Kommentar

Det er klart, de unge er pressede – se på det arbejdsmarked, der venter dem

Mette Frederiksen vil gerne hjælpe de mange unge, der mistrives. Men hun overser, at den manglende solidaritet med de svageste også er med til at skabe den usunde præstationskultur
»De to socialdemokrater sang for af den socialdemokratiske sangbog, der minder om partiets historiske sejre, solidaritet og kamp for at løfte arbejderklassen.« skriver Mette-Line Thorup »Men det underlige er, at partiformanden tilsyneladende ikke forbinder den manglende solidaritet med de svageste på det arbejdsmarked, der venter de unge, med den usunde præstationskultur.«. 

»De to socialdemokrater sang for af den socialdemokratiske sangbog, der minder om partiets historiske sejre, solidaritet og kamp for at løfte arbejderklassen.« skriver Mette-Line Thorup »Men det underlige er, at partiformanden tilsyneladende ikke forbinder den manglende solidaritet med de svageste på det arbejdsmarked, der venter de unge, med den usunde præstationskultur.«. 

Ólafur Steinar Gestsson

22. juni 2018

De fleste af os kender et barn eller en ung, der ikke trives. Det har Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen ret i. Og det er på tide, at et politisk parti skaber et samlet fokus på børn og unges stigende mistrivsel. For ofte er det jo sådan, at man ikke bare kender ét barn eller én ung, der har det dårligt.

Man kender flere. Og hvis man ikke har det inde på livet, kan man konsultere statistikkerne, som viser, at børn og unge i dag er mere ensomme, mere stressede og mere bekymrede for fremtiden end tidligere.

Hvorfor er det sådan, spurgte Frederiksen sidste år på Folkemødet. Og i år var hun parat til at handle med tre nye forslag: De nationale test, der allerede kommer i 2. klasse, skal ændres, fordi det er for tidligt, at børn udsættes for den form for pres. Karakterbonussen, der gør det lettere at blive optaget på drømmestudiet, hvis man påbegynder sin videregående uddannelse inden for to år efter gymnasiet, skaber også øget pres. Derfor skal den afskaffes.

Endelig vil Frederiksen af med uddannelsesloftet, som partiet selv har været med til at gennemføre, fordi det – helt efter hensigten – vanskeliggør at tage en ny videregående uddannelse, hvis man allerede har gennemført en. Sådan lød svarene på det usunde præstationspres i formandstalen fredag på Folkemødet. Det er velgørende ord, som man må håbe omsættes til handling.

Bekymrede forældre

Om lørdagen gentog hun budskabet ved et arrangement flankeret af den tidligere partiformand Poul Nyrup Rasmussen, som har viet sit politiske efterår til arbejdet med psykisk sårbare unge. En bemærkelsesværdig indsats, som sætter alle corydonske karrierepolitikeres eftermæle i relief. De to socialdemokrater sang for af den socialdemokratiske sangbog, der minder om partiets historiske sejre, solidaritet og kamp for at løfte arbejderklassen.

Men det underlige er, at partiformanden tilsyneladende ikke forbinder den manglende solidaritet med de svageste på det arbejdsmarked, der venter de unge, med den usunde præstationskultur. De børn og unge, der mistrives, er et spejl af os. Af samfundet, sagde Frederiksen, mens Nyrup nikkede.

Ja, netop.

Grunden til, at børn og unge oplever øget præstationspres, er formentligt ikke kun finmekanikken i uddannelsessystemet, som er designet til at fokusere børn og unges indsats på output og højt tempo. Ungdomsgenerationen kan jo også se, hvad der sker med dem eller deres forældre, hvis de ikke magter at springe med på vognen.

Man kunne jo også spørge, hvor mange af de bekymrede børn og unge, der har bekymrede forældre. Eller hvor mange, der bliver bange for fremtiden, fordi de kan se, at hvis de fejler, så er det sociale sikkerhedsnet, der skal samle dem op af hullet, mere mistænkeliggørende end nogensinde.

Arbejdslinjen drevet for vidt

Nyrup og hans finansminister Mogens Lykketoft sænkede arbejdsløsheden i 1990’erne med 200.000 personer. Uden at skære i ydelserne på nær for gruppen af unge under 25. Og uden at skabe mere ulighed. Desuden blev der sat gang i en aktiv arbejdsmarkedspolitik, der skulle opkvalificere de ledige. Resultatet var vækst og flere arbejdspladser.

I dag står vi ikke midt i en massearbejdsløshed som i 1990’erne. Til gengæld er der skåret i ydelser og rettigheder for de svageste og givet skattelettelser til de velstillede. Mens reformer af bl.a. førtidspensionen er blevet implementeret på så umenneskelig vis i visse kommuner, at politikerne har set sig nødsaget til at forsøge at gribe ind.

Den arbejdslinje, der har overtaget socialpolitikken i dag, blev nok påbegyndt under Nyrup og Lykketoft. Men den er drevet for vidt. I marts kunne Politiken berette, at næsten hver anden arbejdsløse dansker lever med et højt stressniveau. Og tallet er stigende. »De er mere end dobbelt så hårdt ramt som mennesker med job. Usikker økonomi og skærpede krav presser mange ledige,« skrev avisen på baggrund af Den Nationale Sundhedsprofil 2017. Surprise!

At være arbejdsløs skal selvfølgelig ikke være en fribillet til et behageligt liv på sofaen. Men det er fisme lang tid siden, at det har været sådan. I mellemtiden er solidariteten med de svageste på arbejdsmarkedet forsvundet.

Det kunne være velgørende, hvis Socialdemokratiet i deres kamp mod børn og unges mistrivsel også huskede parties historiske kamp for solidaritet mellem samfundsgrupper. De to ting hænger nemlig sammen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brian W. Andersen
  • Henrik Leffers
  • Viggo Okholm
  • Anker Nielsen
  • Britta Hansen
  • Kim Folke Knudsen
  • Ib Christensen
  • Kristen Carsten Munk
  • Ebbe Overbye
  • David Zennaro
  • Torben K L Jensen
  • Anne Eriksen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Morten Hjerl-Hansen
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • Poul Erik Riis
  • Werner Gass
  • Lise Lotte Rahbek
Brian W. Andersen, Henrik Leffers, Viggo Okholm, Anker Nielsen, Britta Hansen, Kim Folke Knudsen, Ib Christensen, Kristen Carsten Munk, Ebbe Overbye, David Zennaro, Torben K L Jensen, Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Morten Hjerl-Hansen, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Poul Erik Riis, Werner Gass og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

@ Mette-Line Thorup

Mange tak for opråbet til Socialdemokratiet.

Du har helt ret i, at solidariteten er gået fuldstændig fløjten. Der er en uhyggelig mangel på forståelse for de arbejdsløse og syge mennesker, der ikke alene kæmper med stress, angst og depression, fysisk og psykisk sygdom, men også lider under det omgivende samfunds despekt og stigmatisering.

Selvfølgelig kan børnene og de unge fornemme denne mangel på empati og nedvurdering der overgår de uheldsramte voksne.. For de ser det med egne øjne, og hører deres forældre skændes og græde når krybben er tom. Hver dag får de arbejdsledige et fur i det ene eller andet medie.
Det bliver mere og mere tydeligt, at enhver er alene om at få succes eller fejle.

Vi har ingen socialpolitik længere, der er kun arbejdsmarkedspolitik og Jobcentre. Her bliver mennesker forvandlet til uduelige, skæve møtrikker, der skal slibes og vrides ud af form i det uendelige. De mødes med mistænkeliggørelse, kontrol, overvågning og sanktioner og har stort set ingen retssikkerhed tilbage.

Man kan kun udtrykke et spinkelt håb om at S-forkvinden vil erkende hun begik en fejl ved reformen af førtidspension og fleksjob, lade solidariteten komme tilbage, og genskabe en ordentlig socialpolitik.

