Kommentar

Hvorfor er vi så hæmmede, at vi knap nok tør kigge fremmede i øjnene?

Sommetider ville jeg ønske, at vores sociale spilleregler var mindre hæmmende
»Jeg ville ønske, at jeg kunne betragte mine medmennesker med al den interesse, jeg i virkeligheden har, men jeg er nødt til at skjule min interesse på grund af sociale konventioner,« skriver Sofie Jama.

»Jeg ville ønske, at jeg kunne betragte mine medmennesker med al den interesse, jeg i virkeligheden har, men jeg er nødt til at skjule min interesse på grund af sociale konventioner,« skriver Sofie Jama.

Sigrid Nygaard

7. juni 2018

Hvad er det, der er så skræmmende ved et blik fra et andet menneske? Sommetider ville jeg ønske, at vores sociale spilleregler var mindre hæmmende. At jeg kunne få lov til at stirre på fremmede i toget, på restauranten, overalt, kigge dybt ind i deres øjne, mens de kiggede ind i mine. Jeg ville ønske, at man kunne betragte hinanden uhæmmet, som børn gør det, fordi mennesker er så pokkers interessante.

Sad den anden dag i toget på vej ind til Paris fra lufthavnen, vognen fuld til randen af kufferter og mennesker i alle farver og former. Jeg havde fået en ekstra blunder i flyet, så jeg var stadig filtret ind i mit ikketæmmede drømmejeg. Jeg fik plads ved vinduet med mulighed for at betragte de senere tilkomne. Diskret selvfølgelig, for ikke at virke anmassende.

En mand med fuldskæg og grønne øjne satte sig et par sæder væk. Vores blikke mødtes, som to slanke laserstråler i et stort rum.

Lidt ældre end mig var han, en smuk mand med grå stænk ved tindingen. Bare ved at kigge ind i hans øjne, fik jeg en fornemmelse af, hvem han var. Et hav af forestillinger om hvilket liv han levede, hvilke drømme han havde, hvilken kærlighed og erfaring han kendte, sprang frem for mit indre blik.

Jeg kunne se ham vågne et par timer forinden ved siden af sin kone. Jeg kunne se hans ensomhed, kløften mellem dem. Mens han børstede sine tænder foran spejlet, kunne jeg se hans længsel efter at kneppe hende hårdt og vildt, og hans frustration over hendes snerpede afvisninger. Alt dette kunne jeg se i hans øjne. Jeg havde lyst til at trænge hele vejen ind i hans livsverden og forsvinde som en hemmelig spion undercover i et fremmed land.

Han stirrede også på mig. Gad vide, hvad han så? Kunne han se mine bekymringer over sultkatastrofen på Afrikas Horn og i Yemen og over de nyheder, jeg fik af min bror i går om en ny klankonflikt i vores fødeby i Somaliland? Kunne han fornemme min bagliderlighed, resterne af den drøm i flyet, hvor jeg gik rundt nøgen blandt mennesker på gaden og elskede at blive kigget på og rørt ved? Jeg havde lyst til at han kunne rejse frit omkring i mit hjerte med mine øjne som billet og pas.

Vi kiggede på hinanden i lang tid, så længe at mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Så flakkede hans blik lidt ud ad vinduet, og jeg kunne fornemme, at han var urolig for at virke anstødende. Så kiggede han tilbage på mig. Jeg prøvede at holde ham fast, hviskede i mit stille indre, at han ikke skulle være bange for at kigge på mig og blive betragtet. Jeg håbede, at han kunne høre mig helt ovre i sit eget univers. Han smilede ikke, fastholdt bare blikket på mig, undersøgende. Som et dyr eller et barn, men med en voksen mands passion og dybde. Vi sad der, omgivet af folk i hver deres hemmelige verden, og kiggede ind i hinandens og vores egen sjæl.

