Kvinder har i dag på lige fod med mænd fri adgang til uddannelse og arbejde. Alle kan tegne en arbejdsløshedsforsikring, og alle er berettiget til økonomisk hjælp fra staten, hvis man ikke kan forsørge sig selv. Der er fuldstændig politisk, social og økonomisk ligestilling mellem kønnene.
Alligevel eksisterer ægtefællebidraget stadig, selv om det i dag kun kan betegnes som diskrimination. Hvorfor skal tidligere ægtemænd fortsat have forsørgerpligt over for kvinder, som de engang var gift med, når det er statens ansvar at underholde dem?
Undertegnede blev selv skilt i 2014 og oplevede, at retten forhåndsstemplede mig som en utroværdig skurk. Statsforvaltningen fastsatte efterfølgende et bidragsbeløb, der sender min ejendom på tvangsauktion og sandsynligvis forgælder mig resten af livet. Den måde, det er sket på, ville i alle andre forhold end familieret karakteriseres som overgreb og mafiametoder. Jeg blev pålagt 10 års bidragspligt, hvilket var næsten lige så lang tid, som min ekskone og jeg havde været gift.
Et fortidslevn
Ægtefællebidraget rammer særligt skævt, fordi familiestrukturen har ændret sig markant de seneste 50 år. I dag lever under halvdelen af alle danskere som en kernefamilie, hvor mor og far er gift. Langt flere lever i papirløse forhold eller har dannet andre familiesammensætninger. Derfor er det forkert at betegne det, at et par går fra hinanden, som en skilsmisse. Der er mere præcist at tale om et samlivsbrud.
Men kun folk, der er fraskilte, kan pålægges at betale ægtefællebidrag. Alle andre samlivsbrud går fri. Derfor er ægtefællebidraget diskriminerende og bør retteligt betegnes som en koneskat. Altså en særlig straf til mænd, som har været så letsindige at gifte sig og efterfølgende blive skilt igen.
I loven om aktiv socialpolitik §2 står der utvetydigt, at ingen har forsørgelsespligt over for en anden person efter skilsmisse. Alligevel dømmes mange mænd hvert år til netop det.
Prøv blot at google ordet ægtefællebidrag – de første 10 sider handler udelukkende om hjælp til kvinder, så de kan få penge fra deres eksmand. Og hvis manden gør indsigelser, sendes han direkte i retten, hvor dommerne står parat til at pålægge ham bidragspligt. Et sådant tiltag kan nemt beløbe sig til over 100.000 kroner i sagsomkostninger, mens kvinden får fri proces.
Kvinderne tilgodeses
Når manden så er blevet dømt til at betale bidraget, fastsætter Statsforvaltningen beløbsstørrelsen. Men retningslinjerne for beløbsfastsættelsen er uklare. Man får den fornemmelse, at der er tale om, at den pågældende sagsbehandler fastsætter beløbet efter, hvad vedkommende mener, det skal være.
Og desværre for manden er Statsforvaltningen en feministisk institution, hvor 83 procent af de ansatte er kvinder. Man kan kun tro, at de nyder at se millionerne skifte hænder fra mænd til kvinder hvert år – næsten lige så meget som de elsker at se fædre miste kontakten til deres børn. For hvis de ansatte i Statsforvaltningen har det svært med at eksekvere netop disse to forhold, må de godt nok gå ulykkelige på arbejde hver dag.
Ifølge loven bør mandens betalingsevne vurderes, før bidragsbeløbet fastsættes. Men det ignorerer Statsforvaltningen tilsyneladende fuldstændig. Den oplyser, at den følger nogle retningslinjer, hvor man udelukkende tager stilling ud fra mandens indkomst, og altså ikke vurderer mandens reelle betalingsevne, når f.eks. husleje og gældsforpligtelser er betalt. De spørger end ikke til hans budget. De sender blot opkrævningerne til SKAT, Udbetaling Danmark og ultimativt fogedretten, hvis han ikke betaler.
Således tvinges mange mænd til at gå fra hus og hjem. Men det er selvfølgelig meget belejligt, hvis skilsmisseparret samtidig har en kamp om børnene.
Tilbage er der kun Ankestyrelsen, som manden kan klage til. De fleste mænd er dog på dette tidspunkt knækket og har allerede tidligt lagt sig fladt ned for overmagten, hvilket betyder, at den kønsmæssige skævvridning i Statsforvaltningens afgørelser faktisk er langt værre end statistikkerne i forvejen viser.
Ironisk nok kommer det ofte til at betyde, at mænd, som ikke længere må se deres børn, indgår i nye forhold, hvor de uden problemer passer den nye samlevers børn – men altså ikke deres egne.
I Ankestyrelsen mødes man af en mur af lange sagsbehandlingstider og tidskrævende procedurer, hvor ingen kender den konkrete sag eller vil påtage sig et ansvar for noget som helst.
