Kronik

Sæt kvindernes sexlyst fri – og lad dem selv tage ansvar for konsekvenserne

Det er tabu, især for mødre, at sige, at de vælger at følge deres egne seksuelle lyster frem for hensynet til deres børns trivsel. Alligevel forekommer det i det skjulte hver dag
Det må blive en ’lov’ for kvinder, at de skal sige højt og tydeligt ja!

Det må blive en ’lov’ for kvinder, at de skal sige højt og tydeligt ja!

23. juni 2018

Børnene sover på deres værelse. Mor og far ligger i ægtesengen. Natten er blå bag gardinerne. Han lægger sig tæt ind til hende. Hun vender sig væk. Så siger hun det, lavmælt og ned i puden:

»Jeg er blevet forelsket i en anden.«

Det er trist – og ikke helt sandt. Sandheden er, at hun ikke begærer ham længere. Det er en anden, hun tænder på.

Hvad sker der så?

Under #MeToo har vi levet i en syndflod af sager om uønsket seksuel opmærksomhed. Endelig har vi fået et klima, hvor det er blevet i orden at sige fra over for magtmænds uønskede seksuelle tilnærmelser. Derimod har der været mærkeligt tavst omkring kvinders seksuelle lyster, selv om kvinders begær er en lige så stærk kraft som mænds og lige så positiv – men potentielt også lige så destruktiv. Og lige så vanskelig at håndtere etisk og moralsk.

Det er ikke let at være menneske, hverken mand eller kvinde. Men #MeToo har med al tydelighed vist, at det er sværest at være kvinde. Der er fortsat langt til fuld ligebehandling. Rettighederne er navnlig ulige fordelt på to områder: økonomien og det seksuelle.

Uregerlig drift

Så længe der har eksisteret samfund, har der også været regler for at kontrollere sexlysten. Seksualdriften skaber næsten altid vanskeligheder. Det er en kraft, som driver os ud i irrationelle, men vidunderlige handlinger. Den passer ikke ind i et reguleret samfundsliv, og samfund har igennem årtusinder fundet de mest sælsomme måder at regulere lysten på.

Oftest har det været kvindernes sexlyst, som er blevet hårdest reguleret, for de skal passe børn og må ikke tænde på andre end deres ægtemand, hvis ikke samfundet skal gå i opløsning og børnene blive udsat for utryghed. Men hvem skal lave reglerne, når Gud er død?

Det kan se ud til, at der i praksis gælder et sæt moralske regler for sexlivet og et andet for resten af livet, og at de to dele er af adskilt fra hinanden.

#MeToo-mændene er et eksempel. Vi har indtil nu ment, at det ikke nødvendigvis betyder, at personen er ond, det er kun lige på dette område, at han ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt – på andre er han vældig dygtig. Som om en person, der tvinger sig til sex, ikke også kunne finde på at tvinge sig til andet. Som om en, der udnytter sin position på ét område, ikke også kunne finde på at udnytte den på andre.

På det seksuelle område har det været moralsk acceptabelt at være hensynsløs – at tage, hvad man vil have. Også en kvinde har ’lov’ til at ødelægge et ægteskab for at score den mand, hun begærer. På alle andre områder af livet er det moralsk uacceptabelt at være hensynsløs, selv om man har lyst.

#MeToo har ført mand og kvinde og disse to adskilte moralsæt tættere på hinanden. Harvey Weinstein måtte trække sig, skandaliseret. Modbydelig opførsel på det ene område smitter pludselig af på den generelle opfattelse af et menneske.

Kvindelige erobrere

Det er blevet ekstremt vigtigt for kvinder at være sexede.

Efter en kort periode i 1970’erne uden bh uanset brystmål og med hår under armene og på benene var det pludselig slut. Det blev skamfuldt ikke at være sexet, især hvis man var feminist. Denne ene side af kvinders værdi har fået stadig mere vægt, samtidig med at kvinder har opnået en større formel værdi og magt i samfundet.

Nu har dette at være attraktiv seksuelt selvfølgelig altid været grundlæggende vigtigt for begge køn. Det styrer vores liv og med god grund. Men at det også er lige så vigtigt for en kvinde at have retten til at vælge selv og ikke bare blive valgt, at udvælge sig en mand og erobre ham uden at føle skam derover – det er ikke lige så indlysende. Retten til at sige jeg vil have dig’ – ikke bare jeg ønsker, at du vil have mig’.

Tv-serien Skam viste tydeligt, at den erobrende tilgang fortsat ikke er i orden for unge piger. Så bliver de kaldt for luder. Så pas på, vær ikke for pågående, det er ham, som vælger, jeg kan kun tage sexet tøj på, sminke mig og optræde sexet og småpornografisk for at få ham til at vælge mig.

Hvordan skal mænd kunne vide, at et nej er et nej, når signalerne kan være så lidt forskellige? Både ved at signalere at være for villig eller for uvillig risikerer kvinden at støde en attraktiv mand fra sig – begge dele kan være belagt med skam.

Derfor må det blive en ’lov’ for kvinder, at de skal sige højt og tydeligt ’ja!’ Bliver det ikke sådan, vil det nogle gange fortsat være vanskeligt at tage et nej for et nej.

Dette hænger selvfølgelig sammen med det mindst 4.000 år gamle faktum, at kvinders eneste vej til position, magt, velstand og mad på bordet var at blive valgt af en mand, som besad noget af dette og kunne give hende andel i det. Uden at være seksuelt attraktiv for en mand, således at han valgte hende, var kvinden dømt til en elendig skyggetilværelse som gammeljomfru og pebermø – en byrde for resten af familien og en kilde til skam. En meget afgørende del af kvinders værdi, vigtigere for kvinder end for mænd, har været, at vi er begærbare.

Privat moralsk morads

Men nu behøver det ikke at være sådan længere. Kvinder i Norden kan selv skaffe sig mad, penge og position. Og alligevel virker det, som om det er blevet endnu vigtigere at være seksuelt attraktiv og blive valgt. Hvorfor?

Da den første digter, vi har registreret historisk, Enheduanna, levede i Mellemøsten for 4.300 år siden, var det anderledes. I flere digte beskriver denne ypperstepræstinde, hvordan hun begærer sin elsker. Dengang var det altså mænd, som var lækre og fristende, mens kvinders begær ikke var skambelagt og forbudt. Men gradvis blev patriarkatet indført. Og 1.700 år senere, i antikkens Taleban-stater i det gamle Grækenland, var kvinder blevet mænds ejendom med forbud mod at begære andre end deres ejer.

Men vi lever vel ikke i et patriarkat længere?

Og alligevel kan vi altså ikke selv finde ud af at vælge mænd som aktivt begærende – dig vil jeg have, jeg synes, du er skøn – uden at forholde os til skam. Kvinders seksuelle frihed vil ikke være reel, før dette har ændret sig. Men det må være en frihed under ansvar.

For det er ikke let at være menneske. Hvad sker der, når kvinden i ægtesengen vender sig væk, fordi hun har fået lyst til en anden? Så ligger der fortsat to børn og sover i børneværelset. Når dagen gryr, og forældrene skal skilles, kommer de til at bære konsekvenserne af forældrenes seksuelle lyst og mangel på lyst. Børn har ikke lyst til skilsmisse. Det holder næppe som et argument over for hverken børn, kvinder og mænd at sige: ’Jeg havde lyst, så derfor måtte jeg være utro’. Eller: ’Jeg havde ikke lyst til dig længere. Derfor måtte vi skilles, for det er skadeligt ikke at følge sine følelser’.

Det er tabu, især for mødre, at sige, at de vælger at følge deres egne seksuelle lyster frem for hensynet til deres børns trivsel. Alligevel forekommer dette i det skjulte hver dag, for oftest er det kvinder, som tager initiativ til skilsmisse. Men seksuel lyst er næppe en hellig og indiskutabel størrelse.

Når kvinders og mænds seksuelle nydelse bliver lige legitim, vil de selvfølgelig også skulle deles ligeligt om det store ansvar for de vanskeligheder, som begæret kan skabe for andre, og navnlig for børn.

I min seneste roman Bjørnejegerskens bekjennelser udbryder hovedpersonen i et plaget øjeblik: »Kan nogen opfinde en bæredygtig seksualmoral i p-pillernes tid, uden en gud, og som stiller begge køn lige, men ikke skader den opvoksende generation?«

Er der nogen, som kan påtage sig dette opdrag? Det er tiltrængt at tage hul på en fælles samtale om de holdepunkter, vi kan gribe om i dette sammenrod af natur og kultur – nu efter p-pille-revolutionen, den mest betydningsfulde revolution i Vesten i århundreder.

Den har ændret fuldstændig på vores livsbetingelser, men disse ændringer har knap nok ført til nogen almindelig drøftelse af, hvilke regler som nu bør gælde. Den diskussion behøver vi. Så vi ikke længere skal famle rundt i vores private moralske morads uden sikkert fodfæste.

Berit Hedemann er norsk forfatter og foredragsholder. Oversat af Niels Ivar Larsen

En aldrende anmelder gør sig tanker om en ny bog om ’Pik, potens og parforhold’
Læs også
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Kurt Nielsen
  • Viggo Okholm
  • Eva Schwanenflügel
  • Randi Christiansen
  • Jørn Andersen
  • Maria Jensen
David Zennaro, Kurt Nielsen, Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel, Randi Christiansen, Jørn Andersen og Maria Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maria Jensen

Jeg tænker, at forventningsafstemning er nøglen. Når man vælger at og stifte familie og få børn, fravælger man samtidig at leve frit og lystbetonet. Alting har en pris.