Jeg kiggede på hans øjne, øjenbrynene, huden omkring munden, skægget. Jeg havde lyst til at røre ved hans skæg, mærke det mellem mine fingre. Kysse ham måske. Havde lyst til at være alene i verden sammen med ham, uden regler og rammer, uden alt det, der udgør mit liv i øvrigt. At falde ned i en tidslomme i et parallelt univers. Jeg forestillede mig, at han havde lyst til at røre mig. Han stirrede videre, tog blikket væk igen.

Toge er et unikt sted, hvor fremmede kroppe kommer helt tæt på hinanden, hvor man sidder eller står ansigt til ansigt med fremmede i en sådan grad, at man kan lugte dem og mærke deres åndedræt. Men øjnene er af en eller anden grund skræmmende.

Jeg ville ønske, at jeg kunne betragte mine medmennesker med al den interesse, jeg i virkeligheden har, men jeg er nødt til at skjule min interesse på grund af sociale konventioner. Jeg ville kigge på en mands skallede isse, røre ved den og lægge hele min håndflade på den for at mærke dens runding, den varme hud over en hjerneskal over en hjerne i fuld funktion.

Jeg ville betragte andre kvinders bryster. Spørge om jeg måtte røre ved dem, store og små, runde og fyldige. Deres kinder og flotte øreringe. Men især deres øjne, deres blikke, deres hemmeligheders spejl. Der er nærmest ikke noget, der er mere spændende, end hvad andre mennesker går og skjuler, så hvorfor ikke bare få hemmelighedskræmmeriet begravet, så vi kan få afløb for vores helt menneskelige interesse? Er sikker på, at det kunne slå oceaner af ensomhed ihjel, hvis vi ikke var så hæmmede, at vi knap nok tør kigge ind i øjnene på et andet menneske.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Larsen
  • Flemming Berger
  • Jørn Andersen
  • Steffen Gliese
Hans Larsen, Flemming Berger, Jørn Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Jeg ville ønske, at folk ville holde op med at snakke i mobiltelefon i bussen.

Jeg kører dagligt med Midttrafik: ud i Århus' industrikvarter om morgenen, og tilbage igen om aftenen. Der er altid en eller anden supersnakker med, som (for) højt beretter i ulidelige detaljer om sin dags dont, til en for mig ukendt og uset fremmed. Jeg sidder tit og prøver at forestille mig denne fremmede: Forestiller mig hvordan det må være, at være bekendt med et så uopdragent og selvcentreret menneske. Et menneske, som ganske uden pli knevrer alt for højt. I bussen. Uafladeligt. Det kan ikke være rart, tænker jeg. Gad vide om denne fremmede er lige så træt af det talende vandfald som jeg? Sikkert ikke, konkluderer jeg som regel. Vedkommende kunne i så fald jo blot lægge på. En mulighed som ikke er mig forundt, der i bussens bagende hede.

Så jeg stiger i stedet sløvt ud af vinduet. Ønsker mig langt, langt væk. Til Caribien, min kærestes terrasse, eller måske endda et tog mod Paris, hvor 'a tall, dark stranger' måske pludselig aer min isse, sådan ud af det blå, og hvisker i mit øre at det hele nok skal gå..Præcis som det har for vane.

I dag var der en skør mand med bussen, som snakkede meget højt. Med chaufføren. Ham fandt jeg næsten charmerende. Forleden var der en knap så charmerende mand med, som hele vejen mumlede, at han ville "kill you all!!". Det var ikke så rart, og jeg endte med at stå af.

Måske er der bare for langt fra Århus' forstæder til Paris? Fra dagens dont til eksotiske rejser ud i det blå? Måske er mennesker bare forskellige? Måske dagdrømme blot bør forblive dagdrømme? Måske storbyens fremmede bedst forbliver ukendte og anonyme forhindringer og irritationsmomenter på vejen, i dette tvivlsomme liv. Sten i skoen?

Ved ikke.

Jeg ved blot, at mennesker virkelig burde holde op med at snakke i mobiltelefon i bussen.

