Kronik

Ja, jeg vil faktisk gerne være chef – også selv om jeg har et handicap

Vi mennesker med handicap har også karrieredrømme, men så længe vi ikke er repræsenteret på direktionsgangene, er det svært at lande job og blive forfremmet
Chefer har det med at ansætte folk, som ligner dem selv. Da chefer ofte ikke har nævneværdige handicap, er chancerne for, at de ansætter personer med handicap, relativt små, skriver Jacob Nossel, der er konsulent i handicap, kultur og kommunikation og er spastisk lammet.

Chefer har det med at ansætte folk, som ligner dem selv. Da chefer ofte ikke har nævneværdige handicap, er chancerne for, at de ansætter personer med handicap, relativt små, skriver Jacob Nossel, der er konsulent i handicap, kultur og kommunikation og er spastisk lammet.

Ulrik Hasemann

2. juli 2018

Jeg vil faktisk gerne være chef, tage ansvar og bidrage til samfundet.

Dette udsagn ville være ganske almindeligt for enhver anden 30-årig konsulent. Ganske almindeligt, hvis det ikke lige var fordi, jeg havde et varigt fysisk handicap – en spastisk lammelse, der gør, at jeg halter på mit ene ben og taler lidt utraditionelt.

Bevæggrunden for min lidt højlydte proklamation kommer i anledning af regeringens arbejde med en ny jobreform, der blandt andet skal bringe flere mennesker med handicap ind på arbejdsmarkedet. For det står sløjt til med beskæftigelsesgraden blandt personer med handicap i den erhvervsdygtige alder.

Sammenlignet med den overordnede beskæftigelsesandel i befolkningen, der ligger på omtrent 75 procent, er kun knap halvdelen af alle personer med handicap i job. Det viser tal fra Institut for Menneskerettigheders Handicapbarometer, der blev offentliggjort sidste år. Endnu værre er det, at denne udvikling stort set er gået i stå.

Et kedeligt faktum er også, at det går tilbage på uddannelsesområdet. Hvor 74 procent af alle personer med handicap mellem 30-40 år havde gennemført en erhvervskompetencegivende uddannelse i 2012, så var andelen faldet til 66 procent i 2016. Vel og mærke i en periode, hvor uddannelsesgraden i samfundet generelt var stigende. Og vi ved, at beskæftigelse og uddannelse hænger tæt sammen.

Udelukket fra direktionsgangen

Nu undrer du dig måske over, hvad sammenhængen er mellem beskæftigelsen af personer med handicap og mine storladne karrieredrømme? Svaret er ret enkelt. I årevis har skiftende regeringer haft enøjet fokus på at skabe en strukturel ramme for, at personer med handicap kan komme ind på det danske arbejdsmarked.

De hidtidige ordninger på arbejdsmarkedet har i høj grad handlet om at kompensere den enkelte handicappede

Ulrik Hasemann
arbejdstager, eksempelvis gennem støtte til hjælpemidler, brug af personlige assistenter og reduceret arbejdstid. Ordningerne kan være relevante i mange sammenhænge, men de tager ikke højde for de mange uformelle kanaler, forventninger og magtstrukturer, der ofte er altafgørende for, om du stiger i graderne eller lander et job.

Så vi er tilbage ved min tidligere proklamation: Når jeg siger, at jeg gerne vil være chef, bliver jeg som oftest spist af med, at jeg er forkælet, mangler realitetssans eller lider af storhedsvanvid. Det overordnede budskab fra godtroende folk er, at jeg skal huske at være realistisk og bør stille mig tilfreds med et job på bunden af arbejdsmarkedet. Der er simpelthen for langt op til de bonede gulve, hvor de store beslutninger tages.

Her må man spørge sig selv, hvorfor vejen til direktionsgangen er så lang for personer med handicap? Og det er her, vi kommer ind på noget, vi aldrig taler om: De uformelle jobkanaler er ofte lukket for personer med handicap.

For det første har chefer og magthavere det med at ansætte folk, som de kender i forvejen, eller som ligner dem selv. Da chefer ofte ikke har nævneværdige handicap, er chancerne for, at de ansætter personer med handicap, relativt små.

Derudover har cheferne og magthaverne ofte et meget lille kendskab til personer med handicap og har måske ingen i deres netværk. Der finder simpelthen ingen uformelle møder sted mellem arbejdsgivere og arbejdstagere med handicap.

Hægtet af i fredagsbaren

Det billede genkender jeg fra mit eget arbejdsliv. Jeg arbejder til daglig i den pulserende mediebranche, hvor fredagsbarer og andre lignende aktiviteter er hyppige og nødvendige redskaber til at skabe sig netværk og sikre fremtidige job.

Til disse fredagsbarer kan jeg se, hvordan de unge studerende og medarbejdere flokkes om de midaldrende mediechefer. Her gælder det i høj grad om at smigre med talegaver, drinks og flirten i håbet om at sikre sig en ny stilling eller få solgt en historie eller et nyt program.

