Læserbrev

Pressen køber ministerens forvrængninger

I deres omtale negligerer Troels Lund Poulsen og pressen den grundlæggende demokratiske proces i EU. Det fremstår, som om danskerne ikke kan få indflydelse på det, der sker i EU. Det er ikke rigtigt
Debat
26. juni 2018

For nylig har man kunnet læse, at EU nu vil sikre to måneders øremærket barsel til mænd. Grundlæggende er det en udmærket idé, men det er desværre ikke rigtigt. For både beskæftigelsesministeren, Troels Lund Poulsen (V), og den danske presse er løbet med en halv vind.

Det er nemlig misvisende, at ministeren og pressen omtaler lovforslaget, som om forslaget er vedtaget. Det er absolut ikke tilfældet. Lovforslaget skal nemlig forhandles på plads med Europa-Parlamentet, og faktisk er forslaget ikke engang blevet stemt igennem parlamentets beskæftigelsesudvalg endnu.

I deres omtale negligerer Troels Lund Poulsen og pressen den grundlæggende demokratiske proces i EU. Det fremstår, som om danskerne ikke kan få indflydelse på det, der sker i EU. Det er ikke rigtigt.

Akkurat som i Folketinget kan man kontakte medlemmerne og gøre sit synspunkt gældende.

Både Ole Christensen (S) og Anders Vistisen (DF) sidder i parlamentets beskæftigelsesudvalg og skal stemme om forslaget, hvor der er stillet mere end 500 ændringsforslag, heriblandt nogle der helt vil fjerne den øremærkede forældreorlov.

Så fat pennen, hvis du mener, at de skal stemme i den ene eller anden retning!

Pressen kunne også have gjort sit forarbejde grundigere. Formidlingen af EU-stof er vigtig, uanset om man er for EU, som jeg selv, eller imod.

Ingen er tjent med et formidlingsniveau som dette, hvor pressen blot er mikrofonholder for ministeren og ikke laver sin research.

Og det er ikke første gang. Hvem husker ikke lakridspiberne og kanelsneglene?

Med Europaparlamentsvalget mindre end et år væk håber jeg virkelig, at dette tilfælde bliver det sidste, så EU-debatten kan blive mere kvalificeret og nuanceret.

Sissel van Run-Kvist, kandidat til Europa-Parlamentet for De Radikale

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Nørgaard

Ad pressens behandling. Både DR og TV2 omtaler den indtil videre principielle eller foreløbige afgørelse som "en afgørelse imod Danmark". Altså en dem mod os afgørelse. Populistisk propaganda, er det udtryk, der falder mig ind, når jeg hører en sådan udlægning. I politik er der mig bekendt tale om holdning mod holdning og ikke om et dem mod os.
Jeg er i europæisk perspektiv tilhænger af, at der etableres øremærket barsel. Det er en holdning og jeg er dansk - altså en dansk holdning - og jeg er ikke den eneste. At regeringen lider nederlag i en sag er ikke identisk med et dansk nederlag og sammenkædningen er populistisk.

Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Egon Stich, Ole Frank og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar
John Christensen

EU skal ikke blande sig i forhold, som vi selv har tradition for at tage os af nationalt - i en delikat balance, imellem lovgivning og aftaler på arbejdsmarkedet.

Sikke et hipe omkring den øremærkede barsel - glem nu ikke, at udlændinge får ret til danske dagpenge efter blot en måneds arbejde i Danmark.
Noget som INGEN har ønsket sig, og som var medvirkende til at et flertal i Storbritanien valgte, at gå Brexit.

Det er ikke spørgsmål som er af overnational betydning, så vidt jeg kan se.
Det er jo i alle tilfælde afhængig af, at befolkningen og virksomhederne betaler deres skat.
Ellers er der ikke noget at udbetale af.

Jeg ønsker ikke en politisk europæisk union, og det spørgsmål har vi aldrig fået lov til at stemme om.

Danmark ud af EU, Daxit følger Brexit.

Søren Nørgaard

@John Christensen
Nu handler denne artikel ikke om et for eller imod EU og det er altså lidt træls at skulle tudes ørerne fulde af den antipati, du udtrykker, ved blot den mindste anledning. Du fremmer ikke din sag derved.
Artiklen handler om politikernes og pressens populistiske antagelser. Kunne du ikke forholde dig til det?

Eva Schwanenflügel, Hans Larsen, Herdis Weins, Egon Stich og Ole Frank anbefalede denne kommentar
niels astrup

Det var så dagens DJØFer.