I bedste fald tilbydes en partshøring. Men det er ikke en reel partshøring med deltagelse af uvildige eksperter med forskellige begrundede synspunkter i et åbent forum. Nej, det er blot offentlighedens leg med ordene i en George Orwell’sk virkelighed. For igen er det blot endnu en vurdering lavet af Ankestyrelsens egne sagsbehandlere, der uden at sætte sig ind i forholdene i den konkrete sag træffer en afgørelse ud fra en selvopfundet praksis. Således ændrer en klage til Ankestyrelsen som regel ikke på noget som helst.
At en mand kriminaliseres for skyldnersvig, fordi han ikke kan betale det pålagte bidrag, forholder institutionen sig slet ikke til. Heller ikke til moralen ved at en mand, der betaler bidrag, ofte selv lever for et rådighedsbeløb kategoriseret inden for trangsbeneficium, det vil sige kun har det allermest nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod. For i virkeligheden er det kun fortidens spøgelse der gælder: at manden skal betale kvinden nogle penge.
En hel industri
Fraskilte mænd forstår ofte ikke, hvorfor de skal udsættes for disse krænkelser. De tænker, at de måske har fortjent det. Måske gik man for meget i byen med gutterne? Måske har man været utro og er således været det største svin, man kan blive? Det er også pinligt for manden at afsløre sig selv som en person, der skal tigge for at se sine børn og beholde sin indkomst. I dansk kultur opfattes hankønnet fortsat som et skaffedyr, der let forfalder til druk og hor. Ansvaret og skylden for skilsmisse tillægges stadig manden. Derfor accepterer mange mænd, at de straffes, og afholder sig fra at gøre modstand.
Den enlige mor kan omvendt gnide sig i hænderne over ægtefællebidraget, som er helt uden krav om modydelse. Så gunstig er end ikke kontanthjælpen. Det offentlige stiller masser af krav til en modydelse for økonomisk hjælp, hvorimod manden intet får retur. Han kan ikke engang kræve at få sine vinduer vasket, eller at hun kommer og serverer ham en bøf. Det er nemt at forstå, hvorfor feministerne slår hårdt ned på enhver, der blot nævner uretfærdigheden ved loven.
Men hvorfor vælger myndighederne at tie problemet ihjel? Et bud kunne være, at langt de fleste offentligt ansatte er kvinder, og de har ikke tænkt sig frivilligt at blive frataget et gode, lige meget hvor uretfærdigt eller krænkende det er.
Men derudover sparer staten nogle nemme penge, idet bidraget modregnes i kvindens andre sociale ydelser. Og endelig holder bidraget hjulene i sving, idet der bruges oceaner af arbejdstid og penge på at behandle de mange sager. Det sikrer kort sagt mange job. Og når mændene senere viser sig som dårlige betalere, tjener staten godt på gebyrer og strafrenter.
Har man svært ved at få øje på den systematiske diskrimination og krænkelse i alt dette, kan man prøve at forestille sig, at myndighederne pålagde kvinder, der bliver ramt af lungesygdommen KOL, at betale tobaksindustrien tusinder af kroner hver måned i en årrække – bare som en lille reminder om, at de engang røg cigaretter.
Ægtefællebidraget er en industri, hvor millioner af kroner årligt overføres fra mænd til kvinder. Hele processen er institutionaliseret. Retssystemet agerer gummistempel for myndighederne i forsøget på at foregøgle en vis retsfølelse. Hele emnet er tabulagt, og fakta holdes skjult.
Ingen politikere tør tage det op, endsige påpege den diskrimination og de overgreb, som fraskilte mænd udsættes for. Velsagtens fordi man risikerer at gøre sig upopulær hos den kvindelige halvdel af befolkningen. Loven om ægtefællebidrag har eksisteret i snart 100 år, skønt den for længst er blevet en anakronisme.
Michael Størzer er dokumentarist
Der bruges så megen plads i teksten på i-fod-skydende mishagsytringer og paranoide, fordomsfyldte påstande, at i mindste denne læser finder teksten som helhed ynkelig. Ja beklager, men det er mit indtryk.
MEN, jeg blev da interesseret nok til at google 'ægtefællebidrag', og faldt over nedenstående link. Det lyder ikke helt som det kafkaske helvede, som skribenten beskriver, men bevares..måske der vitterligt er tale om en lovgivning, der kunne trænge til modernisering?
Et spørgsmål melder sig dog over alle andre, skribentens udtrykte misogyni taget i betragtning:
Kan ægtefællebidrag ikke lige så vel udbetales af kvinde til mand, som af mand til kvinde? Og, hvis dette er tilfældet, falder store dele af teksten så ikke sammen som en mislykket souffle?
ups, link:
https://www.advodan.dk/privat/skilsmisse/skilsmisse-og-oekonomi/aegtefae...
Ægtefællebidrag - er det ikke noget med at den med den højeste indtægt bidrager til den med den laveste? Og da det jo stadig oftest er manden i et (forlist) forhold der har den største indtægt, vil det være ham der skal betale bidrag til hende.
Jeg har i øvrigt aldrig modtaget en krone fra min eks. Kan ikke huske hvorfor, men det er sikkert noget med at vi cirka tjener det samme og har børnene 7/7.
Men skal man tage skribentens ord for gode varer, lyder det som om jeg er gået glip af en klækkelig indtægt. For vi enlige mødre scorer jo bare kassen, gør vi ;-)
Kære Michael.
Det er hårdt at blive skilt, - på flere planer.
Du er blevet idømt et ægtefællebidrag i en årrække, - men det er altså ikke rutine.
Vi er i samme livskapitel, - tro mig, - det er undtagelsen, og ægtefællebidrag ses stort set kun blandt modne mennesker.
Børnefamilier i '30erne har andre udfordringer ...
Det ville være rart med lidt statistik, udover Din lidelseshistorie.
Løft blikke mod horisonten, - DOKUMENTER
Du ignorerer perspektivet med, at det, i sagens natur, er kvinderne der er gravide og har barslen, med de deraf følgende konsekvenser for job og karriere og dermed indtjening på sigt. Jeg tror ikke, manden bliver pålagt ægtefællebidrag, hvis det er kvinden, der tjener mest.
Du virker som en bitter mand.
Øremærket barsel til mænd er skam også til fædrenes egen fordel - ikke mindst hvis skilsmissen rammer og nogen skal vurdere barnets tilknytning til hver af sine forældre...
Ægtefællebidraget er en industri, hvor millioner af kroner årligt overføres fra mænd til kvinder.
Ja.
Samfundssystemet er bygget op for at sørge for, at dem, der har lidt får overfør midler fra dem, som har meget. Eller sådan er det ideelt set.
Når man indgår i samfundet bør man vide dette. Når man indgår ægteskab, bør man sætte sig ind i de betingelser man indgår i, i et ægteskab.
Ikke engang en parkeringsbøde kan man snakke sig ud af med henvisning til uretfærdigheden.
Skribenten ophøjer sin egen beretning om emnet til en endegyldig sandhed om Ægtefællebidrag. Med, sjovt nok, udeladelser af væsentlige forhold, der historisk plejer at belaste bidragsyderen, hvilket typisk gør hans/henes vinkling mindre relevant og manipulerende. Uden at tjekke, om egne påstande afspejles i domsafsigelser/afgørelser, statistik, videnskabelig faglitteratur ( b.la Lennart Lynge Andersen) osv.
Det gør skribentens udtalelser med få undtagelser ikke!
Det er en urimelig omfattende opgave at skulle korrigere så mange fejlbehæftede samt forvrængede udtalelser, søg derfor venligst selv på emnet, hvis du finder det relevant.
Så vil man samtidig erfare "problemets" sande omfang og beskaffenhed, hvilket ikke fremgår her.
Er i dette tilfælde skuffet over, at lnformation - i ytringsfrihedens og alsidighedens navn, øhh? - ikke var lidt mere kritisk i sit valg af stof, der må være et mindstekrav til objektivitet, aktualitet og research
Jeg er sikker på der er en interessant pointe i indlægget, men den drukner i retoriske udfald af den slags der er rare at sige, men ulidelige at høre på.
Som andre har sagt, omfordeles der fra den bedre tjenende ægtefælle til den anden. så længe mænd gennemsnitligt tjener mere end kvinder vil det altså gå den vej. Det er ikke umuligt at systemet trænger til en gennemgang i forhold til at de universielle velfærdsydelser skal give folk det nødvendige, ikke deres tidligere ægtefæller, men den pointe drukner som nævnt i klynk.
Ægtefællebidraget skal normalt være 20% af forskellen mellem de to bruttoindtægter, så hvis den ene kun har minimum (120.000) og den anden tjener 700.000 løber det selvfølgelig op (ca. 10.000 kr. om måneden) men det er altså den forpligtelse man indgår når man gifter sig. Personligt mener jeg staten skal ud af ægteskabsbranchen, men det vil så også gælde fradrag m.v. man kan nyde godt af hvis ens ægtefælle har lav indkomst.
Resten af hvad man evt. skal betale er børnebidrag, og det er vel ikke det du opponerer mod, skribent Størzer?
Moralen: Gift dig ikke, få ikke børn - og du vil få et dejlig let liv.
/O
Michael Størzer - . Kvinder har stadig ikke fået ligeløn - til trods for at det er over 40 år siden loven blev vedtaget. Mht. karrierer så er det for kvinder fortsat svært, at få de samme muligheder på arbejdsmarkedet. Og så videre - ad nauseam.