Jeppe Petersen, Per Torbensen, Hanne Ribens, Flemming Berger, Leif Marienlund, Jørgen Kærbro Jensen, Jørn Andersen, Karsten Lundsby, Bjørn Pedersen, Lisbeth Larsen, René Arestrup, Torben Skov og Anker Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Sad i S-toget og stirrede nærsynet af træthed frem for mig; pludselig kom en fyr farende, stak mig en øretæve og bad mig ikke stirre på ham.

Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Jørn Andersen, Karsten Lundsby, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

I dyreverdenen opfattes ufravendt øjenkontakt som en trussel. Bare prøv det af på en kat eller en hund.
Jeg opfatter det på samme måde.
Jeg kan heller ikke lide at blive rørt ved af fremmede mennesker.

Måske er et tog til Paris ikke noget godt sted for mig.

Vivi Rindom, Eva Schwanenflügel, Karsten Lundsby, Torben Skov og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Kenneth Krabat

"Jeg ville ønske, at jeg kunne betragte mine medmennesker med al den interesse, jeg i virkeligheden har, men jeg er nødt til at skjule min interesse på grund af sociale konventioner."

Nej. Af din egen frygt for ikke at slå til. At kunne grænsesætte og forblive dig selv trods, ja, konventionernes signal om åbenhed og (fortsat, evt. seksuel) interesse, når man vedbliver at se. Det er frygten, usikkerheden, uvisheden, der står i vejen - ikke konventionerne.

niels astrup

Sofie - har prøvet det. For mange år siden. Vi fandt hurtigt ud af, at hun da vist kunne køre videre til Hjørring næste morgen. Snak med hinanden for helvede. Længere er den ikke. Sværere er det heller ikke.

I øvrigt var medpassagerernes måben ret morsom.

Steffen Gliese

Ja, men problemet er jo, at det skifter i en uendelighed: nogle dage bliver jeg trist af andres reaktion på mit nysgerrige blik, som nærmest udtrykker en moralsk fordømmelse, andre gange er det mig, der føler intimidering af at blive set for meget på.

Prøv at smile til den du kigger på. Hvis det gengældes, har du et udgangspunkt for blik. Men det føles ret intimt at møde interesse i et tog. Jeg bliver selv forlegen og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Kan forestille mig de fleste andre har det på samme måde.

PS: Jeg har også prøvet at blive truet med tæsk fordi jeg kom til at stirre for længe på en ung mand i min døsighed. Han ville provokere til slagsmål uden for bussen, men jeg talte ham heldigvis fra det. Så pas på med at dagdrømme med åbne øjne. På min efterskole ledte dette til en pige der bemærkede at jeg havde øjnene på hendes bryster i lang tid. Hun morede sig en del over det, da jeg undskyldte for det efterfølgende, selv om det ikke engang var min hensigt.

Roald Andersen

Efter i mere end 12 år dagligt at have arbejdet med kollegaer fra det meste af Europa, må jeg konstatere at mange kvinder fra Syd- og Østeuropa er opdraget til ikke at møde et mandligt blik. De virker nærmest skræmte ved tanken at se én i øjnene, hvis man mødes alene på en gang eller trappe – og vi ikke kender hinanden nærmere – selom vi er kollegaer..
Jeg gætter på at de har lært, at længere øjenkontakt pr. automatik af mænd bliver opfattet som en invitation til sex. Det er i hvertfald den eneste forklaring jeg kan give på, at omkring 50 af ca. 300 kvinder på min nuværende arbejdsplads i Luxembourg forsøger at gå i et med tapetet, når de er alene på en gang.

Jeg kan selvfølgelig tage fejl, men bevidstheden om at de har det sådan, at de en smule mistænker mig frådende for at ville kaste mig over dem – det virker ret frustrerende på mig – og også mærkeligt, fordi man hernede ikke kan køre i elevator med nogen uden at hilse og sige »ha' en god dag«, når man forlader elevatoren.

