Den græske filosof Platon fortæller i sin hulelignelse om nogle slaver, som har tilbragt livet lænket i en hule med et bål bag sig. Det eneste, de ser af verden udenfor, er de skygger af forbipasserende, bålets lys kaster på hulevæggen. Fordi de aldrig har set andet, tror de, at skyggerne er selve virkeligheden.
Platons pointe er, at måske er den virkelighed, vi ser, også kun en slags skygge og ikke virkeligheden, som den faktisk er. Platon mener ikke, at vi, billedligt talt, kan komme ud af hulen. Vores sanser er, som de er. Men med filosofi og videnskab kan vi beskrive virkeligheden bag det, vi ser, og komme et stykke ad vejen.
F.eks. ved vi i dag, at Jorden ikke er flad, selvom vores sanser fortæller os det modsatte. Vi narres lidt mindre, jo bedre vi tænker os om.
Tilbage i hulen
I løbet af de sidste 50 år er der imidlertid sket det mærkværdige, at vi langsomt er begyndt at bevæge os tilbage i Platons hule. Mens videnskaben nok gør os klogere på verden, ved vi stadig mindre om fænomenerne i vores hverdag. Bevægelsen startede i 1960’erne, da internetpioneren Douglas Engelbart opfandt computermusen, som gjorde det muligt at påvirke en computer på samme måde, som vi påvirker den fysiske omverden. Med musen flytter vi rundt på avanceret computerkode med præcis samme type koordination mellem hånd og øje, som når vi flytter en stol.
Windowscomputeren udbredte brugen af musen, siden kom Apples iPhone, og i dag flytter vi dagligt rundt på computerkode, der til forveksling ligner fysiske objekter, direkte med fingrene.
Næste skridt tilbage mod hulen kommer, når virtual reality bliver allemandseje, og vi kan hoppe ind i en computersimuleret virkelighed blot ved at skifte briller. Konsekvensen er, at vi kommer til at tilbringe en stor del af vores liv i en verden, vi ved lige så lidt om, som vi vidste om verden, dengang vi troede, at Jorden var flad.
Lokket af kunstig intelligens
At vi er villige til at lade vores virkelighed erstatte, synes åbenlyst. Kig blot på forældre, der skubber barnevognen af sted med blikket stift rettet mod mobilen. Eller børn, der går tur med hunden uden at bemærke andre indtryk end dem, de får fra skærmen. Villigheden skyldes, at Platons hule er blevet opgraderet til version 2.0. Her er vi ikke lænket med kæder af metal. Vi lokkes ind og fastholdes i hulen af algoritmer og data, som ved præcis, hvad vi hver især tænder på.
De, der har fornøjet sig med Harry Potter, vil huske drømmespejlet, som i stedet for at vise beskuerens ansigt, viser hjertets begær. Spejlet gennemskuer beskueren og viser ham alt, hvad han elsker mest.
Den gamle troldmand Dumbledore fortæller Harry Potter, at spejlet hverken giver visdom eller sandhed, men at mange mænd har spildt deres liv foran det, fortryllet af, hvad de så. Logikken bag Facebooks brug af kunstig intelligens til at kalde de mest lokkende billeder frem på skærmen er det samme, og det er derfor, moren med barnevognen foretrækker at se på Facebook frem for på sit barn.
Intet menneske forstår til fulde, hvordan den kunstige intelligens løser Facebooks ønske om at fastholde brugerne længst muligt. Men de fleste af os ved, at det virker, når vi griber mobilen for at se, hvad klokken er, og et kvarter senere har set tyve facebook-updates, men glemt at tjekke uret.
Det er åbenlyst, at mulighederne for manipulation stiger, jo mindre opmærksomme vi er på, at der er forskel på den fysiske og den digitale virkelighed. Både politisk og kommercielt vil vi med stadig stærkere kunstig intelligens og stadigt stærkere visuel, auditiv og sensorisk gengivelse være lette ofre for lokkende budskaber.
Disse farer vil vi kunne lovgive os ud af. I vores diskussionen om kunstig intelligens, sociale medier og virtual reality bør vi derfor huske et andet spørgsmål, som også optog de græske filosoffer: Hvad er det gode liv?
Man risikerer at blive kaldt maskinstormer, når man tager hul på en snak om, hvorvidt vi bliver lykkeligere af teknologi. Men diskussionen handler ikke om for eller imod. Jeg er selv en varm tilhænger af teknologi, mit firma benytter kunstig intelligens, og jeg er overbevist om, at teknologi kan bruges til at skabe en endnu mere fantastisk civilisation end den, vi har i dag.
Men hvis vi glemmer at diskutere, hvilke dele af teknologien der gør os klogere og lykkeligere og hvilke dele, der gør os dummere og deprimerede, er der en oplagt risiko for, at kunstig intelligens – det største og hurtigste evolutionære skridt, mennesket nogensinde har taget – lænker os i en hule foran et drømmespejl frem for at sætte os fri.
Thomas Telving er selvstændig kommunikationsrådgiver og direktør i spilfirmaet Trivial Business.
Jeg sidder med min mobiltelefon med trykfølsom skærm og overvejer sagen. Kunne den der AI mon en dag blive så udviklet, den kan læse avisen og skrive kommentarer for mig uden min indblanding?
