Kommentar

Regeringen forvrænger sandheden om de ikke-jobparate kontanthjælpsmodtagere

I regeringens nyligt lancerede udspil lyder det, at landets kommuner vurderer, at kun en lille del af kontanthjælpsmodtagerne kan arbejde. Men det er ikke rigtigt
»Det problem, som igen og igen tegnes op er, at en meget stor overvægt af de arbejdsløse bliver kategoriseret som nogle, der ikke kan arbejde. Og det er et problem, der passer som fod i hose til de løsninger, man ønsker at benytte: mere pres på for at kategorisere en større del af borgerne som jobparate.« skriver Mathias Herup Nielsen.

»Det problem, som igen og igen tegnes op er, at en meget stor overvægt af de arbejdsløse bliver kategoriseret som nogle, der ikke kan arbejde. Og det er et problem, der passer som fod i hose til de løsninger, man ønsker at benytte: mere pres på for at kategorisere en større del af borgerne som jobparate.« skriver Mathias Herup Nielsen.

Esben Salling

21. juni 2018

Politik er ikke kun et spørgsmål om at finde løsninger på allerede eksisterende problemer. Det er ligeså meget et spørgsmål om at konstruere problemer, der siden kalder på at blive løst. Og nogle af de mest effektive redskaber til at konstruere sådanne problemer er tal og klassificeringer.

Et skoleeksempel er de tilbagevendende henvisninger til, at landets kommuner godmodigt vurderer, at langt hovedparten af de borgere, der ansøger om kontanthjælp, ikke er parate til at arbejde. Da regeringen for nylig foreslog at omklassificere mere end 20.000 af landets ikkejobparate kontanthjælpsmodtagere for i stedet at gøre dem jobparate, skete det netop ved at henvise til, at kommuner visiterer langt de fleste kontanthjælpsmodtagere som ikke-jobparate. Som der stod i udspillet:

»Syv ud af ti kontanthjælpsmodtagere bliver i dag visiteret som aktivitetsparate og står dermed ikke til rådighed for det danske arbejdsmarked.« Aktivitetsparate er navnet på dem, der vurderes at have betydelige problemer ud over ledighed.

Lignende tal kom sidste efterår fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA), som i en rapport konkluderede, at »Jobcentrene vurderer, at hver tredje på kontanthjælp er parat til at tage et fuldtidsjob, mens to ud af tre bliver vurderet aktivitetsparate.« Og sidste forår hævdede Cepos, at alt for mange unge kontanthjælpsmodtagere bliver erklæret ikke-jobparate.

Cheføkonom Mads Lundby Hansen skrev dengang i Berlingske, at »sidste år var 43.000 unge under 30 år på kontanthjælp. De 26.000(!) blev erklæret ikkejobparate. Det vil sige, at 61 pct. af de unge kontanthjælpsmodtagere kan – ifølge sagsbehandleren – ikke bestride et job«.

Det problem, som igen og igen tegnes op, er altså, at en meget stor overvægt af de arbejdsløse bliver kategoriseret som nogle, der ikke kan arbejde. Og det er et problem, der passer som fod i hose til de løsninger, man ønsker at benytte: mere pres på for at kategorisere en større del af borgerne som jobparate.

Men som manges samfundsfagslærere formentlig har sagt med et slidt Mark Twain-citat, findes der løgn, forbandet løgn og statistik. Tallene tegner et kreativt billede af et problem, som det er svært at få øje på for den, der går tallene efter.

Regeringen bruger misledende tal

For at nå frem til, at kommunerne vurderer, at langt hovedparten ikke kan arbejde, trækker regeringen, Cepos og DA på tal for såkaldte fuldtidspersoner i kontanthjælpssystemet.

De tal fortæller, hvor mange henholdsvis jobparate og aktivitetsparate personer, der over en given periode i gennemsnit befinder sig i systemet. De er gode til mange ting, men de er ubrugelige som indikatorer for, hvordan kommunerne faktisk vurderer de borgere, der løbende henvender sig og søger om hjælp.

Problemet er for det første, at man medtæller alle de mennesker, der allerede var i systemet, ved den målte periodes begyndelse – og som derfor allerede var kategoriseret forud for den periode, man ønsker at vide noget om.

Og for det andet, at personer, der er i systemet i lang tid, tæller langt mere i denne statistik, end personer, der kun er i systemet i kort tid. En person, der har været i systemet i ét år tæller således med 52 gange så stor en vægt som en person, der kun har været i systemet i en uge.

Personer, som er udsatte, er gennemsnitligt i systemet i langt længere tid, end personer, der er jobparate. Det er ikke så underligt, for de jobparate har typisk bedre muligheder for at forlade systemet hurtigt, mens de udgange, som de mere udsatte borgere plejede at benytte sig af, er blokerede eller i al fald langt sværere at nå – f.eks. igennem den meget markante begrænsning i antallet af tildelte førtidspensioner.

Der skal derfor en del flere jobparate til for at tælle for én fuldtidsperson, end tilfældet er for de aktivitetsparate. Et stort antal jobparate personer bliver til en relativt lille andel fuldtidspersoner, mens langt færre aktivitetsparate bliver til en relativt stor andel fuldtidspersoner.

Ser man i stedet på, hvor mange personer, der i hele 2017 rent faktisk påbegyndte et forløb med en kontanthjælpsydelse, får man et billede, som er en næsten eksakt spejlvending af regeringens tal:

Af de i alt ca. 70.000 påbegyndte forløb med enten kontant- eller uddannelseshjælp i 2017 var lidt over 70 procent netop vurderet til at være job- eller uddannelsesparate. Tallet er nogenlunde stabilt, men har over en længere periode endda været jævnt stigende.

Det er en sejlivet myte, at kommuner godmodigt vurderer langt hovedparten af kontanthjælpsmodtagerne som ikkeparate til job. En myte, der optegner lige præcis det problem, som den siddende regerings politik hævder at kunne løse.

For den, der kun har en hammer, begynder alle problemer at ligne et søm.

Mathias Herup Nielsen er postdoc ved institut for Statskundskab, Aalborg Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Andersen
  • ingemaje lange
  • Flemming Berger
  • Anne Eriksen
  • Ib Christensen
  • Ole Henriksen
  • Eva Schwanenflügel
  • Ebbe Overbye
  • Carsten Munk
  • Katrine Damm
  • Per Klüver
  • Werner Gass
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Dorte Sørensen
  • Hans Ditlev Nissen
Søren Andersen, ingemaje lange, Flemming Berger, Anne Eriksen, Ib Christensen, Ole Henriksen, Eva Schwanenflügel, Ebbe Overbye, Carsten Munk, Katrine Damm, Per Klüver, Werner Gass, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Dorte Sørensen og Hans Ditlev Nissen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Det er med statistik, som med en bikini.
Den viser da meget, men skjuler ofte noget ganske væsentligt.

Mogens Holme, Steen K Petersen, Karsten Aaen, Anne Eriksen, Ole Frank, Ib Christensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
John Christensen

Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge - er fortsat regeringens mantra.

Steffen Gliese, Lars Løfgren, Mogens Holme, Steen K Petersen, Karsten Aaen, Anne Eriksen, Ole Frank, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Hvis det Mathias Herup Nielsen fortæller er rigtigt, så er regeringen med CEPOS og DI på hjul, ude i decideret løgn og ikke bare kreativ brug af statistik.

Brian W. Andersen, Steen K Petersen, Torben Skov, Karsten Aaen, Anne Eriksen, Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Poul Genefke-Thye

Anbefalet læsning for alle, der interesserer sig for samfundsforhold:
Darrell Huff "How to Lie With Statistics"

Ib Christensen

Det er frygteligt!
Der er så megen dårlig ledelse i dag, hvor folk får at vide, at kan de ikke få 2+2 til at give 5 så er det dem der er ukvalificeret.
Vi betaler knap en milliarder mere i løntilskud for hjælp til vores ukvalificerede landsmænd, end vi betalte erhvervslivet året før. Så er det ikke hjælp vi får for pengene, når udgifter og behov stiger.
Og de er allerede irriteret over alle de unødvendige jobsøgende.

Til gengæld, i udbud og efterspørgselens navn, så kan vi andre flytte rundt på arbejdsmarkedet i et forgæves forsøg på at finde en kvalificeret arbejdsgiver.

