Lad os diskutere psykedeliske stoffer – uden fordomme og romantik

Fra Henrik Sass Larsen (S) til Joachim B. Olsen (LA) er folkevalgte på tværs af partiskel begyndt at flirte med tanken om at afkriminalisere ikke kun cannabis, men også hårdere stoffer. Samtidig er både danske og internationale forskere efter årtiers braklægning igen begyndt at undersøge effekten af psykedeliske stoffer som LSD og svampe med det aktive stof psilocybin. 

I populærkulturen spreder det psykedeliske sig også, hvor den sydamerikanske ayahuasca-drik med hallucinogenet DMT er det seneste, som både forfatteren Ib Michael og journalisten Michael Jeppesen har eksperimenteret med og reflekteret over i offentligheden. Imens har Ayelet Waldmands personlige beretning om såkaldt mikrodosering med LSD i bogen A Really Good Day sidste år startet en trend med små regelmæssige indtag af stoffet, der angiveligt skulle afhjælpe blandt andet depression, angst og tvangstanker.

I løbet af de sidste 70 år er LSD på skift blevet betragtet som psykiatrisk vidundermiddel, helligdom for en modkultur og hjerneødelæggende gift. Og mens man i mellemtiden har spist farvede tabletter under hvileløst stroboskoplys og sniffet kokain gennem nystrøgne dollarsedler, har LSD’en og svampen efterhånden indtaget en ny kulturel position: Hvis hver tid har sit rusmiddel, befinder vi os i det psykedeliske forår.

Den psykedeliske erfaring

I det store hele har jeg altid købt ind på stereotyperne forbundet med psykedeliske stoffer: De forårsager vanvittig og utilregnelig adfærd, som er både livsfarlig og uinteressant. De, der bruger det, bliver enten decideret sindssyge eller står tomme i blikket og svajer i vinden uden bekymringer eller hensyn til andre. Det har aldrig været mit indtryk, at man gik glip af det store ved at springe den oplevelse over.

Og selvom mit udsyn har ændret sig, er det stadig et afgørende forbehold for ikke at forherlige hippieskikkelsen: Der er intet smukt i at stå med hænderne over hovedet, en blomsterkrans om halsen og valse rundt på en mark, mens dit barn uden opsyn bliver kørt ihjel af en lastbil. Det er der ingen, der anbefaler.

Til gengæld er det værd at være nysgerrig på, hvad indholdet og kvaliteten af den psykedeliske erfaring kan være. Det interessante er den psykedeliske – eller spirituelle, mystiske, ekstatiske, religiøse, transcenderende – oplevelse som fænomen.

I 1902 skrev den amerikanske psykolog William James i bogen Religiøse Erfaringer, at »én konklusion blev mig påtvunget, og mit indtryk af dens sandhed har siden været uberørt. Det er, at vores normale vågne bevidsthed, rationel bevidsthed, som vi kalder det, kun er én særlig form for bevidsthed«.

Det kan lyde som vævende hokuspokus, men James’ ærinde var netop at pege på, hvordan der eksisterer mentale tilstande, som under almindelige omstændigheder er os utilgængelige. Det må tages alvorligt, at der findes oplevelser af usammenlignelig karakter, der kan besidde enorm værdi i sig selv.

Derfor er det i en forstand forfladigende at beskrive den psykedeliske oplevelse som at være i ét med alting, som en udviskning af selvet eller noget helt tredje. Det indfanger ikke erfaringens subjektive kvalitet – som er det helt afgørende.

Det religiøse monopol

Jeg har selv tilhørt den lejr, der grundlæggende er skeptisk over for ideen om James’ »anderledes former for bevidsthed« og har afskrevet den psykedeliske erfaring som en afart af noget velkendt – tæt på kærlighed eller store kunstneriske oplevelser – der bare bliver beskrevet i opblæste og bombastiske vendinger. Det er svært at forestille sig, hvordan en mental tilstand kan være kvalitativ anderledes end en »normal vågen bevidsthed«.

Men det er grundlæggende at forklejne, hvad den psykedeliske erfaring kan være.

I den anden grøft findes de, der idealiserer den psykedeliske tilstand og begynder at drage metafysiske konklusioner på baggrund af deres personlige erfaringer – et nyt verdensbillede på baggrund af den psykedeliske oplevelse. Et fuldstændig uberettiget skridt at tage, men som til gengæld glimrende forklarer, hvorfor religiøse og pseudoreligiøse kulter, sekter og sølvpapirshatte har nærmonopol på at fortolke psykedeliske tilstande.

Det må være et forsøg værd at afmystificere den psykedeliske erfaring, tilgå den som fænomen på sine egne præmisser og diskutere brugen af psykedeliske stoffer uden hverken at banalisere eller romantisere det, vi undersøger.