Kronik

Hovedløs rapportering overskygger potentialet ved sundhedsdata

Jeg elsker mål, statistikker og rapportering, for tilbagemeldinger er en af de bedste måder at forbedre kvaliteten på vores sygehuse på. Men lige nu spilder vi sundhedspersonalets tid med endeløse klik
Tilbagemelding er en af de bedste måder at forbedre kvalitet og motivation blandt personale og patienter på, eksempelvis når man foretager en revision af, hvad der er gået galt med en fødsel.

Tilbagemelding er en af de bedste måder at forbedre kvalitet og motivation blandt personale og patienter på, eksempelvis når man foretager en revision af, hvad der er gået galt med en fødsel.

Pelle Rink

12. juni 2018

I 1982 fik jeg et akut kejsersnit i New York. Det var ikke tilfældigt – jeg var gravid, og ungen lå på tværs. Da jeg lå med presseveer på operationsbordet, stod lægen med gummihandskerne i vejret og spurgte utålmodigt:

»What’s holding this up?«.

Vi ventede på, at nogen kom med en formular, som jeg skulle underskrive med vaklende hånd som bevis på, at jeg gerne ville opereres. Forståeligt nok – et kejsersnit kostede i datidens penge 30-40.000 kroner, og der var mange, som sagsøgte hospitalerne. Godt at sundhedsbusiness og skrækken for at blive sagsøgt ikke er nået til Danmark, tænkte jeg.

I 2016 blev jeg opereret for et skulderbrud på et af Københavns hospitaler. Operationen forløb uproblematisk. Personalet, fra rengøringsassistent til kirurg, var venlige og dygtige, og der var god opfølgning. Så det sundhedsfaglige var fint.

Det, der forskrækkede mig, havde med systemet at gøre, og de styringsmekanismer, som jeg observerede.

Før operationen blev jeg screenet af flere kirurger og anæstesilæger, som udførligt opremsede risici forbundet med operationen. Da jeg endelig lå på operationsbordet, gentog kirurgen alle risici og spurgte, om jeg var sikker på, at jeg ville opereres. Jeg havde lyst til at sige:

»Ej, jeg har ombestemt mig og vil hellere i Tivoli,« men modstod fristelsen. Så i min operationsrapport står der:

»Patienten informeret og giver fuldt oplyst samtykke.«

Det virkede, som om målsætningen ikke var at sikre mig et valg, men at beskytte systemet mod klager. Det gik op for mig, at vi nu alligevel har lært noget af den amerikanske businessmodel.

Men der var noget andet, som forskrækkede mig.

Efter operationen spurgte sygeplejersken mig om mit smerteniveau på en skala fra et til ti. Måske lidt mere end at føde børn, sikkert mindre end tortur. Så jeg skød på syv. Sygeplejersken blev bleg i ansigtet, og så ud, som om hun havde hørt en kedel fløjte langt væk. Hun skyndte sig ud og kom tilbage med et udvalg af medicin. Over de næste minutter drøftede vi de forskellige slags medicin, hvilke risici der var ved hver, og hun sikrede mit samtykke. Så fik jeg morfin og blev på hospitalet natten over.

Jeg kedede mig gevaldigt. Efter at have læst alle Se og Hør-bladene fik jeg øje på en opslagstavle ude på gangen. Der var store grafikker med titler som »Rettidig advis per dag«, »Epikriser indberettet inden for én hverdag«. Der stod ikke nogen forklaring på, hvad »advis« var eller om resultatet af indberetningerne, så jeg forstod ikke meningen med denne offentlige oplysning.

Endelig fandt jeg nederst i venstre side, skrevet med småt, nogle mål, blandt andet »patienter med smerteniveau under tre«. Et udmærket mål, men der var ingen statistikker, og det gik op for mig, hvorfor sygeplejersken fra før var blevet fraværende – hendes afdeling stod sikkert til kritik, fordi jeg ikke var smertedækket.

Så gik jeg tilbage til min seng og tænkte over livet.

Kinesiske kvalitetsmål

Jeg har arbejdet med internationale sundhedssystemer i 45 år. Derfor er det fristende at sammenligne mine egne erfaringer fra USA og Danmark med Kina, hvor jeg arbejdede for FN’s Befolkningsfond UNFPA i seks år.

Befolkningsfondens formål var at bidrage til de reformer, som nu er mundet ud i en afskaffelse af etbarnspolitikken. Etbarnspolitikken gik blandt andet ud på, at hvert lokalsamfund fik en kvote på et vist antal fødsler. Hvis antallet af fødsler oversteg kvoten, kunne den lokale leder ikke blive forfremmet.

