Klumme

Intermetzo: En broders død

Da håbet slukkede, og Nixon vandt
Den 6. juni var det 50 år siden, Robert Francis Kennedy døde

Den 6. juni var det 50 år siden, Robert Francis Kennedy døde

Ritzau Scanpix

8. juni 2018

Den 6. juni var det 50 år siden, demokraten senator Robert Francis Kennedy blev myrdet efter primærvalgsejren i Californien.

Håbet slukkedes om en moralsk reformation af det politiske liv i USA – såvel som i den øvrige vestlige verden.

Sådan føltes det. I det mindste for dem, der ikke blev helt så overbeviste om, at verden efter Woodstock automatisk ville blive fredelig og fuld af kærlighed, at USA ville trække sig ud af Vietnam, våbnene ruste og blomsterne blomstre.

Robert Kennedy stillede op for at bekæmpe fattigdommen, ligestille racerne og stoppe krigen – og selvfølgelig for at blive præsident. Kennedy-familien, klanen, var ambitiøst forpligtet hjemmefra.

Kennedy senior, Joseph P. Kennedy af irsk oprindelse og jernhård forretningsmand, var klanens leder. Formuen nærmede sig det astronomiske og tålte næppe projektørlys på alle detaljer.

Som irsk katolik og andengenerationsamerikaner, gift med en Fitzgerald fra det irske aristokrati i Boston, var det en selvfølge, at næste led i slægtsrækken skulle klare det politiske element.

Robert Kennedy stod for tur efter først Joseph Kennedy Jr., der blev dræbt under krigen, og John F., der faldt i Dallas i 1963.

Mange amerikanere, selvsagt flest demokrater, kom til Robert Kennedys valgmøder for igen at høre den berømte stemme, der var som broderens, den nasale bostondialekt, der mindede dem om Camelot, som man bevæget og besværgende over for historikeres mere nøjeregnende granskning af perioden kaldte Det hvide Hus – the short bright shining moment under John F. , da fremtiden tegnede lys og forjættende.

Men Robert Kennedy var ikke broderen, med årene stadig mindre og mere liberal, hvilket jo i Amerika dækker over det (moderat i forhold til europæiske forestillinger) sociale og frisindede.

Truede på livsformen

Skribentens venner i Philadelphia, som støttede Kennedy, mødte op til stormøde i sommerens løb i det gigantiske indkøbscenter King of Prussia (tre våbenhandlere, én boghandel), hvor Kennedy skulle tale.

Scenen var som sat af Duane Hanson, publikum lignede Hansons livagtige skulpturer: overvægtige forstadsamerikanere (også dengang) med duller i håret og overfyldt indkøbsvogn, hylende unger, meget amerikansk amerikanske mænd i baseball-kasket og six-pack og for små T-shirts.

Det hele var langt fra billedet af de elegante, sofistikerede Kennedy’er. Men folk kom.

Forbrugerpriserne var i de tider takket være krig og inflation på vildspor.

Lyndon Johnson havde givet op, slidt ned af krigen og de lange tabslister samt af det had, der fulgte præsidentens sidste år. Ikke mindst afsendt af den middelklasse, der havde støttet ham, og bredt i befolkningen, på trods af at Johnson var den mest socialdemokratiske præsident i unionens historie i 1964 med den største valgsejr i Unionens historie over den rabiat indskrænkede republikaner Barry Goldwater.

De folk, der var på indkøb i King of Prussia den dag, var så småt ved at være truede på deres livsform. Selv benzinpriserne så ud til at kunne gå hen og stige. Alle var berørt. Mange kendte unge, der var faldet i krigen.

Kennedy ankom, folk stimlede i tusindvis sammen for at se giraffen og høre, hvad kandidaten havde at sige om prisstigningerne og the American way.

Kennedy i skjorteærmer, det var 38 graders fugtig varme – man forstod, hvorfor svenskerne i nærliggende Delaware i 1600-tallet var bukket under i dét klima – Kennedy kravlede op på taget af en bil og begyndte at tale om at gøre tingene bedre. We can do better! Det var mantraet.

Han talte om priserne og besværet med at få det til at hænge sammen, men uden den store overbevisning. Som om han var et andet sted.

Så tog fanden pludselig ved ham, og han begyndte i stedet at tale om indianerne ude vestpå, hvor han lige havde været, om hvor slemt det stod til i reservaterne med misbrug og tidlig død, druk og håbløshed, og dét kunne amerikanerne ikke være bekendt.

Nu skulle der ske noget, når han blev præsident … Og det måtte de indse, alle dem, der stod her med deres på det tørre.

Et frygteligt år

Det mærkelige og til hans medarbejderes åbenlyse forbløffelse var, at mængden jublede i enighed.

De folk, der så ud, som om de havde nok i sig selv og deres indkøbsvogne, råbte og skreg og ville ikke slippe Kennedy.

På et tidspunkt, fortalte vennerne, var han ved at blive hevet ned af bilen, fordi alle ville røre og berøres af ham, som om han var hellig og frelseren selv, uden at scenen var egentlig hysterisk, fortalte de. Sejren var så godt som sikker, mente de fleste.

Måneden efter var han død.

Det år var frygteligt. Ikke fordi det var ’68, tværtimod. Men i Amerika gik det skævt: Først Martin Luther King, så Kennedy. Det kunne kun ende galt og gjorde det.

Nixon vandt ved at appellere skruppelløst til the silent majority i en løgnagtig stupid kampagne, der ikke i princippet adskilte sig fra Trumps vulgariteter 50 år senere. Lige bortset fra, at den forkrampede Nixon var begavet og vidende om verden, hvad der næsten gjorde det hele værre.

Det republikanske parti fik i de år de første alvorlige nøk hen mod Trumps nederdrægtighed og den populisme, der nu er Amerikas forhåbentlig foreløbige onde skæbne.

Skribentens amerikanske familie, republikanere, lider trods gode uddannelser under et netværk af konspirationsteorier. Lattervækkende, hvis ikke idiotien havde så alvorlige konsekvenser.

At eje og bære våben – efter alle disse mord – opfattes fortsat som en evig garanti mod en tyrannisk regering, som i tiden for uafhængigheden var beregnet til at forsvare sig mod kong Georg i London og hans soldater i de 13 kolonier.

De amerikanere, også de unge ofre, der nu foreslår begrænsninger, så man i det mindste ikke kan købe maskinkanoner i løsvægt, anklages af præsidenten for at ville nedlægge Amerika og sætte landet til salg.

Til russerne måske?

Der var engang en Robert Kennedy.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malan Helge
  • Randi Christiansen
  • Eva Schwanenflügel
  • Jakob Venning
  • Kurt Nielsen
  • Frede Jørgensen
  • Torben K L Jensen
Malan Helge, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel, Jakob Venning, Kurt Nielsen, Frede Jørgensen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Og vi sørger stadig. Onde kræfter myrder, når de ser sig truet - john f kennedy, martin luther king, robert kennedy, john lennon, hvem andre ... ?