’Identitetspolitik’ er et skældsord, hvide lukker munden på minoriteter med

Der har den seneste tid været heftig debat om en »radikal identitetspolitisk fløj« (Josefine Klougart i Politiken 21. maj), der agerer »tankepoliti« (Informations leder 16. maj).

Debatten følger af et teaterstykke, White Nigger/Black Madonna, jeg ikke har set. Dog kan jeg med glæde konstatere, at der åbenbart er bevægelser i gang i det hvide hjerteland, Danmark, der gør, at (den hvide) verdens angst for det sorte, der ellers ofte er ubevidst og uudtalt, må finde et så direkte udtryk i kunsten. Men det er ikke mit anliggende at kommentere på det. I stedet vil jeg reflektere lidt over, hvordan og hvorfor identitetspolitikken italesættes som et nyt spøgelse, der går igennem Europa – og truer ’os’.

Identitetspolitik er ikke nyt

I debatten lyder det som om, at identitetspolitik er noget nyt. Det er langt fra tilfældet. Alle politiske bevægelser er knyttet op på spørgsmål om identitet.

Et oplagt eksempel er den politiske bevægelse, der ofte præsenteres som modstykket til de såkaldt identitetspolitiske bevægelser, nemlig arbejderbevægelsen. Arbejderbevægelsen er bygget omkring ’arbejderen’. Prøv et øjeblik at forestille dig, hvordan arbejderen ser ud. Hvilket køn har den? Hvilken hudfarve har den? Hvad går arbejderens løn til?

Ja. Arbejderen er en hvid mand, der har kone og to børn derhjemme. Og så holder arbejderen selvfølgelig en form for værktøj; arbejderne bygger verden med deres hænder.

Den identitet er ikke opstået ud af intet, men er et historisk produkt af især den europæiske arbejderbevægelses identitetspolitiske bestræbelser på at forene arbejderne på tværs af regionale kulturelle og religiøse forskelle. Det er foregået i partier og foreninger, i produktionen af aviser, romaner, sange m.m.

Identitetspolitik er altså ikke forbeholdt minoriteter. Den er overalt, og som sådan er den heller ikke begrænset til venstrefløjen. Tag ’danskeren’ som et andet eksempel. Jeg gætter på, at 10 ud af 10 læsere, hvis de er ærlige, får det samme billede på nethinden. Danskeren er »blå øjne hvid hud«, som digteren Peter-Clement Woetmann skriver. Det er ikke tilfældigt.

Den rigtige dansker kan sin Danmarkskanon, Historiekanon, Kulturkanon og Litteraturkanon (eller i hvert fald navnene på dem), hvori der optræder folk, som også ser sådan ud. Ifølge den danske regering (hvordan er det nu, de ser ud?) fejrer danskeren jul, ikke ramadan; ligesom danskeren bor alle andre steder end i Mjølnerparken, hvor danskeren næsten kun kan komme under politibeskyttelse. Det er et farligt sted, slet og ret fordi, der er mange, som ikke har blå øjne og hvid hud. At der er mange kridhvide danskere, der bor og har deres daglige gang i Mjølnerparken, betyder intet i denne sammenhæng.

Den hvide mands identitetspolitik

Eksemplerne med ’arbejderen’ og ’danskeren’ viser, at identitetspolitik altså ikke er noget nyt. Det er heller ikke noget, der er forbeholdt minoriteter. Identitet og politik hænger sammen, simpelthen fordi man politisk samler nogen om noget. Disse ’nogen’ har enten på forhånd defineret en lighed mellem sig, eller også skaber de det gennem dette ’noget’.

Identitetspolitik som begreb opstod med de nye sociale bevægelser i 1960’erne: Rødstrømperne, Black Power osv. Det interessante er, hvem der ikke er den del af disse bevægelser: Den hvide, heteroseksuelle mand.

Han opfattes ikke som en identitet, fordi han er den dominerende identitet. Den hvide mand er den, der har magten og frækheden(!) til at løfte fingeren over for folk – som ofte bogstaveligt talt kæmper for livet – og påpege, at de bare plejer nogle særinteresser.

Arbejderen ligner her sin chef, kapitalisten, hvorfor chefen vanskeligt kan kalde arbejderen identitetspolitisk. Men grundlæggende har de to historisk kunnet møde hinanden som repræsentanter for hvert deres universelle projekt. Chefen for den fri markedsøkonomi og den politiske liberalismes individ med umistelige rettigheder; arbejderen for socialismens idé om en verden, hvor alle er lige.

Identitetspolitik kunne de således blive enige om at hæfte på bevægelser, der i kraft af deres minoriserede positioner ikke med samme selvfølgelighed kunne foregive at tale på alles vegne – og dermed kunne de delegitimere disse politiske projekter ved at beskylde dem for at virke unødigt splittende.

Og hvorfor så al den snak om identitetspolitik?

I den aktuelle debat er det ikke kun mænd, der råber identitetspolitik. Det er hvide, der råber det af ikke-hvide. Mig bekendt har ingen hidtil sagt det højt. Præcis ligesom den hvide heteroseksuelle mand råbte identitetspolitik af kvinderne og de homoseksuelle, da han så sin position truet, råber det velmenende hvide Danmark nu af de farvede.

Mikas Lang er bachelor i kulturgeografi og lærerstuderende