Kronik

»Jeg ville ønske, at jeg ikke skammede mig over mine ar«

Det er svært nok at have de problemer, der gør, at man selvskader, uden også at skulle tænke over, hvilke fordomme andre har om arrene
selvskade psykiske problemer fordomme unge

Fordommene om selvskadende som værende teenagere, der søger opmærksomhed, er mildest talt problematiske, ifølge dagens kronikør Izabella Garnett.

6. juni 2018

Det er svært at stoppe med at være selvskadende.

Jeg taler af personlig erfaring, da det er over et år siden, jeg sidst gjorde skade på mig selv. Hvis man altså ser bort fra, at jeg faldt i for lidt over en måned siden, og at mine gamle, forholdsvis usynlige ar nu ikke længere er alene – de har nemlig fået selskab af nogle nye, røde og ret så tydelige ar.

Fordommene om selvskadende som værende teenagere, der søger opmærksomhed, er mildest talt problematiske.

At være selvskadende burde ikke være synonym med at være opmærksomhedskrævende. I nogle tilfælde kan selvskade godt ses som et råb om hjælp, men der er stor forskel på at ønske opmærksomhed og at ønske, at nogen opdager, at man har det dårligt.

Når man taler om selvskadende individer som opmærksomhedskrævende, er det ofte negativt ladet, og det fjerner fokus fra det råb om hjælp og støtte, der ligger bag selvskaden.

Selvskade handler som oftest ikke om, at man ønsker at være i centrum, blive set og hørt. Det handler mere om, at man ønsker, at nogen ser og anerkender, at man ikke har det godt og har brug for hjælp og støtte.

Ikke kun unge kvinder

Selvskade er ikke kun for unge kvinder, selvom der er høj forekomst hos denne gruppe.

Selvskadende adfærd findes blandt alle køn, i alle aldersgrupper og på tværs af klasse og etnicitet ifølge Videnscenter om spiseforstyrrelser og selvskade.

Når vi som samfund taler om selvskade som værende en trend hos unge kvinder, usynliggør vi alle andre grupper, der selvskader. Det kan være skamfuldt at skulle opsøge hjælp for en usund coping-mekanisme, selv som teenagepige, og det kan minimere chancerne for, at folk søger hjælp, hvis vi bliver ved med at forbinde selvskadende adfærd med unge kvinder.

Selvskade bunder oftest i sociale og/eller psykiske problemer.

Mange forbinder selvskade med cutting, men begrebet dækker også over for eksempel at brænde, nive eller slå sig selv, rive ens hår ud eller slå sit hoved ind i væggen.

Selvskade handler ikke rigtig om, hvilken metode man benytter, og det er derfor mere relevant at kigge på, hvorfor et individ selvskader.

Det kan være på grund af flere problemer: økonomiske, familie, for at straffe sig selv for mobning, ensomhed, psykisk sygdom, dårligt selvværd eller noget andet, der påfører individet psykisk smerte.

Selvskade kan give én en følelse af kontrol over sine følelser, eller det kan fungere som en ventil for alle de ophobede negative følelser. Det kan være for at aflede opmærksomheden fra ens psykiske smerte, eller det kan være, fordi man føler sig følelsesløs og bare gerne vil mærke et eller andet.

Jeg har selv selvskadet, fordi jeg følte, at det hele blev for meget. Oftest har en ubærlig følelse af magtesløshed bygget sig op inden i mig, og selvskade har fungeret som en øjeblikkelig lindring, men det har også givet mig en følelse af skam og afmagt.

OK at klare sig dårligt

Jeg begyndte at selvskade, da jeg var 17 år, og mine psykiske problemer gradvist blev værre. Jeg kunne ikke leve op til de krav, som jeg følte, at omverdenen stillede. Jeg var lige blevet student og troede, at hele verden lå for mine fødder. Og jeg troede, at lige så snart presset fra gymnasiet var væk, så ville mine psykiske problemer også forsvinde. Det gjorde de ikke.

Stress, angst og depression er blevet mere og mere hyppigt. Det samme er selvskade.

Vi lever i et individorienteret samfund, der er baseret på præstation og vækst.

Hvis man vil tage en videregående uddannelse, skal man ikke alene tænke på at få et godt gennemsnit, man skal også tænke på kvikbonus og fremdriftsreform. Det handler om at komme hurtigt igennem, men det skal samtidig gøres godt.

Jeg synes ikke, at samfundet giver nok plads til, at man klarer sig ’dårligt’. At man får lave karakterer, ikke kan holde på et job, at man dropper ud af sin uddannelse eller slet ikke får en uddannelse, betyder ikke, at man ikke er lige så meget værd som dem, der gør eller kan alle de ting.

Jeg ser det som et samfundsproblem, at mennesker ender med at blive så fokuserede på succes og perfektion, at de ikke har tid til at passe på sig selv. Og at de måske ikke føler, at de har lov til at tage tiden til at passe på sig selv.

Jeg tror ikke nødvendigvis på, at det øgede fokus på perfektion og succes er den eneste forklaring på, hvorfor psykisk mistrivsel bliver mere og mere almindeligt.

Men det er værd at tænke over, hvad der foregår i ens eget liv og i samfundet omkring en, som måske medvirker til, at der er flere og flere, der bliver så pressede, at de mistrives. Og selvom mistrivsel ikke nødvendigvis fører til selvskade, så bidrager mistrivsel i hvert fald med en god del.

Drop stigmatiseringen

Vi er som samfund nødt til at blive bedre til at rumme mennesker med psykiske problemer. Jeg bliver taknemmelig hver gang, der er nogle, der taler åbent om det – både i den offentlige debat og i privatlivet.

Men ansvaret ligger ikke kun hos dem, der har de psykiske problemer. For alene det at tale om det kræver et overskud, som man ikke altid har, og det kan være skræmmende at åbne op og fortælle om ens problemer.

Vi er nødt til at gøre op med vores egne fordomme omkring psykisk sygdom. Det handler ikke om dovenskab eller om at være opmærksomhedskrævende. Man har det ikke dårligt psykisk, fordi man er svag, og det er aldrig ens egen skyld.

Jeg er overbevist om, at alle kan blive psykisk syge, selvskadende eller lignende. Der er ikke et ’dem’ og et ’os’.

Og hver gang man fremmedgør eller stigmatiserer eksempelvis de selvskadende, er man med til at skabe et mindre inkluderende samfund. Så hvis medmenneskelighed ikke er grund nok til at droppe fordommene, så husk på, at alle kan ende med at tilhøre gruppen, der er blevet ekskluderet.

Man fortjener at vinde

Jeg er selv bange for at blive udsat for andres fordomme.

Jeg vil gerne kunne gøre de samme ting iført det samme tøj, som andre mennesker uden tydelige mærker efter selvskade kan. Og det kan jeg vel i princippet også, men frygten for andres negative reaktioner påvirker både mit selvværd og min lyst til at gå ud i verden.

Det er svært nok at have de problemer, der gør, at man selvskader, uden også at skulle tænke over, hvordan omverdenen mon vil reagere på arrene.

Jeg ville ønske, at jeg ikke skammede mig over mine ar, at jeg ikke frygtede, at andre mennesker dømte mig, og at jeg ikke havde dårlig samvittighed over for mig selv – og overfor mine venner og familie.

Og selv om jeg er ked af at gøre andre bekymrede, så burde ingen skamme sig over ar, sår eller mærker. For hvis jeg kunne fikse mine psykiske problemer ved at kramme min mor, fortælle en ven, at jeg har det elendigt, eller løbe en tur, så havde jeg aldrig skadet mig selv, taget antidepressiv medicin eller været psykiatrisk patient.

Det er ikke så simpelt, særligt ikke når det handler om sindet. Og shit, hvor ville jeg ønske, at det var lige så simpelt som at få fjernet en visdomstand.

Jeg er i behandling for min selvskade. Og selvom jeg synes, det er lidt nervepirrende at stå frem og sige, at jeg selvskader, så har det betydet meget for mig, når andre har åbnet op og fortalt om deres egen kamp mod selvskade. Det gælder ikke kun mine venner, men også personer jeg ikke kender.

Det er nemlig lettere at tage kampen og gå ud i livet, når man ved, at der er andre mennesker, der har det ligesom en selv – og det er ikke en selvfølge, at man ved det.

At man ved, at livet kan blive bedre, og det ikke altid skal være noget møg. Og at man kan lære, hvordan man håndterer sine følelser på en sundere måde – om ikke hele tiden, så i hvert fald det meste af tiden. Også selvom man har skadet sig selv i mange år og er blevet afhængig af det. Det er en kamp, men det er en kamp, man fortjener at vinde.

Izabella Garnett er på uddannelseshjælp

Lokalpolitiker Caroline Stage (V) på besøg hos SIND. Her taler hun med en bruger og en pårørende, der fortæller, hvor meget foreningen har betydet for dem.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Britta Hansen
  • David Breuer
  • Flemming Berger
  • Brian W. Andersen
  • Jørn Andersen
  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • Randi Overgård
  • John S. Hansen
  • Maria Jensen
  • Jens Østergaard Petersen
Britta Hansen, David Breuer, Flemming Berger, Brian W. Andersen, Jørn Andersen, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Randi Overgård, John S. Hansen, Maria Jensen og Jens Østergaard Petersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Neiiendam

Det er så trist at høre om også din historie Izabella.