Nu er jeg heller ikke så ung mere, og netop for ikke at blive opfattet som værende en gammel gris gør, at jeg heller ikke søger øjenkontakt med (især yngre) kvinder i toget. Det er sørgeligt, men sandt, for på den måde, forstærker jeg jo en tendens.
Med mænd er det anderledes, men ikke nødvendigvis mere uhæmmet. Der kan hurtigt blive ballade, hvis det er yngre mænd, man ser på – især hvis de er berusede og i flok.

Lise Lotte Rahbek

Jens T.N.
Hmm.. jeg kan godt lide at se mine kære og kæreste i øjnene, men netop se - stadig uden at stirre.

Hvad tænker du selv om den forelskede stirren? Jeg er lidt i tvivl om dit spørgsmål.

Jens Thaarup Nyberg

Lise Lotte Rahbek
Det er lidt en optakt til et kærligt slagsmål, hvis ikke et kærligt slagsmål i sig selv - et flirtende, drillende blik.

Lise Lotte Rahbek

Jens T.N.
Off topic ->
Aahh, på dén måde. Hm. meget morsomt, egentlig, for for mig er det flirtende blik slet ikke vedholdende eller stirrende, men legende afvekslende opmærksomt og vigende. :)
At lege/flirte med en anden person i et tog eller andet offentligt sted er vel netop en indledning til en anledning til en samtale. Måske. Ellers kan man bare lade den ligge dér.
Jeg er vist ikke den bedste til at forstå artiklens persons opfattelse af blikkenes funktion. :)

Brian W. Andersen

@ Torsten Jacobsen

Kunne det tænkes at du lader irritationen tage overhånd og forestiller dig lidt for meget?
Er der noget, der hindrer dig i at prikke en højlydt person på skulderen og bede vedkommende om at dæmpe sig af hensyn til andre i bussen? Det er langt fra altid at folk selv er klar over hvor højt de taler, og især ikke hvis de f.eks. er grebet af følelser, er på en dårligt telefonforbindelse eller befinder sig i omgivende støj.

Det er meget sandsynligt at jeg på et tidspunkt har været en af de "supersnakkere", der har irriteret dig. Jeg har færdedes meget i Midttrafiks busser i Aarhus og har ført ganske mange telefonsamtaler under busturene, som jeg dog altid forsøger at føre så dæmpet som muligt, velvidende at det ikke altid lykkes for mig. Jeg har endda ofte to telefoner med mig og kan som regel ses med en 12 tommer tablet eller PC på skødet, når jeg taler i telefon i en bus. Det har jeg også på togture imellem landsdelene og i busser i andre regioner. Det er ikke noget jeg gør af mangel på pli eller for at genere andre, og ingen af de mennesker, der kender mig, har nogensinde kaldt mig for uopdragen og selvcentreret, men de kalder mig ofte og med et smil for et talende vandfald.

Jeg kører med offentlige transportmidler af flere grunde. En af disse er ganske lavpraktisk. Jeg har mine hænder fri til at betjene PC/tablet og telefon, så jeg kan forberede mit arbejde og tilpasse mine aftaler, imens jeg er på vej fra sted til sted. "Arbejde" er her bredt defineret, fordi mine normale dagjobs generelt har bestået af kulturprojekter med arbejdstider på alle døgnets timer i alle ugedage, der ofte overlapper med det ulønnede arbejde, jeg altid har valgt at udfylde min fritid med. Det ulønnede består i at bruge kvalifikationerne og kontakterne fra mit professionelle erhverv til at lave sociale projekter for nogle af alle de mennesker, der falder igennem velfærdsdanmarks sikkerhedsnet. For begge dele gælder det at der altid er en deadline, som skal overholdes.

Det hænder også at jeg er ham, der står i den "private" samtale, fordi venner og familie ved at jeg er på farten og hvis de syntes at jeg har været det lidt for længe uden at de har hørt nyt, hvis de skal have hjælp til noget eller hvis de planlægger en sammenkomst jeg skal være en del af, så ringer de mig op eller lægger besked at jeg skal ringe dem op. De bliver meget bekymrede hvis jeg ikke reagerer, så det gør jeg når jeg kan. Det kan jeg ikke, når jeg står med åbne mikrofoner ud til et levende og betalende publikum eller når jeg står midt i at hjælpe en eller flere medborgere i svær livskrise, men jeg kan gøre det imens jeg er på vej til og fra disse ting.

