Kommentar

Lad os bruge VM-slutrunden til at skabe fællesskab

En VM-slutrunde med dansk deltagelse er noget helt særligt. Så lad os huske at nyde det og bruge landsholdsfodbolden til det, den gør bedst: opbygge fællesskaber
»Tusindvis af raske drenge og piger landet over kiggede – og har både før og siden – kigget med. De kan fortælle lignende historier om slutrunderne i ’84, ’86, ’92 eller ’98. At det ikke er unikke oplevelser, gør dem netop unikke. Vi har dem sammen, og derfor er historierne med til at skabe fællesskaber.« skriver Kristian Villesen.

»Tusindvis af raske drenge og piger landet over kiggede – og har både før og siden – kigget med. De kan fortælle lignende historier om slutrunderne i ’84, ’86, ’92 eller ’98. At det ikke er unikke oplevelser, gør dem netop unikke. Vi har dem sammen, og derfor er historierne med til at skabe fællesskaber.« skriver Kristian Villesen.

Ólafur Steinar Gestsson

21. juni 2018

For 32 år siden vækkede min far mig til det, der skulle blive mit første rigtige VM-minde: ottendedelsfinalen mod Spanien 18. juni 1986. Min far er selv moderat fodboldfan, og han må have forstået, at det virkelig betød noget for mig.

På grund af tidsforskellen til Mexico startede de fleste kampe kl. 23 dansk tid, og jeg havde bl.a. ikke fået lov til at se den legendariske Uruguay-kamp. En klar fejl fra mine forældres side, hvilket jeg allerede dengang pointerede. Men jeg havde genset den. Og analyseret den ud fra grafikker over hvert enkelt mål (Politiken havde tegnet dem alle – inklusive de små hop bolden lavede på vej i mål ved scoringen til 6-1).

Jeg havde et VM-magasin om de vigtigste spillere fra hvert hold. Jeg havde Søren Lerby hængende over min seng i de karakteristiske nedrullede strømper, fordi han nægtede at bruge benskinner – det syntes jeg var sejt, måske synes jeg det stadigvæk. Jeg havde maskotten, Pique – en Jalapeño-chili med overskæg og sombrero, købt i Bilka i Skalborg.

Jeg havde Panini-samlemærker, som jeg byttede med Bent fra klassen, og min mors veninde, Kirsten, havde strikket en VM-86-trøje til mig i røde og hvide farver. Den havde jeg på, da Jesper Olsen scorede til 1-0 på straffespark og senere lavede den berømte fejlaflevering.

Min historie er på ingen måde unik. Tusindvis af raske drenge og piger landet over kiggede – og har både før og siden – kigget med. De kan fortælle lignende historier om slutrunderne i ’84, ’86, ’92 eller ’98. At det ikke er unikke oplevelser, gør dem netop unikke. Vi har dem sammen, og derfor er historierne med til at skabe fællesskaber. Ikke kun i Danmark, men også globalt.

Opgejlet nationalisme

En af mine bekendte, som jeg ekstremt sjældent er enig med, men som jeg egentlig godt kan lide, kom for nylig med den rituelle anti-VM-opdatering, hvor man slår på den »opgejlede nationalisme« og de komiske »urbrøl, der runger igennem byen«.

Først blev jeg rasende, men der kom også en modig tilføjelse: »måske er det bare følelsen af at føle sig totalt udenfor« – og den kender jeg godt. Den har jeg hver gang, der sker et eller andet i kongehuset. Jeg kan navnene på alle spillerne på 86-holdet, men jeg ved ikke, hvad prinsernes børn hedder.

Dog ved jeg, at kongehuset betyder meget for mange danskere, og derfor er jeg tilhænger. De småpenge, det koster, er mere end godt givet ud. For jeg hører til dem, der mener, at nationale referencer, fællesskaber og historier er afgørende vigtige. Og hvis den fællesskabsfølelse, der opstår, når man bytter fodboldkort med Bent i juni ’86, brøler på gaden i Blokhus med vildt fremmede i juni ’92 eller jublende ser kampen imod Peru med sin egen søn i juni 2018 – velvidende at hundredetusindvis af andre forældre ser kampen med deres børn – skulle være udtryk for nationalisme, så må man gerne kalde mig nationalist.

Men det mener jeg naturligvis ikke, det er. Desuden føler jeg også et fællesskab med de hundredevis af millioner, der verden over ser VM sammen med deres venner, kolleger, børn eller forældre.

VM-år

Min ældste søn, Aksel, er i øvrigt otte år. Vi er begge født den 1. maj i et VM-år (jeg er typen, der opdeler årene i VM-år, EM-år og venteår. VM-år med dansk deltagelse er selvfølgelig i en kategori for sig). Så Aksel er nærmest på minuttet lige så gammel, som jeg var, da jeg stod i Kirstens striktrøje og så Jesper Olsen spille Butragueño fri foran det danske mål.

Aksel ønskede sig en Christian Eriksen-trøje i fødselsdagsgave og fik den af min far. Den havde han på til Peru-kampen. Om han kan huske en skid af det om 32 år, ved jeg ikke, og hvis han hellere vil dyrke noget andet – kongehuset, sågar – skal han være velkommen.

Men jeg håber da, at han og hans lillebror vil være med. Jeg har i hvert fald givet ham chancen og den første VM-oplevelse.

Torsdag spiller Danmark mod Australien på et lidt uheldigt tidspunkt, nemlig kl. 14.00. Dog bedre end Uruguay-kampen i 1986. Jeg tager tidligt fri og henter Aksel i skole, inden kampen starter, så vi kan se den sammen. Chancerne er måske ikke store, men tænk nu, hvis det bliver en legendarisk kamp. Det gælder om at få fuldt udbytte af et VM-år med dansk deltagelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristen Carsten Munk
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Ejvind Larsen
Kristen Carsten Munk, Bjarne Bisgaard Jensen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu