Kronik

Der er noget ravruskende galt, når så mange børn har det dårligt mentalt

Flere og flere børn får psykiske problemer. Vi er nødt til at indrette skoler og daginstitutioner, så vi ikke først ser dem, når det går helt galt, og i stedet sikre alle børns mentale sundhed
Vi skal have fokus på den brede primære forebyggelse, der hvor børnene er, skriver niels Christian Barkholt.

Vi skal have fokus på den brede primære forebyggelse, der hvor børnene er, skriver niels Christian Barkholt.

Anne Bæk

19. juni 2018

Da Mathias var otte år gammel og gik i 1. klasse, døde hans far af kræft. I den første tid fik Mathias ekstra opmærksomhed, men omsorgen tog hurtigt af. Til gengæld fik han selv større og større vredesudbrud, når noget gik ham på.

Skolen reagerede ikke. De tog ikke fat i ham og havde ingen dialog med hans mor. Først da han kastede en stol efter sin lærer, skete der noget. Det fortæller han selv om i et blogindlæg på Folkeskolen.dk.

Mathias måtte klare sig selv, indtil hans frustrationer førte til vold mod læreren. Han passede ikke ind i de voksnes kategori som »problematisk elev«. Hans egen forklaring på, at de voksne overså et barn i stor sorg, var, at han fulgte godt med fagligt.

I dag identificerer vi udsatte børn ved hjælp af diagnoser og ved at se på deres sociale baggrund. Men udsathed og sårbarhed kommer mange steder fra.

Lektor i sociologi ved Aalborg Universitet Morten Ejrnæs skønner, at vi i daginstitutioner og skoler med brug af almindeligt kendte risikofaktorer kun kan identificere cirka en tredjedel af dem, der senere får alvorlige psykiske problemer.

Selv mener jeg, at der hverken er ressourcer eller kompetencer nok til at tage hånd om flertallet af de sårbare børn og unge.

Flere døjer med psykiske lidelser

Noget er gået helt galt. Vi har med inklusionsreformen i 2013 valgt, at de almene tilbud skal tage sig af langt flere børn med specifikke behov. Men finansieringen er ikke fulgt med, og resultatet er, at vi nu kun har overskud til at tage os af de mest åbenlyse tilfælde som i eksemplet med Mathias.

Vi oplever i disse år en kraftig stigning i antallet af børn, der udvikler mentale udfordringer.

Det er ikke bare diagnoserne inden for ADHD og autismespektret, der eksploderer. Antallet af børn, der bliver diagnosticeret med angst og depression, er tredoblet de seneste 10 år, ifølge Sundhedsdatastyrelsen.

En rapport fra Vidensråd for Forebyggelse fra 2014 kortlagde de foregående 20 års udvikling i danske børn og unges mentale helbred og konkluderede, at udviklingen går i den gale retning.

Tendensen er, at et stigende antal børn og unge har psykiske symptomer og lidelser i relation til mistrivsel. Herunder ensomhed, stress, selvskade, ADHD, spiseforstyrrelser, depression og angst. Der er sket en stigning i både forekomsten af selvrapporterede psykiske symptomer samt i antallet af diagnoser og medicinske behandlinger for psykiske lidelser blandt de 10-24-årige.

Forekomsten af psykoser og selvmordsforsøg er også steget, og antallet af børn og unge diagnosticeret med bulimi er steget. Blandt begge køn ses de største stigninger i andelen med dårligt mentalt helbred i de yngste aldersgrupper.

Tallene for mistrivsel er alarmerende. Desværre er det lige så alarmerende, at der eksisterer så store udfordringer i den offentlige sektor med at lykkes med indsatserne og støtten til børnene.

Hvis ikke vi tager fat om problemet nu, så vil mange af disse børn tage deres mentale sårbarhed med ind i voksenlivet. Det kan vi allerede nu se er tilfældet, når næsten hver fjerde unge kvinde mellem 16 og 24 år døjer med dårligt mentalt helbred, ifølge Sundhedsstyrelsens Nationale Sundhedsprofil fra 2017.

En del af denne voldsomme stigning kan dels henføres til, at der både er en voksende opmærksomhed om mentale udfordringer og heldigvis også en voksende åbenhed omkring dem, som har ført til, at flere tør sige højt, hvordan de har det. Dels spiller de sociale medier også en stor rolle i forhold til at øge de krav, som unge stiller til sig selv.

Men den største stigning stammer nok fra den måde, vi har indrettet vores samfund på.

Vi har gradvist øget presset på børnene. De bliver målt og vejet, fra de er små. Senest har regeringen fundet på, at børn i vuggestuer allerede fra etårsalderen skal have fokus på sprog og demokrati.

Børnene er for samfundet, hvad kanariefuglen er for minearbejderne i kulminen. Når flere og flere børn bliver syge og dratter om, så er der noget ravruskende galt.

Vi skal gentænke indsatsen

Det er på tide, at regeringen og Folketinget sikrer kommunerne muligheden for at handle gennem ny lovgivning, nye initiativer og nye strukturer.

Hvis børn og unge tidligt kommer ind i en positiv udvikling, så øger det sandsynligheden for, at flere får en uddannelse, får et arbejde, får bedre sundhed, begår mindre kriminalitet og har mindre misbrug. Altså er det sund fornuft både menneskeligt og samfundsøkonomisk.

»Når den brede gruppe bliver mere sårbar, så er det fordi, vi ikke er dygtige nok til den tidlige indsats. Det kan pædagoger og lærere ikke favne alene.«

Det hørte jeg en lærer sige på en konference for nylig.

Derfor har vi brug for, at sundhedsplejersker, socialrådgivere og personale fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning tilbringer langt mere tid ude hos børnene på skoler og i dagtilbud.

Disse fagfolk skal være tilgængelige og opsøgende ude i almenområdet i langt større omfang, end tilfældet er i dag. Det, ved vi, vil kunne bremse tidlige problemer og styrke trivsel og læring hos børnene.

Vi skal have fokus på den brede primære forebyggelse, der hvor børnene er.

Dagtilbud og folkeskolen skal være for alle. Det fokus, vi i dag har på de børn, der synligt mistrives, skal vi ikke slække på. Men hvis vi venter på, at deres mistrivsel bliver tydelig som i Mathias’ tilfælde, så er vi både for sent på den, og vi overser en langt større gruppe.

I den svenske lov, elevhälsan, fremgår det, at fire funktioner skal være placeret på hver skole med et klart opdrag og en snitflade til forvaltningen. Alle børn har ret til medicinske, psykologiske, psykosociale og specialpædagogiske kompetencer. I det øjeblik, et barns trivsel eller læring daler på skolen, organiseres et arbejdsfællesskab omkring barnet.

Vi skal have noget lignende i Danmark.

Det skal ikke alene sikre, at barnet har adgang til hjælp, men også at personalet dels kan få løbende sparring og dels kan blive holdt opdateret om forskning og metoder. Det kræver tid og ressourcer, som ikke findes i dag.

Folkeskolen er blevet bedt om at rumme langt flere børn, der har udfordringer med at trives i en almindelig klasse. Det bifalder jeg, da meget tyder på, at alle vinder, når det lykkes. Men det gør det alt for sjældent i dag.

Det er langt fra kun et spørgsmål om penge. Vi skal nytænke, hvordan vi skaber vores organisationer, så vi sikrer, at de forskellige kompetencer bliver placeret der, hvor der er mest brug for dem. Det er sådan, vi kommer til at høste gevinsten af den tidlige indsats.

Vi skal gentænke forebyggelsen ude i skolerne og i dagtilbuddene. Vi skal dygtiggøre personalet i at identificere og arbejde med børn i risiko, vi skal hjælpe børn til at kende deres rettigheder, så de tidligere kan sige fra, og så skal der stilles krav om det tværprofessionelle samarbejde.

