Kommentar

Indvandring sætter konflikterne i de vestlige samfund på spidsen

Indvandring er ikke et problem fra Afrika og Mellemøsten. Det er et spørgsmål, som udløser politiske grundkonflikter og klassekampe i vores egne stater
Indvandring har længe været et emne for debat i Danmark. 

Indvandring har længe været et emne for debat i Danmark. 

Asger Ladefoged

30. juni 2018

Indvandring er blevet et problem, som i disse dage kan bringe Tysklands kansler, Europas stærkeste leder, Merkel, til fald, og som, hvis det går galt, kan føre til den Europæiske Unions sammenbrud.

Det er allerede længe siden, den svenske statsminister appellerede til sit folks »åbne hjerter«, og at den tyske kansler kunne handle unilateralt og åbne grænserne med et løfte om, at »vi klarer det«.

De rene hjerters politik har tabt – men den amerikanske præsident Donald Trump erfarede for et par uger siden, at det totale opgør med de rene hjerter også tabte, da hans regering adskilte børn fra deres forældre og placerede dem i bure.

Der er grænser for humanismen, men skibet Aquarius, som ikke kunne lægge til i en italiensk havn, viste, at der også i Europa er grænser for antihumanismen.

Sammenhængskraft på spil

Man kan godt, som den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gjorde i denne uge i Politiken, sige, at problemet kommer fra de varme lande.

»Folk holder ikke op med at komme,« som han sagde:

»Derfor vil der være et permanent pres på Europa i generationer frem. Uanset hvor varmt et hjerte, man har, og uanset hvor meget man kan sætte sig ind i andres situation, dur det bare ikke. For vores sammenhængskraft, de værdier, den er bygget op omkring, de smuldrer, hvis vi ikke bevarer retten til at bestemme, hvem der kan komme ind.«

Det er den nemme del af forklaringen, men det er ikke hele historien. 

For indvandring er blevet et radikalt problem, fordi det udstiller grundlæggende modsætninger i vores egne stater. Vi kan hverken være helt for eller helt imod indvandring uden at miste os selv. Som James Hempshire pointerer i The Politics of Immigration fra 2013, sætter spørgsmålet om flygtninge og indvandrere de vestlige staters konflikter på spidsen.

Vi har to stærke principper, som taler for en begrænsning af indvandring. Det ene er, at vi er parlamentariske demokratier, som gennem valg omsætter flertallets krav, interesser og argumenter til politiske beslutninger. Og ifølge Hempshire er der i vestlige samfund markante flertal, som vil have færre flygtninge og indvandrere.

Det andet er den forventning om et kulturelt og politisk fællesskab, som Løkke kalder »sammenhængskraften«. Man kan diskutere, om det er liberale principper om kønnenes ligestilling, kritik af autoriteter, afvisning af vold i opdragelse og respekt for seksuelle minoriteter, eller om det, som konservative vil hævde, er fælles traditioner og værdier.

En ny klassekamp

Men der er ifølge Hempshire også to principper, som taler for indvandring. Det ene er det liberale fundament, som er formaliseret i menneskerettigheder og politisk fordrer anerkendelse af ethvert menneskelivs ukrænkelighed og alle menneskers moralske lighed. 

Det andet er det økonomiske argument. Erhvervslivet vil have højtuddannet arbejdskraft og den demografiske udvikling betyder, at vi kommer til at mangle service- og omsorgsarbejdere. Det økonomiske argument promenerede Lars Løkke også i Politiken: »Vi er en dobbelt så åben økonomi, som da jeg var barn, og vi er dobbelt så rige.«

Den principielle konflikt står mellem demokrati og sammenhængskraft over for liberale principper og økonomiske interesser. Den rationelle løsning for Europa, som ville være hård grænsekontrol og solidarisk fordeling gennem kvoter mellem medlemslandene, er ikke nødvendigvis politisk mulig, hvis den ikke overbeviser flertallet.

Og det fører til den erkendelse, at spørgsmålet om indvandring fremkalder klassekampen mellem dem, som den britiske forfatter David Goodhart har kaldt »the somewheres and the nowheres«; de relativt lavtuddannede, som bor i provinsområder, er skeptiske over for indvandring, kritiske over for frihandel, og knyttet til bestemte steder står over for de højtuddannede, mobile og urbane, der er ansat på universiteter, i medier og i det funky erhvervsliv og arbejder med folk fra hele verden – både kolleger i fremmede storbyer og indvandrede taxachauffører, rengøringspersonale og servicemedarbejdere.

Det er principielle konflikter og nye klassemodsætninger i staterne, som venstrefløjen ikke har fundet overbevisende svar på, der gør indvandring til et skæbnedefinerende problem for vores politiske fællesskaber i det 21. århundrede.

Spøgelserne, der går gennem Europa, kommer således ikke fra Afrika – de er skabt af nye modsætninger, urimeligheder og uligheder i vores egne samfund.

Og derfor bliver de ved med at hjemsøge det gamle europæiske hus. 

»På den ene side har politikerne erkendt et behov for indvandring. På den anden side har de selv fremmet udbredelsen af ideen om indvandring som et socialt problem, der kræver drastiske modtræk.« skriver Kenan Malik.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lars søgaard-jensen
  • Viggo Okholm
  • Christian Mondrup
  • Eva Schwanenflügel
lars søgaard-jensen, Viggo Okholm, Christian Mondrup og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen M. Mollerup

Indvandring fra Afrika og Mellemøsten er, som erfaringen viser, ikke uden problemer.

Touhami Bennour

Vesten går med skyklapper på med Titanic hastighed mod indvandring. Trump har ikke tabt noget i børn-og deres forældre sag, det har ikke med humanism at gøre; det er en sag for alle og så forbliver neutral.Mange i vesten sagner colonialismens tid og de vil absolut ikke møde deres modstander fra i går som lige værdige. Det er ikke vej tilbage. Og EU´s topmøde slutning er en tænke pause i virkeligheden

Viggo Okholm

Der er jo ingen som helst tvivl om at vi skal nytænke den verden vi er i og Europa kan ikke længere regen med at de både kan blande sig i krige og konflikter udenfor vore grænser samtidig med at kunne bevare vores nuværende standard. Vi er dybt afhængige af hinanden på tværs af grænser og nationaliteter. Europa besatte og udnyttede Afrika og andre kulturer og vi jagede indianerne for vores skyld. Vi har intet at hyle over.

Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel og Britta B. anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Indvandring og blanding af forskellige kulturer, er ikke i sig selv fundamentet for social urolighed og splid mellem forskellige grupper omend der findes erklærede fremmedhadere og racister. Det er heller ikke nødvendigvis årsag til store udgifter eller negativ samfundsøkonomi i forholdet mellem indvandrer og stat. Det er frygten for, som “indfødt” borger, at skulle bidrage med skat til indvandrere, som ikke forsørger sig selv. Og det er frygten for at miste sit job til indvandrede konkurrenter. Det mener jeg er en helt legitim frygt at have og noget politikerne skal respektere og derfor sørge for ikke er et problem. Indvandring i “gamle” dage var funderet på det fornuftige grundlag, at lykkedes man som indvandrer og blev selvforsørgende, så blev man i landet og blev også stille og roligt accepteret. Klarede man sig derimod ikke, ja så rejste man hjem. Hvad kunne man i øvrigt andet, når der ikke var hjælp at hente fra “velfærdssamfundet”.

Jeg skyder hele ansvaret for den mislykkede indvandringspolitik på de skiftende folketingsflertal – de seneste, mindst, 30 år. Politikerne har ikke levet op til Grundlovens krav til dem som lovgivere for Grundlovens § 75 tillader ikke indvandring til offentlig forsørgelse.

jan henrik wegener

Var det ikke tit netop ved afslutningen af kolonitiden, da mange lande blev selvstændige, at der skete en form for adskillelse? "Meningen" var vel i et eller andet omfang at inderne skulle have indien, briterne Storbritannien, o.s.v.? Siden distancerede mange sig i de forskellige ikke-europæiske lande sig mest muligt fra det europæiske, til fordel for det der angiveligt cskulle være deres "eget" (Fra Ayathollaherne til Pakistan, til Hinduerne i Indien). Det fungerede - muligvis - i nogen grad så længe man var adskildt (europæere i Europa, de andre der de kom fra). Når eller hvis der skal være en negentlig sameksistens virker det ikke som om nogen af de modeller duer. Kolonierne kunne vel letere opgives, så fremt der ikke stod nogen egentlige befolkningsgrupper bag (hvis der var en håndfuld embedsmænd og militærfolk fra Europa, men derudover kom alle fra det pågældende land).

Torsten Jacobsen

Så længe den øverste halvdel af samfundet insisterer på at beskytte egne privilegier gennem en stædig og stupid fastholdelse af et allerede totalt undermineret ‘status quo’, ja så vil den ‘uløselige knude’ blot fortsætte med at strammes.

