Læserbrev

Klar til Trumps stab

I sin replik i Information den 14. juni til min kronik om Trump bragt den 5. juni synes Hans Hauge at demonstrere talenter, som kvalificerer ham til ansættelse i Trumps stab
27. juni 2018

I sin replik i Information den 14. juni til min kronik om Trump bragt den 5. juni synes Hans Hauge at demonstrere talenter, som kvalificerer ham til ansættelse i Trumps stab. For Hauge svinger sig op til, at min Trump-kronik skulle være udtryk for, at »positivismen er vendt hævnende tilbage hos professorerne«, og at »studenteroprøret har været forgæves«.

Jeg er enig i, at dele af studenteroprørets sejre er under pres, og at vi har brug for et nyt studenter- eller anden form for oprør imod herskende tendenser i den senmoderne vestlige kultur og dens ængstelige fokusering på effektivitet og materiel frem for åndelig rigdom. Men jeg har svært ved at genkende, at jeg skulle abonnere på en positivistisk opfattelse af virkeligheden.

Som den amerikanske lingvist Noam Chomsky har sagt, er det den intellektuelles opgave at sige sandheden og afsløre løgne. Hvad det helt konkret betyder, er naturligvis ikke enkelt, for der eksisterer forskellige begreber om »sandheden«. Sandheden kan være, at det, man hævder, afspejler eller korresponderer med en objektivt eksisterende virkelighed, en indre sammenhæng (kohærens) i ens fortælling om virkeligheden, en social konsensus eller noget helt fjerde. Desuden er virkeligheden ganske kompleks, hvorfor det kan være hensigtsmæssigt at operere med forskellige sandhedsbegreber.

Det er ikke givet, at man skal operere med samme sandhedsbegreb, når man forholder sig til fortolkninger af en litterær tekst, undersøger, hvordan mennesker fungerer psykologisk, eller politikeres udlægning af faktuelle forhold.

Som historieprofessoren Timothy Snyder har udtrykt, bidrager fornægtelse af fakta imidlertid til undergravelse af friheden. Hvis intet er sandt, har vi ikke et fælles fundament af fakta som basis for at kritisere magthavere – alt er overflade, show og subjektive meninger. Helt på linje med Trumps realityshow fra Det Hvide Hus.

Når Hauge – med Nietzsche – hævder, at »der ikke findes fakta, kun fortolkninger« og åbenbart synes, at dette gælder alle niveauer af virkeligheden, så repræsenterer han en udgave af humaniora – som jeg i øvrigt sætter meget stor pris på – der gør sig selv betydningsløs.

Ja, ja, det er mere kompliceret, men tweets og korte replikker kan ikke rumme virkelighedens forunderlige kompleksitet.

Carsten René Jørgensen, professor i klinisk psykologi ved Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
Espen Bøgh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fakta kan ikke både være "orden er rundt" eller "jorden er flad", og heller ikke "solen er midtpunkt i vort solsystem" eller "jorden er midtpunkt i vort solsystem"!

Noget må være rigtigt - altså fakta, og dermed er det andet blot en fortælling.

Om Trump fakta fortælling om antallet der overværede Trumps indsættelse som præsident, - "at der var flere der overværede Trumps indsættelse end ved Obamas indsættelse", som den faktuelle eller den alternative faktuelle sandhed, så hvilede den alternative faktuelle sandhed sidenhen på historien - som præsident Nixon klyngede sig til i sin tid som præsident; "det store tavse flertal, som hans mandat", og i Trump lejren var det blevet til "tilskuerne ved fjersynene derhjemme i stuerne"!