Det skal foregå systematisk på alle skoler. I dag foregår det meget varieret og ofte tilfældigt.

Det kan ikke være læreren eller pædagogen alene, der løfter denne opgave. Der er brug for andre kompetencer.

Det er fint, at vi bruger data og måler trivsel, så længe der er givet et samtykke til at bruge dem, men vi skal fastholde fokus på ikke bare at identificere udsatte og sårbare børn, men på at skabe dagtilbud og skoler, der tager hånd om alle børns mentale sundhed.

Ellers vil langt flere som Mathias ende med at kaste stole efter personalet, før vi får øje på dem. Også de ’stille’ piger, der ikke reagerer udadvendt, vil fortsætte med at gå under radaren gennem folkeskolen til gymnasiet, hvor flere og flere af dem knækker i dag.

Niels Christian Barkholt er næstformand i Dansk Socialrådgiverforening

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Kurt Nielsen
  • Viggo Okholm
  • lars søgaard-jensen
  • Morten Hjerl-Hansen
  • Jørn Andersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Ervin Lazar
  • Ditte Lemcke
Torben K L Jensen, Kurt Nielsen, Viggo Okholm, lars søgaard-jensen, Morten Hjerl-Hansen, Jørn Andersen, Eva Schwanenflügel, Ervin Lazar og Ditte Lemcke anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Jeg er meget i tvivl om, hvorvidt mere og større faglighed i institutionerne er løsningen.
Børn skal ikke diagnosticeres og identificeres. De skal føle, at de hører til.
Og nej, jeg har ingen børnefaglig uddannelse, jeg har just bare engang været barn og har set og hørt mange børn siden da.
Måske er det, børnene og de unge har brug for, kærlig opmærksomhed fra deres nærmeste og ikke en hær af fagfolk.
Med al respekt, naturligvis, for alle de tusinder af dygtige fagpersoner, for de KAN og gør helt sikkert stort gavn.

Tommy Mortensen, Mette Poulsen, Anne Eriksen, Søren Roepstorff, Kurt Nielsen, Maria Jensen, Anne Mette Jørgensen, Troels Brøgger, Viggo Okholm, Helene Kristensen, Flemming Berger, lars søgaard-jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Houmøller, Christian De Thurah, Hans Aagaard, Annika Hermansen, Jørn Andersen, Anne Schøtt, Eva Schwanenflügel, Ervin Lazar og Ditte Lemcke anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

19/jun/2018

Således kan et menneskes problemer også opstå ...

Når et barn oplever noget, for barnet traumatisk,
drager det en konklusion og tager derefter en selv-
begrænsende beslutning, gældende for fremtiden.

Hændelsen fortrænges, men den selv-begrænsende
beslutning vil muligvis fortsat styre barnets liv.

Sådanne selv-begrænsende beslutninger bør gen-
findes og (om muligt) ophæves.

Med venlig hilsen
Claus Bødtcher-Hansen
Gestaltterapeut

Annika Hermansen

Hvor blev Mathias' mor af? Hvorfor var der ingen, der talte med hende om hvad Mathias havde brug for? Hvordan kan det være at hun ikke formåede at møde sin søns sorg. Professionelle kan og skal aldrig erstatte forældrene.

Mette Poulsen, Kurt Nielsen, H M, Anne Mette Jørgensen, Hans Houmøller og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Torben Jensen

Der er intet galt med folkeskolen - Skolereformen kører lige efter planen fra de oprindelige ophavere. Corydon står for konkurrencesamfundet. Et konkurrencesamfund har tabere og vindere - ellers ville det være kedeligt at se fodboldkampe, som altid ender uafgjort.

Hans Houmøller

Pendulet er svinget alt for langt ud til den forkerte side. Tidligere var der bedre muligheder for at hjælpe, men som forholdene er nu efter i klusil og såkaldt reform af folkeskolen er det simpelthen ikke de nødvendige resourcer, hverken med hensyn til økonomi eller personale.
Løsningen ligger selvfølgelig i øgede resourcer bredt set.

