Kommentar

Platformsvirksomheder skal tage ansvar for de ansatte

Lige nu slipper mange platforme afsted med at digitalisere sort arbejde. Men hvis myndighederne laver klare regler, bliver resultatet bedre platforme, der behandler personalet bedre og leverer bedre services
12. juni 2018

Få ting har været mere moderne de senere år end opstartsvirksomheder, der kunne kalde sig en platform. Airbnb og Uber er nogle af de mest kendte eksempler, men alt fra hundeluftning til mere avancerede IT-opgaver kan man nu finde platforme, der dækker.

Med udbredelsen af platformene følger også det velkendte mantra: ’vi er bare en platform’ – når snakken eksempelvis falder på behov for skattebetaling og ordentlige arbejdsvilkår.

Den idé, at man som platform kan melde hus forbi, når kritikere påpeger problemer, er for alvor død i 2018. Og det er kun et spørgsmål om tid, før vi ser flere platforme påtage sig langt mere ansvar, mens platforme, der insisterer på at være ansvarsfrie, må dreje den digitale nøgle om.

Ansvarsfriheden er forbi

Facebook påstod længe, at man blot var en innovativ platform og derfor ikke behøvede påtage sig et redaktionelt ansvar for artikler delt på det sociale medie, sådan som en avis tager ansvar for sine artikler. Stifter Mark Zuckerberg stillede sig op i rækken af T-shirtklædte milliardærer og messede: Vi er bare en platform.

Piben fik en noget anden lyd i 2018, da det kom frem, at Facebook i bedste fald havde ageret nyttig idiot for en række kræfter, som man næppe vil associeres med. En brødebetynget Zuckerberg vidnede i Kongressen i USA, undskyldte og lovede en række forbedringer. T-shirten var udskiftet med jakkesæt og et alvorligt, blegt ansigt. Zuckerberg lignede en bedemand, der én gang for alle begravede ideen om den ansvarsfrie digitale platform.

Selv om platforme måske nogle gange i snæver juridisk forstand kan kalde sig ansvarsfrie, så er det kun et spørgsmål om tid, før lovgivningen lukker dét hul, og i mellemtiden vil brugere og befolkning ikke længere finde sig i ansvarsfralæggelsen.

Platforme tager arbejdsgiveransvar

Når det kommer til platforme for arbejdskraft, er billedet præcis det samme. Uber er i modvind ikke kun i Danmark, men på nærmest alle deres markeder. Og i Danmark ser vi interessante tendenser, hvor platforme påtager sig ansvar og begynder at bygge bro mellem de smarte digitale løsninger og ordentlige arbejdsvilkår. Eksempelvis har Chabber, der udlejer hotel- og restaurationspersonale, og Meploy, der udlejer bemanding til lager og produktion, påtaget sig arbejdsgiveransvar.

For vores eget vedkommende har Hilfr.dk indgået danmarkshistoriens – måske verdenshistoriens – første platformsoverenskomst med 3F. Vi påtager os arbejdsgiveransvaret og sikrer, at rengøringsfolk, der arbejder meget gennem vores platform, får en god løn, betaling under sygdom, opbygger pensionsopsparing og feriepenge og er dækket af en række forsikringer. Samtidig fastholder vi fleksibiliteten i platformsmodellen.

Vi har ikke blot underskrevet en gængs overenskomst for et rengøringsfirma, vi har forhandlet os frem til en overenskomst tilpasset platformsøkonomien.

Nye teknologiske muligheder kan sagtens fungere sammen med gode arbejdsvilkår. Det giver håb for, at vi som samfund kan håndtere digitale og fleksible arbejdsformer på en konstruktiv måde.

Det kan virke som en abstrakt diskussion, men vi ser allerede nu, hvorfor det er vigtigt. En analyse fra AE-rådet omtalt her i avisen 4. juni, viser, at halvdelen af de nye job, der er skabt siden 2012, er deltidsjob med mindre end 20 timers ugentligt arbejde. Og mange af dem med så løse ansættelser, at de ikke har krav på basale arbejdstagerrettigheder. Dertil kommer naturligvis de personer, der arbejder gennem platforme og er freelancere.

Det holder simpelthen ikke i længden. Og det er op til os, om vi vil acceptere, at platforme forstærker problemet, eller om vi vil forme platformene, så de kan være en del af løsningen.

