Kronik

Vi må droppe vores kortsigtede interesser, hvis klimakrisen skal løses

Både virksomheder, politikere og forskere må forpligte sig selv og hinanden på at gøre det moralsk rigtige, i stedet for at gøre det, der betaler sig på kort sigt
Både virksomheder, politikere og forskere må forpligte sig selv og hinanden på at gøre det moralsk rigtige, i stedet for at gøre det, der betaler sig på kort sigt

Ditte Ahlgren

22. juni 2018

I begyndelsen af april 2018 citerer en række medier, herunder Information, energi, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) for at konkludere, at »den grønne omstilling buldrer derudad«. I den forbindelse påpegede ministeren blandt andet, at Danmarks CO2-udledning i 2017 var faldet med 5,4 procent i forhold til 2016.

Men betragter man udviklingen i et lidt længere perspektiv, så udleder Danmark i dag ifølge tal fra Danmarks Statistik omtrent den samme mængde CO2 som i 1990.

Ifølge tal fra Verdensbanken har Danmark på det parameter dog klaret sig væsentlig bedre end verden som helhed; her er den årlige CO2-udledning som følge af afbrænding af fossile brændstoffer steget med over 60 procent siden 1990. Ser man imidlertid på udledning pr. indbygger, så udledte hver dansker i 2014 5,9 ton CO2, hvilket er over verdensgennemsnittet, der anslås til 5 ton pr. person.

Selv om Energi, Forsynings- og Klimaministeriets hjemmeside er prydet med billeder af vindmøller, er det ifølge det Internationale Energiagentur (IEA) kun 6,7 procent af Danmarks samlede energiforbrug, der stammer fra vind, hvorimod 64,9 procent stammer fra fossile brændstoffer – det vil sige olie, kul og gas.

Betragter man verden som helhed, er billedet endnu mere dystert. Tyve år efter det berømte klimatopmøde i Kyoto udgør fossile brændstoffer 81,4 procent af verdens samlede energiforbrug. I det lys er den grønne omstilling umiddelbart vanskelig at få øje på.

Egeninteresser før klimahensyn

Hvorfor er klimakrisen så svær at løse? Når nu Corporate Social Responsibility (CSR) har stået højt på erhvervslivets dagsorden i årtier, politikerne har indgået den ene klimaaftale efter den anden, og forskerne har engageret sig i hidtil uset omfang i emnet. På trods heraf bevæger verden sig kun en vej – den forkerte.

Det korte svar er, at vi bevæger os mod afgrunden, fordi det umiddelbart er det fornuftige at gøre.

Selv om det kollektivt set er rationelt at begrænse den samlede udledning af CO2 på verdensplan, er der for det enkelte individ umiddelbart irrationelt at begrænse sin CO2-udledning. Den enkelte forbruger opnår jo nærved ingen goder ved at begrænse sin udledning. Modsat er der mange goder forbundet ved at fortsætte sin udledning. Og hvad der gælder for den enkelte forbruger, gælder også for de fleste stater og virksomheder.

Derved ender vi i en gordisk klimaknude. Hvad der er bedst for den enkelte, er dårligt for os alle. Eller sådan virker det tilsyneladende. Men er der nødvendigvis lighedstegn mellem rationalitet og egennytte? Hvis der er, så er vi meget ilde stedt. Klimakrisen kan nemlig kun løses, hvis vi erkender, at det ikke nødvendigvis er irrationelt at gøre noget for andre, selv om det ikke lige synes at kunne betale sig for en selv.

Det handler om, at vi må påtage os et reelt ansvar. Det lyder banalt. Men det er langtfra tilfældet. At påtage sig et reelt ansvar implicerer et indgående opgør med den efterhånden udbredte opfattelse af, at ansvarlig adfærd og egennytte går hånd i hånd. Den umiddelbart rationelle adfærd for virksomheder, politikere og forskere betyder nemlig, at disse centrale samfundsaktører er milevidt fra at leve op til deres ansvar for at sikre en mere bæredygtig udvikling.

Erhvervslivet taler ofte om win-win, hvor samfundsansvarlig adfærd og konkurrencedygtighed går hånd i hånd. Det forekommer umiddelbart fornuftigt. Virksomheder skal tjene penge. Problemet er blot, at erhvervslivet derved negligerer den kendsgerning, at profit og etik godt kan være i konflikt.

Slaveri er ikke moralsk forsvarligt, men det kan sagtens være en god forretning. Hvis virksomheder kun er villige til at påtage sig et samfundsansvar, når det kan betale sig, får vi hverken løst klimakrisen eller de andre alvorlige udfordringer, verden står over for, som eksempelvis ufrivillig migration og spredning af misinformation på nettet.

For politikerne handler det hovedsagligt om såkaldt klimarealisme, hvor man gerne vil gøre noget, men venter på, at de andre skal vise vejen. After you, sir-strategier fører dog ofte til stilstand, hvorved det fra politisk hold mest bliver ved skåltalerne.

Og selv om forskerne på lange stræk er trådt i karakter, når det gælder klimakampen, så er forskningsverdenen i disse år præget af et akademisk ræs, hvor fokus ofte er på kvantitet frem for kvalitet. Det har skabt en uheldig incitamentsstruktur, hvor den enkelte forsker opmuntres til at fokusere på antallet af videnskabelige publikationer frem for substans og samfundsrelevans. Igen, hvad der er bedst for den enkelte er dårligt for os alle.

Forhindre dårligdomme

I vores nye bog præsenterer vi et nyt ansvarlighedsbegreb – Unified Social Responsibility (USR) – der skal gøre op med disse umiddelbart individuelt rationelle strategier. USR udgør den samfundsansvarlige fællesmængde, som deles af erhvervslivet, politikerne og forskningssamfundet. Et af grundelementerne i USR er princippet om at forhindre dårligdomme.

Princippet om at forhindre dårligdomme stammer fra filosoffen Peter Singer, der i sin artikel Famine, Affluence, and Morality fra 1972 præsenterer følgende princip: »Hvis vi kan forhindre noget meget dårligt i at ske uden derved at ofre noget moralsk betydningsfuldt, så er vi moralsk forpligtet til at gøre det.«

Singers princip implicerer, at vi sommetider bør gøre noget for andre, selv om det ikke lige kan betale sig. Hvis et barn er ved at drukne i en sø, så bør vi redde det, selv om vi derved ødelægger vores nye sko. Betyder det, at princippet er irrationelt? Nej.

Princippets præcise fordringsniveau er betinget af, hvad der er meget dårligt og moralsk betydningsfuldt. At eksempelvis slaveri, fattigdom og voldsomme klimaforandringer er meget dårligt, forekommer ukontroversielt. Hvad der bør betegnes som moralsk betydningsfuldt er mere vanskeligt at afgøre. Det kræver grundig overvejelse. Hvorfor er det jeg/vi laver vigtigt? Og hvad kan jeg/vi bidrage med?

Alle skal bidrage

Vi bør redefinere, hvad der er en succesfuld virksomhed, en god politiker og en agtværdig forsker. Det handler for eksempel om at generere profit frem for at maksimere profit. Virksomheder skal tjene penge, men at have det som eneste pejlemærke er mildest talt ikke særlig ambitiøst.

Og politikere, der fokuserer mere på meningsmålinger end langsigtede løsninger, bør måske finde sig noget andet at bestille. Politik handler om at turde gå forrest og vise vej, ikke om at lunte i hælene på lunefulde folkestemninger.

Og i stedet for at bedømme forskere ud fra antallet af deres publikationer bør vi i stedet se på, hvad de frembringer af ny interessant viden.

Ingen aktør er i stand til på egen hånd at løse verdens store udfordringer. Et centralt element i USR er derfor, at aktørerne bør indgå forpligtende partnerskaber og derigennem lægge pres på hverandre.

Eksempelvis bør virksomheder og deres brancheorganisationer presse politikerne til at lovgive på måder, der tvinger alle til at bidrage til den grønne omstilling. I stedet for at tale om lav skat og deregulering bør erhvervslivet slås for, at offentlige myndigheder – der hvert år køber ind for knap 2.500 milliarder euro i EU og over 300 milliarder kroner i Danmark – stiller endog meget høje sociale og miljømæssige krav til de virksomheder, der ønsker at være leverandører til det offentlige.

USR kræver markante ændringer af erhvervslivets, politikernes og forskningssamfundets praksis, men det gør løsning af klimakrisen også.

Claus Strue Frederiksen, ph.d., og Vincent F. Hendricks, professor, Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet. Forfattere til bogen ’Kæmp for kloden’, der udkom i maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Ejvind Larsen
  • Torben K L Jensen
  • Britta Hansen
  • Dorte Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Poul Erik Riis
Morten Lind, Ejvind Larsen, Torben K L Jensen, Britta Hansen, Dorte Sørensen, Eva Schwanenflügel og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nils Lauritzen

Det er helt igennem udmærkede betragtninger og absolut nødvendige konklusioner, men desværre er det af 2 grunde samtidig helt irrelevant.
For det første er det ifølge stadigt flere klimaforskere for sent at gribe ind. De indsatser, der skal til, er for omfattende og stiller for store krav til både teknologi og forandringsparathed i alle lag.
http://sciencenordic.com/can-we-really-limit-global-warming-%E2%80%9Cwel...
For det andet er det tilsyneladende ikke muligt for langt det overvejende flertal at begribe videnskabelige fakta - selv når disse formidles uden fagsprog og i enkle hovedlinjer.
Global opvarmning er et godt eksempel. Vi har i Danmark haft en meget varm og tør maj , hvilket får mange til at se opvarmningen som noget reelt. Dog kommer samtidig nyheden om, at den nordlige iskappe i samme periode øger sin masse pga. øget nedbør. Ergo er den globale opvarmning nok alligevel ikke et faktum - tænker mange.
Vi tror mere beredvilligt på oplysninger, der er positive og bekræfter, at vi ikke behøver ændre adfærd.
I marts havde vi hård frost og sne, det kunne vi alle mærke på egen krop. Og sådan ville det vel ikke være, hvis den globale opvarmning var virkelighed - tænker mange.
Vi tror mere på egne sanser lokalt i tid og rum, end på videnskabens dokumentation for det modsatte i lange observationssæt.
Når vi sætter tænderne i en velstegt oksekødsbøf, ved vi måske godt, at kødproduktion er en væsentlig faktor i såvel klimaproblematikken som i flere andre miljøproblemer. Men koen er jo død, så hvad skulle det hjælpe, at jeg ikke æder den ? På samme måde ved vi godt at flyrejser er entydigt negative i klimaregnskabet, men flyet flyver jo alligevel, så hvad kan det ændre, at jeg rejser med tog ?
Vi formår ikke at konkludere fra det individuelle til det kollektive.

Dette giver os et uoverstigeligt problem, når de nødvendige ændringer skal gennemføres.
Individuelt flytter vi os ikke frivilligt (i tilstrækkeligt antal), hvilket betyder, at ændringer i adfærd skal påtvinges os. Dette kan ikke ske gennem det repræsentative demokrati, da de folkevalgte jo netop skal vælges.
Politikere, der siger sandheden om klimakatastrofen og ikke lægger skjul på, hvad der kræves for at reducere katastrofens omfang, får ikke stemmer og dermed magt, fordi budskabet er os imod.
Politikere, der får magt til at gennemføre de nødvendige ændringer, baserer deres stemmetal på usande oplysninger, manipulerede datasæt og falske forhåbninger. Men de lover vælgerne, at alt kan fortsætte som hidtil med øget vækst, mere velstand, mere forbrug.
Og det vil vi jo hellere tro !

Morten Lind, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Bisgaard Jensen, Nis Jørgensen, Jørgen Kærbro Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Kronikørerne lever i en osteklokke. De har ikke fattet, at de forbrugsdyr, der lever i den vestlige verden, absolut ikke er til sinds, at ændre på forbruget og livsstilen. Om så det skal koste os vores eksistens her på jorden, så må det være sådan. Dødedansen eskalerer.....

Mikael Velschow-Rasmussen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Spørgsmålet om, at 'ting betaler sig' er jo i sig selv en konstruktion, der alene handler om forvaltningen af ressourcer. Jo mere denne fordeling overgår demokratisk til fællesskabet - ikke centralistisk til en selvbestaltet junta, jo mindre er der brug for profit og andres nåde i forhold til at tage initiativ og udvise driftighed - vel at mærke på netop et grundlag, vi er enige om vil være til alles bedste.

René Arestrup

Forfatterne er ude i en moralsk fordring, som på den ene side er stringent logisk, men på den anden side forsømmer at tage højde for kompleksiteten i fordringen. Og dermed kommer fordringen til at fremstå som endnu et slag i luften. Analogien til slaveri vidner om, at forfatterne slet ikke har forstået grundlaget for deres egen fordring, udover at etablere den banale kendsgerning at vi står overfor et alvorligt problem og at vi er nødt til at gøre noget ved det. Dermed er fordringen tæt på at være værdiløs.
At gestalte nye abstrakte begreber er med garanti ikke en løsning

Bjarne Bisgaard Jensen, Flemming Berger og Arne Lund anbefalede denne kommentar
Jens Mose Pedersen

@Arne Lund. Spørgsmålet er jo ikke om "dumme folk" vil ændre deres vaner. Sprørgsmålet er om du, med din overlegne indsigt, vil og kan ændre vaner.
Måske er der håb om at alle kan få den indsigt du har.

Jens Mose Pedersen - Er du ikke nået længere end til æh-bæ-buh? Hvad ved du om, hvad jeg gør, for at tackle mit medansvar for klimaforandringerne? Heldigvis er jeg ikke den eneste, der med tiden har erhvervet nogen indsigt i hvad der er fornødent. Når du reagerer så surt, er det så fordi du ikke selv aner? eller- gider? - hvor du skal begynde.
Du kan jo starte med at læse nærværende avis - ikke annoncerne.

Arne Thomsen

På sigt skal vi jo finde ud af at begrænse vores stadigt voksende energiforbrug - og vi skal tillige gøre det grønt.
De nøjagtige konsekvenser, hvis vi ikke gør det, og hvilken tidsfrist, vi har, er jeg ikke klar over.
Men en umiddelbar "her-og-nu-løsning", der måske kunne "vække" os, er jo moderne atomkraft, der er sikker, har nærmest ubegrænsede ressourcer og kun efterlader lidt affald, som effektivt kan indkapsles - i modsætning til CO2, der bare farer ud i atmosfæren ;-)

I 1950 var vi 2,7 milliarder mennesker på jorden i dag er vi 7,5 milliarder. Nogle håber og tror at befolkningstilvæksten vil aftage, men de ved det naturligvis ikke. Tager de fejl, så vil det være 27 milliarder mennesker i år 2100

Philip B. Johnsen

Årsag og konsekvens.

Politiske alternative fakta er aldrig fakta, politiske alternative fakta er altid politiske fabrikerede løgne, der skal tjene kortsigtet fortjeneste, alternative fakta er ikke politisk ideologi, en påstået anden politisk vinkel på verden, alternative fakta er altid uden undtagelse politiske fabrikerede løgne.

Den uvidenskabelige og derved fakta fraværende ledelse af EU landene forklædt som ideologi, er årsagen til manglende handling på akut handlingskrævende udfordringer og på sigt årsagen til EU’s opløsning.

Migration har naturligvis mange årsager i princippet naturligvis lige så mange årsager, som der er migranter, men en årsag, har størstedelen af migranter alle til fælles de menneskeskabte klimaforandringer.

Afrika er en verdensdel, der er langt hårdere ramt af de menneskeskabte klimaforandringer end EU, er det endnu, i Afrika regner for meget eller det regner for lidt eller det regner for uregelmæssigt.

De menneskeskabte klimaforandringer, som den rige del af verden, det er bl.a. EU og USA, har 99% af det historiske CO2 udlednings ansvar for, som af UN/FN estimerede vil resultere i 200-250 millioner ‘nye’ klimaflygtninge i verden de kommende få årtier, er ensbetydende med den af os i den rige del af verden skabt sult og nød for befolkningerne, der er kimen til oprør, politisk og religiøs radikalisering og kampen om resurserne for opretholdelse af livet, der naturligvis resultere i migration.

Politikere generelt i EU medlemslanden, påstå alt muligt andet er årsagen til migration, som befolkningstilvækst f.eks., men fortier altid de videnskablige fakta om årsagen til befolkningstilvækst, at det er fattigdom og nød, der skaber befolkningstilvækst, at intet land i hele verden med fungerende velfærd tilgængelig for befolkningen, har befolkningstilvækst.

Videnskablig fakta om befolkningstilvækst
Link: http://esa.un.org/unpd/wpp/publications/files/key_findings_wpp_2015.pdf
Link: http://esa.un.org/unpd/wpp/unpp/p2k0data.asp

Eksempel på de videnskablige fakta om de menneskeskabte klimaforandringer og migration.
Det krigsramte Mali og de menneskeskabte klimaforandringer.
Mali's average rainfall has dropped by 30 percent since 1998 with droughts becoming longer and more frequent.

Citat: US army's Strategic Studies Institute.
Link: http://www.strategicstudiesinstitute.army.mil/pdffiles/PUB1185.pdf

Et andet eksempel er det krigsramte Syrien og de menneskeskabte klimaforandringer som medvirkende og udløsende faktor for migration.

Borgerkrigen mm. i Syrien begynde med en folkevandring ind til byerne, forårsaget, af tørke sultende syere, uden noget sted at være, de hoppede sig op i gadebilledet.

Bashar al-Assad kunne tillade det store sammenrend mellem demonstranter mod styret og klimaflygtninge der ophobede sig i gaderne sammen med demonstranter og det resulterede i den ulmende uro, der nu er borgerkrig mm.

De videnskablige fakta.

The Center for American Progress The Arab Spring and Climate Change.

According to a special case study from last year’s United Nations’ 2011 Global Assessment Report on Disaster Risk Reduction, of the most vulnerable Syrians dependent on agricultureparticularly in the northeast governorate of Hassakeh (but also in the south) nearly 75 percent suffered total crop failure.

Herders in northeast Syria also lost around 85 percent of their livestock, affecting 1.3 million people.

The human and economic costs of such shortages are enormous. In 2009 the United Nations (FN) and the International Federation of Red Cross and Red Crescent Societies reported that more than 800,000 Syrians had lost their entire livelihood as a result of the droughts.
Link: https://climateandsecurity.org/tag/arab-spring/

"Nyt studie viser sammenhæng mellem klimaforandringer og Syriens kaos"
Link:https://globalnyt.dk/content/nyt-studie-viser-sammenhaeng-mellem-klimafo...

Jeg har hørt og læst flere steder, at kyndige fagfolk ud fra de nuværende tendenser vurderer, at jordens befolkningstal med stor sandsynlighed vil stabilisere sig omkring de 11 mia. Så skal vi ikke holde os til det.
Hvis de, der har forstand på det, tager grueligt fejl, kan alt jo tænkes. Det er bare ikke så relevant.

Det er teoretisk muligt at give disse mennesker et anstændigt liv under bæredygtige forhold. Men det kan under ingen omstændigheder lade sig gøre, at de kan leve med et overflodsforbrug som vores nuværende (gennemsnit) i Danmark. Og endnu mindre som den rigeste 1%.

Forfatterne til artiklen appellerer til vores moral ud fra en forestilling om, at vi alle finder det indlysende, at goderne skal fordeles retfærdigt og ligeligt mellem folk og mellem generationer. Men ærkeliberalisterne, som der er særligt mange af i den rigeste %, lægger jo netop afstand til den underforståede moralske forpligtelse overfor andre mennesker. For dem er ethvert menneske personligt og individuelt ansvarlig for sin egen eksistens. Og kun den.

De mener ikke, at samfundet er målet for vores bestræbelser, men at det er et middel, som ikke skal tjene andre formål end beskyttelse mod indre eller ydre vold og svindlere, som ikke overholder kontrakterne. De, der ikke klarer sig i konkurencen, eller får overdraget en feberhed klode fra forrige generation, må selv finde deres måde at løse problemerne på. "De må tage ansvar for sig selv" som det hedder, og udvikle tekniske løsninger på problemet. Sådan gør man sig immun overfor moralisrende filosoffer.

Det er vel ikke så overraskende, at mange oplever det som en lettelse at få løftet denne ansvarstunge byrde fra skuldrene.

Philip B. Johnsen

Nemlig og den stærkes ret uden videnskablig faktuel substans, føre til opløsning af folkestyret på et oplyst grundlag og leder til autoritarisme.
Virker det politisk bekendt anno 2018, er det nok ikke noget tilfælde.

Kim Houmøller - Du har ret, det bliver fattigrøvene, der igen kommer til at betale for de mere velstilledes udskejelser. Ganske som med regeringens ghettopakke. Også den betales af midler fra Landsbyggefonden og Satspuljen - støttet af de stedse mere højredrejede SD og SF.

Søren Kristensen

Det ligger i dybt i den menneskelige natur at vi ikke kan droppe vores kortsigtede interesser,, som evindeligt og først og fremmest drejer sig om reproduktion og den heraf følgende transformation af klodens overflade, fra det vi kalder natur eller vild natur til kultur/urbanisering. Mon ikke det er med den erkendelse skarpt i erindringen vi skal løse fremtidens problemer, hvis det overhovedet lader sig gøre?
Anyhow, så skal man jo starte et sted og i København kunne det fx. være at få den af hærværk og dårlig økonomi belastede BYCYKLEN til at fungere tilfredsstillende (igen).

Herlig opløftende læsning. Mennesket er kommet langt drevet af grådighed og liderlighed, og enden på det er da ikke i syne. Det er labert nok at en ubetydelig minoritet af intellektuelle kan se lyset. Så mangler vi bare at tænde lys i resten af den store verden - sæt i værk! Løsningen forekommer mest sandsynligt at ligge i en effektiv pandemi med stor dødelighed eller et frisk totalitært verdensdominerende regime med en effektiv indstilling til det der med klima.

Nils Lauritzen

"..et frisk totalitært verdensdominerende regime med en effektiv indstilling til det der med klima."
Det lader i hvert fald til, at de indsigtsfuldes forsøg på at motivere en tilstrækkelig ændring gennem oplysning har vist sig at være impotent i en politisk virkelighed, hvor de fleste hellere sparer et par minutter på en nyanlagt motorvej end satser på at overdrage en beboelig planet til deres børn.
Dette ses også i den politiske dagsorden, der i løbet af ca 15-20 år er gået fra total benægtelse af klimaforandringerne via en kortvarig diskussion af, hvordan vi forhindrer dem til et ret ensidigt fokus på, hvordan vi indretter os, så vi kan leve med dem.
Nu handler det primært om, hvordan vi holder de hårdest ramte grupper ude af velstandseuropa, omlægger landbrugsproduktionen til ændrede klimatiske forhold og beskytter vores værdier med dæmninger og slusesystemer.
Men det overordnede rationale for samfundets udvikling er fortsat eksponentiel økonomisk vækst, der helt løsrevet fra enhver virkelighed dikterer, at vi skal være rigere, fordi vi vil være rigere.

Philip B. Johnsen

Løsningen er at bringe håb om en fremtid, hvor eksistensgrundlaget er svindende.
Det betyder et fravalg af vores fakta fornægtende politikere til fordel for nye, der vil handle på de handlingskrævende opgaver.

Handling på handlingskrævende opgaver.
“Carbon pricing solves the economic problem that CO2, a known greenhouse gas, is what economics calls a negative externality a detrimental product that is not priced (charged for) by any market.

As a consequence of not being priced, there is no market mechanism responsive to the costs of CO2 emitted. The standard economic solution to problems of this type, first proposed by Arthur Pigou in 1920 is for the product in this case, CO2 emissions to be charged at a price equal to the monetary value of the damage caused by the emissions.”
Link: https://en.m.wikipedia.org/wiki/Carbon_price

Hvad skal der ske med den kommende bæredygtige handel på elektricitet.
Der skal etableres rimelig og nyttig samhandel mellem Afrika er Europa og Nordamerika og Sydamerika, det er naboer og naturlige bæredygtige handelspartner, de menneskeskabte klimaforandringer indbyder til dette samarbejde, handel er frugtbart på længdekredsen af jorden, men i langt mindre grad rentabelt på breddekredsen af jorden.

CO2 udledning fra shipping og luftfart, svare årligt globalt til hele CO2 udledningen for storbritanien og Tyskland og er ‘ikke’ medregnet i klimaregnskabet i COP21 Paris aftalen.

Der er intet alternativ, ikke et alternativ nogen vil byde deres egne børn, hvis man føler noget for sit børn eller børn generelt, hvis man ingen børn har selv.