Torben Skov, Steffen Gliese, Steen K Petersen, Karsten Aaen, Anne Eriksen, Kim Houmøller, Lise Lotte Rahbek og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Godt udtryk ib : 'kvalificeret arbejdsgiver' - for det er i ligeså høj grad arbejdsmarkedet, der ikke passer til mennesker, som det er omvendt.

Men vores kære ledere har skyklapper på, når det handler om ressourceadministration. De kan kun få øje på vækst-og konkurrencesamfundet, som er en selvdød, stinkende sild - og samtidig er de kære ledere ikke bange for at score kæmpebonusser, løn, pensioner mv til sig selv. Senest direktøren for sundhedsportalen med 100.000 for arbejde, der får dumpekarakter.

Men pøbelen må nøjes med krummerne fra de riges bord. Hvorfor er vores ledere så miljø-og soioøkonomisk uintelligente og uansvarlige ... svaret blæser stadig i vinden, men hvis nogen spurgte, har jeg da nogen bud

Peter Sterling

Der råder en økonomisk grådighed og deraf social kaos, som udøves af Regeringen, Cepos og DA; de ser aldrig mennesket og de er aldrig i tvivl. Fordelen ved tvivl er, at man kan tænke sig om endnu engang, skifte mening når det er det rette at gøre.

Der er tale om mennesker som har betydelige problemer og derfor ikke er i arbejde. De sættes på en ydmygende lav kontanthjælpsydelse og behandles som om de ikke er rigtige, værdige borgere.

Vi skal give de socialt sårbare muligheden for at sige fra, og skabe et retssystem hvor vi kan sige til dem: Giv aldrig nogen tilladelse til at misbruge dig. Stå op for dig selv og kræv din ret, fordi nu findes der et retssystem som også gælder for dig. I dag er det kun udøverne af misbruget som har retten fordi de har magten, de socialt sårbare har ingen, de er reelt udenfor loven.

De socialt sårbare ønsker at blive behandlet med den respekt, de fortjener under det nuværende system. De vil have at de politikere, embedsmænd, konsulentfirmaer, og lobbyfirmaer der forbryder sig imod deres integritet, og træder på deres selvrespekt, dem som gjorde dette mod dem, bliver straffet.

De socialt sårbare har ret til at være syge, sårbare og i perioder uarbejdsdygtige. De fleste mennesker er sociale væsener, fordi solidaritet er relateret til det menneskelige samfund. Når de socialt sårbare ser en anden person som er sårbar, er impulsen at beskytte dem, ikke at bruge det imod dem, de socialt sårbare slår ikke på andre mennesker, bare fordi de kan.

Vi skal som borgere have tillid til, at hvad der sker i øjeblikket med de socialt sårbare, aldrig sker igen. Når grundlæggende menneskelige behov for en anstændig indtægt ignoreres, skal alle råbe op. Desuden skal der gives erstatning for mishandlingen, de skal have tilbagebetaling af hvad de ikke fik, og for den psykisk skade de har været udsat for.

Vi skal slå os sammen og alle sige fra hvis bare én rammes, for magtmisbrug er den værste form for korruption og råddenskab.

Regeringen bruger misledende tal. For at undgå ansvarlighed for sine forbrydelser gør politikerne alt for at ramme dem som er mest magteløse. Til dette formål fremhæver politikerne et imponerende udvalg af argumenter, fra den mest åbenlyse benægtelse til den mest sofistikerede og elegante rationalisering.

De langsigtede sociale konsekvenser af den ydmygende sociale kontrol og den manglende retsstilling, rammer de socialt sårbare med forværret helbred, øget stress og dalende økonomi. Samtidigt oplever de at magtudøverne forsøger at sikre sig, at ingen lytter, at TV ikke viser de mange misbrug.

Politik er i dag et spørgsmål om at de stærke altid træder på de svage, at dem som har magten altid misbruger den, og lader det gå ud over de socialt sårbare. Bedrag, forvrængede sandheder og privilegerede hemmeligheder er fælles aspekter af misbrugspolitikken. Arbejdsløshed bliver fremstillet og omtalt som en personlige svaghed og uansvarlighed for de berørte.

Der er ingen tvivl om at magthaverne nyder magten mens det står på.

Misbrug har mange ansigter, det handler om at udnytte andre til billig arbejdskraft, at fjerne en arbejdstagers valgfrihed, eller bare manipulere vedkommende, eller skabe tilstande med ydmygende kontrol. Chefer udstyres med magt til at straffe dem som ikke er i stand til at overholde reglerne. Oftest sker misbruget ved at manipulere dem udenfor arbejdsmarkedet, og behandle dem som om at de er en værdiløs ting, et tal og ikke en person.

Ib Christensen, Torben Skov, Steffen Gliese, Ebbe Overbye, Brian W. Andersen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Brian W. Andersen

@ Jan Skovgaard Jensen

Hvis man gider at gøre indsatsen, så er det faktisk ret let at kontrollere Mathias Herup Nielsens her givne oplysninger i Statistikbanken og det offentliges pligtarkiver. Jeg gør det selv løbende mindst et par gange om året og er for længe siden nået til samme konklusion som Mathias Herup Nielsen, hvilket også er helt samstemmende med de fakta jeg førstehånds har haft adgang til igennem 3 årtiers socialt arbejde.

Der bliver løjet groft, meget og vedholdende fokuseret på de ca. 3-5% svageste 18-64-årige i befolkningen og Mathias Herup Nielsen har ganske ret i at politik her er et spørgsmål om at konstruere problemer, der siden kalder på at blive løst, men det er hel del mere end det. Alt for meget til at jeg kan samle det her, fordi man siden årtusindskiftet konsekvent har brugt og fortsat bruger "løsninger" på de konstruerede problemer, som medfører nye både ægte og konstruerede problemer, der kalder på at blive løst. Hvis man skal spørge om hvorfor dette er blevet gjort og fortsat gøres, så søges svarene lettest i i de danske love, der nu indeholder så mange paragraffer og kontraparagraffer at jo længere man bevæger sig ned ad den socialøkonomiske rangstige, jo mere umuligt bliver det ikke at overtræde en lov. Det hedder sig at "med lov skal land bygges", så det er her man skal spørge hvilket Danmark disse enorme og sindrigt komplekse lovkonstruktioner skal og er ved at bygge.

Hvad kontanthjælpsmodtagere, der her betyder alle som modtager en ydelse under Lov om Aktiv Socialpolitik, angår, så er der i dag lige præcis nul personer som ikke er lovovertrædere. For dem kan det nemlig slet ikke lade sig gøre at overholde et lovkrav uden at det automatisk medfører en overtrædelse af et andet. Overtrædelser er gjort administrativt strafbare, hvormed også magtens tredeling er brudt, så udøvende og dømmende magt er en og samme. Alle burde her spørge om hvorfor og hvad det bruges til, eftersom "kontanthjælp" er samfundets blandede skraldespand som over halvdelen af befolkningen kan risikere at falde i. Længerevarende arbejdsløshed, sociale problemer, ulykker med personskade, alvorlig sygdom, kriminalitet (både udøvere og ofre), asylsøgning, handicap og et par ting mere, er alle ting, der kan sende en direkte i denne skraldespand, hvor kun et eneste fællestræk gælder; "man kan ikke forsørge sig selv igennem arbejdsindkomst eller kapitalindkomst". Et par gode spørgsmål at starte med, er at spørge om hvad der opnås ved de facto at kriminalisere alle her og hvem det opnås af.

Det haster med at få alle til at stille spørgsmål, fordi en af de ting man opnår, er at man kan benytte de undtagelser, der er indskrevet i menneskerettighederne og til dels i grundloven som gælder overfor kriminelle og andre som er til fare for fællesskabet og/eller nationens sikkerhed, overfor helt almindelige borgere, der ikke har begået andet end at have været uheldige i livet. Via dette politisk juridiske trick kan der lovligt bruges tvang, overtrædelse af retten til privatliv, frihedsretten og endda forhold, som normalt ville blive kategoriseret som psykisk vold og fysisk tortur, hvis de havde optrådt under andre omstændigheder. De to mest geniale ting ved dette smuthul er at man har formået at placere de fleste af disse tiltag under betegnelsen "hjælp" og at det hele er konstrueret i en størrelse, kompleksitet og uhyrlighed, så alle, der ikke ser det helt tæt på, umuligt kan tro på at sådanne ting sker, fordi det passer så lidt til deres billede af Danmark at hjernen låses fast i psykologisk backfire effekt.

Det haster meget med både spørgsmål og svar, fordi de samme sindrige lovkonstruktioner hastigt breder sig til alle politiske områder. Det burde f.eks. være åbenlyst for alle at Regeringens ghettoplan ikke rammer specifikt på hverken indvandrere eller parallelsamfund, men meget præcist rammer alle ydelsesmodtagere, hvoraf dem under Aktivloven er de mest sårbare. Der sker noget mindre kendt i sundhedslovgivningen, som set sammen med de øvrige forhold, er langt mere uhyggeligt, selvom det, som det er kendetegnet for det meste her, ser pænt og uskyldigt ud på papiret. Det hedder "KRAM-screening og intervention" og er koblet sammen med at sundhedspersonale har retten (og incitamentet) til at fralægge sig ansvar for en patients behandling, hvis denne efter en intervention ikke opfylder kravene i KRAM-modellen. I praksis er det en udsmidning fra sundhedsbehandling på nær akut livreddende hjælp.

Her er det sværere at gennemskue at dette også hører med i love-kontralove tricket og mange vil sikkert finde det rimeligt at at sundhedssystemet beskytter skatteborgere imod at betale for hvad der ofte regnes for selvpåførte livsstilssygdomme. Ikke desto mindre er det et effektivt værktøj til at fjerne de omkostningstunge syge kontanthjælpsmodtagere fra sundhedssystemet og overlade dem til sig selv. Ikke bare kan man sortere folk med misbrugsproblemer ud af en række behandlingsforløb, men også mange med kroniske sygdomme, skader og handicap, fordi prisen i kroner for at opretholde en minimal bolig, betale egenbetalingen på medicin og transport og overholde kravene i en KRAM-intervention er højere end nettoindkomsten på de fleste ydelser i Aktivloven.
Det bliver "bedre" endnu, fordi der er endnu en smart krølle i lovgivningen. Kontanthjælpsmodtagere er lovbundet til at skulle bruge alle muligheder i sundhedssystemet for at opfylde deres pligt til en jobrettet indsats. Syge, der ikke gør dette, mister både retten til at søge fleksjob eller førtidspension og kan også fratages deres kontanthjælpsydelse som straf for "selv at have fravalgt" den behandling, der kan bringe dem tættere på arbejdsmarkedet.

Meget snart kommer Regeringens "Sammenhængsreform", der bl.a. indfører en "forenkling" af sanktionsstraffene i Aktivloven, som medfører at 1 dags manglende opfyldelse af rådighedskravene udløser godt 1,8 dags tab i indkomst, samt flere skærpelser af rådighedskravene og yderligere ophævelse af sygdomsbegrebet.

Alle disse ting er kun en lille del af hele billedet, men nogle du selv kan bekræfte som faktuelt sande ved at bruge din alm. borgeradgang til det offentliges datakilder. Den sværeste kunst er at tro på det du ser. Du kan kigge på fakta igen og igen, men har du bare lidt moral, empati og humanisme, så vil din tanker flygte ud efter alle mulige forklaringer, som kan fortælle dig at du ser noget andet end det du ser. Det er faktisk lettere og det føles langt tryggere at tro på løgnene, men det er uendeligt farligt for hele samfundet at gøre dette.

Spørgsmålene om hvilket Danmark vi er ved at bygge og for hvilken pris vi bygger det, skal stilles og vi er desværre meget tæt på det tidspunkt, hvor "bordet fanger" og det er for sent at stille dem. Det vi bygger på lige nu, er et stærkt ulige klassesamfund baseret på en vækstorienteret blanding af trickle-down-økonomi og casino-økonomi, hvori der ikke gives demokratiets beskyttelse imod flertallets overgreb på minoriteter, men hvor pengestærke minoriteter kan kan købe sig til både beskyttelse og til kontrol over andre. Prisen for sådan et samfund skal ikke måles i penge, men i liv.

Ib Christensen, David Adam, Torben Skov, Steffen Gliese og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Brian W. Andersen

@ Peter Sterling

Det fik du skrevet meget præcist og rammende. Man kan næsten høre råbet "Who is John Galt?" runge igennem den tunge socialdarwinisme.