Rune Lykkeberg nærmer sig sandheden, når han beskriver skellet mellem ‘the somewheres and the nowheres’, men forstår han dynamikkerne i dette forhold? Man fristes til at tvivle. Og så alligevel: for ordet ‘klassekamp’ sniger sig jo ind i teksten. Så venter vi blot på, at Rune Lykkebergs klasse holder op med at bekrige os...mon ikke Godot indfinder sig først, dog?

Egon Stich, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, lars søgaard-jensen, Flemming Berger og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Mikkel Nohr Jensen

Artiklen fremstiller en kamp mellem næstekærlig humanisme på den ene side, og frygt for at miste den kulturelle samhørighed på den anden. Hvis bare det var så vel, men det ulykkelige ved situationen er jo netop at der ikke findes en humanistisk position der holder I praksis. At klare sig i et højtudviklet samfund, som det danske, kræver en masse færdigheder, menneskeligt og fagligt, som migranterne ikke har. Så når vi lukker dem ind ser man gang på gang at de synker til bunds som kontanthjælpsmodtagere, daglejere eller prostituerede. Lagt sammen med den fremmedgørelse det skaber for dem, at leve i et fremmed land, får de det måske endda værre end hvor de kom fra.

Indtil nogen finder løsningen på det problem er både Dansk Arbejdsgiverforenings drøm om arbejdskraft, og humanisternes drøm om at hjælpe verdens fattige, et fata morgana . Som pendulet svinger nu mister vi "gamle Danmark", uden at det i øvrigt gavner økonomien, eller løser fattigdomsproblemet. Det er sgu til at tude over.

Men, hey, jeg er ikke kendt for min optimisme, så måske tager jeg fejl, og nogen finder en løsning på integationsproblemerne snart.

Egon Stich, Hans Aagaard, Kim Houmøller, Per Torbensen og Mette Poulsen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

"At klare sig i et udviklet samfundt som det danske" . Jeg tvivler på at ditto samfund kan fungerer uden "specialister fra udlandet" og mange er eksperter fra arabiske lande. Det erkender regeringen selv. Ja hvorfor aksepterer disse eksperter det? , kan man spørge. min get er at de tror på indviduelle frihed. Du skal sige til dem. Glem det-
.
.

Touhami Bennour

Jeg kender en cafe/restaurant, hvor kok er fra et U-land( han bliver rost for den mad han laver),. Danskere serverer og passe kassen. For ikke at tale om de mange tandlæge jeg møder i clinic´er over alt. Men ufaglærte arbejder findes også bandt danskere.

Steffen Gliese

Mikkel Nohr Jensen, du tager simpelthen fejl. Din tiltro til menneskelig evne til tilpasning er bizar, da det er, hvad vi kan iagttage overalt i verden.
Dertil kommer, at den såkaldte kulturelle sammenhængskraft er, hvad Hal Koch meget rammende kaldte 'et forestillet fællesskab' - for vi er vidt forskellige, med vidt forskellige værdier, interesser, levemåder og færdigheder. Kun i det politiske felt og i uddannelserne mødes vi i noget, der ligner enighed.

Touhami Bennour

Steffen Gliese
Du har ret med Forståelse af politikken og uddannelse man kan nå langt i enigheden. Tingene har forskellige sværhedsgrad og tilhørsforhold, Fra sag til sag kan man se hvor langt man er nået i enighed. Og den process kun er muligt med viden og fornuft. Det er absolut nødvendig i disse tider, hvor mange i Vesten er på korsvej som jeg ser det. Det blev sagt at fascismen kommer i hvert fald ikke igen. grundet til det er det vestlige samfund er gammmelt eller er beboet af gamle og det skal unge til krig. Det er flere pensíonister end studenter i Vesten. det er noget positivt her i hverfald. Så krig og ballade er udelukkret, der er kun en vej foran os "fornuft."

Touhami Bennour

Da jeg var meget ung havde jeg et sted i hoved en frase, som siger på fransk: "Les voyages forment la jeunesse" lad mærke til først, frasen siger ikke i hvilket land, den sige bare "Voyages": rejser tildanner ungdommen". VI har altså at skabe en anden kultur (universel eller national). Så parolen vil lyde for mig sådan: "kend dig selv og dit land".Landene faktisk er meget forskellige, nogle hvis byer ligne hinanden, andre hvis hver by er et land i sig selv. Problemet er kan det giver fred i verden, jeg mener stadig at verdens handel er nødvendig for fred i verden. Så får man fred inde i sig selv med det første.Er det muligt, en verden uden fascister. I de tidligere tider kom de alligevel Hvordan har man opdaget America for ex.Ingen var inveteret.