Talrige kvinder kan berette om, at de ved skilsmisse er langt dårligere stillet end den fraskilte mand, der tager "bilen, huset og forsikringerne" plus det løse med sig. Jeg kende tilfælde, hvor den efterladte hustru sidder tilbage med en bunke ubetalte regninger og talrige økonomiske forpligtelser. Sådan er det heldigvis ikke altid, langtfra. Ikke desto mindre er det svært, at tage Michael Størzers jammerklage alvorligt. Gør han det selv?
Det kan ofte være godt at vurdere retorikken lidt løsrevet fra den kontekst den optræder i. Det giver bedre adgang til at koble fordomme og automat reaktioner fra.
Så lad os antage at en ung kvinde have skrevet en kronik om grænseoverskridende seksuelle tilnærmelser fra hendes chef eller kolleger. Og at kommentarerne her så var de følgende (sakset fra ovendstående kommentarer):
"Det ville være rart med lidt statistik, udover Din lidelseshistorie."
"Du virker som en bitter [kvinde]."
"Når man indgår i samfundet bør man vide dette."
"Lad os gætte på, at den [dame] stemmer [SF]."
"Skribenten ophøjer sin egen beretning om emnet til en endegyldig sandhed"
"Jeg er sikker på der er en interessant pointe i indlægget, men den drukner i retoriske udfald af den slags der er rare at sige, men ulidelige at høre på."
"svært, at tage [hendes] jammerklage alvorligt."
"lille indebrændt menneske, med et stort knust hjerte"
Hvordan ville det blive opfattet hvis det var reaktionen på en kvindes lidelser?
Fremlæg alle sagens akter med sort-overstregede navne, før jeg vil tage alvorligt stilling til din klagesang. I mellemtiden bør du opsøge en psykolog og få din selvtillid tilbage. Held og lykke med din refleksionsperiode. Der er mange mænd og kvinder som aldrig har oplevet kærlighedens sødme længe nok til indgåelse af et ægteskab eller parforhold. Du har da i det mindste været heldig. Se positivt på tingene. Det er ikke en menneskeret at se sine børn, hvis man er uegnet til det.
Det kan ofte være godt at vurdere retorikken lidt løsrevet fra den kontekst den optræder i. Det giver bedre adgang til at koble fordomme og automat-reaktioner fra.
Så lad os antage at en ung kvinde have skrevet en kronik om grænseoverskridende seksuelle tilnærmelser fra hendes chef eller kolleger. Og at kommentarerne her så var de følgende (sakset fra ovendstående kommentarer):
" Fremlæg alle sagens akter med sort-overstregede navne, før jeg vil tage alvorligt stilling til din klagesang. I mellemtiden bør du opsøge en psykolog og få din selvtillid tilbage. Held og lykke med din refleksionsperiode. Der er mange mænd og kvinder som aldrig har oplevet kærlighedens sødme længe nok til indgåelse af et ægteskab eller parforhold. Du har da i det mindste været heldig. Se positivt på tingene. Det er ikke en menneskeret at se sine børn, hvis man er uegnet til det."
Hvordan ville det blive opfattet, hvis det var reaktionen på en kvindes lidelser?
Hvor er jeg glad for, at jeg er lykkeligt gift
siger min kone
Jeg er glad for at jeg blev skilt, men trods hustrubidrag og ++børnebidrag, har det ikke ødelagt mit liv. Der var en god grund til at jeg ikke fandt hustrubidrag urimeligt.
Jeg kan ikke ynke kronikøren.
Hvad er det ved mænds problemer, som får voksne mennesker til at mene, sige og skrive de mest nedladende, arrogante, ignorante, fladpandede og i nogle tilfælde helt idiotiske kommentarer? Nogle af dem så ekstremt stupide, at jeg vil påstå at, hvis jeg lod min gulvmoppe pare sig med mit badeforhæng, så ville de producere afkom, som kunne udvise mere forståelse end noget af det, som kan ses her.
Så hvad er det ved mænds problemer, som får folk til at reagere sådan?
@Lars Steffensen
TAK!!!
Jeg er ikke blevet skilt og jeg har ikke prøvet det som skribenten beskriver, men mig falder det også for brystet:
Hvad FANDEN foregår der i hovedet på jer som bliver så stinkende agressive hver gang EN MAND tillader sig at klage over noget, eller vise NOGENSOMHELST følelser ???
Smut dog lige over på jeres Facebook konto, hvis I har sådan en, og læs lortet af og så tag lige her på Inf debat og find det sted i jer selv hvor der måske er medfølelse og eftertænksomhed. Måske har manden ret. Måske ER systemet forældet og uretfærdigt.
Jeg læste lige et andet sted idag om hvordan flere og flere mænd hægtes af fordi kvinderne smuttet ind til byerne, tager højere uddannelser, og får børn med en sæddonor fordi de ikke gider de lavere uddannede mænd.
Jeg må så bruge Lars Steffensens metode: Hvis kvinder blev hægtet af ude i landbyerne, ingen uddannelse fik, og ingen kæreste kunne finde at være sammen med, skulle de så bare tage sig sammen........eller skulle man prøve at hjælpe dem ?
