Kommentar

Socialdemokraterne taber, så længe de ikke leverer social retfærdighed

Sveriges mest erhvervsvenlige parti, Moderaterne, går til valg under parolen ’Lika för alla’ – lige for alle. Hvornår går det op for socialdemokraterne, at de også bør levere svar på den stigende ulighed?
25. juni 2018

Når Sverige går til valg i september, ser tre partier ud til at blive omtrent lige store: Socialdemokraterne (S), Moderaterne (M) og Sverigedemokraterne (SD). SD’s himmelflugt i meningsmålingerne afspejler selvfølgelig socialdemokratismens krise – i Sverige såvel som i Europa.

Siden finanskrisen har socialdemokratiske partier i EU tabt 30 ud af 37 valg. Man kunne tro, at denne krise ville give et comeback til traditionel socialdemokratisk politik – øget statslig regulering og større social omfordeling. Men i stedet blev socialdemokraterne handlingslammede og er det vel den dag i dag. Nu har kun Sverige og Portugal røde regeringer. Om få måneder er det måske kun Portugal.

Men socialdemokratiets krise er lige så meget liberalismens krise. Når man taler om de socialdemokratiske partiers skibbrud, er det sjældent ud fra den forståelse, at deres krise skyldes, at Den Tredje Vejs eksperiment slog fejl.

Ingen svar til finanskrisens tabere

Socialdemokraterne troede på det liberale fantasifoster om, at arbejderklassen efter Berlinmurens fald ville dø ud – eller i det mindste ville blive så marginaliseret, at man ikke behøvede at tage hensyn til den. Socialdemokratiske regeringer har privatiseret lige så meget og ført lige så stram budgetpolitik som alle andre. Spørgsmål om social retfærdighed er drejet over på en menneskerettighedsretorik, hvorved den sociale dimension er blevet udhulet.

Arbejderbevægelsen har altid været for menneskerettigheder, men der har skullet konkrete reformkrav til, før man ville engagere sig. Arbejde og boliger til alle – det er præcis sådanne rettigheder, som er blevet rullet tilbage.

Retten til at gifte sig med hvem, man vil, koster derimod ikke en øre at gennemføre. Men at det skulle være identitetspolitikken, der stækker socialdemokraterne, er rent sniksnak. Socialdemokaterne går ikke tilbage, fordi de går i brechen for minoritetsrettigheder. De taber, fordi de ikke hjælper finanskrisens tabere.

IMF og OECD anråber regeringer verden over om at føre en politik, der mindsker uligheden. Ikke fordi det er mere retfærdigt, men fordi der ellers er risiko for, at tiltroen til systemet imploderer. I deres undersøgelser siger otte ud af ti, uanset land, at ulighed er det største problem. Lige så mange angiver, at de føler sig stadig mere magtesløse. Det gælder sågar middelklassen.

Neoliberalismen er bankerot

Valgene viser, at neoliberalismen folkeligt set er bankerot. Man vinder hverken på skattelettelser, privatiseringer, øget valgfrihed og afregulering. I stedet fører alle kampagner for autoritære løsninger rettet imod dem, som allerede har det værst.

Men interessant nok er kravet om større social retfærdighed så stærkt, at selv Sveriges mest erhvervsvenlige parti, Moderaterne, går til valg under parolen ’lige for alle’. Afdankede partiveteraner som Carl Bildt må have fået kaffen galt i halsen, da de så Moderaternes valgstrategi. Samme høge kan næppe have troet deres egne øjne, da Frederik Reinfeldt udråbte partiet som Sveriges ’nye arbejderparti’. Lige så chokerede var selvsagt socialdemokraterne.

’Lige for alle’ er Moderaternes mumlende eufemisme for, at alle skal kunne avancere socialt.

Opadgående social mobilitet er den eneste form for social omfordeling, som borgerligheden forstår sig på, fordi den alene handler om det enkelte individs flid. Borgerlige forstår ikke rigtigt, at gode karakterer er noget, som går i arv som gamle godser. Fremfor alt fatter de ikke det, som den nu afdøde sociolog Erik Jørgen Hansen altid pointerede: Man skal ikke først avancere socialt for at kunne leve et godt liv.

Men det er dér, vi står i dag.

Moderaterne har givetvis ikke nogen politik for at udjævne klasseskel, eftersom de er fundamentalt uinteresserede i social ligestilling. Men at de har gjort chanceligheden for opgående social mobilitet til et valgspørgsmål, viser, at de har opfanget et reelt problem. Nu – om overhovedet nogensinde – bør banen være kridtet op for Socialdemokraterne.

© Åsa Linderborg og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Reinholdt
  • Torben K L Jensen
  • Per Klüver
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Peter Knap
Anders Reinholdt, Torben K L Jensen, Per Klüver, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det er endnu simplere: det handler om magt, og det socialdemokratiske velfærdssamfund udmærker sig ved at sikre, at de mange har ligeså meget magt som de få, der har magten i kraft af at besidde det meste. Denne balance er, hvad vi skal tilbage til, så skidtpyt med 'konkurrenceevnen' og 'BNP', da vi alligevel skal skifte hierarkier og diverse variationer af pikmåling ud med en langt større borgerlighed og en langt mindre bjærgsomhed.

Claus Bødtcher-Hansen

25/jun/2018

Socialdemokraterne er, og har altid været, klasseforrædere :-( ...

Venlig hilsen
Claus

Uligheden i samfundet er øget efter finanskrisen. Og man kan jo nok blive enig i det artiklen lægger op til nemlig, at Socialdemokraterne ikke rigtigt har fået adresseret dette problem. Og så længe de ikke gør det vil der naturligvis være et problem - ikke mindst også fordi deres kriseløsning vel har været en fortsættelse af neoliberal politik.

Men en del af deres problem består selvfølgelig også i, at der mange der byder ind på velfærdsspørgsmålet. Herhjemme hævder jo både V og DF sig som "arbejderpartier"

Pseudosocialt eller ej - det kan man jo selv afgøre. Men de socialdemokratiske mærkesager om velfærd er der jo mange der byder ind på. Selv LA hævder, at de går ind for velfærd.

I en velkamps hede er ingen der modsiger, at velfærd er et vigtigt punkt på dagsorden. Alle partier har fattet, at vælgerne efterspørger netop dette. Når det kommer til politiske realiteter og faktisk udførelse af politik stiller sagerne sig måske lidt anderledes. Og det er vel også her, socialdemokraterne må levere, hvis de skal have folkelig opbakning.