Desværre er du jo som du selv skriver, havnet i et abnormt præstationsfremmende samfund og det skader alle sind. Nogle kan det ses på, andre ikke.

Hvad gør vi for jer, når vi 'blot' er almindelige Borgere ? Den professionelle hjælp SKAL andre tage sig af. Jeg ved ikke om vi andre bare spontant kan kramme jer, uanset om vi kender jer eller ej, og lægge ører til, lytte og forsøge at forstå, samt vise kærlighed og empati ?

Go' vind med din fremtid !

John S. Hansen, Jørn Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ole Brockdorff

Jeg var en ung knægt på bare 17 år i 1964, der havde et bijob som piccolo i den daværende Park-biograf på Østerbrogade i København, og her så jeg første gang operettefilmen ”Sommer i Tyrol” med Dirch Passer som overtjeneren Leopold, der er vildt forelsket i den smukke kromutter fru Josepha, spillet af en lammende smuk og charmerende Susse Wold, som dengang var bare 25 år gammel.

Hormonerne susede rundt i min spæde drengekrop på grund af Susse Wolds fysiske udseende og personlige sensuelle udstråling, og jeg drømte om i mange år efter, at jeg selv èn dag ville finde en lige så lækker kvindelig skabning som hende, blive gift, få børn, leve sammen med hende til vores dages ende, ja, kort sagt hele eventyret med min egen underskønne fru Josepha.

Sådan kom det dog ikke til at gå for mig – jeg fandt aldrig min egen fru Josepha.

Men i filmen ”Sommer i Tyrol” er der èn bestemt sekvens med Susse Wold, som jeg har fundet daglig glæde og styrke ved gennem de sidste 54 år. Nemlig den rørende scene, da hun som kromutter Josepha serverer middag på værelset til den agtværdige kejser Franz Joseph (spillet af Peter Malberg), hvor hun beder ham om, at skrive en hilsen i hotellets gæstebog.

Kejserens nedfældede ord til gæstebogen har lige siden klæbet sig til min hjerne, mit hjerte og mit sind, når jeg i dagliglivet har følt modgang, problemer og komplikationer i lighed med det, som den unge kronikør Izabella Garnett gør opmærksom på, og det burde måske være pligtlæsning for alle unge mennesker i skolen eller på gymnasiet.

Personligt har jeg overlevet mange kriser gennem årene ved at huske visdommen i kejserens smukke digt, og jeg ville ønske, at Izabella og mange andre vil lade substansen i digtet brænde sig fast i bevidstheden, for så får hun og alle andre det meget nemmere med at forholde sig til hverdagens menneskelige kriser.

Livet er nu èn gang så
Alle vi det lære må

Det vi ønsker mest
Sjældent sker

Fik vi alt fra første færd
Uden kampe og besvær

Ønsked` vi os blot
Endnu me’r

Men på livets lange vej
Skuffelserne melder sig

Lærer os beskedenhed
Smil – og vær glad derved

Livet er nu èn gang så
Alle vi det lære må

Det man højest ønsker sig
Når man ej

Jeg ønsker Izabella Garnett alt muligt godt i fremtiden.

Britta Hansen, Flemming Berger, Hans Aagaard og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Fra den glimrende kronik :

"Jeg synes ikke, at samfundet giver nok plads til, at man klarer sig ’dårligt’. At man får lave karakterer, ikke kan holde på et job, at man dropper ud af sin uddannelse eller slet ikke får en uddannelse, betyder ikke, at man ikke er lige så meget værd som dem, der gør eller kan alle de ting.

Jeg ser det som et samfundsproblem, at mennesker ender med at blive så fokuserede på succes og perfektion, at de ikke har tid til at passe på sig selv. Og at de måske ikke føler, at de har lov til at tage tiden til at passe på sig selv."

Du har fuldstændig ret i ovenstående, og i alt det øvrige du skriver, Izabella.
Samfundet er blevet bekymrende ekskluderende og stigmatiserende.

Mange af de pointer du har er jo overordnede, og drejer sig om den stigende individualisering og 'enhver-er-sin-egen-lykkes-smed' mantraet.

Og hvor mange af os er helt igennem 'normale' og helt undtaget for den ene eller anden psykiske problematik eller selvskadende livsførelse?

