Læserbrev

Medierne ignorerer Sydkoreas ønske om fred

Man kan godt være kritisk over for Trump og Kim og samtidig støtte en fredsproces, men medierne synes mere villige til at acceptere en uafsluttet krig end at give Trump eller Kim en lillefinger
25. juni 2018

Danske medier som DR, Information og Politiken har i vid udstrækning efterlignet reaktionen i de liberale og progressive medier i USA og England: Topmødet mellem Nordkorea og USA i Singapore var et indholdsløst show uden konkrete resultater.

Det interessante er, at Sydkorea stort set ingen rolle spiller i analyserne. Det til trods for, at vi er nået til et punkt, hvor Nordkorea og USA endelig mødes igen takket være den sydkoreanske præsidents vedholdende forsoningskurs.

Det er præsident Moon Jae-In, som har rakt hånden ud til Nordkorea i modsætning til sine to forgængere. Moons forsoningskurs fik Nordkorea med til vinter-OL og bidrog til at genetablere den diplomatiske kontakt mellem de to stater. Det var også Moon, som resolut signalerede, at han ville fortsætte dialogen, da Trump ønskede at aflyse mødet i Singapore.

I Sydkorea hersker et forsigtigt håb om, at mødet i Singapore er et skridt mod at afslutte over 60 års krigstilstand og medfølgende militarisering af hele samfundet.

Meningsmålinger viser, at over 80 procent af den sydkoreanske befolkning støtter topmødets erklæring om fred og samarbejde, og Moons regering har planer klar for, hvordan de økonomiske og diplomatiske relationer med Nordkorea kan styrkes. Men det kræver en fredsaftale mellem USA og Nordkorea.

Efter mødet mellem Kim og Moon i april rapporterede medier, at Moon havde sagt, at Trump fortjener Nobels fredspris. Men det var baseret på en oversættelse, som ikke begreb nuancerne i det koreanske sprog. Den mere præcise ordlyd var: »Lad Trump få fredsprisen, lad os få freden«. Moon udviser med andre ord en pragmatisk tilgang til at få fredsprocessen på sporet. For ham giver topmødets resultat grønt lys til yderligere samarbejde med Nordkorea.

Det er bekymrende, at vestlige, og herunder danske, medier ikke tager højde for koreanernes ønske om fred.

Man kan godt være kritisk over for Trump og Kim og samtidig støtte en fredsproces, men medierne synes mere villige til at acceptere en uafsluttet krig end at give Trump eller Kim en lillefinger.

At afvise topmødet som indholdsløst udviser ligegyldighed over for de 70 millioner mennesker, som må leve med truslen om krig hver eneste dag.

Anders Riel Müller, associeret forsker ved Nordisk Institut for Asienstudier, Københavns Universitet

Problemet er, at det historiske øjeblik er tomt. Donald Trump og Kim Jong-un har ikke lavet en ny forpligtende aftale, de har ikke leveret gensidigt forpligtende indrømmelser. Det er en slags postmoderne historie, hvor der ikke er nogen realitet neden under de store ord og den spektakulære scene.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Erik Riis
  • Maria Francisca Torrezão
  • Palle Yndal-Olsen
  • Viggo Okholm
  • Hans Aagaard
Poul Erik Riis, Maria Francisca Torrezão, Palle Yndal-Olsen, Viggo Okholm og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu