Kommentar

Kunst og forskning kan ikke afkræves politisk korrekthed

Når man undersøger verden og os, der befolker den, er resultaterne ikke altid så kønne, som vi havde håbet på. Men de skal frem alligevel
Debat
11. juni 2018

Hvad må man sige, og hvem må sige hvad?

I Sverige har det spørgsmål længe været præsent, men i de seneste dage er det blevet fulgt op af endnu ét: Hvad må man spørge om, og hvad må man svare?

I nyhedsprogrammet Aktuellt var nationaløkonom Joakim Ruist inde for at fortælle om en ny rapport, der viser, at hvis man tager udgangspunkt i beskæftigelsesgraden i årene 1983 til 2015, så koster den gennemsnitlige flygtning de offentlige finanser 74.000 kr. om året.

I tv-studiet fik Ruist ikke en chance for at redegøre nærmere for, hvordan hans regnestykke var opbygget.

I stedet blev han spurgt, om ikke han var bange for, at rapportens konklusion ville være vand på Sverigesdemokraternes mølle?

En målløs Ruist blev i 20 sekunders direkte udsendelse ramt af momentan stumhed.

Grænser for forskning

Joakim Ruist er en hæderlig forsker uden bagvedliggende politiske agendaer, men det spiller åbenbart ingen rolle. Hans resultat risikerer at blive kapret af mørke kræfter, og derfor burde han have tænkt sig bedre om end bare at gå ud med det. 

Ja, måske havde han gjort klogere i slet ikke at beskæftige sig med regnestykker om flygtninge.

Samme reaktion mødte historikeren Yvonne Hirdman, da hun i 1989 udgav et kritisk essay om social ingeniørkunst, At lägga livet tilrätta.

Hendes betragtninger kunne måske være rigtige, men de kunne også misbruges til at stemple det socialdemokratiske folkehjem som totalitært.

Nu er det jo sådan med forskningsresultater, at de kan anvendes af alle. Men det må aldrig være afgørende. Det er videnskabens forbandede pligt at skaffe de bedste svar på det, skatteyderne ønsker svar på.

I 2001 doktorerede jeg selv på en afhandling om det svenske socialdemokratis historieskrivning og autoritære traditioner. Flere satte spørgsmålstegn ved, om jeg var den rette til det, når jeg ikke selv var socialdemokrat.

Jeg fik dog latteren på min side, da jeg spurgte, om de også mente, at kun børn af alkoholikere må forske i alkoholisme.

Konsekvensansvar

Når jeg tænker tilbage på det, stivner latteren dog, for det er jo præcis dér, vi er havnet: Kun sorte mennesker må forske i noget med sorte mennesker, og kun transpersoner må udtale sig om transpersoner.

Det er derfor, så mange er begyndt at forske i noget med dyr i stedet, for dyr kan ikke føle sig krænkede, som antropologen Dan Kulick har hævdet.

Selv har han fået en større bevilling til et stort forskningsprojekt om hamstere. I mange år var han ellers en af verdens fremmeste eksperter i den oprindelige befolkning i Papua Ny Guinea – men det var kun, indtil nogen hævdede, at han som hvid burde afholde sig fra sådanne studier.

Da forfatter Jan Myrdal gjorde op med sine ikoniske forældre, de socialdemokratiske politikere Alva og Gunnar Myrdal, var det med et mesterværk af en barndomsskildring – som de borgelige dog ikke var sene til at udnytte i kras polemik. Skulle Myrdal have afstået fra at skrive om sin opvækst?

Et pinagtigt spørgsmål, men i princippet præcis, hvad Athena Farrokhzad mente i sin anmeldelse af Yahya Hassan i Aftonbladet i 2014. Hassans poesi kunne gavne Dansk Folkeparti – det ansvar burde han have gjort sig klart.

Rene romanfigurer

Venstrefløjsforlaget Ordfront har netop takket nej til at udgive en ny bog fra en af sine forfattere gennem mange år, Lionel Shriver. Forlagschef Pelle Andersson vurderer nemlig, at bogen indeholder nedsættende tanker om muslimer.

Selv skønlitteraturen må være ren, god og ædel og det helt ned i romanfigurers replikker og indre monologer.

På bogmessen i Göteborg sidste år vakte det et ramaskrig, da oversættere ville diskutere, hvad man skulle stille op med ord som ’neger’, når forlag krævede dem strøget af manus.

Spørgsmålet kunne end ikke diskuteres, fordi det ville indebære, at man udtalte ’n-ordet’.

Bogmessen blev også udsat for boykot fra 200 forfattere og journalister, efter at det højre-populistiske tidsskrift Nya Tider havde fået lov at få en stand. I år er en af verdens p.t. mest omdiskuterede tænkere, Jordan B. Peterson, ikke velkommen, da hans ’reaktionære’ anskuelser kan udsende de forkerte signaler.

Forskningens frihed og litteraturens frihed hænger sammen.

Man kan måle og regne, man kan forske og digte, men alt det må i sidste ende handle om det samme: Om at undersøge verden og os, der befolker den.

Resultaterne er imidlertid ikke altid så kønne, som vi havde håbet på. Det spørgsmål, vi burde stille, er så: Hvad stiller vi op med det?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Jeg er modstander af censur. Også den politisk korrekte selvcensur.
Men med det sagt,
så er jeg ikke helt med på sammenligningen mellem kunst og forskning - måske ud fra uvidenhed.
Forskningsemner opstår vel ikke ud ef den blå luft, ligesåvel som kunst/litteratur ikke opstår uden afsæt. Der er bare en reel forskel i financieringen, antager jeg? Kan en forsker godt få financieret et forskningsprojekt uden at der på forhånd er aftalt en ramme for, hvad forskningsemnet er?
Jeg spørger, fordi jeg reelt ikke ved det.
En kunstner/forfatter mere fri til at danne sine egne rammer, forestiller jeg mig..?

Er her nogen, som kan oplyse mig?

Jeg tænker om der til tider er tale om censur forbindelse med MeToo:
https://finnjanning.com/2018/06/11/all-women-are-not-angels/

Her handler det om litteratur, der læses moralsk. Måske det samme sker i forskningsverdenen?

En gruppe for Cataloniens selvstaendighed i Barcelona blokerede forrige uge en forelaesning om Spaniens nok mest kendte forfatter Miguel Cervantes (ham der har skrevet Don Quijote) paa Barcelona Universitet og kaldte deltagerne facister.

En gruppe for Cataloniens selvstaendighed i Barcelona blokerede forrige uge en forelaesning om Spaniens nok mest kendte forfatter Miguel Cervantes (ham der har skrevet Don Quijote) paa Barcelona Universitet og kaldte deltagerne facister.

Maria Dam har du nogle links til denne historie. Der sker mange sørgelige ting i Catalonien, som minder om trumps Amerika.