så mange klik, at de ikke kan høre eller føle på patienterne.

Jeg har boet og arbejdet 13 år i lande, som betegner sig som marxistisk-leninistiske planøkonomier. En af de ting, som har slået mig, er de mange centralt besluttede mål, kvoter og kampagner, som sendes ud til periferien, og hvor periferien så indrapporterer uden at forstå, hvordan rapporterne bliver brugt. Det bidrager hverken til kvalitet eller motivation.

Dette er jo mine personlige oplevelser. Men de gav mig et indtryk af de problemer, man forbinder med New Public Management, især det dramatisk øgede rapporteringskrav, som har skullet opfyldes inden for toprocentsnedskæringerne.

Jeg har spurgt flere læger om det, og deres stemmer stiger med en oktav, når de begynder at tale om det. De har ikke tid til at lytte eller undersøge, men sidder med blikket rettet mod computeren. Man læser om læger, som har sagt op i desperation, og oppositionspolitikere, som kritiserer enkeltpunkter. Men hvad med det store billede?

Kunne vi få en overordnet politisk debat om retningen i sundhedsvæsenet? Er New Public Management og Sundhedsplatformen det rigtige for samfundet? Måske burde vi i stedet vurdere det danske sundhedssystem ud fra WHO’s fire målsætninger: forbedret sundhed, lydhørhed, effektivitet og beskyttelse mod katastrofale omkostninger.

Siri Tellier er ekstern lektor ved Københavns Universitet, tidligere international chef i Dansk Røde Kors og tidligere ansat i FN