Det lykkedes 68-generationen at bilde sig selv og andre ind, at det kan lade sig gøre at realisere sig selv til fulde og leve et liv styret af sine drifter, uden at det går ud over dem, man er forpligtet overfor. Det har siden vist sig at være ønsketænkning. Skuffelsen fremkalder vrede, og får dem til at hvæse ord som 'nypuritansk', 'småborgerlig', 'konservativ' og lignende. Men illusionen om, at alle kan få alt, hvad de ønsker sig, hele tiden, gør stor skade. Jo før, vi bliver af med den, og de urealistiske forventninger til livet som den fører med sig, jo før kan vi begynde at leve som civiliserede mennesker igen.

Bjarne Frederiksen, Per Holmberg, Anders Reinholdt, Per Torbensen, Tine Andersen, Karsten Aaen, Mette Poulsen, Jørn Andersen, Torsten Jacobsen, Børge Neiiendam, Maria Dam, Jens Jensen og Niels Johansen anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Er det ikke mere "kernefamilien", der er problemet. En kunstig konstellation, som, for at kunne fungere, kræver at mindst den ene af parterne i forholdet lader sig undertrykke. Børn lider under afvigelser fra normen, og var normen anderledes, var det ikke et problem, at mor også har en stærk seksualitet.

Sanne Jensen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Maria, du synes at være på et korstog med det, du og andre kalder '68 generationen'.

67'erne stod på skuldrene af historiens fritænkere - hippiebevægelsen startede f.eks. i tyskland i 1800 tallet. Vi forsøgte et opgør med det, ph formulerede så flot, og nu får du og I andre hele teksten. Læs den, den er del af vort nationale arvegods, et meget klogt og smukt budskab fra en stor kunstner og een af danmarks intellektuelle fyrtårne :

'Man binder os på mund og hånd'
Komponist Kai Normann Andersen, tekst Poul Henningsen, 1940

"Gribe efter blanke ting
vil hvert et lille grådigt barn.
Binde andre med en ring
gør man som helbefarn.
Tænk, hvor har man stået tit
og delt et vinduesparadis.
Helle, helle, det er mit!
Og livet går på samme vis.
Man binder os på mund og hånd
med vanens tusind stramme bånd
og det er besværligt, at flagre sig fri
Vi leger skjul hos en som ved
at skærme os mod ensomhed
med søde kontrakter, vi luller os i.
Kunne vi forbyde de tre ord:
Jeg lover dig
var vi vist i kærlighed på mere ærlig vej.
De ord, vi svor med hånd og mund,
de gælder kun den korte stund
til glæden er borte og alting forbi.

Kærlighed og ægteskab
hvad kommer de hinanden ved?
Kedsomhedens tomme gab,
til kæben går af led.
Elskov er den vilde blomst -
i gartnerhænder går den ud.
Skærmet får den sin bekomst,
men blomstrer hedt i storm og slud.
Man binder os på mund og hånd,
med vanens tusind stramme bånd
men ingen kan ejes. Vi flagrer os fri.
I alle kærtegn er en flugt
de røde sansers vildt flugt
fra pligternes tvungne fortrampede sti.
Du må ikke eje mig, jeg ejer ikke dig.
Alle mine kys er ikke ja og ikke nej.
De ord, vi svor med hånd ord mund,
de gælder kun den svimle stund
det netop er kysset fra dig jeg kan li.

Møde hvad der venter os
og ingen ve, hvordan det går-
Bare skæbnen uden trods
hvad der så forestår
Glad ved hver en venlighed,
men uden tro at det blir ved.
Søge fred, i det vi véd
at vi har ingen krav på fred.
Man binder os på mund os hånd,
men man kan ikke binde ånd
og ingen er fangne når tanken er fri.
Vi har en indre fæstning her,
som styrkes i sit eget værd,
når bare bi kæmper for det, vi kan li´
Den, som holder sjælen rank, ka´ aldrig blie træl.
Ingen ka regere det, om vi bestemmer selv
Det lover vi med hånd og mund
i mørket før en morgen stund,
at drømmen om frihed blir aldrig forbi."

Man kan også studere tove ditlevsens forfatterskab for en dybere forståelse af, hvad mennesker i angst og uvidenhed gør mod hinanden.

At tro, man kan forsikre sig mod forandring, er dårers vej. Den eneste opgave vi har, når vi sætter børn i verden, er at sikre deres tryghed. Og det sker ikke ved, at de voksne fængsler sig selv og hinanden i følelser og ubearbejdede traumer.

Det er følelsesvampyrisme af værste skuffe at bruge hinanden til at skabe eksistentiel tryghed. Det har børn ikke brug for. De trives ved at vokse op i fysisk og psykologisk frihed. Det er de voksnes opgave at tilvejebringe den tryghed, og det sker ikke, hvis de voksne ikke selv er frie og trygge.