Indlægget er skrevet af en mand i sorg, der er bitter på systemets behandling af ham.
For en udenfor stående kan det dog være endog meget svært at have en holdning til, om det er ok eller ej, da begrundelserne for bidraget ikke gennemgås i detaljer. Hvordan er x-konens muligheder for at forsørge sig selv, og hvordan havde parret indrettet sig ift. det økonomiske dengang de havde et liv sammen.
Sådanne informationer kan gøre det muligt at foretage en nogenlunde objektiv vurdering af, om de virkelig er så onde, de 80% kvinder, der arbejder i Statsforvaltningen og om de virkelig hader mænd.
" Kvinder har stadig ikke fået ligeløn"
Jo. Vis mig hvor mænd og kvinder får forskellig løn for samme arbejde og jeg vil vise dig en sag for domstolene.
"hvor mænd og kvinder får forskellig løn for samme arbejde"
Også en unødvendig ekstra udgift at betale mænd mere for det samme....
Så sikkert et ekstremt sjældent fænoment.
Altså den centrale problemstilling er vel, hvorfor skal man - hvad enten man er mand eller kvinde - betale bidrag til sin tidligere ægtefælle? Bevares, der er nogle objektive betingelser som skal opfyldes før man skal betale ægtefællebidrag (indkomstforskelle og sociale position). Historisk har det vel været rimeligt med hustrubidrag og gensidig forsørgerpligt. Men umiddelbart kan jeg altså ikke se, at det er rimeligt i dagens Danmark.
Lars Steffensen (og Troels Brøgger for den sags skyld):
Hvis man nu prøver at holde køn ude af ligningen, synes i så virkelig at vi står tilbage med et værdigt indlæg? Finder i, at argumentationen hænger sammen? At de fremførte påstande er rimelige og underbyggede?
Jeg ved sgu godt hvordan det er at være indebrændt. At føle sig røvrendt, magtesløs og alt det der. Det er ikke just fedt - det giver sig selv. Men når jeg har det sådan, så forsøger jeg at lade være med at skrive kronikker til Information. For magtesløshed og vrede nedfældet på skrift - med mindre der er et kunstnerisk formål - falder som regel uheldigt ud. Som i dette tilfælde.
Det har ikke noget med mænd og kvinder at gøre. Det har noget med debatniveauet at gøre.
@Torsten Jakobsen:
Jeg kan ikke give dig ret. Følelser og frustrationer har også plads i avisspalterne. De giver også stof til eftertanke. Jeg er ikke tilhænger af den altomsiggribende "nu skal vi lige tage det roligt og være intellektuelle" kultur. Jeg kan ikke tage stilling til om skribenten er blevet behandlet rimeligt, men jeg godt klare at overveje problematikken uden denne evindelige pegefinger om at tage det roligt.
Der er som regel en grund til at folk bliver vrede Torsten, nogen gange er vreden rimelig og så skal de ikke pr automatik skammes ud bare på grund af "tonen".
Troels Brøgger,
Nej, Fuck da tonen(!). Til helvede med den! Men saglighedend, argumenternes rimelighed? Til helvede med dem også? Så hører alting da op, og vi står bare tilbage og råber af hinanden..
Der er vist blevet bygget en platform til den slags? Du nævnte den endda selv...
Det kan ofte være godt at vurdere retorikken lidt løsrevet fra den kontekst den optræder i. Det giver bedre adgang til at koble fordomme og automat reaktioner fra.
Så lad os antage at en ung kvinde have skrevet en kronik om grænseoverskridende seksuelle tilnærmelser fra hendes chef eller kolleger. Og at kommentarerne her så var de følgende (sakset fra ovenstående kommentarer):
" Jeg ved sgu godt hvordan det er at være indebrændt. At føle sig røvrendt, magtesløs og alt det der. Det er ikke just fedt - det giver sig selv. Men når jeg har det sådan, så forsøger jeg at lade være med at skrive kronikker til Information. For magtesløshed og vrede nedfældet på skrift - med mindre der er et kunstnerisk formål - falder som regel uheldigt ud. Som i dette tilfælde.."
Hvordan ville det blive opfattet, hvis det var reaktionen på en kvindes lidelser?
Lars Steffensen,
Du kan jo kigge lidt i arkiverne?
"Du kan jo kigge lidt i arkiverne?"
Og finde kommentarer som er mindre stupide end ovenstående? Eller finde kommentarer som er mere stupide? What's your point?
Der er en grund til, at mænd går MGTOW (men going their own way)
en god grund.
Ikke en god løsning, men en god grund.
Debatten påviser igen igen, hvor meget det betyder hvis man er en kvinder der beklager sig
eller du er er en mand der beklager sig.
@Torsten
Hvordan tror det vil gå med den formentlig store flok unge mænd, der idag støtter kvinders rettigheder, når de senere finder ud af, hvordan "reglerne" virkelig er?
Mange unge mænd støtter formentlig kvinders rettigheder af princip og/eller fordi de har en søster eller veninde, der har negative erfaringer, som de kan trække på. Men hvis de 10 år senere har opdaget, at der ikke er noget principielt ved kvinders rettigheder (altså at de ikke gælder for alle mennesker tilsvarende situationer). Og måske ikke længere har friske og troværdige eksempler at basere sig på. Er det virkelig klogt at argumentere for "ligestilling" på en måde, som kun inkluderer kvinder i sin forståelse? Og som er nonchalant krænkende, nedladende og arrogant overfor mænds oplevelser?
@Torsten
Det er måske også vigtigt at forstå at der findes en hård kerne af "feminister", som er totalt uærlige i deres argumentation, som ikke ønsker ligestilling, som ikke ønsker bedre forhold - hverken for kvinder generelt eller mennesker generelt. De er mest bare ulykkelige individer, der mest af alt ønsker at ramme de, som de opfatter som "skyldige", hvad enten det er individuelle mænd eller mænd i almindelighed.
Lars S, du har godt nok travl med at bygge stråmænd. Hvad med om du selv kom med nogle vægtige argumenter for dine påstande.
Jeg kan ikke se ligheden mellem ovenstående indlæg og en historie om et seksuelt overgreb. Skribenten er vel ikke blevet personligt krænket af en anden person, men er utilfreds med gældende lovgivning.
Det er to forskellige kategorier af historier, der skal skrives forskelligt. Det har intet med køn at gøre.
Hvis en kvinde skrev et lignende indlæg, ville reaktionen være lige sådan. Der er masser af hårde kommentarer til kvinders artikler. Jeg kan personligt huske et indlæg, der blev bragt i Informatin for ca.1/2 år siden, hvor en kvinde skrev en personlig svada til sin eksmand, det var også ulideligt at læse.
@Marie
"Hvad med om du selv kom med nogle vægtige argumenter for dine påstande."
Hvilke påstande ønsker du argumenter for?
"Skribenten er vel ikke blevet personligt krænket af en anden person"
Så du synes ikke at det ville være personlig krænkende at blive mødt med følgende svada:
"Det ville være rart med lidt statistik, udover Din lidelseshistorie."
"Du virker som en bitter [kvinde]."
"Når man indgår i samfundet bør man vide dette."
"Lad os gætte på, at den [dame] stemmer [SF]."
"Skribenten ophøjer sin egen beretning om emnet til en endegyldig sandhed"
"Jeg er sikker på der er en interessant pointe i indlægget, men den drukner i retoriske udfald af den slags der er rare at sige, men ulidelige at høre på."
"svært, at tage [hendes] jammerklage alvorligt."
"lille indebrændt menneske, med et stort knust hjerte"
Ville du tænke det samme, hvis det var reaktioner på en beretning om grænsoverskridende seksuelle tilnærmelser?
"Det er to forskellige kategorier af historier, der skal skrives forskelligt."
Muligvis. Men listen af negative og arrogante kommentarer kunne være fremsat som respons på lidelser i forbindelse med grænsoverskridende seksuelle tilnærmelser. Men det ville aldrig blive accepteret. Hvilket var pointen med en række af mine kommentarer. Er det specielt vanskeligt at forholde sig til?
"Det har intet med køn at gøre. Hvis en kvinde skrev et lignende indlæg, ville reaktionen være lige sådan."
Så prøv at forestille dig at man skiftede hovedpersonen ud med en af modsat køn. Eller endnu bedre, prøv det af. Min påstand er at der er ekstremt afvigende kriterier for, hvordan man responderer. Kan du virkelig forestille dig at det ville kunne lade sig gøre at respondere over for en kvinde, som det ses ovenfor.
"Der er masser af hårde kommentarer til kvinders artikler."
Bliver det virkelig bedre af det? Står det i vid udstrækning uimodsagt? Har du hørt om "metoo-bevægelsen"? Har du lært noget af dens forløb?
Har du?
Jeg finder, at det svært at gå ind og forholde sig nuanceret til de forhold som skribenten beskriver.
Jeg er af den klare opfattelse, at såfremt de tidligere ægtefæller har indkomster på samme niveau, så vil ingen af dem ifalde pligt til at betale ægtefællebidrag til den anden - dette uanset køn!
Når det så er sagt, så er det veldokumenteret, at der i Statsforvaltningens, og domstolenes afgørelser om samværsret mm. er en uforklarlig skævvridning i kvindens favør.
Jeg er særdeles stor tilhænger af ligestilling imellem kønnene. Derfor synes jeg også at det er rimeligt at nævne de områder hvor mænd diskrimineres. Det klareste eksempel på formaliseret diskrimination er værnepligtsloven! En skamplet, som man kan undre sig over, at feministerne ikke selv nævner - om ikke andet , så for at fremstår rimelige og seriøse.