Fravalget af bil giver mig ikke kun mere tid til at overholde mine deadlines, det bringer mig også tættere på mange af de mennesker jeg gør mit arbejde for. Når jeg ikke er optaget af PC, tablet eller telefon, så er jeg ham, der kigger rundt i bussen, ham der søgende kigger folk i øjnene efter en åbning til samtale og tager initiativ til en når muligheden viser sig, ham der lytter til alt hvad der rører sig i bussen og smiler lidt over alle de ting, der optager folk, hvad enten de taler med mig eller andre. Der er altid noget nyt at lære. Jeg har også nogle medpassagerer der kan irritere mig, men jeg gider ikke rigtigt hidse mig op over dem, fordi det er også deres bustur. Det er f.eks. de 5-10 stykker, der sidder iført højt opskruede hovedtelefoner med næsen nede i hver sin smartphone, så resten af bussen er hensat i en kakofoni af musik, lydbøger, podcasts, film, TV og spil, eller dem, der absolut skal have en overdimensioneret rygsæk på under hele turen, så de fylder for 2-3 stående passagerer og regelmæssigt dunker siddende passagerer i hovedet med rygsækken.

Vi er mange slags mennesker der bruger den offentlige transport og der er ikke kun en rigtig måde at bruge den på, men hvis der skulle være en, så er den følgende: Hils på, smil til og tal med dine medpassagerer. Bed om rimelige hensyn til det du har brug for. Lyt til hvad andre har brug for og vis dem samme hensyn. Erkend at alle personlige hensyn ikke kan opfyldes, fordi nogle af disse altid vil være konfliktende.

Til efteråret starter jeg på et til projekt i Aarhus, så der risikerer du at møde mig på din bustur. Det kan godt være at det sker på et tidspunkt, hvor du syntes at jeg taler irriterende højt i telefon, og hvis det er, så gør mig venligt opmærksom på at samtalen generer dig. Så skal jeg nok forsøge at færdiggøre samtalen så dæmpet og hurtigt jeg kan. Dit ønske om helt at holde op med at tale i mobiltelefon i bussen, er ikke et jeg kan og vil efterkomme. Andre mennesker er afhængige af at jeg bruger de muligheder som mobilteknologi og transport giver mig. Jeg ved ikke engang hvordan at jeg skulle forklare dem at nu må de undvære nogle ting, fordi du gerne vil være fri for telefoni i bussen, men hvis jeg skulle gøre det, så ville det stille et meget stort spørgsmålstegn ved hvem som er selvcentreret.

Vi kalder vores bus og togdrift for kollektiv transport og ethvert kollektiv er båret oppe af kompromisser. Derfor kan hverken du, jeg eller andre altid få den bustur vi foretrækker.

Jeg har altid valgt den kollektive transport ud fra både personlige hensyn, praktiske hensyn og af hensyn til miljøet og bruger kun bil når jeg skal transportere mere end jeg kan bære eller hvis jeg skal ud hvor den offentlige transport ikke kan bringe mig rette sted på rette tid. Når endelig jeg holder helt ferie eller skal ud af landet i arbejdsøjemed, så vælger jeg toge, busser og skibe alle de steder jeg kan. Jeg er heller ikke helt uenig med Sofie Jamas syn på sociale normers begrænsninger, men selv under disse begrænsninger har jeg mødt så utroligt mange skønne mennesker undervejs på mine mange rejser i den kollektive transport. Mennesker som jeg ikke ellers ville have haft mulighed for at møde. To tredjedele af mine nuværende venner og halvdelen af de kærester jeg har haft igennem livet er alle mødt igennem min måde at færdes på. Nogle af dem er både mødt og bor i Aarhus' forstæder.