Vi må frigøre os fra den arvesynd, som hviler så tungt. Rejse os og blive frie mennesker der i kærlighed kan sætte os selv og hinanden fri. Velkomme det, som kommer, og give slip på det, som går. Alt andet er topmålet af idioti og noget, vi må hjælpe hinanden fri af. For ellers er vi lette ofre for en langt farligere magt, den ene procent og co, der ikke betænker sig på med grådighed, egoisme og enorm dumhed at lægge sine omgivelser øde.

Noah Möller-Rasmussen, Flemming Berger, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Må præcisere følgende -

Det er følelsesvampyrisme af værste skuffe at bruge hinanden til at skabe eksistentiel tryghed. Vi er sociale væsener, som har brug for hinanden, men vi må ikke bruge hinanden til at illudere den tryghed, man må finde isig selv. Giv dog hinanden fri, og kærligheden vil blomstre.

Kim Øverup, Flemming Berger, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Randi Christiansen,

Det er alt sammen meget smukt og rigtigt, men spænder du ikke vognen for hesten? Du forudsætter frie og trygge voksne mennesker - så skal det hele nok gå? Men voksne mennesker flest er hverken trygge eller frie. Vi er tværtimod usikre, tvivlrådige, og står dermed lige så fjernt fra en egentlig frihed, som for eksempel en PH i 1940.

Så måske alle i '68'ere' ikke skal krybe helt så meget i forsvarsposition, når virkningen af jeres frigørelseseksperimenter - nødvendige som de utvivlsomt var - her i 2018 drages i tvivl?
Er det ikke en rimelig påstand, at den enorme frigørelse både økonomiask/materielt set, men også forstået som en frigørelse fra traditionens åg, blot har ført nye problemer med sig? At hvad der vel kun kan betragtes som større frihedsgrader - teknisk set - end nogensinde før set i verdenshistorien, ikke nødvendigvis har skabt bedre livsvilkår - psykologisk/eksistentielt - og det stik mod al forventning?

Måske noget vitterligt gik tabt, især i sidste halvdel af det sidste århundrede? Noget væsentligt? Er det ikke en diskussion værd at have? Det tror jeg næsten...

Maria Jensen, Kenneth Graakjær, Per Holmberg, Annika Tiin Nielsen, Jonathan Larsen, Tine Andersen og Jens Jensen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Torsten, jeg forudsætter ikke noget men påpeger, hvor jeg ser problemet. Hvordan det skal løses er både en kollektiv og individuel udfordring, jeg gør mig tanker om, og som jeg deler med jer. Emnet er bestemt en samtale værd.

Bjarke Hansen, Flemming Berger, Ole Frank, Torsten Jacobsen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Torsten@ - "Er det ikke en rimelig påstand, at den enorme frigørelse både økonomiask/materielt set, men også forstået som en frigørelse fra traditionens åg, blot har ført nye problemer med sig? At hvad der vel kun kan betragtes som større frihedsgrader - teknisk set - end nogensinde før set i verdenshistorien, ikke nødvendigvis har skabt bedre livsvilkår - psykologisk/eksistentielt - og det stik mod al forventning?"

Nu forholder det sig jo således, at når man i kontekst betræder nye veje, kan man ikke på forhånd kende resultatet, og hvis man af bare forsigtighed intet vover, vindes heller intet. Et opgør med tidens normer var nødvendigt, og kollektivets værste svigt var den manglende omsorg for miljøet - hvilket gælder både det biologiske og det menneskelige.

Vi gjorde, hvad vi kunne, og det er ikke konstruktivt bare at brokke sig over det, som ikke virkede. Men vi holdt fanen højt, fortsatte fritænkernes tradition, systemkritikken og oprøret mod undertrykkelse i enhver form. Det er klart, at store omstillinger er krævende, men det er ikke vores skyld, at det ikke i den omgang lykkedes at skabe paradis på jord.

Rikke Nielsen

"Er det ikke en rimelig påstand, at den enorme frigørelse både økonomiask/materielt set, men også forstået som en frigørelse fra traditionens åg, blot har ført nye problemer med sig? "

For hvem? Dem, der i traditionens navn blev undertrykt, eller dem, der i traditionens navn kunne undertrykke?