Der mangler solidaritet og empatisk tankegang overalt, hvilket gør at folk med meget nærværende problemer isoleres og marginaliseres - også fordi ingen ønsker at blive stemplet som selvforskyldt uformående. Dermed bliver den nærmest automatiske afstandtagen til det 'anormale' endnu større.

Vi har en syndebuk-kultur, hvor folk værsgo kan rådne op i rendestenen, hvis de ikke passer ind i billedet af vort lille (u)hyggelige og (u)lykkelige land.

Tusind tak for dit mod, kære Izabella, du ønskes af hjertet al mulig held og lykke på din videre vej.

PS. Skriv meget gerne en kronik en anden, god gang :-)

Britta Hansen, David Breuer, John S. Hansen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

Bær du dine ar med stolthed, de viser, at du har været, hvor det svært at være, og du kom levende tilbage.

Britta Hansen, Mette Poulsen, heidi Lindtoft, Claus Mortensen, Tor Brandt og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jørn Andersen

Mange af de traumer vi døjer med,har desværre deres rod i hændelser i tidligere liv,derfor er de så vanskelige,at komme til livs.

Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det værste er næsten, at jeg aldrig har snakket med nogen, som syntes, det er positivt, at vi i samfundet pisker hinanden til at løbe hurtigere og hurtigere.

Der et klassisk psykologisk eksperiment, hvor man sætter én person sammen med en gruppe. Forsøgspersonen tror, de andre er forsøgspersoner på lige fod med ham, men i virkeligheden er de på forhånd blevet instrueret.

Hele gruppen vises forskellige figurer, og bliver så bedt om at svare på, f.eks. hvilken, der er længst, størst, mindst, etc. Forsøgspersonen svarer rigtigt, men alle de andre giver konsekvent det samme forkerte svar.

Der går som regel kun 3 runder eller der omkring, før forsøgspersonen retter ind, for når alle de andre svarer B, mister han tilliden til, at A kan være rigtigt - til trods for at A tydeligvis er det korrekte svar.

Man skal hvile ekstremt meget i sig selv for at have det komfortabelt med at gå imod strømmen. Også selvom strømmen tydeligvis går den forkerte vej.

Når ingen (eller i hvert fald meget få) af os ikke ønsker det samfund, vi vedligeholder på daglig basis, kan man spørge sig selv, hvem det egentlig er, der holder gang i effektivitetspsykosen. Måske det er orkestreret ovenfra af den 1%. Eller måske det simpelthen blot er en gensidig massesuggerering, som vi hele tiden hver især holder igang, fordi vi tænker, alle andre vil have det sådan.

Måske vi har brug for flere Dovne Roberter, som tør sige, at arbejde for arbejdets skyld ikke er vejen til lykke. Borgerløn vil være en effektiv måde at muliggøre at stige af hamsterhjulet og selv bestemme hastigheden - til stor gavn for individet såvel som for samfundet.

Ydun Johannesen, Maria Jensen, Britta Hansen, Jens Østergaard Petersen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, John S. Hansen og Gunilla Funder Brockdorff anbefalede denne kommentar
Brian W. Andersen

@ Anders Hede

Ja, med fødselsdag på rette tid af året eller igennem HF eller STX der begge kan gennemføres på 2 år, hvis man vælger den hurtige vej.

Mette Poulsen

Dine ar er, ligesom din hårfarve og din højde, en del af dig, som du tager videre med i livet.
Vi bliver alle dømt på vores udseende - nogle gange eksplicit, hvad enten det er positivt eller negativt. Nogle vil dømme dig ude på dine ar; for andre vil det nærmest være en fetish at du har dem. Mange vil nok hverken se dem eller forholde sig til dem, hvis de gør. Fordi de har deres egne problemer at slås med, og ting som de er bange for andre dømmer dem på.
Du er videre og det må være skønt.

Britta Hansen

Tak for dit velformulerede og personlige indlæg, Izabella!

Din vej har allerede medført megen visdom for en ung kvinde som dig. Og den har lært dig empati med andre mennesker og har nok også haft betydning for den måde, du i dag selv ser andre mennesker på - alt sammen frugter af den vej du har lagt bag dig.

Hvis du til tider ikke skulle synes, der er ret meget at være stolt af, så tænk på den artikel, du her har præsenteret og de fantastiske værdier, du står inde for.

Og dine ar vidner blot om dette.

En af mine bedste venner har ar fra selvskade. Jeg elsker hende ubetinget for alt det, hun har været igennem, fordi jeg har set det med egne øjne, mærket hendes indre kulde og alligevel rakt en hånd frem i hendes mørke.