Kommentar

’Identitetspolitik’ er et skældsord, hvide lukker munden på minoriteter med

Identitetspolitik er ikke noget nyt. Alle politiske bevægelser er knyttet op på spørgsmål om identitet – det gælder også arbejderbevægelsen
5. juni 2018

Der har den seneste tid været heftig debat om en »radikal identitetspolitisk fløj« (Josefine Klougart i Politiken 21. maj), der agerer »tankepoliti« (Informations leder 16. maj).

Debatten følger af et teaterstykke, White Nigger/Black Madonna, jeg ikke har set. Dog kan jeg med glæde konstatere, at der åbenbart er bevægelser i gang i det hvide hjerteland, Danmark, der gør, at (den hvide) verdens angst for det sorte, der ellers ofte er ubevidst og uudtalt, må finde et så direkte udtryk i kunsten. Men det er ikke mit anliggende at kommentere på det. I stedet vil jeg reflektere lidt over, hvordan og hvorfor identitetspolitikken italesættes som et nyt spøgelse, der går igennem Europa – og truer ’os’.

Identitetspolitik er ikke nyt

I debatten lyder det som om, at identitetspolitik er noget nyt. Det er langt fra tilfældet. Alle politiske bevægelser er knyttet op på spørgsmål om identitet.

Et oplagt eksempel er den politiske bevægelse, der ofte præsenteres som modstykket til de såkaldt identitetspolitiske bevægelser, nemlig arbejderbevægelsen. Arbejderbevægelsen er bygget omkring ’arbejderen’. Prøv et øjeblik at forestille dig, hvordan arbejderen ser ud. Hvilket køn har den? Hvilken hudfarve har den? Hvad går arbejderens løn til?

Ja. Arbejderen er en hvid mand, der har kone og to børn derhjemme. Og så holder arbejderen selvfølgelig en form for værktøj; arbejderne bygger verden med deres hænder.

Den identitet er ikke opstået ud af intet, men er et historisk produkt af især den europæiske arbejderbevægelses identitetspolitiske bestræbelser på at forene arbejderne på tværs af regionale kulturelle og religiøse forskelle. Det er foregået i partier og foreninger, i produktionen af aviser, romaner, sange m.m.

Identitetspolitik er altså ikke forbeholdt minoriteter. Den er overalt, og som sådan er den heller ikke begrænset til venstrefløjen. Tag ’danskeren’ som et andet eksempel. Jeg gætter på, at 10 ud af 10 læsere, hvis de er ærlige, får det samme billede på nethinden. Danskeren er »blå øjne hvid hud«, som digteren Peter-Clement Woetmann skriver. Det er ikke tilfældigt.

Den rigtige dansker kan sin Danmarkskanon, Historiekanon, Kulturkanon og Litteraturkanon (eller i hvert fald navnene på dem), hvori der optræder folk, som også ser sådan ud. Ifølge den danske regering (hvordan er det nu, de ser ud?) fejrer danskeren jul, ikke ramadan; ligesom danskeren bor alle andre steder end i Mjølnerparken, hvor danskeren næsten kun kan komme under politibeskyttelse. Det er et farligt sted, slet og ret fordi, der er mange, som ikke har blå øjne og hvid hud. At der er mange kridhvide danskere, der bor og har deres daglige gang i Mjølnerparken, betyder intet i denne sammenhæng.

Den hvide mands identitetspolitik

Eksemplerne med ’arbejderen’ og ’danskeren’ viser, at identitetspolitik altså ikke er noget nyt. Det er heller ikke noget, der er forbeholdt minoriteter. Identitet og politik hænger sammen, simpelthen fordi man politisk samler nogen om noget. Disse ’nogen’ har enten på forhånd defineret en lighed mellem sig, eller også skaber de det gennem dette ’noget’.

Identitetspolitik som begreb opstod med de nye sociale bevægelser i 1960’erne: Rødstrømperne, Black Power osv. Det interessante er, hvem der ikke er den del af disse bevægelser: Den hvide, heteroseksuelle mand.