Flemming Berger, Hanne Ribens og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Kærlighed, lyst, seksualitet, tab og lidelse er alt sammen elementer i vores liv og har vel været det til alle tider, men i forskellige rammer og med forskellige moralkodekser.
Personlig som mand og med forholdsvis sen debut omkring det seksuelle er det i min optik fint hvis kvinder tør og vil sætte dagsordenen omkring hvornår de har lyst eller tror de kan få det. Uanset hvordan vi opstiller normer, så har kvinder end anden tilgang end mænd tror jeg. Vi er jo alle mere eller mindre afhængige og ansvarllge når og hvis vi går ind i et forhold uanset, om man ønsker børn eller ej. Går man ind i et forhold må man være indstillet på at det forhold på et tidspunkt får en ende enten ved sygdom eller skilsmisse, men under alle omstændigheder når denne verden forlades. Selvfølgelig kan vi ikke være sikre på at kærligheden og tændingen altid vil bestå, men så er det op til hver enkeltes ansvar og moral at forsøge at styrke begge dele. Det kræver mod og hvor er grænsen omkring det at kunne uddybe sine inderste behov? Det kan være svært for begge køn, tror jeg. Hvordan har den enkelte kvinde med mandens rejsning for at være konkret, er det en kompliment eller tænker han aldrig på andet? Skal manden altid have lov bare fordi den fysiske lyst er der? Og i min optik: selvfølgelig ikke, for hvilken oplevelse er det egentlig at få sin lyst styret med et menneske som ikke har lyst og hermed ikke får den berømte tilfredsstillelse?

Torsten Jacobsen

Randi Christiansen,

Min påstand er grundlæggende, at 'Fritænkerne' overser noget: Nærmere bestemt, at man i 'oprøret mod undertrykkelse i enhver form' - for nu at bruge dine ord - er kommet til at rive mere ned, end man har formået at (gen)opbygge. I den forstand har den ellers i visse kredse så romantiserede 'frisættelse' måske været en af de nødvendige forudsætninger for den grænseløse kapitalismes amokløb? Hvis man da ellers tør binde an med så kætterske tanker?

Hvad er 'Frihed'? Grænseløshed? Næppe. Men hvad er grænser, hvis ikke en form for 'undertrykkelse'? Ergo: Der kunne nok siges mere om 'undertrykkelse', end at den blot skal 'bekæmpes i enhver form'. Og der kunne nok tænkes og tales mere om netop behovet for visse begrænsninger, også blandt 'Fritænkere'?

Og nej - ingen kan vel forlange, at man på forhånd skal forudse alle konsekvenser af en bevægelse i et hyperkomplekst system? Men bagudskuende er det vel tilladt - tør man sige nødvendigt? - at stille spørgsmålstegn ved de meste alvorlige bivirkninger - tilsigtede eller ej?.

Der er for mig at se en særlig evne - i de progressive kredse, som jeg også selv på egen besynderlige vis tilhører - til at overse netop 'frigørelsens pris'. At der er en ikke ubetydelig regning, som i sidste ende skal betales, når man sådan insisterer på at bestorme tilværelsens grænser..

Maria Jensen, Henrik Klausen, René Arestrup, Egon Stich, Anders Reinholdt, Annika Tiin Nielsen og Tine Andersen anbefalede denne kommentar

Der er ALTID en pris forbundet med frihed, og det valg man laver.
En pris for en selv og for dem, som man holder af, og verden omkring en

Citat
"Sæt kvindernes sexlyst fri – og lad dem selv tage ansvar for konsekvenserne"

Frihed uden ansvar... Yup, det rammer godt, hvad feminisme står for, og hvad de vil.

Artiklen er desværre fyldt med så meget klichéfyldt feministpladder, offerroller
og antagelser, at det gør ondt.

Men igen igen... følelser versus fakta.

Der er en pris og omkostning forbundet med den samfundsstruktur som vi har.
Men også en pris på den samfundsstruktur vi ikke har.

Mvh
En sur gnaven hvid cis mand, der jo kun er ude på at undertrykke...

Karsten Aaen

Nu bor og lever forfatteren i Norge! Og skriver helt sikkert ud fra et norsk udgangspunkt! Dermed mener jeg, at forfatteren til denne klumme helt overser, at det i DK i dag altså er helt legitimt for både kvinder og mænd at udleve deres seksualitet! Det et helt legitimt for en kvinde, ung eller gammel, at stå ved sin seksualitet og bare bolle, knalde, elske, kneppe med mænd for at få tilfredsstillet deres sexlyst - eller lyst til sex. Du kan se det hver weekend på diskotekerne, på pubbene, på værtshusene, på cafeerne, i DK, i de større byer i DK! Hvor unge kvinder deres elskere for natten - selvom det kun er for enkelt nat eller tre.

Fredrik Schou Bjerno

En bæredygtig seksualmoral i p-pillens tid?
Hvorfor skal en undertrykkende seksualmoral udskiftes med en anden, bevares befriende, men immervæk moral? Det, som figuren i romanen udtrykker, er jo et fortvivlet ønske om at slippe for at selv tage stilling- at selv tage ansvar. At udtrykke sin seksualitet fysisk er at påtage sig et ansvar for konsekvenserne af det. Derfor bør mænd, der seksuelt udnytter sin dominerende stilling overfor kvinder, straffes, og hvis nogle af dem ydmyges på sociale medier til skræk og advarsel, så græder jeg tørre tårer. Det er konsekvensen. På samme måde har 68érne sat seksualiteten fri- helt fri! Dette var skam også på tide, og en fundamentalt meget vigtigere indsats end rundkredspædagogik, afskaffelsen af professorvælder og Mao-sko. Problemet er, som man ser det i forhold til mange friheder, at visse forveksler friheden til at gøre noget med retten til at det sker. Ikke sjældent forveksles ytringsfriheden med retten til at blive hørt, hvor tåbelig ens udtalelse end måtte være. Og den seksuelle frihed kan kun være en frihed for alle, hvis der ingen moral er forbundet ved den, foruden muligvis Kants kategoriske imperativ. Hvis en kvinde eller en mand føler en impuls, hvor hans eller hendes barn kommer til at lide skade, hvis de fører det ud i livet, så kan det umuligt blive andres ansvar end deres eget. Hvis de føler sig ufravigeligt bundet af beskyttertrang overfor deres børn til at ikke lytte til den impuls, så ville jeg parkere den under kategorien "alm. forældreskab", hvis ikke ligefrem "voksen". Derfor bliver svaret i virkeligheden meget simpelt: Nej, du kan ikke få et forældreskabsmæssigt "get-out-of-jail-free-card" til at kneppe dem, du lige præcis i dette øjeblik har lyst til, hvis du har børn. Du kan stadig godt gøre det, ingen betjent vil arrestere dig og ingen chef vil fyre dig, men jeg har ikke tænkt mig at give dig lov- du må selv give dig lov, og dermed påtage dig ansvaret.

Maria Jensen, Anders Reinholdt, Flemming Berger og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Mads Jakobsen

»Kan nogen opfinde en bæredygtig seksualmoral i p-pillernes tid, uden en gud, og som stiller begge køn lige, men ikke skader den opvoksende generation?«

Glimrende spørgsmål. Svaret er nej. Kønnene er for forskellige.

Torsten Jacobsen

Fredrik Schou Bjerno skriver:

"Hvorfor skal en undertrykkende seksualmoral udskiftes med en anden, bevares befriende, men immervæk moral? Det, som figuren i romanen udtrykker, er jo et fortvivlet ønske om at slippe for at selv tage stilling- at selv tage ansvar."

Det er ganske rigtigt svært at undslippe denne undren: Hvorfor leder de førhen trælbundne dog så insisterende efter nye lænker? Jeg tror det bunder i en blindhed for følgende:

Frihed og retfærdighed er komplementære størrelser!

Rikke Nielsen

»Kan nogen opfinde en bæredygtig seksualmoral i p-pillernes tid, uden en gud, og som stiller begge køn lige, men ikke skader den opvoksende generation?«

Jo, selvfølgelig, hvis far også begynder at tage sig at sit yngel.

Mads Jakobsen

Et eksempel på kønnenes forskelle er at kvinder gerne må sige at det hele er mænds skyld. Et andet er at kvinder kan bolle ved side af, og derefter påstår at ynglet er deres mands.

Randi Christiansen

Torsten@ - "Min påstand er grundlæggende, at ’Fritænkerne’ overser noget: Nærmere bestemt, at man i ’oprøret mod undertrykkelse i enhver form’ - for nu at bruge dine ord - er kommet til at rive mere ned, end man har formået at (gen)opbygge. I den forstand har den ellers i visse kredse så romantiserede ’frisættelse’ måske været en af de nødvendige forudsætninger for den grænseløse kapitalismes amokløb? Hvis man da ellers tør binde an med så kætterske tanker?"

Med fornøjelse - og mht genopbygning kan som nævnt ikke hele ansvaret lægges på den såkaldte 68 generations opgør med ufrugtbare og klaustrofobiske normer.

Du har ret i, at opgøret i et eller andet omfang blev kidnappet af vækst-og forbrugersamfundet, men der er stadig fritænkere, som holder den miljø-og socioøkonomiske frisættelsfane højt, mens nutidens magt strammer grebet - om deres position og dens udfordrere.

Når magten misbruges, vil der være ubalance. Jo stærkere tryk jo større og mere ukontrollerbart modtryk. Så i stedet for at spille blamegame vil jeg foreslå, at vi i fællesskab og udfra en nøgtern analyse advokerer for de stadig mere påtrængende korrektioner.

Jens J. Pedersen

Jeg forstår ikke denne debat. Hvorfor skal kvinder ikke være frie?
Vi skal alle være ansvarlige for vore handlinger, der forhåbentlig foretages i frihed.

Henrik Klausen, Sanne Jensen og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Randi Christiansen,

"[...] Så i stedet for at spille blamegame vil jeg foreslå, at vi i fællesskab og udfra en nøgtern analyse advokerer for de stadig mere påtrængende korrektioner."

En smuk tanke, men tiden er vist endnu ikke moden? Det er i grunden så som så med de 'nøgterne analyser', ikke sandt? De færreste kan udholde synet af sig selv - sådan et helt nøgternt blik - og for meget stiller sig i derfor i vejen. For mange gamle regnskaber skal gøres op, de ideologiske positioner yderligere fortificeres. Alt imens polerne smelter, naturligvis.

Det ville være morsomt, hvis ikke det i grunden var så enormt uhyggeligt, du... ;)

@Jens J. Pedersen
"Jeg forstår ikke denne debat. Hvorfor skal kvinder ikke være frie?"

jeg kan ikke se, at folk snakker imod at kvinder har lov til at være frie.
Mere derimod, at når kvinder(feminisme) snakker om frihed.
Så snakker de mange gange om frihed UDEN ansvar.

Bare overskrifter i artikel
”Sæt kvindernes sexlyst fri – og lad dem selv tage ansvar for konsekvenserneerne”
Det er skrevet som om deres opførsel KUN har en konsekvenserne for dem selv.

Jeg er klart imod denne fordrejning af sandheden. Både i nutid og i fortiden,
om den såkaldt kvinde, der bliver undertrykt, og ikke har frihed,
og om den onde slemme mand.

For denne offermentalitet gør at kvinden ikke har skyld selv skal stå til ansvar.

Morten Hjerl-Hansen

Kolde fantasier om en nogenlunde fredfyldt, kærlig og varig sameksistens mellem mænd og kvinder kan nogen gange blive så balstyriske og slagordsagtige at det lugter ramt af kynisme, mangel på dannelse og ja, nihilisme. Min første reaktion var derfor at det her er nedgørende overfor mænd.

Er vi så forvirrede inden i os selv at vi er blevet allergiske overfor den menneskelige situation der ligger i at sorg er det mest komplekse i livet? Klaus Rifbjerg sagde om danskerne som reaktion på verdens lykkeligste folk ”jeg tror i virkeligheden vi er ulykkelige”. Hvad mente han og hvorfor bød han ikke ind med et nuanceret bud på hvad sorg er? Det har han nok gjort ved anden lejlighed. Det hihi håber jeg da.

Det er vigtigt at nuancere, også når man taler om seksualdriften, liderligheden. Ikke for mange paroler, tak. Er denne artikel en opvisning i balstyrisk et-eller-andet? Skamdrevet frustration? Retfærdig harme? Jeg bliver i hvert fald forvirret når jeg kan mærke at det er frustrationen der er drivkraft. Så er det nemlig, ifølge Freuds teori om drifter og intellekt, ikke muligt for læseren rigtig at fordøje og dermed forholde sig til de mange vigtige ting som forfatteren slår til lyd for: Kvinders ligeret til liderlighed under ansvar, patriarkatsvrede, trofækvinder.

Konklusion

Konklusionen for mit vedkommende er bare at efterlyse en artikelserie som handler om hvordan vi passer på vores børn og samfundets børn. Jeg er træt af at høre om voksne. Der er ganske rigtigt mange der ikke har fået løbet hornene af sig og det er en sorg som knytter sig til en alvorlig sorg i livet. Længslen. Men i den balstyriske liderlighed som er den jeg i virkeligheden tror hun skriver om og på en utilsigtet måde gør sig til talsmand for knyttes længselen sammen med ensomheden som er en alvorligere sorg blandt livets sorger, som forholder sig yderst komplekst til hinanden. 1. Tabssorg, 2. Ensomhed, 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. Længsel, 5. Sorgen over at være sig selv nærmest.

Maria Jensen

Min mand og jeg er kunstnere. For halvandet år siden fik vi en søn. Vi havde regnet med, at de store følelser i forbindelse med at få et barn ville berige den kreative proces, men indtil videre har han mest været en hæmsko, især fordi han har grædt meget om natten. Det er nu gået over på det sidste, men så er der opstået andre konflikter, idet det harmonerer meget dårligt med vores arbejdsrytme at skulle aflevere ham i vuggestuen tidligt på dagen, og han omvendt ikke kan være her i dagtimerne, da han er begyndt at bevæge sig meget rundt, og trække ting ned på gulvet på en meget destruktiv måde.

Vi er med andre ord vokset fra hinanden. Så vi besluttede os for at sætte os ned og tale om det som voksne mennesker. Og vi blev enige om at sætte hinanden fri.

'Vi ejer jo ikke hinanden', sagde den etårige, og da var vore hjerter ved at svømme over af stolthed over ham, måske for første gang, og vi var lige ved at ombestemme os. Men han insisterede på, at han ikke vil stå i vejen for vores kunst. 'Hvordan skulle jeg kunne leve med at have ødelagt jeres karrierer og stået i vejen for jeres frie livsudfoldelse? Så er det sandelig bedre at i skal leve med at have ødelagt min tilknytningsevne og personlighedsdannelse. Straks i morgen tidlig går jeg ned på kommunen og kræver at blive anbragt i en plejefamilie!'

Som sagt så gjort. Heldigvis har kommunen og borgerne ikke helt frisat hinanden endnu, så der er nogle søde mennesker på Fyn, der tager sig af lille Asger formedest et vist månedligt beløb fra kommunen. Vi glæder os til at træffe ham igen når han er blevet ældre og har lært at være mindre undertrykkende og besidderisk og at bidrage til en samtale.

Nanna Kinch, Mads Jakobsen, Thomas Østergaard, Henrik Klausen, Morten Thornton, Kim Øverup og Jens Jensen anbefalede denne kommentar

@Maria Jensen
dejlig måde du skrive på :)
og med nogle gode pointer.

men ja.. pligt og ansvar er fy fy
For vi lever i en tid hvor vi ikke behøves at tage ansvar for vores handlinger
og vores egne selvrealisering/følelser er det der betyder.

Mange gange for jeg den følelse om at man skal være progressiv, bare for at være progressive.
Og at vi så smid babyen ud med bade vandet gør ikke noget.

rettelse: For denne offermentalitet gør at kvinden ikke har skyld, eller selv skal stå til ansvar.

Randi Christiansen

Torsten@ - prøv at se lyst på livet, så længe der er liv, er der håb.

"[...] Så i stedet for at spille blamegame vil jeg foreslå, at vi i fællesskab og udfra en nøgtern analyse advokerer for de stadig mere påtrængende korrektioner."
"En smuk tanke, men tiden er vist endnu ikke moden?" - tiden er overmoden, og jo længere vi venter, jo mere ondt gør det.

"Det er i grunden så som så med de ’nøgterne analyser’, ikke sandt?" - enig, men det er nødvendigt at forsøge, og øvelse hjælper. Jeg kan anbefale at studere krishnamurti, han er nøgternhedens mester.

"De færreste kan udholde synet af sig selv" - mener du virkelig det? Så har du vist brug for rekreation. Jeg kan anbefale yoga og meditation. Det er dog vigtigt at finde en underviser, man svinger med.

Maria Jensen

@ Jens Jensen: Alt, hvad jeg skriver, er så sandelig møntet på mænd i lige så høj grad som på kvinder. Tag ikke fejl af det.

Jeg synes ikke at der er noget, der tyder på, at mænd er bedre til at forpligte sig og påtage sig ansvar for deres familie end kvinder er. Offermentalitet over ikke at kunne blæse og have mel i munden når det kommer til menneskelige relationer er ikke forbeholdt kvinder, så har jeg vist ikke sagt for meget.

Men lad det ikke udvikle sig til et slagsmål om, hvilket køn, der er værst. Ideen om, at man kan have meningsfulde menneskelige relationer uden at forpligte sig og gå på kompromis, er på retræte, og godt for det. Ingen mennesker er følelsesmæssigt selvforsynende, med mindre de er psykopater. Og et samfund, der har psykopaten som forbillede, og udskammer det alment menneskelige behov for tryg tilknytning og tillidsværdige omgivelser, holder op med at være et samfund, og ender som et liberalt helvede, hvor man kun er noget værd, når man kan bruges til noget.

Randi Christiansen, Jens Jensen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Maria Jensen

(fortsat) Vi mister noget værdifuldt, hvis vi reducerer enhver relation til en handel, der hører op, når den ene part ikke længere synes, at han eller hun får nok ud af den. Vi mister det, der gør os til mennesker. Altruisme, storsind, selvopofrelse. De små og store mirakler, der giver håb og gør tilværelsen til at holde ud.

Et valg, der forpligter, en beslutning, der er endegyldig, et menneske, du kan stole på. Hvis vi ikke kan give vores børn det, så pålægger vi dem en arvesynd af manglende tilknytningsevne. som vil forfølge dem resten af livet. Når du har fået børn, så er du ikke længere det vigtigste menneske i dit liv, og din frihed er permanent stækket. Det er det offer, dine forældre har bragt for dig, og det er den gave, du skal give videre.

Randi Christiansen, Jens Jensen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

@Maria Jensen
"Alt, hvad jeg skriver, er så sandelig møntet på mænd i lige så høj grad som på kvinder. Tag ikke fejl af det."
det håber jeg også. Føler ikke at jeg har givet udtryk for andet.(så har jeg formulere mig forkert).Det jeg har noget imod er feminisme, men på ingen måder kvinder.
Jeg har ikke noget imod en kønsdebat, men en kønskamp.. nej tak

Jeg tro på fællesskabet og kernefamilien.
Og de kontraster, begge køn bringe ind i fællesskabet.
For et ægteskab er en pagt.. på godt og ondt

igen :)
Der er en pris og omkostning forbundet med den samfundsstruktur som vi har.
Men også en pris på den samfundsstruktur vi ikke har.