Kronik

Mænd straffes for skilsmisse, mens kvinder begunstiges – det er diskrimination

Ægtefællebidraget overfører årligt millioner fra mænd til kvinder. Systemet favoriserer stadig kvinderne på trods af, at kønnene i dag har samme adgang til uddannelse og arbejdsmarked
Ægtefællebidraget overfører årligt millioner fra mænd til kvinder. Systemet favoriserer stadig kvinderne på trods af, at kønnene i dag har samme adgang til uddannelse og arbejdsmarked

Mikkel Lock Svendborg

27. juni 2018

Kvinder har i dag på lige fod med mænd fri adgang til uddannelse og arbejde. Alle kan tegne en arbejdsløshedsforsikring, og alle er berettiget til økonomisk hjælp fra staten, hvis man ikke kan forsørge sig selv. Der er fuldstændig politisk, social og økonomisk ligestilling mellem kønnene.

Alligevel eksisterer ægtefællebidraget stadig, selv om det i dag kun kan betegnes som diskrimination. Hvorfor skal tidligere ægtemænd fortsat have forsørgerpligt over for kvinder, som de engang var gift med, når det er statens ansvar at underholde dem?

Undertegnede blev selv skilt i 2014 og oplevede, at retten forhåndsstemplede mig som en utroværdig skurk. Statsforvaltningen fastsatte efterfølgende et bidragsbeløb, der sender min ejendom på tvangsauktion og sandsynligvis forgælder mig resten af livet. Den måde, det er sket på, ville i alle andre forhold end familieret karakteriseres som overgreb og mafiametoder. Jeg blev pålagt 10 års bidragspligt, hvilket var næsten lige så lang tid, som min ekskone og jeg havde været gift.

Et fortidslevn

Ægtefællebidraget rammer særligt skævt, fordi familiestrukturen har ændret sig markant de seneste 50 år. I dag lever under halvdelen af alle danskere som en kernefamilie, hvor mor og far er gift. Langt flere lever i papirløse forhold eller har dannet andre familiesammensætninger. Derfor er det forkert at betegne det, at et par går fra hinanden, som en skilsmisse. Der er mere præcist at tale om et samlivsbrud.

Men kun folk, der er fraskilte, kan pålægges at betale ægtefællebidrag. Alle andre samlivsbrud går fri. Derfor er ægtefællebidraget diskriminerende og bør retteligt betegnes som en koneskat. Altså en særlig straf til mænd, som har været så letsindige at gifte sig og efterfølgende blive skilt igen.

I loven om aktiv socialpolitik §2 står der utvetydigt, at ingen har forsørgelsespligt over for en anden person efter skilsmisse. Alligevel dømmes mange mænd hvert år til netop det.

Prøv blot at google ordet ægtefællebidrag – de første 10 sider handler udelukkende om hjælp til kvinder, så de kan få penge fra deres eksmand. Og hvis manden gør indsigelser, sendes han direkte i retten, hvor dommerne står parat til at pålægge ham bidragspligt. Et sådant tiltag kan nemt beløbe sig til over 100.000 kroner i sagsomkostninger, mens kvinden får fri proces.

Kvinderne tilgodeses

Når manden så er blevet dømt til at betale bidraget, fastsætter Statsforvaltningen beløbsstørrelsen. Men retningslinjerne for beløbsfastsættelsen er uklare. Man får den fornemmelse, at der er tale om, at den pågældende sagsbehandler fastsætter beløbet efter, hvad vedkommende mener, det skal være.

Og desværre for manden er Statsforvaltningen en feministisk institution, hvor 83 procent af de ansatte er kvinder. Man kan kun tro, at de nyder at se millionerne skifte hænder fra mænd til kvinder hvert år – næsten lige så meget som de elsker at se fædre miste kontakten til deres børn. For hvis de ansatte i Statsforvaltningen har det svært med at eksekvere netop disse to forhold, må de godt nok gå ulykkelige på arbejde hver dag.