Anne Eriksen, Anne Mette Jørgensen og Kurt Andersen anbefalede denne kommentar
Kurt Andersen

Det er fuldstændig korrekt at det børn har brug for er kærlighed, omsorg, tryghed og sikkerhed. Vi identificerer så de udsatte børn på, at de mangler en eller flere af disse væsentlige emner. Og så har de brug for professionel hjælp til enten at få det de mangler og/eller hjælp til at deres forældre lærer at give dem dette. Men denne indsats kræver øgede ressourcer og professionelle socialarbejdere som har kompetencer til dette. Uvæsen

Anne Mette Jørgensen

Der hersker en berøringsangst hos os alle der ser et barn i mistrivsel. Alle ved udmærket, at der er for lidt tid og overskud til at være forældre. Og kun de børn, som alle nemt kan udse som truede, fordi deres forældre er Kh. modtagere eller i forvejen er i systemets kafkas system bliver opdaget. Og når de bliver, får de en helvedes dårlig behandling som i værste fald kun gør alt værre. Til oplysning, så var der fejl i 77 børnesager ud af 77 i kbh. kommune i 2016 eller var det 17.
Men de mange, som i dag er børn af forældre med akademiske uddannelser og snakketøjet i orden får ingen hjælp. De er rene, får madpakken med og har lavet deres lektier. De burde være klogere, men narcissist sygdommen har overtaget de "voksnes" hjerner.
At Børn så ikke kan sidde stille, sover dårligt og for lidt, bliver skældt ud og er ensomme og ulykkelige ser ingen. Forældrene bliver skilt, får nye samlevere og børnene forventes at elske den nye" mor/Far"
Børn skal lære om klimaforandringer, sund mad, stopprøver fra 1. klasse, og forstå,at forældrenes arbejde er vigtigere end dem.
Ingen legekammerater uden overvågning i institution. Ingen sanglege, boldspil og sjipperi eller lege skjul.
Jeg vil ikke have kvinderne tilbage som husmødre, men en langt kortere arbejdsdag for alle ville afstedkomme langt mere ro. Døgnet har altså kun 24 timer, så fat det dog.

Jørn Andersen, Anne Eriksen, Kurt Nielsen, Maria Jensen og H M anbefalede denne kommentar
Anders Beich

Kære Niels Christian Barkholt. Du skriver at "Vi skal dygtiggøre personalet i at identificere og arbejde med børn i risiko".
Selvfølgelig skal vi forsøge at hjælpe kanariefuglene til at komme op på pinden igen, men vi kan jo ikke følge med på individniveau i vores samfund længere. Du bruger det rette billede, men den indsats du beskriver er jo ikke primært forebyggende.
Vi bliver nødt til at bede politikerne om at mene noget der bygger på værdier i stedet for at have målingsmeninger. Vi bliver nødt til at bede dem der sidder med nøglen til samfundets indretning om at stoppe individualiseringen, konkurrencen, målesygen, og driften af samfundet som om det var en købmandsbutik. Hvis institutioner og skoler skal bidrage med noget til forebyggelsen af mistrivsel og psykiske problemer og sygdomme hos børn, så skal der nok satses mere på aktiviteter der fremmer socialisering, fællesskab, venskab og fælles aktiviteter - altså in real reality.
I dag er uønsket ensomhed og manglende sociale interaktioner ved at overhale tobaksrygning som de største risikofaktorer for menneskets sundhed - og det løser hverken terapeuter, psykologer, pædagoger, lærere, læger eller andre fagpersoner på tomandshånd
mvh
Anders Beich