Han opfattes ikke som en identitet, fordi han er den dominerende identitet. Den hvide mand er den, der har magten og frækheden(!) til at løfte fingeren over for folk – som ofte bogstaveligt talt kæmper for livet – og påpege, at de bare plejer nogle særinteresser.

Arbejderen ligner her sin chef, kapitalisten, hvorfor chefen vanskeligt kan kalde arbejderen identitetspolitisk. Men grundlæggende har de to historisk kunnet møde hinanden som repræsentanter for hvert deres universelle projekt. Chefen for den fri markedsøkonomi og den politiske liberalismes individ med umistelige rettigheder; arbejderen for socialismens idé om en verden, hvor alle er lige.

Identitetspolitik kunne de således blive enige om at hæfte på bevægelser, der i kraft af deres minoriserede positioner ikke med samme selvfølgelighed kunne foregive at tale på alles vegne – og dermed kunne de delegitimere disse politiske projekter ved at beskylde dem for at virke unødigt splittende.

Og hvorfor så al den snak om identitetspolitik?

I den aktuelle debat er det ikke kun mænd, der råber identitetspolitik. Det er hvide, der råber det af ikke-hvide. Mig bekendt har ingen hidtil sagt det højt. Præcis ligesom den hvide heteroseksuelle mand råbte identitetspolitik af kvinderne og de homoseksuelle, da han så sin position truet, råber det velmenende hvide Danmark nu af de farvede.

Mikas Lang er bachelor i kulturgeografi og lærerstuderende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

"I den aktuelle debat er det ikke kun mænd, der råber identitetspolitik. Det er hvide, der råber det af ikke-hvide. Mig bekendt har ingen hidtil sagt det højt. Præcis ligesom den hvide heteroseksuelle mand råbte identitetspolitik af kvinderne og de homoseksuelle, da han så sin position truet, råber det velmenende hvide Danmark nu af de farvede."

Det giver vel en karakter på kanten af bestået, hvis man afslutter en tekst med et konkluderende afsnit, som ikke finder belæg i teksten som helhed? Mere omhu, min ven...mere omhu..

Det er selvfølgelig muligt, at det 'velmenende hvide Danmark' nu blot 'råber' af 'de farvede', når en 'radikal identitetspolitisk fløj' italesættes og kritiseres. Det er da muligt. Alt kan tænkes, som bekendt, og skruer man skyklapperne tilpas stramt om øjnene, er det slet ikke utænkeligt, at man kan finde ro og fred for tankers tummel til at forestille sig selv det mest urimelige..

Dog finder vi som sagt ikke belæg for den citerede påstand i nærværende tekst. En tekst som synes skrevet i indignation snarere end i nysgerrighed. Et dårligt udgangspunkt for egentlig dialog, selvsagt, omend retfærdig vrede naturligvis har en berettigelse - tør man sige en vis nødvendighed? - i dette forskruede samfund, denne forskruede kultur.

"Anger is a gift", som Zack de la Rocha i bedre tider bekendtgjorde, i parentes bemærket til udelt fryd for store dele af min bekendtskabskreds i den forlængst henfarede, men stadig nostalgisk flimrende vår..

But i digress..Tilbage til teksten og det manglende belæg. Der 'råbes', hævder Mikas Lang, og allerede her løber vi ind i problemer. For hvad menes der egentlig med dét begreb i netop denne sammenhæng?

Hvis man råber - mens man råber - lytter man selvsagt ikke. Samtidig er det vel en almenpsykologisk kendsgerning, at man tyr til 'råberi', når evnen til at argumentere hører op? Når tålmodigheden svigter?. Er dette påstanden? At 'det velmenende hvide Danmark' i sin kritik af en 'radikal identitetspolitisk fløj' ikke argumenterer for dets sag, men blot forsøger at overdøve alle indvendinger fra en - af Mikas Lang postuleret - homogen gruppe af 'farvede'?

Igen løber vi ind i problemer. Vi 'slår os' så at sige på teksten, for der eksisterer - dette burde være indlysende - ikke så letkøbte kategorier, som 'velmenende hvide Danmark' eller 'farvede'. Dette uanset hvor retorisk bekvemme sådanne konstruktioner end måtte forekomme.

Men selv hvis vi anerkender kategorierne - 'a show of good faith' i læsningen, så at sige - så stilles vi blot over for et nyt problem: For er det vitterligt sandt, at kritikken af 'en radikal identitetspolitisk fløj' møder op til kampen uden egentlige våben i hænderne? Andet end da 'råberi?'.

Det er muligt. Man kan forestille sig så meget. Men man skal ikke lede i nærværende tekst efter svar. Det glemte skribenten nemlig rent at forholde sig til.

Dumpet. Beklager.

Magnus Bravo, Mikkel Madsen, Hans Aagaard og Jakob Venning anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Stykket hedder blot "Black Madonna" nu. Mikas Lang og/eller debatredaktøren på Information har sovet i timen. Man tager tydeligvis ikke den slags detaljer så alvorligt, deroppe i journalistikkens elfenbenstårn..

Sten Stenbæk

Begrebet identitetspolitik er ikke klart defineret og er derfor let at smide i hovedet på enhver gruppe som plejer egne interesser. Det bliver oftest anvendt sideløbende med ’politisk korrekthed’, som også tilsvarende har et janusansigt, en positiv opfordring til god tone, på den ene side, og et ry for at være et anslag mod ytringsfriheden.
Se bare Jordan Peterson, e.g. og hvordan han beskyldes for Alt Right sympatier på trods af at han vel nærmest et socialdemokrat. Eller Fry, som også angribes for at sige at ’political correctness’ er gået for vidt, selv om han både er bøsse og vel nærmest venstreorienteret.
Og de har jo en pointe. Når mennesker defineres (udskilles og udgrænses) i kraft at deres ’identitet’, så er det jo også meget lettere at se dem som ’det andet’. Og når de politiske korrekte insisterer på unaturlige betegnelser og ordvalg som skurrer i folks bevidsthed og ører, så er det ikke svært at forestille sig en tilbøjelighed til både latterliggørelse og hån og trang til at gå i den anden grøft.
Der vokser en generation af unge mennesker op som kastes i armene på højreradikalismen pga. identitetspolitikken og den politiske korrektheds excesser.
Og hvis det er identiteten der dikterer holdningerne, hvor er så viljen og evnen til at være anderledes end den gruppe med pålægges eller pålægger sig selv.
Så væk med identitetspolitikken og ind med politik, køns og raceblind fordelingspolitik og socialpolitik.

niels astrup

Helt ærligt - jeg er ligeglad med, om en skuespiller i København maler sig sort i bærret, når nu rutebilruterne her i "udkanten" nu også er ved at blive lukket ned.

Lars Steffensen

Den bedste og formentlig eneste korrekte måde at forstå identitetspolitik på er ved se den som en sekt meget lig Jim Jones' Folkets Tempel. Samme fanatiske destruktive kerne af løgn og bedrag, samme kynisme over for alle de hvervede "allies". Og sikkert nogenlunde samme selvdestruktive endeligt for alle implicerede. Eneste betydelige forskel er at den identitetspolitiske bevægelse genneføres i langt større format, omfatter langt flere deltagere og langt mere magtfulde ledere. Og at det selvfølgelig går noget mere langsommmeligt når det gøres i dette format.

Morten Silcowitz

"Identity politics" kan selvfølgelig godt bredes ud til at betyde alt muligt, men så bliver det ligegyldigt at tale om det. Det mest interessante ved begrebet lige nu, er at det henviser til en radikal(iserende) tendens i fløjpolitik, som gerne vil diskvalificere alle som ikke er med i ens egen in-group fra have en kvalificeret mening om noget som vedrører gruppen. Faktisk er det moralsk forkasteligt at overhovedet tillade sig at have en mening, hvis man ikke er med i in-group. Ja, man kan selvfølgelig finde variationer af den tankegang alle mulige steder, men det betyder ikke at den ikke har fået et boost her i de senere år, særligt i bestemte leftwing circles, men helt sikkert også på den anden fløj. Lige meget hvad, er det en nedbrydende tendens, som nettop flytter fokus hen på folks race, køn, identitet, i stedet for på hvad deres argumenter og politiske holdninger er. Det er en forbandelse at vi simpelthen ikke kan stoppe med hele tiden at fokusere på det garbage...