Den simple udfordring for mig er blot, at fredagsbarer indebærer masser af larm, høj musik og alkohol. Det gør det umuligt for mig – på grund af mit talehandicap – at snakke med nogen som helst. Her bliver jeg altså hægtet af.

Jeg ender som regel med at gå hjem lang tid før midnat, da jeg kun kan skåle og snakke med mig selv – selv om jeg godt ved, at de gode aftaler oftest indgås ud på de små timer.

Måske overdriver jeg lidt her. Men min pointe er dog klar: Så længe der ikke skabes øget kendskab, kontakt, eller finder uformelle møder sted mellem arbejdsgiverne og arbejdstagerne med handicap, så kan vi have lige så mange kompenserende ordninger, som vi vil. For de giver hverken personer med handicap et job eller chancen for at gøre karriere.

Brug for ledere med handicap

Vi er nødt til at skabe netværk og kendskab til handicap – også på direktionsgangene. Det er derfor, jeg gerne vil være chef. Mit kendskab til kvalificeret arbejdskraft med handicap er trods alt større end de flestes. Hvis jeg var chef, ville det derfor være langt mere sandsynligt, at jeg også ansatte og forfremmede andre med handicap, end at en anden chef uden handicap ville gøre det samme.

Hvis vi begyndte at ansætte flere ledere med handicap, så kunne vi langsomt få en mere reel ligestilling på arbejdsmarkedet, end vi har i dag, hvor personer med handicap ofte bliver ansat i bunden eller på kanten af arbejdsmarkedet.

Forstå mig ret, jeg hører ikke til dem, der går ind for at ansætte personer med handicap uden de rette kvalifikationer og evner. Og ja, vi må også som gruppe acceptere, at vi skal gøre en ekstra indsats for at opnå de samme resultater og jobmuligheder, ligesom andre minoriteter også må det på det arbejdsmarked, vi kender i dag. Derfor skal vi som gruppe også blive bedre til at uddanne os.

Potentiale for forbedring

Vi skal begynde at acceptere, at vi ikke kan skabe forandring på arbejdsmarkedet, hvis personer med handicap ikke selv har indflydelse på processen. Vi bør ikke bare være passive høringsparter, men aktive og ligeværdige medspillere.

Skabelsen af et rummeligt arbejdsmarked er ikke kun et spørgsmål om ny lovgivning. Den grundlæggende forandring kan ikke skabes, hvis personer med handicap ikke har indflydelse på begge sider af bordet, på både arbejdsgiver- og arbejdstagersiden. Det nytter derfor ikke noget, at personer med handicap ikke er repræsenteret på alle niveauer med magt og indflydelse på arbejdsmarkedet.

Hele opmærksomheden om at skabe et inkluderende miljø forudsætter tilstedeværelsen af personer med handicap. Det betyder, at personer med handicap ikke blot skal henvises til de lavest rangerende job, som ikke giver adgang til magt og indflydelse. Det kræver både uddannelse og kvalificering af arbejdskraften med handicap, og det kræver en styrkelse af de uformelle jobkanaler i form af mentorordninger, nye peer-to-peer-strategier og flere chefer med handicap.

Jeg håber derfor, at regeringen, der lige nu arbejder på en reform af området, tør tænke nyt og radikalt. For uddannelsesgraden er faldende og beskæftigelsesgraden er stagneret.

Der er et enormt potentiale for forbedring, men forandringen kommer ikke af sig selv.

Jacob Yoon Egeskov Nossell er konsulent i handicap, kultur og kommunikation og ejer af Sundance Kid Communications

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjørn Pedersen
  • Morten Balling
  • Eva Schwanenflügel
Bjørn Pedersen, Morten Balling og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Friis

Alle har forskellige shortcomings men det drejer sug om at finde sine styrker (som ofte hænger meget sammen med personens svagheder) og dermed gøre en forskel. En organisation, en klasse og en familie er bygget op på og med medlemmernes forskelligheder.
Jeg har engang haft en chef der var fodboldfanatiker og hvis du var god til fodbold var det tilsyneladende lettere at få taletid og blive forfremmet. Som ikke særlig god til fodbold og ikke specielt interesseret i hvem der spiller for hvilke klubber synes jeg at det var unfair vilkår.
Som årene går og tiden forandrer sig indser jeg nu at forskellighed er en af flere nøgler til succes men samtidig anderkender jeg at en organisation kan blive stærkere hvis medarbejderne har nogenlunde samme værdisæt.
Jeg har haft flere kollegaer med forskellige fysysike handikap og jeg har aldrig set det som et problem i sig selv. Nogle gange kan ens manglende succes forplante sig i en bitterhed og det er ulideligt.