Nanna Boysen, Tommy Mortensen, Jørn Andersen, Anne Eriksen, Bjarne Bisgaard Jensen, Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Maria Jensen, Søs Dalgaard Jensen og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Anders Beich.
Netop, individualiseringen er vor tids svøbe samt den herskende mening om, at vi alle skal hjælpes ad socialrådgivere, psykologer og psykiatere til at indse at vi bare skal spise sundere, gå til mindfulness og læse en masse selvhjælpsbøger. Vi kan jo også få besøg af lægen i DR, der nok skal lære os den rigtige måde at leve på.
Det er jo for fanden strukturen og konkurrencesamfundet det er galt med.
Socialrådgivere vil ikke have autorisation, og ingen har endnu givet en ordentlig forklaring.
Det vil de selvfølgelig ikke, fordi de udmærket ved, at de ikke overholder loven.
Stakkels børn, hvis de da overlever en verden med mere og mere stupiditet.
Børn skal have nære relationer, og empati og tid. Det sker ikke på et kontor med en skærm foran.

Anne Eriksen, Ebbe Overbye, Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Anne Schøtt, Maria Jensen og Søs Dalgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Maria Jensen

De bliver institutionaliseret i en alder af seks måneder. Mange af dem har to bopæle og to familier med forskellige regler og normer. I skolen færdes de i et uforudsigelig og kaotisk miljø, hvor der aldrig opstår en daglig rutine med et fast skoleskema, og hvor det bliver betragtet som et sygdomstegn, at man har brug for ro til at koncentrere sig. De skal leve op til allehånde uigennemskuelige krav, ikke bare til deres faglige præstation, men i lige så høj grad til deres personlighed og menneskelige egenskaber. Jeg tror at det sidste er det mest stressende.

Jørn Andersen, Kurt Nielsen og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar
Kurt Nielsen

Det er egentlig sjovt, ikke? - At børn tilsyneladende har brug for det samme som mennesker: at blive set, hørt og forstået. Nå, pyt, who cares?

Anne Eriksen

Hørte noget positivt i dag - en bog - skrevet af Ralf Hemmingsen, psykiater og tidligere rektor. Han tager fat om styringen og velfærdsstaten, den hensygnende sådan.
"Politiske ambitioner og ledelse er afløst af teknokratisk styring af samfundsøkonomien, og bureaukratiske ledelseslag truer med at kvæle den faglige innovation og udvikling i sundhedssektoren og snart også resten af den offentlige sektor"

Lige nu er der endnu mere styring på trapperne - NPM er ikke på retræte, tværtimod. Toppen er ikke fagfolk, men økonomer. Bliver dette ikke ændret, så dør fagligheden og man kan fortsætte med at sende sorteper rundt i manegen...

Tommy Mortensen, Kurt Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Selvfølgelig spiller det ind, når der er for få/for dårligt personale, men selv hvis det var på plads, ville der være store problemer: børn kan nemlig ikke tåle wifi og mobiltelefoner ved øret.
Temmelig mange valide studier viser det . inkl at udvikle både ADHD- og autismelignende symptomer. Og f.eks. har Frankrig forbudt det i sine institutioner for små børn.
Det ville naturligvis være endnu bedre, hvis forældre også undlod at udsætte dem for det i hjemmet.
Sluk wifi på routeren og benyt kabler.

Tommy Mortensen

Der er noget ravruskende galt, når børn får dikteret alt, hvad de skal. Når alt foregår efter et voksent mindset, og der ikke bliver lyttet til dem.
Den vigtigste lære fra børnehave og skole må være at lære at tackle sin frihed godt!
Det primære i den nye skolereform er desværre, at "børn skal udfordres, så de kan blive så dygtige, de kan." - Hvad med at lade dem være børn først? Undersøge og lege mere på egne præmisser, uden voksenudfordringsparadigmet ind over. Og så hold dog op med at kalde børns problemer for udfordringer. Udfordringer skulle jo gerne pr. definition være spændende, som fx sport er for nogle.
Der er noget ravruskende galt med mål og retning i dette samfund: Målet er mere velstand end velfærd, og retningen er ensretning i en fandens fart. Føj!