Man kunne også fremhæve en lang række fysiske krav til ansøgere som skal besætte stillinger inden for forsvaret, politi, kriminalforsorg, brandvæsen m. fl. Her slipper kvinderne lettere end mændene. Man kan således sagtens forestille sig at se en mandlig brandmandsaspirant dumpe til en optagelsesprøve fordi han kun kan opfylde de krav som stilles til kvinderne! Klar diskrimination.
Som flere har nævnt, er der måske en lille tendens til at bagatellisere den kønsdiskrimination som rammer mændene.
@Maria
L: "Har du hørt om "metoo-bevægelsen"? Har du lært noget af dens forløb?"
M: "Har du?"
Ja. Jeg synes f.eks. at det er blevet en hel del mere klart, hvorfor det er en destruktiv og syg praksis at nedgøre personlige beretninger om uretfærdighed.
Hvis man insisterer på at gøre sig selv til bolden, må man også acceptere at blive sparket til!
Helt konkret betyder det det oprindelige indlæg ikke kan læses uafhængigt af de mange personlige betragtninger. Forfatter jeg'et er blevet misbrugt, snydt og bedraget af en frygtelig kvinde støttet af et logeagtigt sammenrend af offentligt ansatte feminister. Den slags debatargumentation var heller ikke gået ubemærket hen hvis forfatteren havde haft et andet køn.
Det ER altså ikke et ordentlig udgangspunkt for en debat og med undtagelse af Ditte Giese i Politiken er der vist heller ikke nogen der har taget debatten om indholdet op. Det afventer et bedre udgangspunkt.
Det kan ofte være godt at vurdere retorikken lidt løsrevet fra den kontekst den optræder i. Det giver bedre adgang til at koble fordomme og automat-reaktioner fra.
Så lad os antage at en ung kvinde have skrevet en kronik om grænseoverskridende seksuelle tilnærmelser fra hendes chef eller kolleger. Og at kommentarerne her så var den følgende (sakset fra ovendstående kommentarer):
" Hvis man insisterer på at gøre sig selv til bolden, må man også acceptere at blive sparket til!"
Hvordan ville det blive opfattet, hvis det var reaktionen på en kvindes lidelser?
Om man er for eller imod skribentens emne. Så er det tydeligt, at kommentarsporet er fyldt med modbydelige personangreb, og at der ikke bliver snakket om det emne, som skribenten tager op.
For dem der vil have en saglig debat så er det ødelæggende for debatten, at man skal læse noget på dette niveau, og så tilmed bagefter se, at folk forsvarer dette niveau, er ikke en god debatstil.
Og til dem der forsvarer debatniveauet... så vil jeg lige pointere, at der er forskel mellem, hvordan man udtrykker sin modstand imod noget. For når man bliver personlig på denne måde, så har det ikke noget med saglighed at gøre.
Måske burde Information løfte opgaven med at få fakta frem. I hvor stor en andel af skilsmisserne sker det her? Hvor ofte i 2017? Hvad er aldersgruppen typisk, hvor det indtræffer? Reglerne for, hvornår ægtefællebidrag udløses? Hvorledes udregnes bidraget? Hvorledes fordeler bidragsperioderne sig? Hvor mange millioner kroner overføres fra ex'er årligt til hvor mange kvinder? Hvad er statistikken for udløste ægtefællebidrag de sidste 30 år? Er der mænd, der er tildelt ægtefællebidrag? Suppleret med et par case-historier, hvor alle relevante fakta også fremgår.
Uanset tonen i indlægget, så faldet det fuldstændig sammen, for det er faktuelt forkert, at ægtefællebidrag kun går fra mænd til kvinder. Og det går kun fra mænd, som tjener meget mere end deres ægtefælle.
Ja, man kan lade være med at gifte sig, men mænd får længere levetid af at være gift end kvinder gør.
Om emnet: Mediebehandling af mænds problemstillinger.
Både mænd og kvinder har deres udfordringer, men når det er sagt, så er der masser af ting, der påviser, at mænd og kvinder IKKE får samme behandling af vores kære objektive medier.
Eks.1
SE DENNE og så snak bageefter om, at der ikke er bias i medier og samfund
https://www.youtube.com/watch?v=qoyyiZ3Tr8w
Eks.2
Movie: the red pill (dette er en dokumentar, der tog mandens problemstillinger op)
Den fik massiv modstand fra medierne, som ikke havde eller ville se dokumentaren, men udtalte sig alligevel.Retorikken imod mænds problemstillinger var massiv. selvom filmen forsøgte at være sagligt og dybdegående. Steder og biografer, der ville fremvise filmen, blev udsat for pres til at ikke måtte at vise filmen.I Australien blev der forsøgt at forbyde dokumentaren at blive fremvist.
