Ingen politik uden identitet

Indtil vi får udviklet effektive redskaber til helt at ophæve identiteter, er snakken om en særlig ’identitetspolitik’ i bedste fald en blindgyde. I værste fald er den et hold-kæft-bolsje til minoritetsgrupper.

Magnus Bravo kritiserede den 13. juni her i avisen min kommentar fra den 5. juni. Eller gør han? For hvordan forholder han sig til min pointe, som han citerer, at også arbejderbevægelsens politiske kamp – der fremføres som modbilledet til ’identitetspolitik’ – netop var et udtryk for identitetspolitik? Det gør han ikke. I stedet kommer han med en velkendt påstand, at identitetspolitik virker splittende. Modsat ’almindelig’ politik.

Al politik er imidlertid identitetspolitik i en eller anden form. Det er den af den simple årsag, at det altid er mennesker med identiteter, der fører den. Det er ikke ensbetydende med, at vi ikke kan diskutere og bedrive politik på tværs af levede erfaringer. Men det betyder, at man(d) ikke kan stille sig op et podium og erklære sin politik »uafhængig af identitet«.

Magnus Bravo kommer aldrig til at opleve at blive set af verden, som den ser på mig – ligesom jeg nok aldrig kommer til at se den gennem hans øjne – men det betyder ikke, at vi ikke kan tale sammen. Ligesom det på ingen måde betyder, vi ikke kan diskutere politik, herunder vores positioner og identiteter.

Det betyder imidlertid, at Magnus Bravo ikke kan affeje racegjorte sortes kamp mod en racistisk verden som ’identitetspolitik’. Dem, han står på skuldrene af, har også »eksklusive, partikularistiske tilhørsforhold«. Deres tilhørsforhold er bare hvide og dominerende.

At kunne kalde sig universel er et privilegium. I hvert fald har vi endnu til gode at se et konkret politisk projekt, en virkelig universalitet, uden blinde vinkler. Vi kan godt vinde politiske sejre på tværs af position, identitet og erfaring. De sejre gavner bare folk forskelligt – og der vil altid være nogen, der står udenfor.

Det er vores »universelle« velfærdsstat – som kun er for folk med rødbedefarvet pas – et pragteksempel på. Hvis vi virkelig stræber efter universalitet, må vi opfinde en måde at ophæve de forskelle, der er mellem os, på. Vi må simpelthen overvinde identiteterne. Det gør vi ikke ved at negligere deres betydning.