Ifølge loven bør mandens betalingsevne vurderes, før bidragsbeløbet fastsættes. Men det ignorerer Statsforvaltningen tilsyneladende fuldstændig. Den oplyser, at den følger nogle retningslinjer, hvor man udelukkende tager stilling ud fra mandens indkomst, og altså ikke vurderer mandens reelle betalingsevne, når f.eks. husleje og gældsforpligtelser er betalt. De spørger end ikke til hans budget. De sender blot opkrævningerne til SKAT, Udbetaling Danmark og ultimativt fogedretten, hvis han ikke betaler.

Således tvinges mange mænd til at gå fra hus og hjem. Men det er selvfølgelig meget belejligt, hvis skilsmisseparret samtidig har en kamp om børnene.

Tilbage er der kun Ankestyrelsen, som manden kan klage til. De fleste mænd er dog på dette tidspunkt knækket og har allerede tidligt lagt sig fladt ned for overmagten, hvilket betyder, at den kønsmæssige skævvridning i Statsforvaltningens afgørelser faktisk er langt værre end statistikkerne i forvejen viser.

Ironisk nok kommer det ofte til at betyde, at mænd, som ikke længere må se deres børn, indgår i nye forhold, hvor de uden problemer passer den nye samlevers børn – men altså ikke deres egne.

I Ankestyrelsen mødes man af en mur af lange sagsbehandlingstider og tidskrævende procedurer, hvor ingen kender den konkrete sag eller vil påtage sig et ansvar for noget som helst.

I bedste fald tilbydes en partshøring. Men det er ikke en reel partshøring med deltagelse af uvildige eksperter med forskellige begrundede synspunkter i et åbent forum. Nej, det er blot offentlighedens leg med ordene i en George Orwell’sk virkelighed. For igen er det blot endnu en vurdering lavet af Ankestyrelsens egne sagsbehandlere, der uden at sætte sig ind i forholdene i den konkrete sag træffer en afgørelse ud fra en selvopfundet praksis. Således ændrer en klage til Ankestyrelsen som regel ikke på noget som helst.

At en mand kriminaliseres for skyldnersvig, fordi han ikke kan betale det pålagte bidrag, forholder institutionen sig slet ikke til. Heller ikke til moralen ved at en mand, der betaler bidrag, ofte selv lever for et rådighedsbeløb kategoriseret inden for trangsbeneficium, det vil sige kun har det allermest nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod. For i virkeligheden er det kun fortidens spøgelse der gælder: at manden skal betale kvinden nogle penge.

En hel industri

Fraskilte mænd forstår ofte ikke, hvorfor de skal udsættes for disse krænkelser. De tænker, at de måske har fortjent det. Måske gik man for meget i byen med gutterne? Måske har man været utro og er således været det største svin, man kan blive? Det er også pinligt for manden at afsløre sig selv som en person, der skal tigge for at se sine børn og beholde sin indkomst. I dansk kultur opfattes hankønnet fortsat som et skaffedyr, der let forfalder til druk og hor. Ansvaret og skylden for skilsmisse tillægges stadig manden. Derfor accepterer mange mænd, at de straffes, og afholder sig fra at gøre modstand.

Den enlige mor kan omvendt gnide sig i hænderne over ægtefællebidraget, som er helt uden krav om modydelse. Så gunstig er end ikke kontanthjælpen. Det offentlige stiller masser af krav til en modydelse for økonomisk hjælp, hvorimod manden intet får retur. Han kan ikke engang kræve at få sine vinduer vasket, eller at hun kommer og serverer ham en bøf. Det er nemt at forstå, hvorfor feministerne slår hårdt ned på enhver, der blot nævner uretfærdigheden ved loven.

Men hvorfor vælger myndighederne at tie problemet ihjel? Et bud kunne være, at langt de fleste offentligt ansatte er kvinder, og de har ikke tænkt sig frivilligt at blive frataget et gode, lige meget hvor uretfærdigt eller krænkende det er.

Men derudover sparer staten nogle nemme penge, idet bidraget modregnes i kvindens andre sociale ydelser. Og endelig holder bidraget hjulene i sving, idet der bruges oceaner af arbejdstid og penge på at behandle de mange sager. Det sikrer kort sagt mange job. Og når mændene senere viser sig som dårlige betalere, tjener staten godt på gebyrer og strafrenter.

Har man svært ved at få øje på den systematiske diskrimination og krænkelse i alt dette, kan man prøve at forestille sig, at myndighederne pålagde kvinder, der bliver ramt af lungesygdommen KOL, at betale tobaksindustrien tusinder af kroner hver måned i en årrække – bare som en lille reminder om, at de engang røg cigaretter.

Ægtefællebidraget er en industri, hvor millioner af kroner årligt overføres fra mænd til kvinder. Hele processen er institutionaliseret. Retssystemet agerer gummistempel for myndighederne i forsøget på at foregøgle en vis retsfølelse. Hele emnet er tabulagt, og fakta holdes skjult.

Ingen politikere tør tage det op, endsige påpege den diskrimination og de overgreb, som fraskilte mænd udsættes for. Velsagtens fordi man risikerer at gøre sig upopulær hos den kvindelige halvdel af befolkningen. Loven om ægtefællebidrag har eksisteret i snart 100 år, skønt den for længst er blevet en anakronisme.

Michael Størzer er dokumentarist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bo Carlsen
  • Troels Brøgger
Bo Carlsen og Troels Brøgger anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Lars Steffensen,

Når jeg skriver det 'stupide udsagn' [sic]: "Du kan jo kigge lidt i arkiverne", så var det egentlig blot en antydning af, at jeg ikke regner smed for bager.

Eller sagt med andre ord: Jeg har ikke ét sekund mere tid tilovers for kvinders klynkeri end for mænds. Kig i arkiverne!

Men argumentet at 'kvinders' klynkeri skulle berettige 'mænds' klynkeri, - et synspunkt som synes at være dit eneste og mangelfulde bidrag til den verserende debat - finder jeg som mand decideret latterligt..

Randi Jensen

Kære information.
Kunne I ikke lige tjene os i at bringe en artikel om facts omkring ægtefællebidrag og økonomisk ligestilling eller mangel på samme mellem ægtefæller? Der er enkelte af kommentarerne, der er inde på det, men et par spalter med tal ville gøre underværker. Jeg vil eks. gerne have bekræftet min antagelse om, at ægtefællebidraget efter loven er kønsneutralt og at der skal være tale om meget store forskelle i indkomst- og formueforhold før der bliver tale om ægtefællebidrag. Undrer mig ærlig talt lidt at I bringer et partsindlæg i en skilsmisskonflikt over 1 1/2 side. Men altså gerne en artikel der belyser de faktiske forhold i skilsmisseindustrien og evt. kønsulighed i den forbindelse.

Annemette Due, Dorte Toft, Ingrid Uma, Marie Jensen, Mette Poulsen, Lars Steffensen og John Poulsen anbefalede denne kommentar
Lars Steffensen

@Torsten

"Men argumentet at ’kvinders’ klynkeri skulle berettige ’mænds’ klynkeri, - et synspunkt som synes at være dit eneste og mangelfulde bidrag til den verserende debat - finder jeg som mand decideret latterligt."

Det er ikke argumentet.
Men hvis du erklærer dig uden for pædagogisk rækkevidde, så er det vel en ærlig sag.

Grethe Preisler

@Lars Steffensen med flere

hvis du indsender sender en fristil til dagbladet Information om dine private problemer og følelser i forbindelse med dit forhold til din nuværende eller forhenværende ægtefælle efter jeres skilsmisse, får den trykt som kronik og derefter får på puklen for den af andre læsere, må du - i h.t. de gældende debatregler (se disse) selv tage ansvaret for det på din kappe.

Det fremgår højt og tydeligt debatreglerne, at redaktionen ikke påtager sig noget ansvar for at korrigere hverken dine eller dine medkombattanters mere eller mindre relevante henvisninger til gældende love og bekendtgørelser, men kun for at luge de værste sprogblomster og groveste insinuationer om andres moralske habitius og tvivlsomme motiver til at mene noget andet end dig ud af debattrådene.

Mette Poulsen

@ Jørgen Larsen, jeg vil tro, de fleste i dag opretter små firmaer som aps eller lignende for at beskytte privatøkonomien mod kreditorer i tilfælde af man går neden om og hjem med foretagenet. Privat gæld deler man ifm skilsmisse, da det typisk er skyld i bolig eller lignende, hvor banker/realkredit ikke vil dele gælden op ved brug (for at sikre inddrivelse fremadrettet).
Jeg tænker mest på situationen hvor den ene part gør rent/servicerer kunder/laver regnskab i en årrække for et meget lille beløb (medhjælpende ægtefælle udgift/b-indkomst) ift. timerne brugt. Når vedkommende ikke betales overenskomstmæssig takst for udført arbejde, så har personen investeret økonomisk i foretagenet på en måde hvor det, hvis det kommer til brud, i min optik må anses som værende rimeligt at denne person også høster goderne ihvertfald et stykke ud i fremtiden.
Hvis jeg f.eks. starter et snørrebåndsfirma op og min kæreste de næste ti år yder en daglig indsats med computerhjælp, regnskaber, design eller hvad end og iøvrigt sørger for optimale forhold omkring mig, så jeg kan få mit firma til at ekspandere, og alt står i mit navn og jeg betaler ham ~100.000/året for dette, fordi vi bor jo sammen, tingene skal løbe rundt og det er kun et beløb i den størrelsesorden jeg kan hive ud af firmaet. Hvis vi går fra hinanden og mit snørrebåndsfirma nu har kontrakt med Adidas og jeg har en personlig indtægt på 700.000,- og min nu ekskæreste stadigvæk tjener meget begrænset (fordi man får ikke rigtigt salgsbare skills ud af at være medhjælpende ægtefælle), ja så synes jeg faktisk det er ok, jeg skal betale noget til ham. Ikke til evig tid og ikke i en størrelsesorden, hvor jeg selv bliver flået ned i lavindkomstgruppen - i en overgangsperiode, så han kan tage sig en uddannelse eller på anden vis komme videre økonomisk. Jeg ser det som at vi i fællesskab har skabt et situation, hvor han har nogle meget dårlige økonomiske forhold, og det derfor også er os i fællesskab der skal løse dette problem. Min holdning er den samme, når det kommer til beslutninger om at lade den ene være hjemmegående i mange år (~15+ ish).

Ægtefællebidrag bruges kun i meget begrænset omfang i DK og kun i særlige tilfælde. Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor man har sat grænsen ved 270.000,- ??? Det skal vel ses ift at bidraget kun skal betales, hvis der er meget stor forskel i indkomst - ellers sættes det til nul uanset indkomstniveauet for den, der elles skulle modtage det. Der er en form for man-kan-ikke-plukke-en-skaldet indbygget i systemet, hvilket jeg synes er helt fint.

Troels Brøgger

Efter at have kigget på linket i Ulrik Mortensens indlæg kommer jeg til den konklusion at der må være en skævhed. Rådgiveren som er en erfaren skillsmisse advokat siger:(og måske skal det gentages et par gange)
"Du skal tænke på, at ægteskabsloven stammer fra en tid, hvor den ene ægtefælle var forsørger. Fordelingen i ægteskabet var næsten som i jægersamfundet, at manden sørgede for føden, og kvinden tilberedte den. Sådan er det ikke i dag, hvor de fleste ægtefæller begge har arbejde."
og senere:
"Det eneste, som jeg kan sige med næsten 100 procent sikkerhed, er, at mænd efter de senere års praksis ikke får ægtefællebidrag, næsten uanset hvordan situationen i øvrigt er."

Så er der et par debattører der foreslår at Information skriver en veldokumenteret artikel med tal i om hvad praksis er-God Ide!
MEN der er stadig den der med at mænd ikke må "klynke"!! Er det raseriet over de Alfahanner som er nogle røvhuller der skal ud?... og eftersom man ikke kan ramme dem rigtigt ja så kan man altid tæske på dem lavere i hierakiet, for eksempel dem der "klynker"?

Jesper Pedersen

@ Rikke Nielsen

>"Når det så er sagt, så er det veldokumenteret, at der i Statsforvaltningens, og domstolenes
> afgørelser om samværsret mm. er en uforklarlig skævvridning i kvindens favør."

>Endnu et eksempel på det lave debatniveau. Hvor er det veldokumenteret henne? Kom med links!

Tja, Institut for menneskerettighder skriver fx:

"
Ifølge tal fra Danmarks Statistik var der i 2015 272.678
kvindelige bopælsforældre og 42.284 mandlige bopælsforældre til børn mellem
0-17 år.20 Da de fleste bopælsforældre således er kvinder, kan der foreligge
indirekte forskelsbehandling af samværsforældre, som fortrinsvis er mænd.
"

Jakob Venning

Baggrunden for Størzers hustrubidrag er ikke beskrevet med nok detaljer til at indgå i teksten som han ønsker. Det er en svaghed.
Men der er i mine øjne ingen tvivl om at statsforvaltningen er ekstremt partisk på kvindernes side. Samt at denne partiskhed, med stor 'succes', udnyttes af kvinder i konflikter om samvær, bidrag etc..
Det er muligvis fusk og finter; løgn og bedrag, der kan bruges af begge parter, i lighedens gode navn. Men jeg kender tre kærlige og engagerede danske fædre, der har været igennem en proces, værre en noget Kafka kunne finde på - i konflikt med forsmåede løgnagtige kvinder og en styrelse tilsyneladende totalt uden vilje til at finde rimelige løsninger.

Mads Jakobsen

Torsten Jacobsen skrev: "Eller sagt med andre ord: Jeg har ikke ét sekund mere tid tilovers for kvinders klynkeri end for mænds."

Det passer jo ikke. Når kønsdebatten spidser til på damernes banehalvdel, så svinger du dig max op til noget "mandigt" og neutralt som "jeg kan ikke lide alt det pigerne mod drengene." Det gælder jo også i denne sag, hvor kvinder klynker over at deres karriere lider fordi de hellere vil gå derhjemme og krydre røv, og mænd klynker fordi de skal betale til kvinder fordi kvinderne nu har vænnet sig til at gå derhjemme og krydre røv. Til mændene siger du at de er ynkelige og paranoide kvindehadere, og til kvinderne siger du ingenting.

Mere generelt:

Læserne kan måske tænke at hvis bare det oprindelige indlæg havde været formuleret lidt bedre, så havde det fundet nåde. Men det er faktisk ikke tilfældet. I årtier har mænd forsøgt, over hele den vestlige verden, at gøre opmærksom på åbenlys diskrimination såsom skilsmisse og forældremyndigheds behandling, værnepligt, eller den særlige ret til at skære i drenges kønsorganer, uden den mindste effekt. Der er ikke nogen "perfekt" formulering der kan få nogen som helst anden reaktion frem end "hold op med at klynke og gør din pligt." Selv omtalen af mindreårige voldtægtsofre der vokser op og skal betale børnepenge til deres gerningskvinder, bliver bare mødt med et skuldertræk.

Mænds særlige pligt til at holde kæft, forsørge og beskytte består, ganske upåvirket at den såkaldte ligestilling.

Lars Steffensen

@Grethe

Hvis du mener, at man godt kan skrive kommentarer, der er både hånlige, idiotiske, destruktive for både debat og forståelse og stadig overholde reglerne, så kan jeg kun sige at jeg er enig.

Maiken Guttorm

Jeg har egentlig kun skimmet artiklen, og kan forstå på en del af kommentarerne, at det kan være en fordel, hvis man vil hive et principielt spørgsmål ud af den: at man bliver en ligeværdig eks-ægtefælle, evt. forældrer efter en skilsmisse. For det er et relevant spørgsmål at stille.

Til det vil jeg jeg bare føje, at det tror jeg faktisk også en del kvinder sukker efter - at tingene bliver fordelt mere ligeligt. Jeg tvivler på, at ret mange nyder på den måde at være i et gældsforhold til en tidligere ægtefælle. Det betyder bare også pligterne: lige barsel, lige antalt barnets sygedage, lige nedgang i arbejdstid, lige ansvar for husholdning og dagligdags pligter, lige fordelt samvær - som tilsammen kan være med til at udjævne indkomstforskelle. Og det er heldigvis noget, der i stigende grad gør sig gældende for helt almindelige kvinder og mænd, mødre og fædre. Også selvom der i medier vredladent bliver refereret til 'tvungen barsel' for mænd, mens kvinders 'tvungne' 14 uger stort set ikke nævnes.

Rikke Nielsen, Jakob Venning og Mette Poulsen anbefalede denne kommentar
Nils Bøjden

"Det betyder bare også pligterne: lige barsel, "

Nej. Alle de andre men ikke denne. Manden har ikke madbeholderne.

Maiken Guttorm

@Nils Bøjden

Det er jo et rigtig godt tegn, at vi er nede på kun én uenighed om fordelingen. Det er ikke mange år siden, at mænd blev set som mindre egnede til at passe børn, hvilket de naturligvis ikke er.

I forhold til barsel, så vil jeg dog alligevel mene, at det kan lade sig gøre at fordele den ligeligt.

For det første, så fuldammes mange børn ikke mere end et halvt år. Når man har 52 uger, så giver det fin mening at tildele partneren den anden halvdel. Det følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger, hvilket vel er det man som myndighed bør tage udgangspunkt i, når der skal lovgives om barselsregler. Enhver er i princippet fri til at tage længere barsel end de 52 uger, men bliver dog ikke kompenseret.

For det andet er det ikke alle børn, der ammes. Enten på grund af mælkeproduktionen, eller på grund af, at barnet nægter - eller noget helt tredje.

Maiken Guttorm

*rettelse: amning i mindst et halvt år følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger, ikke ligelig fordeling af barsel.

Rikke Nielsen

Mogens Lang: Bare din kommentar om juridisk abort fortæller, hvor lidt du går ind for ligestilling: Du vil have retten til at udsende din sperm inde i en kvindekrop, men også retten til ikke at tage ansvar for din udløsning.

Basal lærdom: Den nemmeste måde at undgå at gøre en kvinde gravid - lad være med at stikke den ind.

Mette Poulsen

@ Rikke og vel egentligt også Mogens: juridisk abort er ikke et mellemværende mellem mand og kvinde - det er et mellemværende mellem mand og barn.
Hensynet til barnet er større end hensynet til den voksne, hvilket det også bør være. Man kan ikke tvinge den voksne til at indgå i samvær med sit eget barn - man kan sikre en navngiven far, absolut basal økonomisk forsørgelse i opvæksten og evt. tvangsarv i fremtiden. Man har aldrig været tvunget til samvær eller andre former for personligt forhold med sit eget barn.

Mads Jakobsen

"Basal lærdom: Den nemmeste måde at undgå at gøre en kvinde gravid - lad være med at stikke den ind."

Kan vi bruge den samme logik på kvinder? For så kan vi jo spare en masse penge på at lukke abortklinikkerne.

"Det er jo et rigtig godt tegn, at vi er nede på kun én uenighed om fordelingen."

Bemærk hvordan hele denne tråd i kvinders øjne kun føre til en ting: hvad skal vi nu pålægge mændene. Vi kan nævne alle de steder hvor mænd bliver diskrimineret lige så tosset vi vil, det eneste det medfører er et kort mentalt udfald og så: "Mænd! Mænd skal gøre mere for os!"

Mads Jakobsen

"Barnets rettigheder står over den voksnes."

Det passer ikke. Hvis en kvinde ikke ønsker et barn kan hun abortere det, uden at spørge faren og uden anden begrundelse end at det vil hun. Kvinder har altså en ret til at komme ud af forældreskabet efter undfangelsen, en ret som mænd ikke har.

Mere rigtigt ville være at sige: Kvinders Rettigheder > Børns Rettigheder > Mænds Rettigheder.

Maiken Guttorm

@Mads Jakobsen, tak for stråmanden.

Du tog lige én linje, men hvis du læste min forrige kommentar et par indlæg over, ville du se, at jeg støtter artiklens forfatter i at tage dette emne op. Jeg gør bare opmærksom på, at den skæve fordeling også hænger sammen med andre ting.

Mette Poulsen

@ Mads, nej. En kvinde kan abortere et foster inden udgangen af 12. uge dvs. inden det overhovedet er blevet til et barn. Derefter kan man kun opnå abort ved andres godkendelse, og disse (ret få) aborter gives der kun tilladelse til i tilfælde af svære misdannelser hos fosteret og/eller trussel mod kvindens liv ved fortsættelse af graviditeten.
Forskellen på en reel abort og en "juridisk abort" er netop om der er et barn i ligningen eller ej. Og det er der kun ved det sidste, hvor man så skal holde den voksnes rettigheder til at frasige sig forælderskab op mod barnets ret til forældre. Der vægter hensynet til barnet højere end hensynet til den voksne. Man kan selvfølgelig ikke tvinge nogen voksen til at være tilstede i barnets liv, hvilket heller ikke er det, som ligger i dette formelle forældreskab. Børn har IKKE krav på samvær; det er kun forældre der kan gøre krav på det. Mænd og kvinder har juridisk ligestilling på det punkt dvs. ingen rettigheder til at frasige sig forældreskabet (med mindre der gives tilsagn om adoption, hvilket er mere en teoretisk diskussion, idet der stort set ikke forekommer bortadoption i DK).

@ Mogens, jeg kan ikke helt se, hvad sæddonation har med emnet at gøre, men jeg vil forsøge at svare på dine spørgsmål: mange har agiteret for at sæd ikke skal kunne doneres anonymt, netop af hensyn til barnet. Det vil dog stadigvæk være en donor og ikke en far, idet der oftest er en anden mand (steril) eller to x mor i ligningen, som vil være forældre - det vil give barnet mulighed for i voksenalderen at få kendskab til sit ophav, herunder helbredsmæssig historie.
Hvorfor mener du, der skal sanktioneres overfor kvinden, når et forhold hvori der er børn ophæves? Man er vel to om at gå fra hinanden?

Mads Jakobsen

"En kvinde kan abortere et foster inden udgangen af 12. uge"

Og mænd har ingen tilsvarende ret. Derfor får vi...

"Basal lærdom: Den nemmeste måde at undgå at gøre en kvinde gravid - lad være med at stikke den ind." Godt brøl, søster!

"Basal lærdom: Den nemmeste måde at undgå at blive gravid er at holde knæene samlet." Hvad! Er du sådan en mandchauvinistisk psykopat!?!!! Har du ingen medfølelse, ingen forståelse for folks forskellige livssituation!!!??

Når alt kommer til alt er det kvinders suveræne valg om de vil have et barn, men I vil jo stadig have at vi betaler hvad enten vi var med i beslutningen eller ej. For det er jo det mænd er til for.

Mette Poulsen

@ Mads, Nej, en mand kan ikke beslutte at en kvinde skal få foretaget et kirurgisk indgreb mod hendes vilje. Hvilket er helt rimeligt IMO.
Jeg kan dog ikke forstå, hvorfor en kronik omkring ægtefællebidrag (uden tal og ingen research fra Informations side af dog) kan komme til at handle om abort? Det er lidt spredt fægtning.

Nils Bøjden

" forhold til barsel, så vil jeg dog alligevel mene, at det kan lade sig gøre at fordele den ligeligt."

Og det lader vi så forældrene om at bestemme. Ikke staten eller andre moralsk nedladende institutioner.

At en lov er kønsneutral gør bestemt ikke at den bliver forvaltet på den måde og det er tilsyneladende ikke skribentens oplevelse at det forholder sig sådan.

Mange af de kvindelig debatører synes at mene at der ikke er et problem fordi loven om bidrag ved skilsmisse er kønsneutral. Gælder det samme argument også ved andre ligestillingsproblemer?

Kvindernes f.eks? At loven er kønsneutral og vupti så er der intet problem?

Mette Poulsen. Hvorfor mener du ikke også at juridisk abort er en sag mellem mor og barn? Barnet har efter min mening ret til at kende sit ophav og det gælder også hvis dette ophav er at "far" ikke var en del af beslutningsprocessen. Det mener jeg er en væsentlig del som bliver totalt udeladt af de flestes fortælling men som vi vidst er en del med sans for realisme der godt ved var begyndelsen på mange menneskers liv.

Sider