Bedre regler giver bedre produkt

Det er egentlig ikke raketvidenskab, men vi har for længe været forblændet af de nye digitale muligheder og har ikke været gode nok til at stille krav. Og når vi har stillet krav, har det ofte ikke været konstruktive krav, som platformene realistisk set kunne efterleve. Det har efterladt et vakuum, hvori platformene har kunnet slippe afsted med at digitalisere sort arbejde og dårlige arbejdsvilkår og påstå, at det er super innovativt, fordi det foregår igennem en app.

Vi indgik en overenskomst af den simple årsag, at vi mener, det er den bæredygtige løsning. Skal vi levere god rengøring til kunder, skal vi have gode rengøringsfolk. Og for at tiltrække dygtige folk, skal de behandles godt. Samtidig er det også kun et spørgsmål om tid, før myndigheder skaber mere klarhed om reglerne for platforme. Lige nu lever mange platforme i et vakuum, hvor gængse regler sjældent håndhæves.

Med de nye gode eksempler i ryggen er det oplagt for myndigheder at skabe den nødvendige klarhed. Det bliver nok en grim overraskelse for mange platforme, der troede, at de kunne blive ved med at søge ly bag dårlige undskyldninger. Men den gode nyhed er, at resultatet bliver bedre og mere bæredygtige platforme, der behandler folk bedre og leverer bedre services.

Steffen Wegner Mortensen er medstifter af platformsvirksomheden Hilfr.dk og kommunikationschef

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Espen Bøgh
Lise Lotte Rahbek og Espen Bøgh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Så skal vi bare af med de utålelige og bedrevidende politikere der er valgt ind i folketinget og andre politiske steder.

De var godt nok svære at overbevise om manglen på den rene uskyldighed, som disse platforme med smarte omskrivninger fortalte om sig selv; "selvstændige vognmænd, moderne billig kørsel, løste et taxi problem, moderne elektronik i forhold til taxier i dag osv., osv.".

Torben Siersbæk

@Espen Bøgh.
Så må du søreme til at stemme - eller stemme på kandidater, der lytter.
Jeg kunne dog også godt lide at vide, om du - helt for alvor - mener, at vi IKKE skal have politikere, der præsterer ideer, du ikke selv havde tænkt, og om politikerne ikke skal vide bedre end resten af befolkningen? Skal de være dummere - skal de simpelthen stemme, som man kan se i meningsmålinger - eller skal vi have et diktatur, der er ligeglad med andre (end dem du er enig med)????

Torben Siersbæk , 12. juni, 2018 - 16:18

Dit svar er som en løbsk hest der er kommet udenfor indhegningen, - hvad er det dog du vil(?), læs lige en gang til det jeg skriver.

Hvis ikke jeg husker helt forkert var adskillige politikere på Christiansborg begejstret, ja nærmest småforelskede i Uber, med disse begrundelser; "det var billigt"; "det er godt med konkurrence", - Simon Emil, og JBO, og dertil kom også Københavns overborgmester Frank Jensen, der vist endda lavede en aftale med Uber om kørsel, - for alle var de begejstrede for den nye elektroniske platform under navnet "dele økonomi" - uden dog ar have sat sig ind i hvad indholdet reelt var.

Der var ingen dele økonomi i Uber, undtaget af chaufførerne skulle dele deres indtægter med Uber, og Uber ville intet ansvar have til nogen side, så chaufførerne kørte uden ansvarsforsikring med kunder de tog betaling for, og Uber betalte heller ikke skat i Danmark, og det gjorde mange chauffører heller ikke, - måske havde de glemt det, - som Uber sagde "de var selvstændige vognmænd" - men ikke med samme forpligtelser som andre selvstændige vognmænd.

Det handler altså ikke om hvem der får nye, eller hvilke ideer, men om hvordan de virksomhedsmæssigt er skruet sammen, med ansvar osv., osv., - og vi er vel forhåbentlig enige om skatteunddragelse og sort arbejde er forkert, ligesom indirekte opfordring til sort arbejde og skatteunddragelse.

Det var det der var så let at gennemskue omkring Uber, - men som vore politikere åbenbart ikke var i stand til, - samtidig med de står frem som bedrevidende over alle borgere.

Artiklen vise det sagtens kan lade sig gøre at samarbejde om platformsvirksomheder, og det er da en ganske god ide, mens Uber kun ville "sælge sin historie", og dermed "frame" debatten om sig selv.

Morten Lind, Egon Stich og Trond Meiring anbefalede denne kommentar