I min såkaldte opbjektive opfattelse:
I den offentlige debat bliver kvinder og deres problemstillinger lyttet meget mere til. Dette er så tydeligt bare i antallet af artikler, der berører det ene køn frem for det andet køn. For der er flere artiklers vinkler om mænd... som aldrig ville være gået, hvis det var om kvinder.
Jeg kan kun sige, at jeg IKKE støtter en kønskamp, men jeg tror på, at man, som ens køn, nogle gange kan have nogle problemstillinger og et syn eller oplevelse af ting om sine egne problemer eller dens andens køns problemstilling, som det modsatte køn ikke altid har.
Kønskamp, nej tak.
Kønsdebat, ja tak.
"Når det så er sagt, så er det veldokumenteret, at der i Statsforvaltningens, og domstolenes afgørelser om samværsret mm. er en uforklarlig skævvridning i kvindens favør."
Endnu et eksempel på det lave debatniveau. Hvor er det veldokumenteret henne? Kom med links!
@David
"men mænd får længere levetid af at være gift end kvinder gør"
Fra Harvards site: "A major survey of 127,545 American adults found that married men are healthier than men who were never married or whose marriages ended in divorce or widowhood. Men who have marital partners also live longer than men without spouses; men who marry after age 25 get more protection than those who tie the knot at a younger age, and the longer a man stays married, the greater his survival advantage over his unmarried peers. But is marriage itself responsible for better health and longer life?"
Jeg ved ikke hvor du har dine data fra, men Harvards data er baseret på korrelationer og siger intet om årsager. Det kan fint være omvendt at sundere mænd har større chance for at blive gift. Eller at flere penge eller højere intelligens kan føre til øget chance for begge dele.
Det er i hvertfald ikke underbygget at man kan forlænge sit liv ved at gifte sig. Der kan selvfølgelig være andre grunde til at gøre det, selv om de kan være svære at få øje på. ;)
Jeg har selv problemer med systemet , må meget gerne kigge på facebook under “ Gal Cohen” https://www.facebook.com/1090033065/posts/10215143081585636/
Ægtefællebidraget er ikke rimeligt i 2018. Det er fra en tid, hvor kvinder gik hjemme og hvor der ikke var noget velfærdssamfund. Idag arbejder næsten alle kvinder ude og er ovenikøbet bedre uddannet end mænd. Teoretisk set har mænd også ret til ægtefællebidrag. Men det er et spørgsmål om der overhovedet findes et eneste eksempel, hvor en mand modtager ægtefællebidrag fra en kvinde. En advokat med ekspertise på området siger: "Det eneste, som jeg kan sige med næsten 100 procent sikkerhed, er, at mænd efter de senere års praksis ikke får ægtefællebidrag, næsten uanset hvordan situationen i øvrigt er."
https://www.business.dk/brevkassen/hvornaar-har-man-ret-til-aegtefaelleb...
Jeg er i den priviligeret situation, at jeg er lykkeligt gift og har været det mere end 25 år. Da jeg mødte min ægtefælle var der allerede en betragtelig indkomstforskel. Hvis vi en dag skal skilles, så har vi ordnet det således, at hele vores samlede formue i hus, pension m.m. blive delt ligeligt. Det har jeg ikke noget problem med.
.
Men eftersom indkomstforskellen stadigvæk vil være stor efter en skilsmisse, så skal jeg altså TILSYNELADENDE fortsat bidrage med et ægtefællebidrag - altså af min FREMTIDIGE indkomst? Jeg overlever nok, men det er altså ikke rimeligt.
Med eller uden papir på dit parforhold
(Hvad er min ret, og hvad er min pligt?)
Det kan ikke noksom anbefales individer, som planlægger at praktisere samlivsformen 'serielt monogami', at rådføre sig med en erfaren skilsmisseadvokat, før de indlader sig på giftemål med den første i rækken af fremtidigt mulige lovformelige ægtefæller m/k .... ;o)
Når man bliver gift indgår man et formuefællesskab. Hvis man har været medhjælpende hustru m/k i den anden parts firma og været med til at opbygge dette, så synes jeg faktisk det er rimeligt at man også høster frugterne fremadrettet. Det kan ikke kun være den ene part, som får økonomisk gavn af et ægteskab i sådanne tilfælde.
Det er angiveligt ret sjældent at ægtefællebidrag (fra hvad jeg har kunne google mig til), idet de fleste i DK har erhvervsarbejde og man som modtager af bidraget skal have en indtægt under 270.000,- samtidig med at den anden part skal have en indtægt, som overstiger dette betydeligt.
@Mette Poulsen - Den første del kan vi være enige i. Der skal selvfølgelig være en grad af kompensation, hvis man i fællesskab har opbygget en virksomhed. Men den burde vel både være værdi og gæld.
.
Den anden del er jeg mere uforstående overfor. Hvorfor skal den anden part betale blot fordi den tidligere ægtefælle har en indtægt under 270.000?
Sider