Der er ikke langt fra Århus’ forstæder til Paris. Dagens dont kan godt gøres til eksotiske rejser ud i det blå. Mennesker er forskellige. Nogle dagdrømme bør blot forblive dagdrømme, imens andre skal leves fuldt ud. Storbyens fremmede er ikke ukendte og anonyme forhindringer og irritationsmomenter på vejen, men mennesker, der ofte kan gøre livet mindre tvivlsomt, når man forsøger at få dem i tale. Du vælger selv om du vil se dem som sten i skoen, men vælger du det, så er jeg nok den store, skarpe flintesten og du kunne have fundet ud af det samme som jeg har skrevet her, hvis du havde indledt en samtale med mig i bussen. ;-)

Grethe Preisler

Jamen herre du milde i skuret hvad med lidt research af kronikørens karriere

Sofie Jama havnede i Danmark sammen med sin mor og sine søskende som 15-årig somalisk krigsflygtning for 21 år siden. Efter at have lært dansk på efterskole, reklameret for alt fra kattemad til kopper, kander og luftmadrasser, taget en studentereksamen og påbegyndt et ønskestudium i arabisk sprog og islamisk kultur på Århus Universitet blev Sofie som 25-årig kåret til årets Miss Århus.

Året efter stillede hun op til og vandt en konkurrence om et år som topmodel i London med alt betalt plus honorar pr optagelse for at lade sig forevige i magasiner og på plakater med en mærkevare i designerbriller på næsen og besluttede at tage det som et sabbatår, så hun kunne fuldende sine studier uden at risikere at hænge på en større studiegæld, når hun var færdig med sit speciale.

Så vidt, så godt.

Hvad Sofie ernærer sig af for tiden, ved jeg ikke. Men det kan da tænkes, at manden med skægget, de grønne øjne og de grånende tindinger i lokaltoget fra Orly til Paris har set hendes ansigt med briller på en plakat for ti år siden og kigget en ekstra gang, fordi han syntes, der var noget bekendt ved det. - Mens Sofie i al uskyldighed sad og digtede en lille romance om ham i sin halvsovende tilstand ovenpå flyrejsen.

Brian W. Andersen

@ Grethe Preisler

Hvem mener du skulle lave den research? Alle på debatten? Information?

Jeg er generelt altid opmærksom på hvem jeg kommunikerer med og om. Sofie blev kåret som Århuspigen i 2007, hvor hun var 24 og var inden det også AGF-pigen. Mig bekendt fidler hun med noget konsulentarbejde i dag. Jeg har også flere gange tænkt over et navnesammenfald med dit efternavn, da jeg flere gange har arbejdet sammen med en velsyngende herre, der bærer samme i Danmark ret sjældne efternavn, men sådan er der jo så meget. ;-)

Grethe Preisler

@Brian W. Andersen,

Så sjældent er mit navn nu heller ikke. Jeg giftede mig til det, og ham jeg fik det fra var forældreløs og enebarn og døde selv for flere år siden, så den velsyngende herre med samme efternavn, kender jeg desværre ikke.

Det eneste jeg ved om slægten Preisler er, at den danske gren af samme stammer fra to indvandrede fætre fra Böhmen, den ene glaspuster og den anden kobberstikker, som kom til Danmark i midten af 1700-tallet, slog sig ned i København og hver for sig efterlod sig en hulens masse efterkommere, hvoraf nogle senere udvandrede til Amerika ;o)

Jeg er for nylig fraflyttet Barcelona, hvor jeg i mange aar har boet. Absolut ingen oejenkontakt i den by, hverken paa gaden, cafeer eller andres steder med andre end dem, man er sammen med.

Brian W. Andersen

@ Grethe Preisler

Takker for opklaringen og jeg har forresten før hørt samme slægtshistorie. Der er et par hundrede Preisler'e i Danmark fordelt på meget få familiegrene, så jeg regner navnet for sjældent nok til at jeg altid bør være opmærksom på mulige relationer.

Torsten Jacobsen

Brian W. Andersen,

Tak for gensvar.

Jeg beder dig ikke om at holde kæft i bussen, fordi jeg nu er den jeg er: En introvert, lille stodder, som hellere udholder det mest urimelige, snarere end at konfrontere det sociale problem 'head on'.

Sådan er jeg.

Men der er ikke plads til mig og min lille irritation - og den er i grunden lille, da min kommentar skal læses som en karikeret modpol til Sofie Jamas lige så karikerede 'hvorfor er VI så hæmmede'-indlæg - i bussen. Er det ikke i grunden, hvad du skriver? Fordi dit behov - dit åh så nødvendige behov - for øjeblikkelig og akut kommunikation med gud og hvermand, øjensynligt trumfer mit behov for almindelig pli?

Vi mennesker er forskellige, skriver jeg udtrykkeligt i min forrige kommentar. Endnu et oprør mod Sofie Jamas totalitære 'vi'.

Det synes du ikke at ænse? For bag hvert råd du giver mig - 'prik dog vedkommende på skulderen' - ligger for mig at se et uudtalt: "Det ville jeg have gjort". Men jeg er ikke dig, og du er ikke mig. Hvilket tilsyneladende er gået dig helt forbi? Jeg er helt min egen, og jeg sætter pris på en rejse i offentlige transportmidler, hvor andre viser mig hensyn, uden at jeg skal tigge dem om det først.

Kan du sige det samme?

Du taler om kompromisser, men hvor er din andel i det kompromis? Du vil allernådigst afslutte en samtale så hurtigt som du finder det nødvendigt, og så stilfærdigt du finder det nødvendigt? Du insisterer på din ret til at have kontortid i min bus? Vores bus? Hvor i alverden er kompromisset i det?

Hvorfor skriver du dog så mange ord om, hvor uselvisk din 'telefontid' er? Har jeg ramt en nerve? Det håber jeg ved gud, at jeg har. Så kan jeg i det mindste - næste gang et talende vandfald stiller sig ved siden af mig i bussen - forestille mig, at det er dig, og at du trods alt, på et eller andet plan, skammer dig en lillebitte smule ;)

p.s. Vi kunne sikkert hygge os gevaldigt over en øl sammen. Du lyder som en fin fyr. Men hold dig venligst fra linje 4A og linje 17 - i det mindste i myldretiden. På forhånd tak :D

Birgit Kraft, Anders Sørensen, René Arestrup, Lise Lotte Rahbek og Maria Jensen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Det er vel et spørgsmål om pli - uagtet, at pli forstås meget forskelligt fra individ til individ.
Men vi kan vel blive enige om at alle mennesker har en intimsfære og at man nødvendigvis må respektere, at det forholder sig sådan.
For mig er intimsfære ikke blot et spørgsmål om min egen personlige grænse for det private, men i lige så høj grad en grænse for, hvad jeg ønsker at blive konfronteret med af andre menneskers private ting og sager.
Det er mig helt ubegribeligt - og frygtelig irriterende - når jeg er tvangsindlagt førstehåndsvidne til et kærestepars mundhuggeri, intrigant venindesnak, dosmersedler til dagens indkøb, tante Odas fremskredne demens, kollegaen, som burde fyres og unge mænds infantile udskejelser om piger og sex.
Jeg gider ikke høre på det!!

Anders Sørensen

@René Arestrup, det kan lynhurtigt løses (problemet med at være tvangsindlagt til andres urimeligt intime snak i offentligheden) ved at proppe et par øretelefoner i ørene og forbinde disse til musik efter egen smag. Sådan løser jeg selv problemet.

Det er selvfølgelig uhensigtsmæssigt, at folks opførsel ligefrem tvinger mig til at høre musik i linje 2A eller hvad nu, når jeg hellere ville opfange reallyd og derved få en mere autentisk busoplevelse - men når nu den autentiske oplevelse af reallyd i bussen er pisseirriterende stressinducerende, så må jeg affinde mig med det.