Læserbrev

Identitetspolitik graver skyttegrave

Det særegne og problematiske ved identitetspolitik er, at den ikke samler om ideer, der kan udveksles og diskuteres, men derimod alene om eksklusive, partikularistiske tilhørsforhold
13. juni 2018

I sin kommentar »’Identitetspolitik’ er et skældsord, hvide mænd lukker munden på minoriteter med« (Information 5. juni) skriver Mikas Lang, at identitetspolitik ikke er et nyt fænomen, og at det eksempelvis var dette fænomen, der drev arbejderbevægelsen.

Pointen er, at »identitet og politik hænger sammen, simpelthen fordi man samler nogen om noget«. Det særegne og problematiske ved identitetspolitik er imidlertid, at den ikke samler om ideer, der kan udveksles og diskuteres, men derimod alene om eksklusive, partikularistiske tilhørsforhold; det være sig race, etnicitet, køn, seksualitet og lignende.

Det betyder naturligvis ikke, at man aldrig kan mobilisere identitetsgrupper imod reel undertrykkelse. Ingen vil eksempelvis betvivle, at den amerikanske borgerrettighedsbevægelse var progressiv. Men Martin Luther King havde en drøm om, at hans fire børn en dag ville blive bedømt på deres karakter og ikke på deres hudfarve. I den forstand gik projektet i virkeligheden ud på at bekæmpe identitetspolitik til fordel for en mere inkluderende vision.

Omvendt er det, man i dag kalder identitetspolitik, kendetegnet ved en (dis-)kvalificering af den politiske modpart, netop på baggrund af vedkommendes medfødte træk som hudfarve, køn, seksuel orientering og så videre. Devisen lyder, at tilhører man ikke samme identitetsfællesskab, er det umuligt at sætte sig i hinandens sted. Identitetspolitikkens præmis tillader således ikke en fælles ramme, hvori man kunne udarbejde en vision for en bedre verden, fordi vi lever i forskellige verdener.

Paradoksalt nok kan der med dette udgangspunkt ikke etableres en standard for, hvornår man er fri, lige eller det modsatte, selvom den undertrykte er afhængig af en sådan standard for succesfuldt at kunne kommunikere sin oplevelse af undertrykkelse.

Ikke alle oplevelser lader sig dog udtrykke, så de er fuldt ud forståelige for folk, der aldrig har haft dem. Men ingen, og slet ikke minoriteterne, er tjent med at grave skyttegrave, og det er præcis, hvad en tilbagevenden til identitet som politisk maksime fører til. Bæredygtige fremskridt bygger på visioner, som har potentiale til at overbevise, og en sådan vision er fraværende i dagens identitetspolitik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

Eller også betyder det at man rent faktisk insisterer på at tale om konkret undertrykkelse af konkrete grupper. Og det er ukomfortabelt for majoriteten. Martin Luther King sagde ikke at vi bare allesammen skulle "holde op med at spille race-kortet", og så ville alting blive godt -- også selv om der er ret mange folk som ELSKER at lade som om det var, hvad han sagde.

Lars Steffensen

"Men ingen, og slet ikke minoriteterne, er tjent med at grave skyttegrave, og det er præcis, hvad en tilbagevenden til identitet som politisk maksime fører til. "

Dette er sandt hvis det kan fastholdes at brugen af identitetspolitik sker i god tro og med åbne og redelige hensigter. Det er dog langt fra sikkert og der er meget der tyder på at hensigten netop er at grave grøfterne dybere og at undgå, at der kan ske yderligere fremskridt. Det som på et niveau er en skærpet konflikt er på et andet niveau en cementering af magtpositioner. Og af ideologiske dogmer, hvis disse er tilstrækkeligt forankrede i cirkulær argumentation.

Bret Weinsteins analyse af de identitetspolitiske strukturer og metoder, som udspillede sig på Evergreen universitetet for et år siden er en langt bedre nøgle til at forstå fænomenet end både gruppens selvforståelse og de løse antagelser man kan gøre sig i farten.

How the trick is done (youtube)