Brian W. Andersen, Viggo Okholm, Sus johnsen, Anker Nielsen, Torben Skov, Kim Folke Knudsen, Lillian Larsen, Bjørn Pedersen, Steffen Gliese, Ebbe Overbye, Verner Nielsen, David Zennaro, Jacob Mathiasen, Jørgen Kærbro Jensen, Heidi Larsen, Steen K Petersen, Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Morten Hjerl-Hansen, Katrine Damm, Torben K L Jensen, Jørn Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

At vende en neo-liberal tænkning der har været gældende i S siden Tony Blair og den tredje vej er et langtidsprojekt der kræver mod og planlægning - med alle de nye bøger (og Pio) forskellige ledende socialdemokrater har lanceret er der et reelt håb om en "radikal" ændring i partiet mod en mere ligelig fordeling af småkagerne og mod den sociale indignation der har kendetegnet socialdemokratismen i det sidste århundrede vil slå igennem sammen den "nye" gamle vej for det ærværdige gamle arbejderparti. Sammen med Jeremy Corbyn i England og resterne af de haverede socialdemokratier i resten af Europa. Og for alt i verden sammen med den gryende venstrefløj samme steds. Det danske socialdemokrati "kunne" blive et forbillede for resten af EU.

Steffen Gliese, Kim Folke Knudsen, Bjørn Pedersen, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Anne Eriksen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar
Morten Hjerl-Hansen

Folk har ligget på sofaen gennem hele verdenshistorien i forskellige hihi stillinger og det vil de såmænd også gøre i fremtiden, når min tandlæge allerede om 20 år kan erstattes af en maskine. Sofatandlægen rykker ud. Det er en overskuelig tidsramme og en hihi tilskyndelse til at børste tænder. Den sociale bevidsthed som samfundet har brug for at få, må efter min mening tage udgangspunkt i disse ting og arbejdsiver er sjovt nok høhø ikke én af dem:

1. Workaholism er en psykiatrisk diagnose. Vi skal være generøse med diagnoserne er min holdning. Det indebærer at psykiatri skal på skoleskemaet, simpelthen for at vende os til at vi alle er kugleskøre. Vi skal overhale Sverige som har en bedre børnesundhed end vi.
2. Vores gener er indrettet til stammeliv. Så vi skal helt klart væk fra byerne og slå os ned i overskuelige landsbyer hvor der er plads til eftertænksomhed og sofaer hvor man lige så langsomt fatter proportionerne i sorgerne, se nedenfor. Det kan man nemlig godt på en sofa.
3. Vi skal selvfølgelig fortælle historier. Det følger af hvem vi er. Gennem historierne og det dejlige teatralske element i dem skal én person i hver landsby være hihi en sofavælger der vælger at underholde hele stammen. Han behøver ikke hihi just være en profet.
4. Hvad skal folk lave når jobsene efterhånden forsvinder og samarbejdet med kunstig intelligens vokser? Enhver dag vil være nok i sin plage for os mennesker stadigvæk, selvom jeg kan gå til en relativt hihi rar maskiniseret tandlæge. Men spørgsmålet bør debatteres langt hyppigere: Hvad skal vi lave når jobsene forsvinder?
5. Folk der ligger på sofaen bliver ofte beskyldt for at sumpe rundt. Det gør vi netop ikke. Vi er yderst virksomme. Vi trøster og opmuntrer i det nære. Der siges og skrives så meget unuanceret om outsidere men jeg vil hihi unuanceret hævde at vi har egensind.
6. Og så skal vi have etiske pamfletter om sorgens kompleksitet ud til borgerne i Danmark. 1. Tabssorg, 2. Ensomhed, 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. Længsel, 5. Sorgen over at være sig selv nærmest.

Tak til Mette-Line Thorup og Information for at trykke lidt på den sociale pedal (pedel?).

Viggo Okholm, Kim Folke Knudsen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Endnu en grund til ikke at fortryde mit vandgreb på statsministeren i 2013. Det parti er allerede dødt takket være populisme. De smadrer vores livskvalitet. Stem ikke på klasseforrædere. Boykot arbejderklassens selverklærede ledere. Vi leder os selv uden om systemerne og er solidariske med hinanden uden om deres sjælløse spareiver og corydonske rigmandslefleri.

Ole Brockdorff

Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft sænkede aldeles ikke arbejdsløsheden med 200.000 mennesker i 1990`erne forstået på den måde, at de skaffede et fuldtidsjob på 35 timer ugentligt til alle disse mennesker i enten det private erhvervsliv eller den offentlige sektor, så deres livsforsørgelse dermed ikke længere var afhængig af ydelser fra den daværende bistandslovgivning.

Må jeg godt i al venlighed erindre om, at noget af det første SR-regeringen foretog sig ved sin tiltrædelse i januar 1993 var en nedlæggelse af bistandslovgivningen, så man ikke længere klart og tydeligt kunne se, hvor mange arbejdsløse mennesker der reelt var uden for arbejdsmarkedet (altså uden medlemskab af en fagforening), og dermed altså hvor meget det kostede statskassen at forsørge arbejdsløse mennesker.

I stedet indførte man inden for èt år De Sociale Servicelove med det vanvittige begreb ”overførselsindkomster”, hvor mennesker der modtog økonomisk støtte fra samfundets arbejdende befolkning, pludselig skulle til at betale indkomstskat af det som oprindeligt hed socialhjælp, fra 1975 bistandshjælp, og altså fra 1. juli 1993 ”overførselsindkomster”, en indkomst overført fra andre menneskers indbetalte skatter.

Betale skat af socialhjælp???

Med denne manøvre kunne SR-regeringen med opbakning fra nærmest samtlige partier i Folketinget manipulere, lyve og svindle med de faktiske arbejdsløshedstal, og det blev for alvor sat i system af SR-regeringen i 1990`erne med inddeling af befolkningen i alle mulige ”kasser”, som hvis de bare havde et ligegyldigt aktiveringsjob på 10 timer ugentlig på for eksempel et socialt værested, ja, så blev de registreret som i arbejde på linje med de fuldtidsarbejdende borgere i den private og offentlige sektor, og sådan fungerer det stadig i dag.

”Desuden blev der sat gang i en aktiv arbejdsmarkedspolitik, der skulle opkvalificere de ledige. Resultatet var vækst og flere arbejdspladser”, skriver Mette-Line Thorup. Hvilke arbejdspladser? I hvert fald ikke private arbejdspladser med eksport for øje, så vi kunne få masser af milliarder hjem til statskassen, så der var penge til en anstændig socialpolitik. Men en kæmpe underskov af alle mulige projekter i den offentlige sektor, der ikke førte til noget som helst andet end simpel beskæftigelsesterapi, og som hvert år lige siden har kostet samfundet milliarder af kroner.

Mette Line-Thorup skriver yderligere, ” at være arbejdsløs skal selvfølgelig ikke være en fribillet til et behageligt liv på sofaen. Men det er fisme lang tid siden, at det har været sådan. I mellemtiden er solidariteten med de svageste på arbejdsmarkedet forsvundet”.

Ja, måske er solidariteten med de svageste på arbejdsmarkedet forsvundet, med hvad med de svageste borgeres solidaritet over for de få hundrede tusinde mennesker i det private erhvervsliv i dag, som tjener bruttonationalproduktet hjem til Danmark, så over 700.000 borgere i den erhvervsaktive alder uden for arbejdsmarkedet, kan blive livsforsørget hver eneste måned? Hvem blandt de svageste udviser solidaritet, fællesskab, samhørighed og taknemmelighed over for deres indsats?

”Det kunne være velgørende, hvis Socialdemokratiet i deres kamp mod børn og unges mistrivsel også huskede parties historiske kamp for solidaritet mellem samfundsgrupper. De to ting hænger nemlig sammen”, skriver Mette-Line Thorup i slutningen af sin kommentar.

Tja, det lyder godt med al den snak om solidaritet mellem samfundsgrupperne, fordi de to ting ganske rigtigt bør hænge sammen, men mere end mange andre partier har Socialdemokratiet og venstrefløjen – men i sandhed også højrefløjen – skabt et uretfærdigt samfund gennem de sidste 43 år, hvor de få knokler for de mange, også når man ser på en offentlig sektor med over 700.000 ansatte.

I dag stifter unge mennesker rask væk familie og sætter børn i verden, uden at have uddannelse eller arbejde, fordi de mere eller mindre betragter overførselsindkomsterne som en slags borgerløn, og sådan har det været lige siden man indførte bistandslovgivningen i 1975, og fra 1993 omstruktureringen til overførselsindkomster, hvor man som nævnt pludselig skulle betale skat af bistandshjælpen, således at befolkningen i dag ikke kan få det reelle arbejdsløshedstal vurderet ud fra fuldtidsarbejde eller ikke.

Hundredtusinder af uuddannede og arbejdsløse mennesker uden for arbejdsmarkedet tigger i dag om at få en førtidspension, så de kan slippe for al den forbandede jobaktivering med alle mulige ligegyldige foranstaltninger med beskæftigelse, men ingen af dem gør sig tanker om, at de i realiteten kræver, at andre mennesker skal gå på arbejde 35 timer om ugen for at de kan gå resten af livet og leve en arbejdsfri tilværelse, alt imens de så ellers selv kan stifte familie og sætte børn i verden på bekostning af andre menneskers arbejdskraft.

Så, nej, det er sgu ikke bare de unge og børnene der er pressede i livet, det samme er titusinder af hårdt arbejdende børnefamilier, mænd og kvinder, der står op klokken 06.00 om morgen, pakker to-tre børn ned til institutionen eller skolen, hvorefter de styrter på arbejde for at knokle 35 timer ugentligt, og efter afslutningen på arbejdsdagen skal de så også være gode og kærlige forældre.

Hvem blandt de unge og arbejdsløse er solidariske med dem? Hvem af de unge og arbejdsløse udviser taknemmelighed over for det arbejdende folks indsats på arbejdsmarkedet, der er skyld i, at de hver eneste måned får en ”overførselsindkomst”, altså indkomst fra andre folks indtjente løn, plus boligydelse sat ind på kontoen i banken, så de ikke skal sulte eller ligge hjemløse på gaden? Ikke ret mange – heller ikke politikerne fra venstre til højre i folketingssalen.

Under alle omstændigheder står vi ganske rigtigt i dag med titusinder af børn og unge, der mistrives socialt og økonomisk samt menneskeligt, takket være den førte socialpolitik og økonomiske omfordelingspolitik gennem de sidste 40 år, men børnene og de unge er trods alt ikke de eneste der er ensomme, stressede og mere bekymrede for fremtiden end tidligere.

Også hundredtusinder af voksne har det ad helvede til, fordi de lever på statens nåde i samfundets modbydelige sociale ”massegrav” med overførselsindkomster og bare regner med, at de til deres dages ende bliver livsforsørget af statskassen, hvad enten de stifter familie eller ikke, for de har ikke noget håb om uddannelse eller arbejde …. eller har for den sags skyld heller ikke lyst til det.

Begrebet ”solidaritet” i sin ægte form er for længst død og begravet.

Eva Schwanenflügel

@ Ole Brockdorff

Må jeg minde om at det var Kanslergadeforliget der forhindrede en storkonflikt og kickstartede de sociale forbedringer vi idag kalder Velfærdssamfundet?
Folk døde af sult før der kom forbedringer, noget fagbevægelsen arbejdede benhårdt for.

Dengang var der ingen der regnede med at "blive forsørget af samfundet", for der fandtes ingen sikring af arbejdsløse eller syge.