For mig ser det den øgede adgang til viden og informationer til at virke forklogende på mine medmennesker.
Step 1 - ingen smart phone
Er klog og lykkelig hinandens modsætninger?
(du kan jo spørge google...)
Når ting man ikke kan lide bliver en realitet - skal man lære at omgå den klogskab.
med klogskab - sorry,sommervarmen.
Spørgsmålet er jo hvad der skaber vores bevidsthed og om AI gør os klogere eller dummere? Kunstig Intelligens er vel ikke den eneste form for teknologi som vi benytter hvor vi ikke fuldt forstår hvad der ligger bag - eller forstår den sande betydning af de skygger der kastes på hulens væg.
Men et eller andet er vi jo nød til, at forstå selv for, at kunne flytte en computermus rundt på skærmen. Så det nytter jo ikke noget blot, at postulere, at vi bliver dummere i absolut forstand
Men hvem kan have indsigt i Google eller Facebooks algoritmer? Det betyder så bare, at vi ikke kan have den fulde bevidsthed omkring alle vores valg.
Og det her jo både positive og negative aspekter. Det er måske udmærket hvis Tesla´en kan gribe ind når man er på vej ud i en ulykke. Men det er skidt hvis man kører på autopilot og netop kommer ud i en ulykke af den grund.
Jo mere teknisk kompliceret vores samfund bliver - desto mere må vi forlade os på denne teknologi. Og det kan jo ikke siges entydigt for vi kan jo både vinde og tabe kontrol i processen.
Spørgsmålet om lykke er en helt anden diskussion
Tilværelsen er allerede "så nemt " for rigtig mange, at de faktisk ikke behøver at tænke selv med mindre, at de gider eller ligefrem insistere..
Arne A O
Hvem er dog det?
...viser hjertets begær.
"The only true freedom is freedom from the heart's desires
And the only true happiness this way lies"
;)
Frihed og frigørelse kan være mange forskellige ting, men smartdevices giver øjensynligt en række muligheder der gør, at vi tager dem til os, og det endskønt disse devices lystigt samler data om vores gøren og laden. Men det er vel ikke epokegørende nyt, at teknologi på en og samme tid kan rumme en form for frigørelse og en form for trældom.
Det er jo sket meget over bare de sidste 30 år. For 30 år siden kunne man ikke læse Information på nettet. Der er jo ingen grund til, at tro, at udviklingen af kunstig Intelligens ikke skulle fortsætte eller, at ny teknologi ikke skulle rumme et dilemma med på en gang, at sætte fri og binde.
1. Vi kommer aldrig ud af Platons hule, per definition. Mennesket lever i en af menneskets hjerne konstrueret forståelse af den fysiske virkelighed, som rotter og andre dyr gør. 2. Den frihed mennesket måtte ha haft begyndte at forsvinde da hvede (og ris) tvang os til at blive bofaste, (Harari). 3. ”Lænker du slaver til dig, så lænker du dig til slaver” Piet Hein.
Uhadada!...Al den nymodens teknik er noget farligt noget!
Men hr. Telving har åbenbart slet ikke tænkt over, hvad der i det hele taget kan betegnes som 'kunstig intelligens'.
At vi skulle have bevæget os 'tilbage til hulen' de seneste 50 år er dels rendyrket vrøvl,dels en sær forvridning af huleallegorien. Platons pointe er jo at søge åndsfrihed gennem tanke, erkendelse og viden - hvilket man fint kan gøre med en smartphone i hånden. Det kommer jo an på, hvad man bruger teknologierne til. Som befolkning har vi aldrig været rigere, bedre uddannet eller mere i stand til at søge vores egen åndsfrihed, end vi er nu.
Forfatteren er desuden i gang med en populær retorisk sportsgren, som går ud på at blande stærke skræmmebilleder sammen, som egentlig ikke har så meget med hinanden at gøre.
Det ene store skræmmebillede er digital marketing, som ikke er hverken magi eller udtryk for at mystiske 'algoritmer' er ved at overtage vores liv. Programmørerne på Facebook og Google, der udvikler algoritmer til at indsamle og sortere data, laver dybest set markedsføring. Det er jo ikke magi, når jeg f.eks. får reklamer for biler, hvis jeg lige har googlet "brugte biler". Det kan være utrygt eller føles som manipulation, og data kan naturligvis misbruges, men vi har selv som brugere accepteret, at internettets glæder i høj grad er reklamefinansierede (eller 'gratis', som naive sjæle kalder det). Digital markedsføring og databehandling er stadig bare relativt nyt, og alle nye teknologier har fået hæftet skræmmebilleder på sig.
Det andet store skræmmebillede handler om fremmedgørelse; vi ser ikke længere på hinanden og har mistet interessen for at lære hinanden at kende i den fysiske virkelighed. Vi er mere interesserede i billedet fra troldspejlet. Den kan man vende om og spørge: er det ikke også et meget gammelt menneskeligt træk? Vi har bare andre teknologiske muligheder nu for at fremstille os selv for andre og læse andres selvbilleder, men er selve det, at vi forestiller os for andre mennesker, specielt nyt og ukendt?