Jan Weber Fritsbøger

nu er hele ideen om social opstigen jo ikke kun en umulig drøm for handicappede, det er jo for længst bevist at vejen til toppen er kort for dem som er født der, og tæt på umulig hvis man fødes på bunden af samfundet, hvad sker der med de handicappede som bliver født i magthaverklassen, får de en chance for at få et lederjob, evt i forældrenes eget firma, eller får de bare et liv efter eget valg uden mangel på noget betalt af forældrene, eller bliver de kasseret og anbragt i hænderne på professionelle ?
og måske er det faktisk en fejl, at ønske sig en karriere og søge imod toppen, når det gælder trivsel og mental sundhed ser det faktisk ud til at man skader sig selv med høje ambitioner, specielt hvis ambitionerne mest handler om penge,
for så er der jo den alt ødelæggende grådighed, som let opstår når man har opnået at leve i overflod, man bliver ude af stand til at få NOK, men bliver besat af ideen om det næste mål man stræber efter, den første mia eller de første 10mia osv, og for at nå så langt har man givet køb på sin integritet og sin ærlighed, og kan derfor egentlig ikke længere respektere sig selv, og dermed heller ikke nogen andre, man udvikler en facade som skal dække over at man ikke trives, og en sådan facade består typisk af en masse luksus som man omgiver sig med, og en masse livsstil som skal simulere trivsel, og selvfølgelig de falske smil, som ikke kommer fra hjertet men blot er et lag sminke på det tomme ansigt.

John S. Hansen, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jens Winther

Jeg køber ikke artiklens præmis. Det er ikke automatisk umuligt at blive administrerende direktør i en virksomhed, fordi man er handicappet. Jeg husker fx en topchef i en dansk landbrugsmaskinproducent af de helt store, som sad i rullestol.

Når det er sagt, er det som om mange mener, at det er urimeligt, hvis ikke lige netop de bliver topchefer. De glemmer, at topchefjobbet stiller en lang række konkrete krav, som kun få kan/vil leve op til.

Vi kan jo heller ikke alle sammen blive operasangere, fodboldspillere på landsholdet, osv., osv. Men alle synes at acceptere, at inden for sportens verden er det ikke os alle, der har egenskaberne til at blive stjerner.

Jens Winther

@Jan Weber Fritsbøger, har du et personligt kendskab til mange "rige" mennesker - eller gentager du bare en udbredt fordom?

John S. Hansen

"Jeg vil faktisk gerne være chef, tage ansvar og bidrage til samfundet"

Hvis du gerne vil tage ansvar og bidrage til samfundet - så gør du måske dette bedre ved IKKE at blive chef! I hvert fald hvis dette med at "tage ansvar" skal opfattes sådan, at en forsømmelse af at leve op til dette ansvar får konsekvenser for dig selv!

Som 2 årig blev jeg i 1952 ramt af polio (børnelammelse) og fik svære lammelser og har siden måttet bruge benstativer og kørestol. Det var den sidste store polioepidemi hvor tusindvis af børn og unge blev ramt. Jeg havde i sagens natur selvfølgelig ikke mulighed for at blive tagtømrer, men jeg har aldrig mødt begrænsninger i mine muligheder job- og karrieremæssigt alene grundet holdningen til mit handicap, tværtimod. Holdningen til handicappede ændrede sig markant siden handicappede ikke måtte komme i Tivoli i 30'erne. Derimod har det afgørende betydning hvilken hjælp og hjælpemidler et samfund stiller til rådighed for at handicappede har samme mulighed for at realisere deres potentiale, som ikke handicappede har. FN's handicapkonvention forsøger netop at stadfæste dette som en rettighed. Efter de store polioepidemier satte samfundet massivt ind med hjælp og hjælpemidler. Resultatet var at de polioramte fik højere uddannelsesniveau og højere jobfrekvens end befolkningsgennemsnittet. Socialt- og familiemæssigt klarede de sig også. Jeg fik selv udover benstativer og genoptræning f.eks. en specialcykel til at komme i skole med, en knallert til gymnasiet og som 19 årig en invalidebil til transport til uddannelse og senere job samt ikke mindst til at komme rundt generelt. Gennem årene har jeg oplevet at denne støtte og hjælp er blevet væsentligt forringet. Især her efter de såkaldte "kriser". Det er her problemet er. De "svageste" i samfundet er blevet trykket og hjælpen skåret ned i de seneste to årtier. Skal det ses snævert alene på økonomi tror jeg ikke det samfundsøkonomisk kan betale sig. Her i landet overholdes FN´s handikapkonvention ikke.

Marie Jensen, Eva Schwanenflügel og John S. Hansen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Jeg havde to kolleger der begge var ramt for den store polioepidemi i 1952. De var hårdt ramte fysisk, men havde fuldt skema på skolen. På lærerhøjskolen var der flere undervisere der var polioramte. Roosevelt var i kørestol mange år før han blev valgt. En af mine gode venner blev jurist og ansat i statsadministrationen, han både talte mærkeligt og gik dårligt. Da jeg var ung ville vi have et arbejde, et arbejde som sagde os noget. Nu vil alle have en karriere altså hele tiden hoppe opad og skifte, aldrig lave et aftryk der holder ret længe, før den næste i sporet vender vognen og ligeledes drømmer om at hoppe videre. Denne småborgerlige drøm om at blive til noget stort istedet for at udføre noget stort har forpestet arbejdslivet de sidste 25 år eller mere.

Annika Rasmussen, Lillian Larsen, Jens Winther og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar