Kronik

Lægen sagde, jeg havde en svær depression, men jeg havde bare en dårlig dag

Vi vil så meget, og så snart vi ikke kan klare det hele, undskylder vi nederlaget med stress, angst og depression. Der er gået mode i diagnosticering af psykiske lidelser
Der en fin balance mellem at tale om sine problemer og tale sig til problemer, skriver dagens kronikør.

Der en fin balance mellem at tale om sine problemer og tale sig til problemer, skriver dagens kronikør.

Peter Nygaard Christensen

30. juni 2018

Jeg fik smækket mærkatet ’svær depression’ på mig af min læge. Det er altså tunge ord for et hoved, som i forvejen kører rundt i alle og ingen retninger.

Jeg havde svært ved at genkende mig selv i det. Godt nok havde jeg det skidt, men var det virkelig så skidt? Og der må min indre jyde altså svare nej. Det var da træls igennem en længere periode, men så var det vist heller ikke værre.

Er det virkelig så let at få smækket så tungt et mærkat på sig? Åbenbart. Det er bare op til dig selv, om det er noget, du har lyst til at holde fast i. Og så er det vigtigt at have in mente, at på en dårlig dag er vi alle depressive. Og det er ikke alle dage, der er dårlige. I hvert fald ikke for alle. Heldigvis.

Jeg kom bare til at tage til lægen på en rigtig dårlig dag.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke stolede på min læges vurdering – det gjorde jeg. I hvert fald på det tidspunkt. Men set i bakspejlet, så blev der arbejdet ud fra et skema, som jeg lige så vel kunne have fundet på nettet. Og hvis man har sat sig for, at man er ked af det, så er det ikke svært at ramme en depressionsscore, der fortæller en, at man har det helt ad helvedes til. Og vupti, så har man fået den bekræftelse, man har brug for.

Depression er det nye sort

Der er meget fokus på psykiske problemer blandt unge mennesker, heriblandt stress, angst og depression. Det er hårdt at være ung i dag. Vi har så mange muligheder, at vi har mistet overblikket. Du får et studie foræret, men med den gave kommer også en forventning om, at du rammer rigtigt. Og studiet i sig selv er ikke tilstrækkeligt. Ikke hvis du vil imponere dine konkurrenter i dysten om at virke mere interessant, end du i virkeligheden er.

Når du har fundet et frivilligt arbejde, meldt dig ind i et fitnesscenter, skabt et instagramfeed med cafébesøg, byture og rejser, opdateret garderoben med de nyeste bloggertrends, fundet ud af, at dit frivillige arbejde ikke betaler din husleje, og at du derfor er nødt til at låne penge af mor og far, så mærker du, at livet er hårdt. Og bare for lige at understrege præcis, hvor hårdt det hele er, kan du efterfølgende tilføje en psykisk lidelse af en eller anden art. Depression, stress og angst er nemlig det nye sort.

Mange unge har tendens til at stræbe efter det perfekte. Hvad det så end er. Den perfekte krop, den perfekte garderobe, de perfekte karakterer, det perfekte liv og vigtigst af alt, det perfekte instagramfeed. Det er tydeligvis en virkelighed for mange, at der skal opretholdes en facade udadtil.

Men det er umuligt at leve et liv med et instagramfilter på. Og gud, hvor er det også kedeligt. Hvis ens verden udelukkende drejer sig om facade, så vil der med tiden blive skabt et tomrum indeni. Det kan ikke komme som en overraskelse. Og hvis dit største problem er, at du ikke er perfekt, og du synes livet er hårdt nu, så bliver det kun værre herfra.

Føle-føle-generation

Flere og flere unge får i dag konstateret stress. Der er efterhånden kø ved lægen for at få en diagnose. Og hvis du kommer mellem kl. 16 og 17, så er der sad hour, hvor lægen smider en depression oven i købet. To for ens pris.

I dag har alle unge åbenbart stress. Men kan det virkelig passe? I Den Nationale Sundhedsprofil fra 2017 fremgår det, at 40,5 procent af unge kvinder i alderen 16-24 år føler sig stressede. Den mandlige del af befolkningen i samme aldersgruppe ligger på 23,4 procent. Det er altså ret høje tal.

Men hvad vil det egentlig sige at føle sig stresset? Er vi rent faktisk udsat for så stort et pres i forhold til generationerne før os, at det kan retfærdiggøre vores ’overforbrug’ af stress? Det er vi muligvis. Men vi er muligvis også blevet en rigtig føle-føle-generation, som lige skal mærke efter helt nede i maven, hver gang vi møder noget nyt, og det har muligvis medført en lidt for lav psykisk smertetærskel. Muligvis.

Kampen om at skille sig ud er hård, og når du finder ud af, at du faktisk ikke er særlig interessant, er depressionsmærkatet en udmærket måde, hvorpå du kan give dig selv lidt kant.

Det svarer vel lidt til at lave en ’Nanna føler sig trist’-facebookopdatering – blot for at dine venner kan kommentere »ej, hvad er der galt, skat?«, hvorefter du kan svare, at du »har ikke lyst til at tale om det«. Men det vil du jo tydeligvis gerne.

Det er en effektiv måde, hvorved du kan give din personlighed et nyt lag. Et element, hvor det netop er tabuet omkring det, der virker dragende. Hvis du blot bliver ved med at gentage over for dig selv, at der er noget galt med dig, så vil der ikke gå lang tid, før du selv og dine omgivelser begynder at tro på det. På den måde kan du konstruere din egen ulykke blot for spændingens skyld.

Spørgsmålet er så, hvor spændende det egentlig er.

Selvdiagnosticering på mode

I takt med at vi er begyndt at aftabuisere de psykiske lidelser, som mange unge kæmper med, oplever jeg, at det er kommet på mode at diagnosticere sig selv med ovennævnte.

For mig at se er det problematisk, at man i stigende grad skal bruge mærkater for at kunne definere sig selv som person. Bare fordi du har fundet nogle mærkater, som umiddelbart passer på dig, vil du vel ikke nødvendigvis sættes i bås med alle andre brugere af samme bås. Nogle gange vil du vel også gerne have mulighed for at kunne træde uden for båsen.

Jeg er da også feminist, men ved at bruge det mærkat føler jeg, at jeg bliver en del af en debat, som jeg ikke er herre over. Jeg behøver ikke at kalde mig feminist for at være med eller for at have en holdning. Ligesom jeg heller ikke behøver at være depressiv for at have det dårligt af og til.

Hvis du først putter dig selv i den kasse, så kan det være svært at komme ud af den igen, og ikke mindst svært at lade være med at give den et jævnligt besøg, når det hele sejler.

Fokuser på de hårdt ramte

Selvfølgelig er psykiske lidelser blandt unge noget, vi skal tale om og tage seriøst. Vi lever i en tid, hvor man skal være på hele tiden, og overskuddet er det, der skal være mest af, selv om det er det, der er mindst af. Og det, man har allermest lyst til, er at ligge i sin seng og se Netflix.

Måske bruger vi alt vores overskud på at have overskud. Sikke et spild af overskud. Og er manglende overskud ikke bare en dårlig undskyldning? Det er vigtigt, at de små bump, vi alle møder på vejen, ikke bliver tildelt unødvendig opmærksomhed, da det hurtigt kan fjerne alvoren fra de tilfælde, hvor der rent faktisk er et stort behov for hjælp.

Jeg havde især et problem med at have det dårligt, fordi jeg jo har det så godt. Jeg syntes, det lugtede lidt af forkælet møgunge.

Jeg har en skøn familie, og mor og far er stadig sammen på 26. år, jeg har søde venner, og jeg er aldrig blevet mobbet. Jeg har absolut ingen gode undskyldninger, jeg kan bruge over for mig selv til at begrunde, hvorfor jeg skulle have det dårligt.

Jeg har altid tænkt på mig selv som en fornuftig og pligtopfyldende pige med en moral og retfærdighedsfornemmelse i vater, men samtidig også en følsom person med et ekstremt stort behov for tryghed. Jeg er en kæmpe tryghedsnarkoman, og jeg mistænker mit store tryghedsbehov for at ligge til grund for mine ’dårlige dage’. Og lige præcis det, synes jeg, er problematisk. Jeg har åbenbart haft det så godt, at jeg ikke engang kan tåle at blive puffet lidt til.

Har vi det så godt, at vi skaber vores egne problemer? Er vi nogle forkælede møgunger, som ikke har lært at værdsætte det, vi har? Ja, det synes jeg egentlig. Jeg er i hvert fald. Men i det mindste er jeg bevidst om det.

Det er fantastisk, at vi er på vej dertil, hvor man faktisk kan tale åbent om at have det dårligt. Det er virkelig vigtigt at få italesat det, som ikke nødvendigvis er så let at tale om, så det hele ikke til sidst koger over. Det er en disciplin, jeg ikke altid selv mestrer, og som jeg beundrer andre mennesker for.

Men når det er sagt, så er der en fin balance mellem at tale om sine problemer og tale sig til problemer.

Vi skal tale om de store ting, men vi skal i høj grad også lære at sige ’pyt’ til de små ting.

Nanna Carstens læser kinastudier på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Ruth Gjesing
  • Martin Lund
  • Frede Jørgensen
  • Torsten Jacobsen
  • Annika Hermansen
  • Hans Aagaard
Kurt Nielsen, Ruth Gjesing, Martin Lund, Frede Jørgensen, Torsten Jacobsen, Annika Hermansen og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Elvira Eidnes Andersen

Det er en ærgerlig og lettere stigmatiserende karakteristik af hvordan unge / andre oplever psykisk sygdom eller psykisk pres. Stress og angst kommer af at være overstimuleret, mangel på ordentlig søvn, og alle mulige andre ting, og man er voldsomt hæmmet, på en måde hvor man netop ikke 'bare kan tage sig sammen'. Folk der lider af psykisk sygdom vælger det ikke for at virke interessante eller give deres personlighed kant. Det kan være en del af bearbejdelsen at forstå sig selv i forhold til sin psykiske sygdom, for at finde ud af hvor man passer ind og ikke passer ind henne i den boks kronikøren beskriver - det kan også være en kæmpe lettelse at de tanker man går med netop er et udtryk for eksterne omstændigheder, så man fx ikke føler man er ved at blive sindssyg (et symptom mange med angst oplever). Det er jo lige præcis den karakteristik vi har arbejdet på at komme væk fra - den gavner ingen , for når man er psykisk sårbar kan man netop ikke bare tage sig sammen. Man behøver ikke have en tung bagage for at opleve depression, det kan netop være en dårlig blanding af psykisk disponering og stress henover en længere periode der kan udvikle sig til depression, og angsten kommer ofte forud eller med i købet - man skal ikke føle skyld eller skam over det, eller føle sig forkælet, ligegyldigt hvor stort og trygt et netværk man har. Det kan ske for alle. Og det kan som kronikøren beskriver komme i mildere ellers sværere grad, men hvis man ikke tager det alvorligt og drosler ned i gear eller finder ud af hvor skoen trykker, så kan det udvikle sig til et sygdomsforløb der er svært.
Jeg ved ikke hvilken oplevelse kronikøren har haft ift ovenstående, og hun må antages at have ret i sin kritik i forhold til sin egen oplevelse, men det er ikke fair eller konstruktivt overfor andre at folk der oplever et psykisk pres bliver karakteriseret som møgforkælede, eller på anden vis stigmatiserende. Hvordan folk selv vælger at forstå sig selv ift en psykisk sygdom er egentlig også meget personligt og er en stor del af det at leve med angst, stress eller depression

Marie Seidenfaden, Amanda Fugl, Tinna Riis Nielsen, Lillian Larsen, Inge Wie Nielsen, Lisbeth Larsen, Caroline Schaffalitzky, Olav Bertelsen, Jens Kofoed, Thomas Struwe Mørch, Jane Jensen, Pia Larsen, H M, Sidsel Bjørg Søeberg, Tor Brandt, Laura Johanne Grue Danielsen, Henrik L Nielsen, Britta Hansen, Anders Sørensen, Rikke Nielsen, Maria Jensen, Charlotte Jensen, Elisabeth Andersen, Heidi Larsen, Peter Tagesen, Morten Nissen, Herdis Weins, Eva Schwanenflügel og Ulla Sauer anbefalede denne kommentar
Annika Hermansen

Hvor er det befriende at læse. En ung, der selv kan sætte sin egen generation lidt i perspektiv som forkælede. "Man måste jämföra" som drengen sagde i filmen Mit liv som hund. Hans liv med en død mor var betydeligt bedre end hunden Laikas, som blev sendt alene til månen.
Kære Elvira Eidnes Andersen. Man skal ikke føle skyld eller skam, men man skal må godt sætte sit eget liv i perspektiv. Det var ikke så ringe endda da vores forældre bad os tænke på de sultne børn i Afrika når vi ikke kunne lide maden. Her i mit voksenliv har jeg lært meget af den sætning. Noget om taknemlighed og ydmyghed. Følelser unge mennesker i dag ikke må føle. Så Nanna Carstens tak for din fine artikel.

Kurt Nielsen, lars søgaard-jensen, Anne Mette Jørgensen, Helle Nyberg, Mogens Holme, Irene Sørensen, Frede Jørgensen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Jeg er da også feminist, men ved at bruge det mærkat føler jeg, at jeg bliver en del af en debat, som jeg ikke er herre over. Jeg behøver ikke at kalde mig feminist for at være med eller for at have en holdning. Ligesom jeg heller ikke behøver at være depressiv for at have det dårligt af og til."

Det er da en virkelig besynderlig sammenligning - depression og feminisme..
Man bliver jo ikke diagnostiseret "feminist" af lægen, det er en holdning og en kønspolitisk tilgang til samfundet.
I øvrigt minder denne holdning om hvordan andre grupper kan opfordres til selvundertrykkelse, fx homoseksuelle. 'Det behøver man da ikke skilte med'.

René Skov, Lasse Schmidt , Lillian Larsen, Annette Chronstedt, Caroline Schaffalitzky, Olav Bertelsen, Lars Bo Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Josephine Kaldan, Henrik L Nielsen, Britta Hansen, Torben K L Jensen, Elisabeth Andersen, Heidi Larsen, Lise Lotte Rahbek, Anne Schøtt og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Kronikkens forfatter har tydeligvis aldrig haft hverken stress eller depression. Alligevel kan hun bruge sine manglende erfaringer med livsfarlige psykiske lidelser til at konkluderer at danske unge simpelthen har det for godt, er snotforkælede, og får diagnoser smidt i nakken når de surmuler foran lægen.

Kunne Information evt overveje at overlade kronikker til mennesker, der har en smule viden om det de skriver om?

Marie Seidenfaden, Amanda Fugl, Tine Andersen, Jan Boisen, Tinna Riis Nielsen, Eva Schwanenflügel, Lasse Schmidt , Inge Wie Nielsen, Lisbeth Larsen, Benny Jensen, Olav Bertelsen, Lars Bo Jensen, Jens Kofoed, Torben Bruhn Andersen, Henning Nielsen, John S. Hansen, Pia Larsen, H M, Peter Nissen, Tor Brandt, Josephine Kaldan, Laura Johanne Grue Danielsen, Henrik L Nielsen, Britta Hansen, Jeppe Lykke Møller, Maria Jensen, Dorthe Fauerholdt, Poul Rasmussen, Torben K L Jensen, Charlotte Jensen, Elisabeth Andersen, Christel Gruner-Olesen, Randi Overgård, Heidi Larsen, Lise Lotte Rahbek, Peter Tagesen, David Engelby, Kim Houmøller, Morten Nissen, Anders Sørensen, Ib Christensen, Anne Schøtt og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
David Engelby

Hvad er det for en måde at tale ned til reelle ofre for depression og stress?! Usmagelig artikel!

Lars Bo Jensen, Tine Andersen, Lasse Schmidt , Lillian Larsen, Inge Wie Nielsen, Benny Jensen, Olav Bertelsen, Jens Kofoed, John S. Hansen, Peter Nissen, Josephine Kaldan, Henrik L Nielsen, Britta Hansen, Ib Christensen, Maria Jensen, Dorthe Fauerholdt og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Jeg har svært ved at forstå præmissen for indlægget. Vedkommende har det ad helvede til - så meget ad helvede til, at hun tager til læge - og lægen diagnosticerer hende som lidende af "svær depression".

Hvad havde hun forventet? Hvis man kommer til lægen med en forstuvet fod, kigger han på den og konstaterer, at den er forstuvet. Når den så uger/måneder senere ikke er det længere - er det så lægen, der har fejldiagnosticeret dig? Eller havde du rent faktisk forstuvet foden?

Tine Andersen, Lasse Schmidt , Lillian Larsen, Benny Jensen, Olav Bertelsen, Josephine Kaldan, Henrik L Nielsen, Britta Hansen, Charlotte Jensen, Elisabeth Andersen, Heidi Larsen, Bjørn Pedersen og Peter Tagesen anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

Rigtig god artikel,
om bl.a. selverkendelse.

Annika Hermansen, Kurt Nielsen, Karin Hansen, lars søgaard-jensen og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
olivier goulin

@Kim

Er vi nu kommet dertil at ren Facebook nonsens bliver udgivet på Information. Man græmmes!

Sådan har det da været længe.

Det er sådan man i dag fylder en avis ganske gratis - med et minimum a fastansatte journalister.
Der er efterhånden mange år siden Information havde en stor stab af nogle af landets bedste journalister. Det er desværre blevet alt for dyrt under de økonomiske præmisser aviserne lever under i dag.

/O

René Skov, Egon Stich, John S. Hansen og Maria Jensen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

For år tilbage gav læger ikke psykiatriske diagnoser ved et enkelt besøg eller et skema.
Alligevel forekommer det mig mærkværdigt at man går til læge pga. en enkelt dårlig dag.
Lægen, der giver diagnosen; svær depressiv er ikke sin opgave voksen. Hvis han mener det bør vedkommende henvise til specialist. En svær depression er alvorlig. Kronikken siger heller intet om evt. medicinsk behandling, som i øvrigt er meget omstridt.
Vi påvirkes alle af den herskende tro på bjerget, og jeg synes det er fint at sætte problematikken lidt i perspektiv.
Jeg kan følge kronikøren et langt stykke. Komplekst problem, som med andre psykiatriske diagnoser, f.eks ADHD, som forekommer mig som en diagnose, som rigtig mange især drenge får.
Er vores gener virkelig i så meget forfald.
Mangel på modgang eller det stik modsatte i opvæksten kan være en årsag til angstlidelser, ensomhed og selvhad, spiseforstyrrelser mv.
Politikerne gør alt til konkurrence, og bl.a facebook og andre sociale medier bærer ved til bålet.
Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg slog mit knæ til blods som barn, hvor lidt jeg blev overvåget, og hvor mange sanglege og spil jeg kunne,men jeg lærte det ikke af de voksne. Nej , vi lærte det af hinanden.
Man fylder jo forældre med angst om kostplaner, tandbørstning og sovetider. Lad børn spise når de er sultne, lad børn gå i seng når de er trætte efter en lang lys sommeraften med kammeraterne.
Nå nu bliver jeg for belærende. Men noget er galt.
Kære unge, gør oprør, sig fra! Hvis I er mange nok er der håb for Jeres børn.

Lillian Larsen, Inge Wie Nielsen, Kurt Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, lars søgaard-jensen, Flemming Berger, Ib Christensen, Eva Schwanenflügel og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Torben Bjerrehuus

Tak til Nanna Carstensen for en begavet og indsigtsfuld kronik. Som praktiserende læge gennem 30 år er jeg helt enig i kritikken af egen læge, en depressions diagnose kan ikke stilles ud fra et skema og minutters samtale.
Nanna Carstens har ret i vi svigter de dårligst stillede i samfundet, de svært depressive, de schizofrene og personer med invaliderende angst.
Nanna Carstens er en klog kvinde, det har taget mig 60 år at få den indsigt som hun har opnået i en ung alder. Endnu en gang tak, også til debat redaktøren der har ladet denne kloge kronik trykke.

Annika Hermansen, Peter Tagesen, Anne Mette Jørgensen, Kurt Nielsen og H M anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Vi er vel på, godt og ondt, børn af velfærdssamfundet.

Vi har adgang til en masse fordele, men fordele kan, hvis de bliver brugt forkert, blive til ulemper.
Herunder den nemme adgang til at blive klient eller patient.

Vi er hver især de eneste, der kan beskytte os mod alle disse muligheder - sikre os, at vi ikke lader os uselvstændiggøre, medmindre det er strengt nødvendigt.

Anne Mette Jørgensen, Frede Jørgensen og Karin Hansen anbefalede denne kommentar
lars søgaard-jensen

En rigtig god kronik der er skrevt på baggrund af refleksioner over en automatdiagnose overfladisk uempatisk stillet hos en fortravlet læge (tror jeg!). Jeg synes det er godt at denne problematik får plads i medie billedet - altså at psykiatriske diagnoser stilles efter diagnostiske kriterier sat op i definerende skemaer med dertil hørende talværdier. Empatien eller med-følelsen hvor lægen er opmærksom pår de følelser hun selv oplever i kontakten med den konkrete patient og dennes fremlæggelse af sine problemer hører desværre ikke hjemme i dagens diagnostiske praksis. Ok - der er risiko for feltolkninger - men hvis fagfolk (ja hvorfor ikke også alle os andre) sørger for at få feed back fra patientern/hinanden (lægen giver patienten feed back med sin tolkning af følelserne og patienten svarer lægen på dette) vil dette redskab formentlig være lige så præcist, og, tror jeg, bedre end diverse manualers diagnostike scoreskemaer. Dagens sundhedsvæsen med fokus på 'produktion' levner desværre ikke tid til de finere fornemmelser så der er nok megen ønsketænkning i at der kan etableres tid til den type af involverende diagnostik.
På den baggrund synes jeg, det er befriende at et menneske reflekterer over diagnoseprocessen og den letsindige omgang med tunge psykiske diagnoser.
Begrebet depression har i betydelig grad skiftet karakter gennem de sidtste 25 år. En gang operede psykiaterne med begrebet "eksistentielle tilstande" for hovdeparten af det der i dag diagnosticeres som depression. Den gruppe mennesker slap for psykiatriens og den psykokemiske industris indsats. Og deres livsforsikringers policer fik ikke et hak opad i præmie, fordi man nu var diagnosticeret med en potentielt invaliderende og dødbringende sygdom.

Annika Hermansen, Anne Mette Jørgensen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Kurt Nielsen

Fanden har i sit endeløst lange liv haft mange dårlige dage. På en af dem opfandt han begrebet psykisk diagnose. Så drop dog det pis.

Britta Hansen

Det omtalte scoreskema tager ikke udgangspunkt i dagformen. Uden at jeg husker alle enkeltheder i den, så går den også tilbage i tiden og ser fx på vigtige indicier som voldsomt (og ikke tilstræbet) vægttab inden for et vist rum tid. Desuden kan sådan et skema aldrig stå alene, men er højst en stærk indikator. Netop derfor er det vigtigt, at en speciallæge forholder sig til den på basis af sit øvrige kendskab til patienten.

Netop derfor mener jeg, at Nanna skulle skifte læge, da den omtalte læge ikke virker kompetent efter denne beskrivelse.

På den anden side har vi kun mulighed for at høre om Nannas side af sagen og ved ikke, hvad lægen evt ville sige til fortællingen.

Lars Bo Jensen

Jeg kan ikke sammenligne med Facebook, for der deltager jeg ikke. Men jeg har ikke noget imod at mit abonnement bruges til indlæg som dette.

lars søgaard-jensen

Britta B Hansen 1/7 10:28
Du har helt ret - tilstanden skal have stået på i mindst 2 uger. To uger til at få en alvorlig diagnose stillet! Disse skemaers anvendelse er meget forskellig fra læge til læge til sygeplejerske til sygeplejerske. De giver en falsk oplevelse af 'objektivitet' i diagnoseprocessen.
Du har også ret i, at når de anvendes forkert og derved giver forkerte resultater, så er det ikke fagligt optimalt. Men desværre er den diagnostiske virkelighed som jeg lige har beskrevet den. Hvorfor den er det? Det opleves som 'effektivt' og 'videnskabeligt' og 'objektivt' at betjene sig af disse skemaer i diagnostikken. Det er jo ikke tid der er overskud af i sundhedssektoren fra praktiserende læger til sygehuse.

Britta Hansen

Lars Søgaard Jensen

Nu var det ikke mig, der skrev om to uger. Jeg skrev, at sådant et skema kun er en ud af flere indikatorer.

Der er sikkert masser af grunde til at diskutere både diagnoser, lægers kompetance og hele systemet. Det skal bare være på et noget mere relevant grundlag end i artiklen her.

Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Benny Jensen

Nu er jeg jo ikke så klog, men hvad ville Nanna hos lægen? Det virker lidt fingeret?

Tine Andersen, Britta Hansen, Eva Schwanenflügel og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Inge Wie Nielsen

Nu kan hun jo kun tage udgangspunkt i sig selv, og hendes “tilfælde” er det virkelig nok til at afgøre/dømme alle andres tilstand?
Er det virkelig nok til hun kan få sit navn i avisen?

I øvrigt bør svær depression ikke stilles alene på baggrund af ét skema og én samtale... Det er da helt klart den enkelte læge der her har et problem!

Sådan blev min diagnose ihvertfald ikke stillet!
Jeg havde ikke kun en enkelt dårlig dag.
Min diagnose blev stillet efter en sygemelding på 2 måneder, hvor jeg gik til ugesamtaler hos egen læge, hvor jeg udfyldte flere kontrolskemaer, hvorefter jeg så kom på medicin...

Tine Andersen, Britta Hansen, lars søgaard-jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Hmm - jeg synes, at artiklen rummer flere problemfelter. Først og fremmest antydes det jo, at man kan få stillet en diagnose som svært depressiv blot man har en dårlig dag. Man må jo virkelig håbe, at diagnoser og behandling i sundhedsvæsnet bliver fulgt op af mere seriøse lægesamtaler

Det næste kronikken siger noget om, er at man bliver puttet i en kasse. Man skal så at sige have et problem af psykisk art for, at være interessant. Men hermed forklejner kronikken jo også, at der skulle være et alment problem med stress og depressionerne blandt unge. Den forklaring der åbenbart falder kronikøren ligefor er forkælelse. Og igen må man stille sig skeptisk ved, at slutte noget alment af artiklen, som jo ikke siger meget om hverken depression eller hvordan det står til i ungdommen.

Mange der lider af lettere depression er sig faktisk ikke bevidst om symptomer eller lidelse.

Og jovist det kan godt være, at læger for hurtigt stanger lykkepiller over disken.

Men depression skal nu ikke negligeres som blot forkælelse, eller som der ikke er et reelt problem med depressioner i befolkningen - eller blandt unge. Herved gør man hverken problemet mindre - eller gør dem der bliver ramt nogen tjeneste. Af-taburiseringen af psykiske lidelser er sådan i store træk et fremskridt, og hvad kronikøren her gør kunne lidt sidestilles med, at man i fordums tid blot kaldte neurotiske kvinder hysteriske.

Britta Hansen, Lillian Larsen, Charlotte Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Charlotte Jensen

Jeg har hele tiden villet kommentere, men er hver gang gået her fra, fordi jeg næsten ikke ved hvad jeg skal skrive. Jeg blev et sted mellem vred og utrolig ked af det på vegne af de unge jeg kender/har kendt (en faldet fra til selvmord), der har lidt/lider af psykisk sygdom.

Du kan godt blive ramt af en psykisk sygdom selvom "du har det godt", og selvom "mor og far ikke er skilt". Om det er gener, længerevarende psykisk belastning eller noget tredje, der afgør om hvordan du bliver syg kan være forskelligt. Der er ingen jeg kender, der går rundt og skilter med deres psykiske lidelser. Der er ingen der har været til lægen med på grund af enkelt dårlig dag. Det tager oftest flere uger, måneder... måske år før man ender med en diagnose - og diagnosen hjælper jo ikke på sygdommen. Det gør behandlingen.

Hvis Nanna oprigtigt føler, at lægen har handlet _så_ forkert bør hun klage her: https://www.borger.dk/sundhed-og-sygdom/Klage-over-sundhedsvaesenet/Klag... - og sørge for at lægen ikke gentager fejlen.

Tine Andersen, Eva Schwanenflügel og Britta Hansen anbefalede denne kommentar

Næ - man må da i alle tilfælde stille sig lidt skeptisk over for kronikkens grundpostulat om, at der er gået mode i diagnosticering af psykiske lidelser. For hermed negligerer kronikken jo dels, at der skulle være et reelt problem. Og ydermere kunne virkeligheden jo reelt stadig kan være sådan, at psykiske lidelser stadig kan føre til stigmatisering.

Og hermed kan man jo skyde stort set hele problemstillingen omkring depressioner i ungdommen ned som mere eller mindre pjat - eller i mindstemål et spørgsmål om forkælelse

Man kan selvfølgelig lade være, at slutte noget alment af kronikken, men når postulatet er, at man kan gå til lægen på en dårlig dag, og komme ud med en diagnose om svær depression, så...

Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at nogle læger er så overfladiske, at de bare hælder patienter ud med en diagnose om svær depression, og det er så det, også selv om læger er et fortravlet folkefærd.

Og jovist der stanges sikkert flere diagnoser over disken i moderne tid. Men noget af det kommer jo også af, at der faktisk eksisterer en række psykiske problemer blandt unge og andre grupper nu om dage. Og det er vel et positivt træk, at det også erkendes

Det er dog en ejendommelighed, at gå til lægen med hvad der antageligt er et psykisk problem, og så gå derfra med en erkendelse af, at man er en piveskid. Mindre ejendommeligt bliver det ikke af, at man konkluderer, at man tilhører en generation, hvor andre unge også er det.

Eva Schwanenflügel, Lillian Larsen og Morten Nissen anbefalede denne kommentar
lars søgaard-jensen

Jan Boisen 2/7 08:47 du skriver : "Næ - man må da i alle tilfælde stille sig lidt skeptisk over for kronikkens grundpostulat om, at der er gået mode i diagnosticering af psykiske lidelser. For hermed negligerer kronikken jo dels, at der skulle være et reelt problem."
"Og jovist der stanges sikkert flere diagnoser over disken i moderne tid. Men noget af det kommer jo også af, at der faktisk eksisterer en række psykiske problemer blandt unge og andre grupper nu om dage. Og det er vel et positivt træk, at det også erkendes"

Jeg er ikke enig med dig i at kronikke neglicerer de mange problemer der findes blandt de unge. Skribentens analyse er bare anderledes en din - og med dig det meste af debatsporets deltagere.

Ja der er rigtig mange psykiske problemer i dagens Danmark og ikke mindst blandt ugdommen. MEN er du helt sikker på at disse problermer kræver medicinske diagnoser og indsats? Kunne det ikke tænkes at være således at den indsats der virkelig er brug for skulle ligge nogle helt andre steder? i skolen, i kommunerne, en holdningsændring blandt poltikere, der i dag fokusere så meget på konkurrence. En indsats mod den herskende perfekthedskultur hvor man jo altid 'kan gøre det lidt bedre' er vigtig. Vi skal også være opmærksomme på mange unges relevante frygt for at havne i en prekær situation på arbejdsmarkedet.
Jeg tror at megen, af den mistrivsel, vi for tiden ser, skal hådteres udenfor sundhedsvæsnet. Så længe politikerne og deres administratorer kan skyde disse problemer over i en i øvrigt nedsparet sundhedssektor med udskrivning af mere eller mindre effektiv medicin (der dog altid er effektiv hvad angår bivirkninger) til følge, så længe sker der ikke noget på det samfundsmæssige niveau!

Lars Søgaard Jensen: Næ - jeg er da ikke sikker på, at mange af dem der diagnosticeres i det medicinske system nødvendigvis hører til der, eller at depressioner i alle tilfælde skal behandles medicinsk. Der er da givet en god pointe i, at depressioner kan skyldes en perfekthedskultur, eller et præstationssamfund, og at depressioner naturligvis også kan adresseres uden for det medicinske system.

Jeg vil så mene, at kronikørens ordvalg i det mindste er uheldigt når hun skriver, at hun blev diagnosticeret med "svær" depression. Med min ringe viden, så taler vi ofte om noget behandlingskrævende når man bruger et ord som svært depression. Vi taler altså ikke om lettere nedtrykt, lettere forstemt.

Hun skriver "svær depression", hvilket jeg tror er noget enhver ansvarlig læge ville følge op på, og i de fleste tilfælde ville man både behandle sådan en tilstand med medicin og kognitiv terapi.

Men måske er det bare et uheldigt ordvalg, som jeg læser det i yderligere grad forklejner problemet med depressioner.

Anne Schøtt

For det første kan lægen læse patientens historik og holde det op mod "den dårlige dag". For det andet; Hvis man har en svær depression, er man vel knap nok i stand til at udfylde disse skemaer. Og godt det samme. Den slags kan man vel finde i ethvert dameblad. Værre er det ved henvisning til psykiater, hvor man også får udleveret spørgeskemaer, hvor enhver halvidiot kan se, hvor spørgsmålene bærer henad, og hvis lægen stanger piller ud, så kan endnu en zombie vandre rundt.

Britta Hansen

Anne Schøtt, skemaet udfyldes mig bekendt af speciallægen eftersom han/hun gennemgår spørgsmålene med patienten.

Og som sagt: Et skema må aldrig stå alene og vil ikke gøre det, når der er tale om ansvarlige læger og speciallæger.

Anne Schøtt

Britta;
Nej, skemaet (til speciallægen) kan også udfyldes derhjemme.
Jeg har ikke påstået, at et skema skulle stå alene.

Det starter med pylrede, overbeskyttende mødre - og måske medløbende skvatmikler.
(se artiklen herom).
Hele mig-selv generationen er vænnet til, at vi ikke selv har ansvaret for vores liv, men at det er placeret derude i forskellige instanser deres eksperter. Ikke mit ansvar - Skolens ! Kommunens ! Statens !
Skolen skubber drenge, der ikke passer ind i skemaet, ud i diagnosehelvedet.
Og så bliver vi voksne. og det hele fortsætter med, at det er de andres skyld.
Undskyld min aggressive stil, men jeg ærgrer mig over, at noget så simpelt menneskeligt gøres så kompliceret.