Så fandt vi ud af at det var smart at forsikre arbejdsledige og syge. Og fik et virkelig godt velfærdssamfund.
Vi blev rige.
Men de borgerlige kunne ikke tolerere at deres åndede minimalstat ikke havde gang på jord.
Derfor ser vi deprimerede unge og ingen bier.
Idioter !!

Lise Lotte Rahbek, Henrik Leffers, Sus johnsen, Kim Folke Knudsen, Steen K Petersen, Steffen Gliese og Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Tak til Mette Line Thorup for denne artikel.

Det er mildt sagt et meget stort spørgsmål, at tage op, som jeg ikke tror, at nogen har blot antydningen af et svar på.

Konkurrencepres og præstationsræs har formentligt eksisteret lige siden mennesket bevægede sig rundt på savanen for i flok at jage dyr.

I Virksomhederne er der idag en nærmest videnskab i at " optimere " arbejdskraften udnytte arbejdskraften så denne er mest effektiv. Jeg tror alle kan nå til et punkt, hvor man spørger sig selv om der overhovedet eksisterer et menneske her på Jorden, som kan opfylde " Idealet om den perfekte vidensarbejder ".

Det at arbejde teknologi og privatliv i stigende grad smelter sammen er med til at skabe en uskarp dagligdag. Arbejdet trænger sig ind i flere og flere hjørner af de 24 timer som døgnet har. Samtidig tænker jeg, at vi er mange der sukker efter pausen roen og tiden til at overveje livets gang. Informationsstrømmen i dag er så heftig, at det i sig selv kan medvirke til stress og udbrændthed.

Men noget kan vi gøre.

Arbejdsmarkedssystemets overvågning af de ledige er gået for vidt. Der er for megen mistillid, kontrol og overvågning indbygget i Jobcentrene og for lidt fokus på, at udvikle og uddanne de arbejdsløse til de nye job. Intet menneske kan bygges op af at løbe ind i en mur af mistillid og negative forventninger. Det burde tilhængerne af det nuværende system overveje. Jobcentrene skal reformeres og det skal aktiveringssystemet også. Borgerne skal i centrum og udvikles og kvalificeres istedet for at kontrolleres i en uendelighed.

Førtidspensionsreformen skal gøres om. Behandlingen af syge borgere og borgere med svære problemer er en skandale. Vi kan ikke kalde os et velfærdssamfund, hvis borgerne tager en seng med på arbejde, fordi de er så syge og svækket, at det skal de. Det er uden mening. Det er dyrkelse af ressourceforløb for forløbets egen skyld og ikke til gavn for de berørte borgere.

Syge og meget svækket borgere skal ikke på arbejde for enhver pris. De skal tildeles en førtidspension, og hvis de selv har overskud hertil, så kan de tilbydes et skånejob, men det skal være frivilligt.

Det bliver en stor udfordring med alle de nye automatiserede arbejdsprocesser. Hvordan finder vi de job, som kan bringe personer ind igen på arbejdsmarkedet, som ikke har fuld arbejdsevne fra dag nr. 1. Hvad kan vores virksomheder bidrage med her og hvor langt rækker deres tålmod i en verden, hvor konkurrencen er knivskarp.

I gamle dage havde arbejdsmarkedets parter trepartsdrøftelser om de store spørgsmål. Var det ikke en ide at genoptage disse drøftelser med emnet her nedslidning konkurrencepres og stress. Hvordan gør vi arbejdsmarkedet til en positiv oplevelse og hvordan får vi så mange som muligt med på vognen.

Det her spørgsmål rækker ud over partigrænser. Der var en gang, hvor de borgerlige partier talte om Socialkonservatismen, om de riges medansvar for at inddrage de svage på deres arbejdspladser. Denne tankegang blev skubbet væk og fortrængt af New Public Management og af visse virksomheders profitjagt ud over alle grænser.

Jeg efterlyser et samfundssyn og det må gerne sive ind alle partier både til højre og venstre, hvor der kommer fokus på mennesket ansvaret for hinanden og værdsættelsen af at arbejdet er mangfoldigt og værdiskabende på mange måder.

Vi må holde op med at gøre det til en kamp mellem dem som er i arbejde og dem som er udenfor arbejdsmarkedet. Det splitter os og samfundet ad. Dem der er i arbejde må erkende, at de imorgen kan komme til at stå i den lediges sko. Dem som er udenfor må hjælpes til ikke at glemme håbet, om at de igen kan få et job.

Vi er nu i Danmark ved at nærme os en pensionsalder i fremtiden på 72 år ! Er det holdbart og hvad gør vi, hvis det ikke kan lade sig gøre at arbejde så længe ?. For arbejdsindtægter er skatteindtægter, som igen finansierer velfærdsstatens ydelser til hospitaler, uddannelse, ældreomsorg og mere.

Der er brug for en åben fordomsfri debat om udviklingen på arbejdsmarkedet, hvor alle gode ideer kan komme frem.

Eva Schwanenflügel og Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Kim Folke Knudsen

"Konkurrencepres og præstationsræs har formentligt eksisteret lige siden mennesket bevægede sig rundt på savanen for i flok at jage dyr."

Faktisk tyder al arkæologisk forskning på at humanoider altid har overlevet ved fællesskab, empati og solidaritet. Ellers havde de overhovedet ikke kunnet overkomme omvæltninger.
Det krævede en solidaritet at jage.
Hvem skulle ellers tage sig af den sårede jæger med healing? Hvem skulle tage sig af børnene?
Desuden måtte nogen tage sig af produktionen med knive, økser og spyd.
Samt der skulle samles rødder og urter hele tiden.
Men der var ingen der højsatte ARBEJDET.

Sus johnsen, Kim Folke Knudsen, Steen K Petersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

ARBEJDET har altid været en forbandelse, lige siden udsmidningen fra Paradisets Have.

Lise Lotte Rahbek, Steen K Petersen, Steffen Gliese og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

At ARBEJDET er kommet højt på partiernes politik handler om at aflede opmærksomheden fra hvad de aldrig anerkender, nemlig deres vælgere der har det dårligt.

Lise Lotte Rahbek, Kim Folke Knudsen, Steen K Petersen, Steffen Gliese og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Ole Brockdorff, bare nej! Til gengæld skete der det, at Nyrup-regeringen afskaffede arbejdet som begreb ved at lade folk arbejde for andet end en regulær løn - noget, som ikke engang en borgerlig flertalsregering havde 8manglende) moral nok til at gennemføre.
Samarbejde mellem arbejdsmarkedets fonde, fagbevægelsen og erhvervslivet var en væsentlig årsag til, at det lykkedes at løbe et dansk opsving igang mange år før det øvrige Europa. og sikre voldsomme overskud på betalings- og handelsbalancerne for første gang i mange årtier, noget, ikke engang Anders Fogh Rasmussen formåede at formøble, selvom han gjorde sit bedste (eller værste).

Eva Schwanenflügel, Kim Folke Knudsen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Ole Brockdorff:
Fik du luft omkring din antydning omkring slendrian i det offentlige og især socialister og andre halvrødes menneskesyn? Dine tal omkring hundredetusinders mangle på ansvar eller hvad du tror, synes jeg nu du burde tænke over. Vi kan ikke undvære det private erhvervsliv når vi ikke har socialisme og de skal have rimelige vilkår, men du skal ikke bilde mig ind de kun knokler for menneskets skyld. Vi er dybt afhængige af hinanden og mig bekendt har det private erhvervsliv ingen skrupler med at flytte til et andet land og overlade forsørgelsen til det offentlige, hvis profitten eller skal vi sige investeringerne ikke yder nok.
Selve artiklen peger på presset på unge og de som ikke nåede med i racet og hvordan mennesket som sådan skal kunne leve rimeligt udenfor din "helteverden" (Undskyld)