Mine kinesiske samarbejdspartnere var modige og intelligente. De havde bedt om FN-bistand, netop fordi de gerne ville lære af internationale erfaringer og afprøve nye tiltag. I forsøgskommunerne ville de indføre det, de kaldte »quality of care« eller plejekvalitet på dansk. Da jeg spurgte, hvilke kriterier de så havde for plejen, fortalte de, at de handlede om, hvorvidt klinikkerne rettidigt havde udfyldt og indsendt rapporter på deres arbejde.

Vi var enige om at tænke bredere, så i næste udgave inkluderede de procentdelen af patienter, som udviklede infektioner efter behandling. Efter yderligere drøftelse medtog de også forskellige undtagelser fra fødselsbegrænsningerne, så folk havde større valgmuligheder. De begyndte også at inkludere unge mennesker i de lokale komiteer, og drøftede deres forslag.

Vi var allesammen stolte af, at vi var gået fra en forståelse af plejekvalitet som rent administrative indikatorer til også at indbefatte lydhørhed og lokal forankring. Vi syntes, at vi var kommet tættere på at have patienten i fokus.

Men så vidt jeg nu kunne se af opslagstavlen, er vi gået i modsat retning i Danmark. Opslagstavlen satte fokus på antal rapporter snarere end indhold. Og sygeplejersken hørte på den fløjtende kedel snarere end på mig.

Klog rapportering

For nylig fik jeg igen en operation. Det viste sig, at fire læger havde fejldiagnosticeret mig over flere måneder. Alle gentog den uskyldige diagnose, som den første læge havde stillet, selv om jeg flere gange spurgte, om det kunne være noget mere alvorligt, og fortalte om mine symptomer, som burde have vakt bekymring. Endelig kom de frem til den frygtede diagnose, og jeg blev opereret på hospitalet.

Det var svært at få en samtale om, hvad der var sket. I mangel af andre spurgte jeg kardiologen, som testede mit hjerte, om grunden til mine symptomer, men han svarede blot:

»Hvad tror du selv?«

Der sad en gruppe unge sygeplejersker bag en glasdør og skrev rapporter på computer, men det var svært at få øjenkontakt med dem.

Der var fantastiske undtagelser. En af de erfarne sygeplejersker sagde, at hun var min vagthund, og hun fik til sidst fat i en læge, som gav sig tid til at læse min journal og tale med mig. De havde begge dette stærke, kontaktsøgende og tillidsskabende blik, som vi kender fra gode sundhedsbehandlere. Men hvorfor havde jeg brug for en vagthund?

Jeg regner med, at næsten alle, som arbejder i sundhedssektoren, har et dybt ønske om at lindre og forhindre menneskelig smerte. Som Halfdan Mahler, den tidligere chef for Verdensorganisationen WHO, en gang sagde til mig:

»Det vigtigste for et sundhedssystem er motivationen – motivationen til at udføre læge- og plejekunst.«

Forstå mig ret. Jeg er leder og sundhedsdemograf, så jeg elsker målsætninger, statistikker og rapportering. Netop derfor bliver jeg fortvivlet, når nogen spilder det guld.

Tilbagemelding er en af de bedste måder at forbedre kvalitet og motivation blandt personale og patienter på, eksempelvis når man foretager en revision af, hvad der er gået galt med en fødsel. Men det sker kun, hvis styringssystemerne er meningsfyldte, og der er klog tilbagemelding, snarere end at man prioriterer sundhedspersonalets tid med at skrive rapporter med så mange klik, at de ikke kan høre eller føle på patienterne.

Jeg har boet og arbejdet 13 år i lande, som betegner sig som marxistisk-leninistiske planøkonomier. En af de ting, som har slået mig, er de mange centralt besluttede mål, kvoter og kampagner, som sendes ud til periferien, og hvor periferien så indrapporterer uden at forstå, hvordan rapporterne bliver brugt. Det bidrager hverken til kvalitet eller motivation.

Dette er jo mine personlige oplevelser. Men de gav mig et indtryk af de problemer, man forbinder med New Public Management, især det dramatisk øgede rapporteringskrav, som har skullet opfyldes inden for toprocentsnedskæringerne.

Jeg har spurgt flere læger om det, og deres stemmer stiger med en oktav, når de begynder at tale om det. De har ikke tid til at lytte eller undersøge, men sidder med blikket rettet mod computeren. Man læser om læger, som har sagt op i desperation, og oppositionspolitikere, som kritiserer enkeltpunkter. Men hvad med det store billede?

Kunne vi få en overordnet politisk debat om retningen i sundhedsvæsenet? Er New Public Management og Sundhedsplatformen det rigtige for samfundet? Måske burde vi i stedet vurdere det danske sundhedssystem ud fra WHO’s fire målsætninger: forbedret sundhed, lydhørhed, effektivitet og beskyttelse mod katastrofale omkostninger.

Siri Tellier er ekstern lektor ved Københavns Universitet, tidligere international chef i Dansk Røde Kors og tidligere ansat i FN

Rigshospitalet i København. (Arkivfoto)
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Flemming Berger
  • Katrine Damm
  • Anne Eriksen
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
  • ingemaje lange
  • Jørn Andersen
  • lars søgaard-jensen
  • Margit Tang
  • Dorte Sørensen
Bjarne Bisgaard Jensen, Flemming Berger, Katrine Damm, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, ingemaje lange, Jørn Andersen, lars søgaard-jensen, Margit Tang og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørn Andersen

Rigtig mange djøfferes menneskesyn er at ligne med fundamentalistiske dogmatiske teologers.Tænk på da man slog folk ihjel med argumentet om,at man frelste deres sjæl,patienten døde,men man fik indrapporteret.

Anne Mette Jørgensen, Anne Eriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Søren Jensen

Som læge på et hospital møder man 3 store udfordringer. Først og fremmest er der alt alt for få ressourcer til antallet af patienter. Vi mangler både læger og sygeplejersker til at kunne give tid nok til at give den enkelte patient en grundig vurdering, så vi kan tage os ordentlig af hende. Så mødes vi med en storm af dokumentationskrav som følge af mistillid fra politikernes side. Det trækker utrolig mange ressourcer, at være nød til at udøve, det vi kalder "defensiv medicin". Dels er der administrationen og dels er der det store forbrug af ekstra undersøgelser, mhp. at udelukke diagnoser og så er vi jo underlagt New Public Managements regel og regnearksrytteri. Det er tydeligt for enhver sundhedsperson, at de som sidder og spiser med ved bordet og langer den største luns over på deres tallerken, men som ikke laver skyggen af arbejdet, i bund og grund ikke forstår hvad en patient er. De forstår ikke hvad et hospital skal bruges til eller hvordan man mest effektivt og billigst kommer frem til rette diagnose og behandling. Mennesker er jo ikke statistikker, mennesker kan og skal jo ikke gøre op til et gennemsnit antal patienter gennem en akutmodtagelse eller et hospitalsafsnit. Det er jo uinteressant at der fx på en given dag kom 55 mennesker igennem en skadestue, når det det handlede om var at de 20 af dem kom på samme tid fordi en bus kørte galt.
Hospitaler skal ikke trimmes til umenneskelighed for at passe ned i et regneark. Et hospital skal arbejde med en væsentlig overkapacitet, så man kan håndtere patienterne med omsorg og rimelighed selv når der er spidsbelastninger.

Mogens Holme, Bjarne Bisgaard Jensen, Flemming Berger, lars søgaard-jensen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Anne Mette Jørgensen, Marianne Stockmarr, Jørn Andersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Tusind tak!
Nu skriver jeg det atter en gang til.
Samtlige medicinstuderende, uddannede læger uanset status, hospitalsdirektører, Patientsikkerhed Styrelse, og politikere skal have et tvungent pensum i, at læse: Sårbar - det kan du selv være skrevet af overlæge, Morten sodemann. Læs den! Kan muligvis stadig downloades her på Information.
Jeg har lign. oplevelser i bagagen og har fået 4 forskellige forklaringer fra specialister. Alle modsiger hinanden og min oplevelse er, at samtlige hører udmærket, men ikke er i stand til at lytte.
Ja, der er travlt - alt for travlt og Sundhedsplatformen er endnu et uhyre, men der hersker også en kultur i først og fremmest lægekredse, der ikke magter at erkende, at de ikke ved alt.
Det er ok ikke at være Vorherre, men så lad dog være med, at lade som om.
Den lange medicinske historie burde være nok til lidt mere ydmyghed.

Anne Eriksen

Det er forkert at slå personale/ ledelse og så politisk styring sammen...
Det er, som Søren Jensen skriver, en uhyre utaknemlig opgave at prøve at efterleve NPM og regneark udfærdiget i økonomisk regi sammen.
Som flere andre faggrupper oplever det, f.eks skolereformen, bliver planer, regler og arbejdstid udfærdiget uden behørigt kendskab til området.
Det er så strammet ekstra til med effektivitetskrav og nu kvalitetskrav, der ødelægger sammenhæng og patientbehandling. Dertil sundhedsplatform efter amerikanske forhold og andre dårlige indkøb og de nu berømte supersygehuse.
Hvem siger, at kræftbehandling er en fastsat størrelse som f. eks strålekanoner og kemo? - Måske kommer man videre? - Ja, ikke alle er klædt ordentlig på og vi hører ikke meget efter udlandets erfaringer heller. Men der er ingen grund til at slå på personalet eller nedgøre patienterne - bolden skal sparkes i mål hos politikerne.
Apropos så vil Løkke komme med en ny sundhedsreform, en styring og en nytænkning, forstår sig. Et yderligere incitament til at forbedre sundheden med planlagt økonomiske - besparelser.
Men først efter sommerferien, den skal jo nødig ødelægges

Mogens Holme, Søren Jensen, Trond Meiring og lars søgaard-jensen anbefalede denne kommentar